Julepynten har, uden du opdagede det, overtaget butikshylderne – og får dine tanker til at kredse om årets juleplaner. Måske har du et totalt ukompliceret forhold til dine forældre og voksne søskende, og glæder dig hvert år som et lille barn til at hygge med dem. Eller måske har du det stik modsat?
Kristeligt Dagblad lavede i sommeren -16 en undersøgelse af hvad folk var skuffede over i livet, og her var familien en af topscorerne. Især et stort antal voksne børn, der føler sig svigtet af deres forældre.
Tanken om samvær giver stress
Svære familieforhold kan ikke ignoreres når julen nærmer sig. Der kan være en forventning om at I skal mødes og “hygge”, både i tiden op til jul og i selve juleferien. Du orker det ikke, og leder allerede efter gode undskyldninger.
På mange arbejdspladser – måske også din? – er der ekstra travlt i tiden op til jul: forkølelse og sygdom spreder sig blandt kollegerne der sygemelder sig på stribe, samtidig med at du skal nå at gøre dine opgaver færdige inden ferien. Det føles uoverskueligt at forholde sig til planlægningen af jul oveni alt det andet, der fylder.
Konflikterne har hobet sig op igennem så mange år, at det føles som at skubbe en sten op af et bjerg hver gang en familiebegivenhed nærmer sig. Stress-følelsen over hele den samlede pakke kan føles helt fysisk som en knude i maven eller klump i halsen: hvor er der plads til DIG og dit behov for at slappe af?
Det er ikke rart at være sammen
Hvis du følger det du selv har allermest lyst til, ses I ikke ret meget, hverken i tiden op til jul eller selve juleaften. Det føles som at gå ind i et rum fyldt med pigge: du ved at smerten vil komme, men ikke hvornår. På den anden side har du prøvet det så mange gange efterhånden, så du har lært at smile og sørge for at børnene i det mindste har det godt.
Det vil være den lette løsning at lukke ned for kontakten. Det har du prøvet tidligere, og men det gav heller ikke den fred du længes efter. Du ved godt at der ikke er nogen vej uden om at forholde dig til dine forældre og søskende.
Familier der ikke forstår hinanden
Hvis dine forældre ikke er helt blinde, har de opdaget at jeres samspil ikke fungerer. Enten fordi du har sagt det direkte, eller fordi lange perioder med meget lidt eller slet ingen kontakt har givet et vink med en vognstang om at de (eller én af dem) ikke er en ønsket del af dit liv.
Forældre til voksne børn kan være lige så meget i tvivl om, hvordan hele situationen skal håndteres, som du er. Skal de sige noget, spørge, fortælle hvordan de oplever jeres forhold – eller forsøge at styre udenom de svære samtaler? Nogle familier har ikke lært at sætte ord på følelser, og så kommer det ud som enten vrede, bitterhed eller gråd i stedet.
Joshua Coleman, som forsker i det svære familieliv, beskriver i en artikel at forældre-barn relationen har ændret sig dramatisk siden 1920’erne. Dengang var det en selvfølge og en forventning at du som barn, ung voksen og arbejdende voksen skulle leve dit liv på en måde der berettigede dine forældres kærlighed og stolthed.
Efterkrigsgenerationerne er vokset op med en helt anden vinkel: nu er det forældrene, der gennem mange års serviceydelser og ubetinget støtte skal “gøre sig fortjent” til at deres voksne børn gider være sammen med dem.
Samtidig har mange forældre stadig en følelse af at den tætte tilknytning (der er en følge af stor involvering og omsorg) naturligvis skal fortsætte ind i de voksne børns voksenliv. Den samlede mængde af forventninger kan give grobund for konflikter og behov for at tage afstand for at få fred.
Sådan mødes I på en bedre måde
For at kunne møde hinanden på midten, skal både du og dine forældre øve jer i at udtrykke følelser på en anden måde end I har gjort før. Anklager og vrede udfald skaber afstand, og hjælper jer ikke med at skabe en god stemning. Hold dig til det konkrete, og det du har brug for at I får løst her og nu.
