Marie på 9 1/2 år er en sød pige, som ofte bekymrer sig for hvad der kan være farligt eller gå galt. Der er mange situationer, hvor Marie synes det er rarest med en voksen i nærheden. Hendes forældre har henvendt sig til mig, fordi de er i tvivl om hvornår og hvordan de skal skubbe Marie hen imod at turde gøre nogle flere af de ting hun er utryg ved.
Et forsigtigt barn
Maries mor og far fortæller om en pige, der siden hun var lille har været forsigtigt anlagt: hun kravlede ikke langt væk på ekspedition, og blev ked af det hvis hun en sjælden gang fik at vide: “nej, her må du ikke pille”. Marie er meget optaget af altid at gøre det rigtige. Hun undgår hellere at prøve noget nyt, frem for at gøre det på en måde der kan udløse andres utilfredshed eller kritik.
Selv nu hvor hun er blevet en stor pige der kan meget, har Marie stadig ikke lyst til at nærme sig mennesker hun ikke kender eller som ser anderledes ud (for eksempel klædt ud, anderledes udseende eller berusede). Marie har også haft sejre i årenes løb, hvor hun har overvundet sin frygt. Det tager bare længere tid for hende end for mange andre på samme alder.
Usikkerhed gør det svært at få nye venner
Det der fylder mest for Marie lige nu, er at hendes usikkerhed gør det svært at opbygge nære venskaber med sine klassekammerater. Hun er glad i hverdagen, og trives godt med hele flokken af piger i klassen, både i frikvarterer og fælles fritidsaktiviteter, hvor de fleste deltager.
Men Marie har svært ved at lave legeaftaler med dem hver for sig. Hun tør ikke spørge direkte, fordi hun er bange for at de siger nej eller synes hun spørger på en underlig måde. Det vil sige, at der er nogle ting, som Marie egentlig gerne vil, men som hun føler sig forhindret i at gøre på grund af (sandsynligvis fejlagtige) forestillinger om hvad der kan ske.
Forskel på søskende
Maries lillesøster Nina er helt anderledes: hun har en masse venner, og tumler glad ind i tilværelsen uden overhovedet at gå op i hvad andre tænker om hende. Det er svært for Marie at være hjemme, når Nina næsten dagligt har nogen med hjem – og Marie ikke har. Far og mor prøver at lave hyggelige ting sammen med Marie, men det er ikke det samme som at have venner med hjem.
Det er ikke sikkert at Marie nogen sinde bliver ligesom lillesøster, men det skal hun heller ikke være. Jeg snakker med Maries forældre om, at det er vigtigt at de viser hende at det er helt OK at være lidt forsigtig. Men at der også er nogle konkrete ting de kan gøre for at hjælpe Marie et stykke videre. (Det vender vi tilbage til)
Måske kender du også et barn der har det ligesom Marie? Der er mange af dem derude. Jeg møder det også i voksne, der endnu ikke har overvundet barndommens frygt for at skille sig ud, gøre noget forkert eller pinligt. Det fylder både på arbejdet og i privatlivet. Usikkerheden styrer, og kvæler modet til at gøre det man egentlig drømmer om.
Særlig sensitiv – eller bare usikker?
Det er blevet moderne at diagnosticere børn som “særligt sensitive”. For mange af disse børn giver det mening at bruge de råd, der bliver givet i forbindelse med betegnelsen. For eksempel at dosere mængden af stimuli i passende portioner, og sørge for pauser.
Børn med en mild form for generthed, usikkerhed og tilbageholdenhed kan let blive forvekslet med sensitive børn. Det er de ikke nødvendigvis! Det er noget helt andet de har brug for: hjælp til at turde kaste sig ud i nye ting, og gøre dét de egentlig gerne vil. Men ikke tør.
Diagnoser er ikke altid en hjælp. At kalde det angst bliver en voldsom kasket at sætte på noget, der er et grundlæggende personlighedstræk. Det er helt OK ikke at være perfekt, og ikke at turde.
Nogle gange kan det være nødvendigt at få nogle små skub til at flytte sig ud over de grænser som personligheden sætter – det giver selvtillid og følelsen af handlekraft at vide “jeg KAN faktisk godt gøre det her, selvom jeg var usikker på det først..”.
