Er det virkelig så hårdt at have børn?
Hver eneste dag støder jeg i min praksis på mennesker – oftest mødre, men også indimellem fædre – som er fyldt med selvbebrejdelser over ikke at slå til. Der er for lidt tid til børnene, til de praktiske ting derhjemme, til arbejdet og til at lade op. Du kender sikkert selv reaktionen når følelsen af kaos bliver for stor: først vrisser du, og siden bliver det til råb og smækken med dørene. Og bagefter – forhåbentlig – forsoning.
Det føles som om to væsener står på hver skulder (i bedste Anders And-stil!) og diskuterer: “jeg kan da for pokker ikke blive ved med at drøne rundt i det her tempo, kommer der ikke snart nogen og redder mig..hvorfor skal jeg være servicefunktion for alle andre” og den anden stemme “jeg elsker jo de børn så højt, og vil gøre alt for at de er glade..det er min mission i livet nu, så må mine egne behov komme i anden række – spis nu en tudekiks og kom videre..”
Det er indbegrebet af forældrerollens selvmodsigelse: lige præcis dén følelse som er umulig at beskrive for lykkelige gravide.. Du deponerer en kæmpestor del af dit følelsesliv i lommen på de små mennesker der bliver lagt i armene på dig.
Men på den anden side føles det som at blive sparket ind i et rum hvor der er en uendelig række af opgaver, der alle skal udføres under konstant beskydning (af krav, ønsker, behov mv). Hvordan håndterer du det, uden at livsglæden går tabt et sted undervejs?
Kommer din stress udefra eller indefra?
Det ville være at gøre grin med alle forældre, hvis jeg påstod at “hvis du bare får styr på dine tanker, er der slet ikke noget i din hverdag der vil stresse dig mere”. For der VIL altid være en løbende portion lektier, sportstasker, fødselsdage og madpakker at holde styr på..selv når dine børn bliver store nok til at fragte sig selv rundt i verden.
Men hele listen af opgaver i din fysiske virkelighed skal stadig krydse en bro for at skabe følelsen af stress inde i dig (hjertebanken, uro, irritabilitet mv). Og den bro er dine tanker! Før dine tanker aktivt har bearbejdet opgavemængden, og formuleret “pyha, jeg skal også nå, jeg skal også huske..åh nej, nu ligger vasketøjet igen på gulvet i gangen…” – ja, så er der ikke noget kroppen kan reagere på.
Det der bliver afgørende for kropsfornemmelsen, er således din oplevelse af at være stresset. Dit hovede fortæller din krop at “nu skal vi i high alert position, for alt det her er ikke muligt at nå..det er uoverskueligt, og kræver at jeg fræser rundt fra nu af og i al evighed”.
Det vil din krop med det samme reagere på; den vil pumpe blod ud til arme/ben – og sætte gang i produktionen af kamphormoner. Hjertet vil føles som om det banker hurtigere, hvilket det egentlig også gør..det er ved at sørge for at du har blod og ilt nok til at flygte, når den farlige ting, som dit hovede har fortalt din krop om, kommer lige om lidt!
Kan du holde til det?
Hvis du først har fået et tankemønster hvor hovedet hele tiden får “vækket” kroppens kamp/flugt-reaktioner, er det svært at slukke for igen. For hvornår er faren ovre? Dyr er designet til at være vagtsomme i perioder, med en biologisk styret viden “her skal jeg passe på, men nu kan jeg godt falde til ro”. Det samme er vi mennesker..men vi har bare en hjernevirksomhed, der laver rod i kroppens naturlige regulering.
Din krop ved jo godt at der ikke er noget at være bange for derhjemme i sofaen mandag eftermiddag kl. 16, men dit hovede får sat en masse igang “jeg kan jo ikke bare sidde her og læse historie for børnene, jeg skal nå at handle ind, og græsset skal slås inden det bliver regnvejr”… Dine tanker kan på den måde udløse kroppens stress-respons hundredevis af gange hver eneste dag.
På et eller andet tidspunkt sker der det for mange, at kroppen ikke vil være med mere. Følelsen af overvældelse bliver så stor, at den bliver til gråd, vrede eller følelsen af depression – og det bliver nødvendigt at stoppe op og tænke over hvad der skal til for at få følelsen af at være “ovenpå” igen. Forhåbentlig skal du ikke helt derud før du begynder at mærke efter, hvad det gør ved dig at leve på den måde.
Stress og familieliv
Vi har alle sammen nogle “knapper” inde i hovedet, som bliver udgangspunktet for de historier man laver om sit liv. For dig kan det måske være vigtigt både hvad andre tænker om din grad af styr på livet..fx dine forældre- hvad tænker hun, og hvad tror du egentlig at hun mener om dig og din måde at være forældre på? Det kan også være at du har nogle ret faste idéer om hvad du “burde” føle, i stedet for det du reelt føler (fx at børn nogen gange kan være ret bøvlede..;-)) ..
Måske fylder idéen om den gode mor/far også? En god forældre er sådan én der klarer det hele, altid har overskud, aldrig bliver sur, er alt for alle..og samtidig ser ud som om alt bare kører strålende. Du kommer til at sige ja til alt for meget for at leve op til det billede, og ofte ender det med at dem du er allermest glad for: dine børn og din partner – er dem der får hældt hele frustrationen i hovedet!
Din vigtigste opgave er ikke at være alt for alle..men derimod at finde ud af, hvordan det egentlig kan være at du tror at du skal gøre det? Og hvilke sætninger der dukker op i dit hovede i den forbindelse.