5 tips til det voksne barn:
- Sig hvad du føler på en stille og rolig måde, og prøv at udtrykke det med forståelse for den andens reaktion: “Vi kommer lige inden aftensmad juleaften, og kører hjem for at sove hos os selv bagefter. Jeg forstår godt at I havde regnet med flere dages besøg, men det er sådan det vil fungere bedst for vores familie”.
- Hold fast i dit nej uden at blive vred, og uddyb gerne “Det er bedst for alle at vi ikke har en hel dag og aften sammen lige nu”.
- Tal om fortiden hvis du har behov for det, men prøv at gøre det kort og tydeligt – med plads til at dine forældre kan reagere med de følelser der dukker op hos dem.
- Husk også at nævne de ting, som du synes dine forældre har gjort rigtigt. De har prøvet at gøre deres bedste, og er triste (måske også uforstående!) over at det ikke har givet den relation de drømte om.
- Skab plads i samværet ved for eksempel at bo på hotel i stedet for hjemme hos dine forældre – så kan du trække dig når det er nødvendigt.
4 tips til forældre:
- Åbn dit hjerte og sind for de ting dit voksne barn prøver at fortælle. Alle har deres opfattelse af virkeligheden, og der findes ikke et “sandt og falsk”. Spild ikke kræfter på at få ret, men prøv at finde frem til essensen af det der bliver sagt.
- Drop forsvarstalerne! Det virker meget bedre at erkende “ok, det her kunne jeg måske godt have gjort på en anden måde – det beklager jeg”. Dine børn kan have en anden oplevelse af jeres familieliv sammen, end den du har. Måske har din svære skilsmisse fra deres far, dine humørsvingninger eller travle arbejdsliv påvirket dem meget mere end du tror.
- Læg op til åben snak om jeres forhold: det giver jer en chance for at mødes på en ny måde. Og husk – dit voksne barn er ikke ude efter at håne din måde at være forældre på, men ønsker oprigtigt at I skal forstå hinanden bedre.
- Giv dit voksne barn et kram og sig tak for at de vil dele deres tanker. Brug samtalen som en fælles start, og lav en plan for hvordan I kommer videre hen imod et forhold der fungerer godt for alle.
Mød hinanden på en ny måde
At skabe en ny samværsform i familier lyder let, hvis man “bare” følger listen ovenfor. Det er det bestemt ikke! Det er benhårdt, smertefuldt arbejde der til tider kan føles som ét skridt frem og fem tilbage.
Det er ikke sikkert at alt falder problemfrit på plads i din familie inden julen toner frem i horisonten, og derfor kommer der i næste indlæg en konkret guide til at skabe rammer om juleaften.
……….
Skriv gerne i kommentarfeltet, hvis du har nogle gode tips til hvordan familiekonflikter i julen håndteres bedst muligt. Læs også gerne videre i min artikel om “Fungerer din familie ikke som du ønsker”?
(De gode råd til både forældre og voksne børn er inspireret af Joshua Coleman’s artikel på CNN.com)
Hej Camilla. Fantastisk god og nuanceret artikel om julesamvær!
Hej Birgitte- Tusind tak skal du have 🙂 venlig hilsen Camilla
Hej Camilla 🙂 Rigtig fin artikel med god substans i – det er dejligt at læse samtidig med at det giver ret god mening.
Selv om man så læser ovenstående har jeg virkelig stadigvæk et kæmpe dilemma…!
Jeg er en ud af en familie med 2 søskende, en mor og en far (far har jeg ikke haft kontakt med i mange år)
Men min lillesøster og min kæreste i uvenner og vil på ingen måde være i stue med hinanden – heller ikke for min skyld, altså her til jul.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre – for mig er julen “hellig” og det skal være en hyggelig tid.. Men lige nu og det sidste stykke tid har jeg bare haft ondt i maven grundet julen.
Det er min families jul i år – jeg har de sidste 2 år ikke holdt jul hjemme og nu synes min familie at det er på tide at komme hjem.
