Konflikter, delebørn og nyt parforhold

“Jeg kan ikke holde det ud mere”! Hvis du er en del af en sammenbragt familie, dukker denne tanke sikkert indimellem op i dit hovede. Børnene er sure, brokker sig – og de voksne suser rundt for at forsøge at gøre alle tilfredse.

Du oplever et konstant højt stressniveau , og føler måske ikke at livet er blevet så godt som du drømte om. Nu er skilsmissen overstået, du har lært at klare dig selv, er blevet forelsket igen – og pludselig er det hele lige så bøvlet som i din “gamle” familie.

Hver af familiemedlemmerne har deres personlige smerte-historie med sig, og deres forbehold overfor den nye familie. De kommer med erindringer i bagagen fra tidligere familieliv og for de voksnes vedkommende: tidligere parforhold.

Der kan være følelser som skepsis, forbehold, angst og resignation – eller jalousi. Altsammen følelser som ikke umiddelbart bliver sagt højt, fordi de er lidt “forbudte”.

Det nytter bare ikke noget at bygge et nyt hus ovenpå et vaklende fundament: hele den gamle bagage skal bearbejdes, før der kan dannes en ny familie. Ellers bliver det en formålsløs søgen efter idyl.

Udfordringerne for din nye familie kan være at:

• opbygge tillid til din nye partner, efter at du er blevet såret i tidligere forhold
• opfinde nye forældre/-stedforældre roller og fælles regler
• få styr på den øvrige families, især bedsteforældrenes, plads i familien
• håndtere samarbejdet med ekspartnere
• få støttet børnene bedst muligt, når de har det svært
• snakke om penge: hvem har ret til hvad, og bliver det brugt som magtmiddel?

Indimellem kan lysten til at bo alene igen dukke op, det føles langt mere enkelt og overskueligt end alt bøvlet ved at kæmpe med den sammenbragte familie. Konflikterne kommer til at fylde alt for meget.

Det kan føles som spild af tid at knokle, og nogle giver op og tænker “det bliver ikke bedre, men jeg bliver her alligevel – kan ikke se andre muligheder”. Men så har du ikke forpligtet dig ordentligt til det nye forhold! Med et ægte engagement bliver du ved med at kæmpe, snakke, og arbejde med udfordringerne indtil de er løst.

Hvem fylder mest i sammenbragte familier ?

Sammenkoblingen af to familier har ofte en “honeymoon”-periode i starten: der er en positiv stemning og børnene synes det er lidt spændende med de nye mennesker i hverdagslivet.

Efter nogle måneder vil forskellene på de enkelte familiemedlemmers roller dukke frem, og man kan nu se at der er en “outsider” og “insider” familie.

Insiderfamilien består typisk af kvinden med hendes biologiske børn, der ofte bor fast i familien – eller er der størstedelen af tiden. Outsiderne bliver stedfar med hans biologiske børn, der i mange tilfælde primært kommer i weekenderne eller i et mindre antal dage.

Det ender tit sådan, fordi familiens måde at leve på bliver bygget op omkring den samværsform mor og hendes barn/børn plejer at bruge. Outsideren kender ikke denne kultur, eller ved hvordan den fungerer.

Som regel er dette især mærkbart i de første par år af den sammenbragte families liv, og kan gøre at outsideren (ofte manden) kan føle sig ensom i den nye familie: han har svært ved at trænge igennem det tætte bånd mellem mor og børn. De har en fælles historie gennem mange år, som han ikke er en del af. Måske regner de ikke engang hans særlige viden eller ekspertise for ret meget, når han forsøger at bidrage med sine råd.

Hverdagen i en sammenbragt familie

Når stedbørn tydeligt markerer overfor en ny stedforældre at de ikke ønsker at gå ind i en kontakt til dem, sætter det en masse svære følelser igang i den voksne. Jalousi, misundelse og vrede – men også ensomhed. Nogle mænd kan få følelsen af at kvinden har det lettest i den nye familie: hun har stadig tingene “som de plejer at være”, hvor han føler sig langt mere på usikker grund.

Kvinden oplever det ikke sådan. Hun føler sig splittet i kampene mellem stedfar og børn: hvem skal hun holde med? Det er et svært dilemma, fordi begge parters synsvinkel er forståelig: den nye kæreste vil have ændringer i den måde familielivet fungerer på, og børnene protesterer inderligt mod flere nye krav – efter at være blevet omplantet til en helt anden familie end den de ellers har kendt.

Problemerne fejes under gulvtæppet..

Det mest stressende for en ny familie er, hvis de er uforberedte, og benægter muligheden af at der kan være nogle ting der skal løses før samlivet kan komme til at fungere godt.

Udefra set kan man undre sig over, hvorfor det ikke er muligt for to voksne mennesker med livserfaring at være realistiske omkring hvad det reelt betyder at lægge to familier sammen til én familie.