6 gode råd til at støtte dit usikre barn
- Sørg for at hjemmebasen er på plads: en god stemning i familien, åben snak om eventuelle konflikter og interesse i at lave ting sammen med barn og søskende. Husk at få dit barn igang med fysiske eller kreative aktiviteter, både i familien som helhed og for sig selv. Ikke kun passiv skærmtid hver eftermiddag, der forstærker følelsen af “min Ipad er min eneste gode ven, den gider altid lege”.
- Du er model for dit barn! Er du selv nervøs for mange ting, og tilbageholdende i sociale situationer? Det er vigtigt at du viser hende at du kan overvinde dig selv til at gøre noget svært, fx kan tale til en forsamling med mange mennesker selvom du var bange for det. Gerne med eksempler på hvilke strategier der virker, fx at dele frygten med en kollega. Du skal heller ikke tale negativt om dig selv “jeg kan ikke det her, jeg er dårlig til alt”..
- Brug små belønninger når noget farligt overvindes, fx når barnet tør gå ind i et mørkt rum alene.
- Snak åbent om dét at være usikker, og tag dit barns følelser alvorligt uden at pylre. Skriv tankerne ned sammen. Find derefter et katalog af løsninger i fællesskab, og afprøv de bedste.
- Anerkend dit barns følelser: “jeg forstår godt at du har det sådan her..det er helt OK”.
- Lær øvelser, der får krop og vejrtrækning til at falde til ro. Du kan starte med selv at blive fortrolig med det, for eksempel ved at lytte til nogle øvelser der er tilgængelige enten via gratis apps eller på streamingtjenester (søg på afspænding, mindfulness eller meditation). Der findes også CD’er med øvelser rettet mod børn, men det er ikke altid realistisk at få det gjort i en travl familiehverdag. Små tricks med “når du bliver nervøs, er det vigtigt at du husker at trække vejret helt roligt, og slappe af i kroppen” kan eventuelt trænes ved puttetid om aftenen.
Lad være med at:
- Presse dit barn pludseligt ud i noget, du ved er angstprovokerende – især ikke uden at hun er forberedt på det. Det eneste du opnår, er at dit barn mister tilliden til dig som den trygge base, og føler sig helt fortabt. Tingene skal gøres trin for trin, i et tempo hvor alle er med.
- Sammenligne med søskende “sikke noget pjat med dig, se – det har din lillesøster da ikke noget problem med”.
- Straffe eller skælde ud! Det giver en følelse af ikke at kunne vinde ligemeget hvad man gør: dit barn oplever valget mellem at gøre noget som føles skræmmende, eller at blive skældt ud af sin tryghedsperson. I skal i stedet finde en mere realistisk udfordring, som giver mulighed for succes.
Og husk: det er aldrig for sent. De fleste børn flytter sig naturligt videre til at kunne dét de har behov for, nogle gange går det bare langsommere end vi som forældre kunne ønske.
Mit barn skal have et godt liv
Det er vigtigt at tænke over dine egne forventninger til “det gode liv”: er det et liv hvor man ligger forrest i overhalingsbanen, og er top-populær….eller kan det også være OK at skulle rumme en mere forsigtig personlighed?
For nogle forældre kan det være svært at se sine egne udfordringer gentage sig hos sit barn, og ønsket om at det skal være anderledes udspringer fra kærlighed. Husk at det også kan være kærlighed at bruge sine egne oplevelser til at forstå sit barn, og vise total accept af HELE barnets personlighed.
Læsernes tips og tanker
Kommentér meget gerne herunder, hvis du kan kende nogle af de ting jeg beskriver her..eller hvis du har nogle råd til Maries forældre. De er i fuld sving med at arbejde med nogle af tingene herover 🙂
…………….
Kilder: Rådene er inspireret af to artikler i Psychology Today: “12 tips to Reduce Your Child’s Stress and Anxiety“, og “Facing Fears Without Pushing Your Child over the Edge“, tilsat mine egne faglige erfaringer.
Jeg fik sidste sommer overtalt mit mest forsigtige barnebarn (mellembarn) til en lidt skræmmede forlystelse i Tivoli Friheden i Aarhus med forklaringen: “Lige nu er du bange for, at det er for vildt, men når du først er i gang, synes du helt sikkert, at det er sjovt!”
Han lod sig overtale.
10 minutter senere stod vi ved rutchebanen med loop. Den vidste jeg godt, at jeg IKKE kunne få ham op i, så jeg lod være. Hans mere modige lillebror ville have mig med i rutchebanen. Jeg tøvede og forsøgte at snige udenom, men fik forklaret af mindstemanden: “Lige nu er du bange for, at det er for vildt, men når du først er i gang, synes du helt sikkert, at det er sjovt!”