Det ville heller ikke være noget problem at komme hjem til jul, hvis ikke det er fordi at min lillesøster og min kæreste slet ikke kan være i stue sammen.. Hvilket gør at enten skal jeg tage hjem til familien og holde jul uden min kæreste eller også skal jeg holde med kæresten og hendes familie igen i år – dette er der som sådan heller ikke noget galt med – men jeg kan da godt mærke at jeg savner de traditioner vi som familie har/havde..
Min søster har udtalt at hun hader min kæreste og at hun vil trække sig til hver et arrangement som min kærester deltager i.
Min kæreste vil helst ikke være i stue med et menneske som skaber splid og drama konstant (det gør min søster ret ofte)
Jeg/vi har inviteret dem alle i sommerhus og holde jul i år, da vi har fået et sommerhus og min mor flere gange har udtalt at hun gerne vil holde jul derovre – den tanke greb vi og inviterede (inden min søster og kæreste blev uvenner)
Min søster vil jo ikke være sammen med min kæreste så hun kommer ikke – derfor spurgte jeg min mor om hun stadigvæk kom til jul som hun selv lidt havde foreslået – det gjorde hun ikke.. Hun blev hjemme i år – dog var vi mere end velkomne..
Så nu er det store spørgsmål.. Skal jeg tage alene hjem og holde jul? Please min søsters ønske om at vi bare skal være os alene til jul uden min kæreste – eller skal jeg vælge min kæreste??
Min mor har derudover lige sendt en mail om at hun ikke længere er på julegaver med hendes svigerbørn – kun hendes egne børn..
Min mor og søster er som veninder og slet ikke som mor og datter – de er dybt afhængige af hinanden og gør alting sammen..
Jeg har været flyttet laaangt væk fra familien hjemme i byen – netop for at få ro på tilværelsen uden så meget brok og negativitet hele tiden.. Men det er ligesom om at det alligevel altid sker – også selv om vi nærmeste aldrig ser hinanden..
WHAT TO DO…??
Har virkelig brug for noget sparring angående dette her, for det fylder rigtig meget.. Mest på hjemmefronten hvor jeg ikke kan forstå at vi ikke alle sammen kan gøre noget for andres skyld.. Bare den ene dag.. På den anden side lover det ikke særlig godt for nogen former for god stemning en juleaften.
Julehilsner fra C.
Kære C. Tak for de rosende ord, det er altid dejligt når mine artikler giver mening for et rigtigt menneske derude 🙂
Pyha, et udfordrende dilemma du står med. Og et som jeg tror rigtig, rigtig mange er viklet ind i lige præcis omkring jul. Vi drømmer allesammen om det ukomplicerede familiesamvær, hvor alle har det godt og er søde ved hinanden. Og på en eller anden måde bliver det tit som et skakspil, hvor placeringen af nogle brikker umuliggør flytningen af andre brikker.
Du vil gerne være sammen med din mor/øvrige familie, men din søsters holdning til din kæreste kommer til at stå i vejen. Når jeg læser dit brev, dukker to spørgsmål op: 1) Hvordan er dit forhold til din søster, hvis man ser bort fra hendes negative holdning til kæresten..har I noget sammen? og 2) Hvad siger din mor til din kæreste?
Hvis din mor stiltiende ser til, når din søster ikke opfører sig ordentligt er hun indirekte med til at acceptere det. Jeg vil derfor foreslå dig at starte med at invitere din mor en tur ud: gå en tur, gå på café og få en kop kaffe..og tag lige så stille snakken om “hvad tænker du egentlig om den måde det hele har udviklet sig på?”.
Fortæl, uden vrede, hvor meget det betyder for dig at din kæreste bliver accepteret som del af din familie, da en afvisning af hende også er en afvisning af dig. Hvis der sker nogle konkrete ting mellem søster og kæreste, skal de selvfølgelig rette op på det – men måske bunder både din mors, din søsters og dine egne reaktioner i nogle gamle mønstre, som I ikke har fået talt ud om endnu.