Men for mange har det været en svær proces at bryde ud af den tidligere familie, og drømmen om den friske start, hvor alt bliver rigtigt og der ikke er en sur trummerum med konflikter, lægger en lyserød tåge hen over erkendelsen af at der er nogle ting der skal kigges på. Drømmen om den lykkelige familie er det der giver mening, og den er svær at give slip på.

Det er pinligt at sige de forbudte følelser højt, og en del mental energi bliver brugt på at holde fast på drømmen. I stedet bør familiens to voksne se i øjnene hvad der er svært, og gå i gang med at arbejde med rammerne for den familie de gerne vil skabe.

Hvordan skabes der en bro mellem de to familier – så den nye familie kommer til at fungere godt?

For at det skal lykkes, skal begge parter opnå noget af det, de har brug for – så de kommer til at trives godt. De følgende seks redskaber beskriver hvad velfungerende sammenbragte familier gør for at få deres familieliv til at være rart for alle i familien: (og opløse insider/outsider- følelsen).

I skal arbejde med at:

1) Genkende og udtrykke følelser klart. Det vil sige, at I skal blive mere bevidste om jeres egne følelser, og beskrive dem. Partneren kan bedre hjælpe, hvis tingene siges højt (“jeg bliver frustreret, når Simon hver gang siger nej til at jeg må putte ham om aftenen – og du bare springer til”).

2) Kortlægge situationen. Prøv at identificere forskellene i kulturen på de to familier, så der kan skabes en “vi”-følelse, frem for at insidernes kultur bliver den dominerende. Hertil kræves en god portion nysgerrighed: hvordan føler hvert enkelt familiemedlem omkring de forskellige dele af den nye families liv? Hvad er svært, hvad kunne du tænke dig at ændre, hvilke konkrete og generelle ting skal laves om? Voksne og børn interviewer hinanden – især vigtigt også at få børnenes udsagn grundigt frem.

Resultatet skulle meget gerne være en erkendelse af hvor minefelterne er, og hvor der især skal lægges et stykke arbejde. (Simon fortæller “jeg savner sådan alenetid med mor, efter at vi er flyttet sammen med Jens – og nu må jeg ikke engang hygge med hende når jeg skal i seng, det vil han også blande sig i”).

3) Løse jeres konflikter ordentligt: Skænderier er ikke altid af det onde – hvis I får snakket om tingene til sidst, kan det lære familiens børn at det kan være muligt at være sur og komme godt ud af det bagefter. Begge parter skal ønske at finde en løsning, og ikke bare være på straffemission. Det er afgørende vigtigt at lytte til hinandens udsagn. (Stedfar “jeg forstår godt at Simon gerne vil have alenetid med dig, men jeg føler at du undergraver min rolle i familien ved hele tiden at give ham ret”)

4) Beskrive utilfredshed og frustration på en måde, der fremkalder medfølelse hos den anden. For outsider- manden kan det være svært eller næsten umuligt at trænge igennem, men et vigtigt skridt er at turde vise egne følelser og forsøge at se tingene fra en ny vinkel – så der kommer en ændring. (“Hvad siger du til at vi holder en weekend om måneden alene med hver vores børn – og laver det DE har lyst til?).

5) Skabe ritualer for den nye familie. De skal ikke være kunstige eller fra det gamle parforhold, så holder det ikke. De bedste ritualer er dem der kommer fra begge parters barndomsfamilier, blandet så begge familiers traditioner fylder. Det skaber en bro hen over insider/-outsider rollefordelingen, når begge bliver lige vigtige. Derudover giver den helt banale familiehverdag: måltider, pligter, bestemte TV-udsendelser og lignende en følelse af dagligt tilhørsforhold.

6) Vise hinanden accept: Det er ikke alle problemer der kan løses. Folk har den personlighed de nu engang har, og en lidt stædig, påholdende person bliver ikke lige pludselig til en åben, casual hippietype – uanset hvor meget der snakkes om det. (“Jens kan være lidt firkantet, men han er supergod til at holde aftaler og have styr på tingene”)

……………

Hvis alt det her arbejdes godt på plads, vil I efter 1-2 år kunne opleve at den sammenbragte familie virker som en velfungerende familiestruktur! 

Og til allersidst – lige for at opsummere:

• det er helt normalt med insider/outsider følelsen
• accepter virkeligheden, drop forventningerne om idyl
• gensidige gode kompromis’er skaber bro
• brobygning kræver seks punkter – som de ovenstående!

……………

Hvad er dine erfaringer med sammenbragt familieliv? Hvad gjorde du/I for at få det til at fungere  og hvilke udfordringer var der i begyndelsen?

Hvis du/I har brug for konkret hjælp i form af en eller flere samtaler om jeres udfordringer, tilbyder jeg forløb både online og i min praksis i Odense. 

Skriv gerne en kommentar her på bloggen, eller på Psykologvidens Facebookside. (Hvis du har lyst til at læse videre om emnet, kan du læse dr James Bray’s bog “Stepfamilies“, som har givet inspiration til dette indlæg).

NB: Indlægget er oprindeligt udgivet i februar -14, men redigeret og genudgivet i juli -20.