Julestress
Hvad laver du, når du skal gøre noget rart for dig selv? Rigtig mange af os ender med at sidde foran fjernsynet med en kop kaffe og slikskålen, måske efter en gåtur. Det er dejligt, ligesom julehygge med familien som regel giver en god følelse indeni. Men i november og december skal hele årets portion af samvær og sociale aktiviteter krammes ind. Kan du mærke en følelse af mæthed undervejs, og trang til at gøre noget helt andet?
Alenetid – med det du har lyst til
Det gælder dog ikke kun i juleperioden, men også på alle andre tider af året: hvad er det, der giver lige præcis DIG drømme, idéer og inspiration? Der hvor de fornuftige tanker slår fra, og du bliver så fordybet i at forfølge dine idéer at alt andet forsvinder. Resultatet er mindre vigtigt, for der er altid et eller andet der kunne være sjovt at lave om, eller afprøve igen.
Har du nogen sinde haft tanken “det her gad jeg helt egentlig godt prøve kræfter med”, men slået det ud af hovedet igen fordi; “det kan jeg ikke finde ud af, jeg er ikke kreativ, jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre, jeg har ikke materialerne, de andre griner af mig”. Mange gode grunde, som alle stopper dig i at gå igang.
Tegneterapi
I min daglige praksis arbejder jeg med tegneterapi, hvor følelser igennem tegning kan beskrives tydeligt..eller endda bearbejdes via selve tegneprocessen. Mange klienter bliver usikre når jeg foreslår det, og kommer med gode undskyldninger for hvorfor de ikke kan tegne. Med et kærligt skub i ryggen ender de som regel alligevel ovre ved bordet, og bliver lynhurtigt optagede af at vælge mellem hele udvalget af snaskede oliekridt.
Det kan ikke blive særlig “pænt” eller præcist, men gør at følelsen pludselig eksisterer fysisk i rummet som noget vi kan dele med hinanden. Overraskelsen er synlig, når vi snakker om oplevelsen bagefter “jaa, jeg var jo ikke meget for det – men det føltes helt naturligt da jeg først kom igang”! En spirende kreativ trang dukker frem efterfølgende hos en del.
Foto som inspiration
At købe en masse udstyr til at dyrke sin hobby kan være uoverskueligt. Men et kamera har vi stort set allesammen, i telefonen og/eller til ferien. Har du nogen sinde prøvet at bruge det til andet end feriebilleder, jul og fødselsdage? Du kan for eksempel zoome ind og tage billeder af:
- et flot blad i skoven, helt tæt på
- et stykke afskallet mur med spændende farver
- skæve vinkler – lyset der blinker i en vandpyt
- dit barns hånd eller håret der ligger hen af puden
- solen der skinner ned igennem trækronerne i skoven
Verden ser med ét anderledes ud. Dit blik kommer til stede i nuet, hele tiden på jagt efter spændende motiver..ikke nødvendigvis på lang afstand, men også i bittesmå detaljer, farver og former.
I øjeblikket er jeg igang med at følge mailkurset “Photo Meditation” hos Susannah Conway; man får én mail om dagen i 5 uger. En masse små skub og inspiration, men ikke mere tidskrævende end du selv vælger at gøre det til. Susannah Conway’s pointe er at et foto, uanset hvad der er på, altid udtrykker fotografens personlighed: DU har valgt lige præcis det her motiv, fordi det ramte noget i dig. Med dét i baghovedet er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert…det hele er dig 🙂
Hvad kan foto mere bruges til:
- godt at gemme sig bag ved, hvis du er angst for at gå ud blandt andre
- en overkommelig aktivitet ved depression: 10 minutter om dagen, hvor du er sikker på at kunne producere et eller andet resultat.
- en måde at være kreativ her og nu, uden en masse materialer
- du ser verden med nye briller, men der er ingen krav eller bedømmelse
- kan give inspiration til andre aktiviteter: maleri, billedbehandling på Iphone/Ipad, scrapbooking, kort, collager osv.
- kan bruges til at dele din virkelighed med andre..men du kan også vælge at have det som din private oase
Kreativitet og det indre barn
Har du prøvet, midt i familiens juleklip, dekorationer af ler eller noget andet, at der i stedet vokser skæve dyr frem..og at glanspapiret forvandler sig til flotte mønstre? Kreativ leg er lige så vigtig for voksne som børn. Du lærer også af det som voksen: i begyndelsen handler det om at nedbryde idéen om “den fornuftige voksne”, og finde det indre kreative individ, som gerne vil..men ikke tør.
Så snart du opdager alle idéerne inde i dig, små som store, er det bare om at gribe fat i dem og slippe dem løs. Glæden kan næsten føles barn-agtig “jeg kan! yes!”. Dine idéer er med til at forme den måde du ser på verden fremover 🙂
Hvordan giver du plads til alle dine gode idéer og kreativitet: 6 tips
- brug tid på at lave det du har lyst til, så ofte som muligt.
- brug din Iphone, Ipad eller PC til at lege med maleprogrammer og billedbehandling
- lav fejl, og glem længslen efter det perfekte resultat!
- leg med det..hvad kunne også være sjovt at prøve med det her?
- start med én ting, fx foto, og prøv så at sprede det ud til andre ting. Processen vil være den samme hver gang: forsøg, “hvordan gik det?”, flere forsøg, nye idéer… og så videre.
- opsøg steder og mennesker der inspirerer dig
Held og lykke med det..og skriv meget gerne herunder hvad der har inspireret lige præcis dig. Og husk at læse indlægget fra sidste uge om kreativitet, hvis du ikke fik det med.
Der kommer mange flere spændende blogindlæg i den kommende tid, så husk at få dig skrevet på i mailboksen her til højre – så får du en mail hver gang der kommer et nyt indlæg:-)
Tak for inspirationen, som får mig til igen-igen at mindes min far, som døde for 6 år siden.
Han var meget udadvendt og fysisk aktiv. Elskede at gå eller cykle lange ture, arbejde i haven, komme ud og møde andre mennesker….
Stillesiddende og kreativ var han ikke. (Det var min mor derimod). Da han i sine sidste leveår blev fysisk begrænset af sygdom, gik hans liv bogstaveligt talt i stå, fordi han ikke havde noget alternativ til sit meget fysiske og udadvendte liv.
Det fik mig til at beslutte, at jeg – ved siden af traveturene, som er min måde at slappe af på – skal huske at have en hobby, der også kan klares, hvis jeg er mere eller mindre bundet til en stol eller seng. Tror det bliver at tegne og male. Med tynde pende eller brede pensler. På papir, på iPad whatever.
Hej Lisbeth
Tit er det de erfaringer der kommer fra forældrenes liv, der bliver igangsætter for vores følelse af “sådan skal det ikke ende for mig”. Lyder som en rigtig fornuftig plan at udvikle alternativ hobby 🙂 Fx fotos kan man jo også lege rigtig meget med på en Ipad, så de bliver kunstværker i sig selv.
Kære Camilla.
Dit blogindlæg har virkelig inspireret mig, 1000 tak 🙂