Du har trukket dig, ser dem som veninder i en særlig alliance, og føler dig ikke accepteret, samtidig med at du savner dem. DET skal der sættes ord på, og så er julen egentlig ret underordnet i den forbindelse. Det vil komme af sig selv, når I får prikket hul på den anden byld.
Held og lykke med det 🙂 mvh Camilla
Hej Camilla..
Rigtig mange tak for dit svar og kan kun sidde og nikke anerkendende imens jeg læser dine ord.
Det er nemlig et rigtig møg dilemma og du har fuldstændig ret i at min mor stiltiende ser til at min søster ikke accepterer min kæreste.
For lige at svare kort på spørgsmål 1)
Min søster og mit forhold.. Hmm.. Hvor skal jeg begynde.. 😀 Min søster og jeg har altid været VIDT forskellige og det er egentligt ikke så skidt.. Dog en del udfordrende.. Hun er meget styrende og laver en masse splitting mellem os i familien.. Det har hun alle dage gjort og jeg er i bund og grund nok bare træt af, at hun ALTID har sat dagsordenen for hvad der skulle ske og ikke ske.
Hun er midterbarn og har altid fået sin vilje, da det var nemmere end at se på hendes sure hoved. Det her er ikke ondt ment men virkelig en realitet.. Nogle gange tænker jeg virkelig at hun har borderline.. Får man ved aldrig hvor man har hende henne, det er sort/hvis og altid en gåde og egentligt en utryg situation at være omkring hende..
Svar vedr. Spørgsmål 2) Min mor har egentligt altid accepteret min kæreste – også selv om det er en kvinde.. Det har aldrig været noget problem.. Min mor bliver desværre bare utrolig styret af min søster (nok i bund og grund fordi hun ikke magter konflikten)
Vi har altid haft en meget STÆRK alliance mine søskende og mor, da vi er vokset op med en far som bare behandlede os skidt og trådte på os alle sammen imens vi lå ned.
Jeg tror at det handler om at jeg ikke længere har samme “behov” for denne alliance og har trukket mig, begyndt at skabe mit eget og få det hele lidt på afstand – også det negative.. Og det gør det jo meget nemmere at se det lidt mere objektivt fra..
I bund og grund har jeg, som du selv skriver.. Mega meget lyst til at det hele skal “spille” specielt her i julen.. Men du har ret i at det jo i det store og hele ikke handler om julen.. Men om relationen og accepten fra min søster og derfor også min mor..
Jeg kan ikke rumme min søster og det hun gør ved mennesker omkring hende.. Og jeg ønsker ikke at blive styret af hende…!
Hun meldte som sagt fra til jul til at starte med.. Så fulgte min mor trop.. Og nu har min mor meldt ud at hun heller ikke længere er på gave med hendes svigerbørn – for mig stinker det langt væk.. Gør det også det for dig?
Hej Camilla. Tak for din lange uddybning af dit sidste brev. Jeg tror det er vigtigt at du finde ud af hvem du lige nu har brug for at få mest “på plads”: din mor eller din søster. Generelt kan en gåtur i skoven eller andre neutrale en-til-en aktiviteter være en rar måde at få hul på noget svært..hvor man forsøger at forstå og skabe bro imellem hinandens oplevelser. Måske vil det være en god idé at starte med din mor, da det er dér du føler dig svigtet lige nu. Venlig hilsen Camilla
Jul uden familieudfordringer lyder helt fantastisk.. Min søster meldte ud igår at den faste 2. juledag hos vores gamle faster på 90 og i fuld vigør, kan hendes del af familien desværre ikke deltage i.
Det er okay for mig og mine, men at udmeldingen så i samme åndedrag er at det kommer nok også til at knibe de andre juledage fremover….
Min søster har voksne børn, alle med partnere og børnebørn. Ny herlig kæreste hvis traditioner nu kommer til at fylde meget ( egentlig forståeligt…. men hvad med hver anden år??)
