Virkelige venner?
Privatliv og sociale medier
Overskriften på indlægget er lidt provokerende: det er de færreste af os, der i bogstaveligste forstand smider tøjet og lægger fotos online (dog flere end vi tror, viser den seneste skandale om hackede teenagere på snapchat).
Fornylig var min Facebook-feed fyldt med folks kommentarer til dette blogindlæg af Michelle Hviid. Tusindvis af mennesker havde liket, delt og kommenteret. Indlægget er dybt personligt, og beskriver Michelles forløb op til og efter at hun får konstateret en tumor i hjernen. Også de følgende blogindlæg og Facebook-kommentarer beskriver selv den mindste følelsesmæssige op-og nedtur i Michelles dag.
Hvor går grænsen?
Jeg har meget sympati med Michelle, og ved via min faglige erfaring at det er et svært forløb hun skal igennem. Men derfor kan jeg stadig ikke lade være med at undre mig over graden af personlig udlevering. Hvad er der tilbage, til at dele med kæresten og de allernærmeste?
“Hvordan har din dag været, skat?” – “Det kan du læse på bloggen og Facebook” – “Nå, ok..jamen så går jeg tur med hunden nu”
Det nærmeste netværk af mennesker der giver omsorg og sender blomster er pludselig udvidet til en kæmpe kreds af vildt fremmede. Hvad gør det ved intimiteten i de nære relationer?
Det virtuelle netværks betydning
Og Michelle er langtfra alene. Som mange af jer andre, har også jeg med tårer i øjnene fulgt Birthe Lynggaards kamp mod kræften på bloggen Newyorkerbyheart. Med meget sympati, men også her forundret over hvor fysisk og psykisk detaljerede indlæggene er. Bloggen står der stadig, selvom Birthe døde i maj -14. Det sidste indlæg er skrevet med den viden at det skulle på efter hendes død, og er en afskedshilsen til alle de mennesker som har skrevet hilsener og udtrykt sympati. Mennesker som aldrig har set eller mødt Birthe Lynggaard i virkeligheden, eller havde et reelt forhold til hende.
Åbenhed for enhver pris
Når jeg lige skal underholdes i 10 minutter, læser jeg som oftest en 4-5 blogindlæg hurtigt igennem på min bloglovin-app, og kan se at tendensen bliver mere og mere udtalt. Mange af bloggerne har indimellem “spørgerunder” hvor læserne opfordres til at spørge om alle deres mest personlige hemmeligheder, fx om parforholdsbrud, spiseforstyrrelser eller lignende.
Alt tøjet skal krænges af for at holde fast på det store publikum, på en måde hvor man kan sidde og krumme tæer på bloggerens mænd, kærester og børns vegne. Forhåbentlig har de godkendt deres medvirken.
Denne gæsteblogger, der optræder i en populær blog under sit fulde navn, fortæller om hvordan hun har gennemlevet psykisk sygdom og elektrochok-behandling. Det er helt sikkert dejligt at dele sin svære historie, og få positiv respons fra andre der kan genkende det…men hvilke konsekvenser har det, hvis hendes børn eller kommende arbejdsgiver om 4-5 år finder denne beretning frem?
Deler du selv for meget?
Måske har du læst mit tidligere indlæg, om hvordan du beskytter dit barn eller unge mod at dele for meget om sig selv online – og hvilke mekanismer der gør det attraktivt. (Hjernen får et skud lykkefølelse/dopamin for hver like og kommentar) Men bruger du de samme regler til dig selv? Deler du ting på nettet, som du ikke ville fortælle kassedamen i Fakta?
Dette indlæg i det engelske blad Psychologies opridser hovedpointerne i en ny bog om at dele ud af sig selv online:
Hvad er det, der får os til at fejlvurdere hvor meget der bør deles?
1) Du har ingen som helst idé om hvor mange der reelt læser dit opslag.
Især kan venner af venner hyppigt se det du har skrevet, hvis du ikke har været vaks med privatindstillingerne…så noget der kun var beregnet for 150 venner ses måske af 5.000. Det er kun dig og computeren, og alle de virtuelle ansigter derude er usynlige.
2) Alle de almindelige sociale reaktioner der kan aflæses face-to-face og i telefonen: “hvad siger den anden til det her” er væk, når ting lægges online.