Så var bedste bare nødt til selv at turde 🙂
Kort sagt. Pas på med, hvilke argumenter du bruger. De ender med at bide en i røven 🙂
Måske var det bare dit barnebarns måde at fortælle dig, at dit argument gav god mening 🙂 Og tilsyneladende virkede det – både for dig og ham!
Tak for dette inspirerende indlæg. Som mennesker, uanset om det er børn eller voksne, har vi brug for inspiration til at se, at der er andre handlemuligheder. Det sker nemmest, når vi bliver mødt med en fornemmelse af, at det, vi gør lige nu, er helt ok.
Indlægget fik mig til at dvæle ved betydningen af, at vi alle mærker, ser, hører, smager på og bevæger os i verden på vores egen unikke måde. Ofte sker det uden vi er videre opmærksomme på det. Men vi gør det altid, så godt vi kan. Jeg synes, det er værd at give endnu mere plads til dette menneskelige aspekt fremfor det personlige.
Vi er sansende mennesker (istedet for personligheder;-) som alle har mulighed for at komme i samspil med omverdenen frem for et modspil. Jeg kan anbefale at tjekke http://www.Pilotskolen.com udviklet af en dansk ergoterapeut, Christina Søe Bendixen.
Kære Anette. Du har helt ret i at vi hver især er i verden på vores egen unikke måde. Det var også en af mine (måske indirekte) pointer med indlægget: at man kommer til at dømme og vurdere, uden at det bliver hjælpsomt for barnet. 🙂 Camilla
Rigtig god artikel med gode tips og pointer 🙂
Mit forsigtige dreng har haft glæde af at jeg – efter aftale med ham – lige indtil han var i 12-års alderen hjalp ham med at lave “lege”aftaler ved at kontakte vennernes forældre. Vi har som forældre været med de fleste dage på lejrskoler og ture for gradvist at få ham til at deltage mere selv.
Jeg har også presset ham (på det rette tidspunkt!) til at vælge en fritidsaktivitet, selvom han var usikker og helst bare ville være hjemme. Han valgte fodbold og jeg kontaktede træneren og forklarede at han var nervøs og usikker, især i forb.m. at skulle præstere til kamp. Træneren forstod og fik ham stille og roligt i gang uden pres – han startede med at kigge på, fik så lov at træne med uden at spille kamp, blev så overtalt til at være med i en træningskamp og pludselig var han med til kamp og kommer glædestrålende hjem struttende af selvtillid og fyldt med gode sociale oplevelser. Han er nu et halvt år senere så tryg i gruppen, at han på eget initiativ meldte sig til weekendstævne i den anden ende af landet med 140 børn fra klubben…og selvom alle forældre var velkomne til at deltage i klubbens forældrecamp, så frabad han sig udtrykkeligt, at vi tog med. Vi ville faktisk gerne med, men kunne næsten ikke få armene ned over hans nyvundne modighed og sikkerhed.
Nu er han så blevet spurgt, om han vil hjælpe på 1. Holdet med lidt ældre drenge..Pyh, det tør han altså ikke, selvom han gerne vil og det er åbentlyst for alle, at han er mere end god nok 😀 vi tager det stille og roligt.
På mandag skal han med til deres træning, tirsdag vil han ikke spille kamp, men kigger på og lur mig om han ikke i løbet af de næste uger får mod på at være med.. Og hvis ikke er det også vigtigt, at han oplever, at det er HELT i orden! Det er væsentligt at han kommer ud i sociale sammenhænge, bruger sin krop og styrkes personligt – ikke om han spiller på 1. eller 2. Holdet.
For os har nøgleordene været: Anerkendelse af hans føleleser og behov (selvom de SLET IKKE ligner hans mors), Ro på hjemme før der skubbes på i fht. vigtige punkter (velvalgt pres på velvalgt tidspunkt) og skub med støtte og trinvis mestring af nye situationer/aktiviteter.
Held og lykke med at forstå, anerkende og styrke
dit forsigtige barn 🙂
Mange hilsner Malene
Kære Malene. Tak fordi du vil dele dine erfaringer, og meget konkrete råd. Jeg er helt enig med dig i at den langsomme fremgangsmåde hvor barnet selv styrer tempoet er den eneste der virker…milde skub, og en præsentation af mulighederne – men det sidste skridt kan kun barnet selv tage. venlig hilsen Camilla