Stress = vores negative, dømmende tanker om os selv (og vores manglende formåen i livet)
Få fat på tankerne – NU
De fleste forældre vil gerne være gode forbilleder for deres børn. Og desværre er det sådan, at børn har en tendens til at efterligne det forældrene gør, ikke det de siger. Så det er vigtigt at du får vist dine børn, at din rolle som forældre ikke kun er at være et service-supplement til deres eksistens, og derudover en voksen der konstant er i uro over ikke at kunne “nå” livets opgaver. Du er et menneske der også fortjener at behandle dig selv med omsorg og opmærksomhed.
Ukrudtsbedet med stresstanker skal ryddes, og nye frø skal plantes! Det er ikke let, og meget af det vil vokse op igen..men så må du på en omsorgsfuld måde erkende “hov, der kom den skisme igen, nu skal jeg lige have fat i opmærksomheden”.
Skriv gerne tingene ned undervejs, så du kan snakke med dig selv og læse dine egne tanker bagefter.
- Fang ukrudtet: bemærk de stressende tanker, når de dukker op. Tit med formuleringerne “altid eller aldrig“. (Børnene rydder aldrig op på deres værelser, huset ligner altid en krigszone, jeg når aldrig til bunds med det her..)
- Plant et frø: omformulér tanken i nutid og detaljer, og sæt en mere sand tanke i stedet. (Der er rod på børneværelset i dag, men stuen ser fin ud. Hvem forventer at jeg rydder op alene dér..? Jeg kan få børnene med til at rydde op.)
- Følg tanken tilbage til roden, og se om du kan udfordre den: (Vores hus skal altid se pænt ud, ellers synes “folk” ikke at vi har styr på livet…. Udfordring: Men hvem er “folk” egentlig..og hvad vil de tænke? Ser det anderledes ud hos dem, når de ikke skal have gæster?)
- Er der en handling eller et budskab til dig selv, som du kan tage med dig? (Handling; i aften samler vi lige tropperne, sætter musik på, og så hjælper alle med at få muget ud på de værelser. Indtil da..så lader jeg dén tanke ligge)
Rigtig meget held og lykke med processen 🙂 Skriv meget gerne en kommentar herunder, hvis du kan genkende noget af det ovenstående – eller kan bruge indlægget til noget der er godt for DIG.
Søndag eftermiddag. Min krop nægter at forlade sengen. Jeg er fuldstændig bombet sønder og sammen. Efter at have set to film på Youtube sidder jeg og spekulerer over hvorfor jeg igen ikke kan trække vejret ordentlig og hvorfor jeg igen er så energiforladt. Ok, vi havde gæster fredag og var i Tivoli i går, men det her har jo stået på on/off siden vi fik den yngste som nu er 4½… Kan det være stress? Burde jeg ikke være stressfri når jeg har deltidsarbejde og jeg ovenikøbet er yogalærer. Yogalærere har da ikke stress?! Jeg googler “familieliv stress” og dumper ned på din side.
Det du skriver passer rigtig godt på mig. TANKERNE….. Det er DEM der ødelægger mig. Mit arbejdsliv stresser mig ikke. Slet ikke. Men tankerne om alt det jeg BURDE og som jeg ikke får gjort stresser mig. Søndag aften tager jeg en dyb vejrtrækning og hopper så mandag morgen ned i den dybe ende af bassinet. Fredag kommer jeg op fuldstændig stakåndet efter spejder, gymnastik, badminton, madlavning, indkøb, arbejde, kørsel i alle mulig retninger, pasning af nyindkøbt hundehvalp (som jeg fortryder bitterligt) osv. osv. osv.
Hvornår søren passer jeg egentlig på mig selv? Købte onsdag et par nye sutsko, fredag var de ødelagt af den nye hund. Jeg satte mig i bryggerset og græd hjerteskærende fordi det eneste gode jeg havde gjort for mig selv i lang tid var blevet spoleret af et firbenet væsen som bare vil bide i alt og som var ligeglad med hvor symbolske de flotte nye røde sutsko var for mit liv.
Tak for de gode råd til at få luget ud i tankeukrudtet. Det bekræfter mig også i, at jeg ikke er alene og det er altid godt når man har det skidt.
Kære CMR. Tak for dit indlæg, som jeg ikke kunne lade være med at smile stort og medfølende til. For ja, hvor er det en velkendt situation. Hele den mentale liste over to-do-opgaver, og fornemmelsen af at timerne aldrig kommer til at række. Alt hakkes op i små bidder, og fokuseres på “hvornår skal maden være klar inden badminton og spejder, hvem køber ind, hvem lufter hunden” etc etc. De der lange stræk af tid, der var der engang i præ-barn-æraen er pist væk… Jeg/vi er også faldet i hundefælden: sådan nogle hvalpe ser vældig nuttede ud som 8 uger gammel, men en 6 måneder gammel jagthund der fræser rundt i huset 24/7 og bider i ALT er ikke med til at formindske det samlede stressniveau. Vi er (for det meste) glade for vores hund efter at have overlevet 2 år med ham, men synes stadig han tager væsentligt mere tid fra familielivet end forventet. Hundepension og en familie/-parweekend et rart sted kan varmt anbefales 🙂 Held og lykke med det.
Hej.
Jeg bor sammen en, der aldrig kunne holde sin kræft, når han ser andre lave noget, han kan blive galt på, hvis du ligge skål i øveste kurve i vaskemaskine istedet for, forneden.
Han prøver altid at servere sin børnene, uden han selv har overskud til og bagefter råbte og skreg på dem.
Hans depression er på meget højt niveau, og vedkommende erkender aldrig.