De fleste af os forestiller os kun masser af likes og søde kommentarer, og veritable shitstorme kan gå igang hvis populære bloggere (som fx Michelle Hviid) får en negativ kommentar.
Straks farer 100 andre i blækhuset for at kommentere det, og hovedpersonen selv beskriver sin forfærdelse over forløbet. Men det ER risikoen ved at blotlægge sit allermest personlige følelsesliv online.
I en politisk debat er det accepteret at møde modstand, men det er som om udleveringen af fortroligheder bliver ligesom veninderne i skolegården “hvis jeg fortæller dig min hemmelighed, er vi bedsteveninder – og du skal altid være sød ved mig fra nu af”.
3) Hvor længe er der spor af dine historier online?
Ligesom i eksemplet med gæstebloggeren ovenfor, og mange andre, involverer det ikke bare dig selv – men også dine børn og nærmeste. Søgemaskiner kan finde alt frem, også mange år senere. Dit blogindlæg om den hårde skilsmisse og manden der skred med en laber blondine bliver ikke rar for din 7 og 9-årige at læse om fem år.
4) Reklameindustrien lever af vores lyst til at dele alt med hinanden: Facebook, Foursquare, Snapchat, Instagram..og mange flere.
Altsammen fantastiske steder at markedsføre produkter/steder som er anbefalet af dine venner, og derfor sniger sig ind bag dit ellers kritiske filter. Hvis veninden checker ind på Kong Hans, og Insta’er nogle flotte billeder af maden..ja, så bliver det nok dér du går hen og spiser næste gang. Og hun får et kick af alle venindernes likes og misundelige kommentarer. Win-win for alle..især for dem der gerne vil sælge dig noget 🙂
……………..
1.Jeg blev kontaktet af en journalist, da han ringede og havde opsnappet at jeg havde en tumor, valgte jeg at skrive selv. Indtil da var det lykkedes at holde den meget triste nyhed i min inderkreds.
2. Alle mine mennesker var for længst informeret. Jeg er jo ikke komplet idiot. Jeg er bare glad for at jeg nåede at samle op selv inden de kunne læse det i avisen. På trods af at jeg skrev meget tydeligt i min blog, 2 gange, at det var godartet, var overskriften på Metro Express at jeg havde kræft i hjernen. Ekstra bladet har siden ringet og spurgt om de må komme med til operationen. Pressen er rimelig rå. Min egen blog er min! SÅEH?
3. Indtil det blev offentligt, gik jeg rundt om mig selv og vidste ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg plejer at være glad og smilende, hjælpsom og imødekommende. Nu ligner jeg et spøgelse og har konstant tårer i øjenene. Det er hårdt at skjule når man ikke ejer en “skrid” kappe.
4. Jeg har sådan en tumor uanset hvem der ved det eller ikke ved det. Jeg har det sådan set sådan som der står på bloggen uanset om det er passende eller upassende.
5. Måske findes der mange måder at tackle det her på. Måske har ingen patent på sandheden. Måske ved vi hver især hvad der bedst for os selv. Jeg har i hvert fald haft det MEGET lettere siden det ikke længere var en hemmelighed. Jeg får hjælp fra alle kanter for folk ved nu at jeg har brug for hjælp.
6. Og hvad så hvis der er spor online? Hvad så?
7. Det kan da godt være at du krummer tæer. Skal jeg så tage hensyn til det eller må det være dit eget ansvar at få dem krøllet ud?
Jeg forestiller mig at der er lige så mange veje som der er mennesker. Det her er min og den virker GODT for mig. God vind 🙂
Hold da op- det var et hurtigt svar…. men tak for det. Og ja, jeg læste godt din begrundelse for at lægge det online – og kan sagtens følge den. Jeg har også læst de følgende dages updates, der er ligeså personlige.
Det er dit valg at gøre det på den måde, men derfor kan jeg ud fra en psykologfaglig vinkel godt filosofere over hvad det gør ved os som mennesker at det private pludselig er blevet så offentligt.
At det lige blev din blog der blev brugt som eksempel, var fordi den dukkede så massivt op i de sidste dages Facebook-cirkulering. Det kunne have været mange andre.
Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med operationen og forløbet bagefter, og ønsker på ingen måde at nedgøre det svære i din oplevelse.
Varm hilsen, Camilla