Jeg gider ihvertfald ikke ligge sammen med dig…

Skilsmisse

Hvis du ikke længere orker at dele hverken seng eller følelsesliv med din partner, er det en naturlig konsekvens at blive skilt. Det er ikke rart at leve i en stemning der hele tiden er ladet med u-kærlige følelser, heller ikke for de børn der ofte er en del af det.

Uanset om det ender med at blive én af de rigtig grimme eller mere fredelige skilsmisser, tager du og dine børn en fælles historie og mange års familietraditioner med jer.

Nogle gange står den nye kæreste allerede på spring i kulisserne. Andre gange går der måneder eller år inden du som “skilsmisseramt” finder den næste partner. I tiden alene med dine børn vil du helt naturligt finde dine egne måder at gøre tingene på, både i forhold til opdragelse, konflikter, ferier, højtider og så videre. Måden at være familie på vil have rødder både i din egen opvækstfamilie, men også i de ting du skabte sammen med dine børns far/mor.

Nyt parforhold

Men hvad sker der så, når du møder prinsen på den hvide Puch Maxi..og han også har et par børn siddende på bagagebæreren? Efter en periode med romantiske møder, og logistik i forhold til samværsweekenderne, vil I sikkert føle det som næste skridt at flytte sammen. Både økonomisk, praktisk og følelsesmæssigt er der mange rare ting ved at være to (selvom friheden ved at kunne bestemme alt selv også er tillokkende). Kan I finde ud af, hvordan rammerne for den nye familie skal være?

Dilemma: han vil på ferie alene med sine børn!

Der er mange udfordringer, og én af dem skriver Psykologvidens læser Marianne* om her: (detaljer er anonymiseret, og et langt brev er forkortet):

“Jeg har kendt min kæreste i mange år. Først som venner, men de sidste 3 år har vi været et par. I efteråret besluttede vi os for at flytte sammen. Vi har hver to børn fra tidligere forhold. Vi havde ikke drøftet regler, vaner mv. så vi har taget tingene som de kommer. Børnene skændes underligt nok aldrig og det gør min kæreste og jeg heller ikke. Og dog.. Han har haft en tradition med at tage en uge på ferie i uge 41 sammen med sine børn og hans forældre. Det er imod mine principper at tage børn ud af skolen uden for ferierne. Men han har valgt at tage afsted alene, sammen med sine børn og sine forældre. Jeg er blevet så vred, at jeg næsten ikke kan holde ud at tale med ham.

 Jeg er skuffet over at han ikke vil lave nye traditioner sammen med mig, og vælger at holde fast i det han plejer at gøre. Selvom hans børn er noget yngre end mine, kan vi som regel godt finde noget de allesammen synes er rart – også uden at hans forældre skal med! Nu kan jeg ikke engang holde ud at kysse ham eller være tæt på ham, jeg føler virkelig at han har svigtet mig – jeg har ikke engang lyst til at være hjemme sammen med ham. Mine forældre synes jeg skal lade være med at blande mig i hans planer, men jeg kan heller ikke forstå hvorfor hans forældre siger ja til at tage med på ferie – når de på den måde forhindrer os i at skabe vores egen måde at gøre tingene på. 

Det er så svært at finde ud af den her situation, at jeg næsten ikke kan sove – og tænker på det hele tiden. Skal vi finde et kompromis, eller skal han bare have lov til at gøre som han selv synes? Jeg synes man bør blive enige”

………………….

Mariannes problem er et typisk eksempel på, hvad der kan være svært i sammenbragte familier hvis man ikke på forhånd har fået talt meget og grundigt om, hvad forventningerne er til det nye familieliv. Og hvor mange af rutinerne fra den tidligere familie, der skal have lov til at fylde stadigvæk.

Outsideren og insideren

Psykolog Maggie Scarf skriver i et blogindlæg i Psychology Today om det hun kalder “The Insider/Outsider Forces”: den største udfordring for sammenbragte familier. Der er meget ofte én af parterne der føler sig som den der er kommet til udefra, som skal knokle for at skabe sig en plads og blive accepteret i den eksisterende familie (insiderne)…outsiderens måde at gribe tingene an, eller være forældre på, bliver underkendt. Det kan opleves som voldsomt frustrerende, og føles som om man slet ikke bliver taget alvorligt.

Begge positioner er lige stressende – både for ham der føler sin trygge måde at gøre tingene på under konstant angreb, og for hende der hele tiden føler sig som en lille sur trold der hopper uden for vinduet og kræver at blive set!

Gode råd

Tre afgørende råd til sammenbragte familier: (ifølge Maggie Scarf, som også har skrevet bogen “The Remarriage Blueprint“)

• giv plads til at den i parforholdet der føler sig “udenfor” kan få lov til at fortælle om sine følelser, og blive lyttet til/anerkendt. Den der står indenfor kan ligeledes beskrive hvordan det opleves at være under pres…

• i stedet for at alle skal være sammen for enhver pris, er det vigtigt at prioritere alene-tids situationer hele vejen rundt: biologisk forældre med en eller flere egne børn, stedforældre med et stedbarn uden biologisk forældre i nærheden..osv – jo flere individuelle bånd der kan bindes hele vejen rundt, jo stærkere vil hele familien blive!

• brug tid på aktiviteter alene med din partner, så I får vedligeholdt og styrket jeres forhold.

Svar til Marianne – og hvad tænker du?

Mit råd til Marianne vil derfor være; lad din kæreste tage afsted alene med sine børn, lav noget superhyggeligt med dine egne børn i uge 42….og så skal der nok dukke masser af naturlige tidspunkter op hvor alle har lyst til at være sammen om jeres fælles familieliv. Det vigtigste er at I får talt sammen NU, i stedet for at lukke af og betragte det som en afvisning af dig. Held og lykke med det 😉

Hvad synes du som læser? Bør Marianne gøre noget helt andet end det jeg foreslår, og synes du at hendes kærestes handling er forkert?

– Kommentér meget gerne! Hvis du får lyst til at følge med i nye indlæg og/eller kommentarer, kan du melde dig til i mailfunktionen her til højre.