Stress og de nære relationer
De mennesker, du er allermest glad for, kan også være dem du synes det er mest stressende at være sammen med. Dine børn, din partner, resten af din familie og ikke mindst dine venner. Allesammen nogle, der hver for sig gør “krav på” en bid af din tid, opmærksomhed, kærlighed og praktiske hjælp. For dig er det sikkert en selvfølge at give dine børn og partner det, de har behov for (og måske endda mere end det). Det i sig selv kan være en fuldtidsbeskæftigelse ved siden af arbejdet, men hvad så når dine forældre, bedsteforældre, svigerforældre, søskende, andre familiemedlemmer, kollegerne og venne-netværket også melder sig på banen?
I alle menneskers liv optræder der perioder hvor det er lidt mere tungt end på andre tidspunkter. Det kan være af mange årsager: skilsmisse, sygdom, dødsfald, arbejdsstress, parforholdsbøvl … Er du så “supermennesket”, der kommer susende ind fra højre, hver gang de betydningsfulde mennesker i dit liv ikke har det godt? Og hvad gør det ved dig selv, og din mulighed for at få balance i dit liv?
Anerkendelse fra andre giver selvværd
Det er dejligt at føle sig uundværlig i andre menneskers liv. Menneskers identitetsudvikling er bygget op omkring det samspil vi har med andre: du former din idé om, hvem du er, ved den respons du får fra omverdenen. Så hver gang du igennem din hjælpsomhed får oplevelsen af at de andre synes du er sød, rar og et godt menneske – ja, så bliver det endnu en byggesten til en god selvfølelse. Det er videnskabeligt dokumenteret, at ensomme mennesker er langt mere sårbare overfor depression, netop på grund af denne manglende bekræftelse af identiteten. Det er ligeledes påvist, at nogle af de mest opofrende mennesker kan have en udpræget lav selvfølelse….(hvorfor mon de er så uselviske hele tiden?)
Hvad kan du bruge den information til? Først og fremmest til at kigge ind i dig selv, og se hvilken betydning det har for dig at være “den givende”. Hvad ville du komme til at tænke om dig selv, hvis du i lidt højere grad fulgte dine egne behov – i stedet for at have fokus på de andres? Tænk nu hvis de mennesker, du allerhelst vil elskes og anerkendes af, kunne finde på at synes at du er en ufølsom egoist, der kun kan overskue området under din egen næsetip. Det ville ikke være rart, vel? Så du pløjer videre derudaf, selvom både kroppen og hovedet indimellem fortæller dig at det er for meget.
Skal jeg bare lade de andre sejle deres egen sø?
Nej, selvfølgelig skal du ikke dét. Det er grundlaget for at være menneske, at man er del af en gruppe – og inden for den gruppe hjælper individerne hinanden med at overleve. Sådan som det moderne samfund er blevet efterhånden, er der bare så ufatteligt mange stimuli i løbet af en hverdag: lyde, billeder, elektroniske indtryk, relationer på Facebook, forventninger, idealer. Dengang du selv voksede op, skulle dine forældre på samme måde navigere i dét. Du har sikkert nogle modeller for, hvordan de håndterede det. Men siden da er informationsstrømmen vokset eksplosivt, og har indfanget hele familielivet. Du får en SMS fra en veninde der er rigtig trist den dag, din mor skriver og spørger om I kommer til middag på lørdag, da hun har brug for hjælp til nogle praktiske ting – på Facebook kan du se at vennerne fra højskolen er ved at arrangere en større sammenkomst. Imens har børnene brug for at fortælle om deres dag, hunden skal luftes, maden skal laves – og din partner vil også gerne snakke. Mængden af input er så massiv, så hvis du indimellem får lyst til at lægge dig ned på gulvet og skrige er det meget forståeligt!
Hvordan kan du skabe mere ro – og stadig være (delvist) til rådighed?
- fortæl omverdenen, hvordan du har det
- aftal med din partner og dine børn, at der skal være nogle “stille-tidspunkter” derhjemme
- kig indad: hvad/hvem er ALLERmest vigtigt for mig at bruge tid på?
- læg mærke til de små lufthuller der trods alt er, og brug dem konstruktivt. (Fx dejlig musik under køretur frem og tilbage med børnene til sport)
- hold pause fra de negative tanker/beklagelser, og værdsæt dét der fungerer
- spørg dine nærmeste, hvad de forventer af dig – og vær ærlig omkring hvad du kan tilbyde lige nu
- tag tid til at lave noget for dig selv hver dag: bare 10-20 minutter er en begyndelse
- overvej hvor mange ting du “melder” både dig selv og dine børn til i fritiden – bør det skæres ned?
- kan ansvaret for familiemedlemmer eller venner i krise fordeles mellem flere?
Jeg er en kvinde på 49 år. Jeg er vokset op hos min farmor. Min farmor fylder snart 98 år. For 10 år siden begyndte hun at blive dement og har truet meget med selvmord gennem disse år.
For et år siden måtte jeg erkende at jeg havde udviklet en svær seperationsangst, der invaliderede mit liv. Alle mine tanker kredser om at min farmor skal have det så godt som muligt, mens jeg glemmer alt om mig selv.
Jeg har endnu ikke kunnet finde en selvhjælpsbog om seperationsangst for voksne.
Har du et godt råd?
Kh. Krebsen
Hej Krebs. Det lyder som en forståelig reaktion du har lige nu. Ofte er det sådan, at når man har været i en periode med lang følelsesmæssig stress: både det truende tab og de praktiske belastninger, reagerer kroppen med angst. Det er en måde at få dig til at stoppe op, og mærke efter hvornår grænsen er nået. Jeg vil meget gerne vende tilbage med en boganbefaling, men tror egentlig også du vil kunne få meget glæde af at følge rådene i både dette og foregående indlæg. Det handler om at få fokus på DIG og dine behov, og før du kommer igang med at mærke det forsvinder angsten desværre ikke.
Håber det var til lidt hjælp;-) Bogtitel følger – men jeg har hele mit fagbibliotek på kontoret (og lige nu er det påskeferie..). Venlig hilsen Camilla
PS: ikke foregående indlæg – det følgende, mest aktuelle indlæg – ud over dette.