Jeg har 2 dejlige drenge, hvoraf den ene bor tæt på os og er psykisk syg ( det kræver meget af alle at rumme ham) og så min ældste søn der bor udenlands med sin familie. Min mand er næsten uden familie, faktisk kun en niece tilbage og ingen egne børn.Ellers er der ikke mere familie på min side.
Hun har ellers lovet mig og min mand at hendes børn og børnebørn også vil være den del af vores liv samt at vi ikke skulle være nervøre sor at vi skulle sidde alene i julen når vores faster har lukket sine øjne. Vi er sammen med hende hvert år – og det har min søster ikke tænkt sig at hjælpe med.
For at vende tilbage til min søn i DK, så er det min fornemmelse at ingen i hendes familie ønsker at tilbringe julen sammen med ham – det samme gælder hans fars kone – indrømmet han kan være en ordentlig mundfuld at være sammen med. MEN han tilhører familien og man slår bare ikke hånden af ham.
Fødselsdage er ok – der bliver vi alle føler at vi bliver sat bagud/svigtet.
Vi har prøvet at sige til hende at hun skal være så taknemmelig over at hendes familie og børnebørn er i DK, det er hun også, men der er desværre allerede en afstand.
Jeg/vi prøver at øve os i at sige pyt, så rejser vi bare…. men det er lettere sagt end gjort. PYYYYYYYYYYYYYYY hvad kan jeg sige/gøre/ eller hvordan kan jeg lære at acceptere dette??
Kære J.M
Det er en svær problematik når nogle vælger at melde sig ud af familiens faste ritualer, både af praktiske årsager og fordi det får et i forvejen skrøbeligt fundament til at smuldre endnu mere. Måske er det en idé at invitere din søster alene ud til en kop kaffe, hvor I stille og roligt kan få snakket om det – og nå frem til en forståelse af hinanden (uden anklager eller vrede). Venlig hilsen Camilla
I min familie har vi en igangværende familie konflikt kørende på 7 år – meget kompliceret, men grundlæggende på grund af at jeg er trådt i karakter og diplomatisk sagt fra. Det afstedkom mange og svære handlinger fra mine forældres side. I sidste ende kostede det mig også forholdet til min ældste datter. Der har været mange utilgivelige handlinger og beskyldninger- Rent kaos. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg ikke ser min datter og jeg har forsøgt at komme i dialog mange gange, har undskyldt for de sårede følelser jeg har været årsag og jeg har som altid taget ansvar. Hun ser sine søskende som nu er 19 og 20, hvilket jeg ikke har blandet mig i.
Problemet er at jeg står her i julen klar med maden og det hele, da mormor har meddelt for længe siden, at hun ikke gider holde jul – men få dage forinden ændres planerne og børnene undtaget min ældste datter- holder jul hos mine forældre. Jeg mener at jeg lukker en dør ved at brokke mig, bider det i mig og pålægger ikke mine børn skyld og skam af den grund – Men det er svært.
Nu er min anden ældste datter gravid og problemerne hober sig op vedr. barnedåben for storesøster kommer ikke hvis jeg gør og hun står i et dilemma som hun har svært ved at tackle. Selvom jeg gerne vil befri hende for dette og tilbyde at blive væk – må jo finde alternativer til denne og kommende begivenheder. Men da jeg ikke ser de ældste børnebørn er det vigtigt for mig at være mormor for første gang og jeg føler angst og sorg fordi jeg føler mig sårbar i alt dette her og samtidig skamfuld over mine følelser fordi de er en barrierer for min næstældste datters invitationer og dåbsfest. Jeg føler at jo mere jeg trækker mig af hensyn til andre i denne konflikt jo værre er det både for mig selv og de krav de andre børn udsættes for. Til orientering har jeg i flere år sørget for julegaver, fødselsdagsgaver mv. – men det har faktisk forværret situationen.
jeg har i konflikten også ansvar og det anerkender jeg og jeg påtager mig også det ansvar – også højt. Men jeg er ikke kun bange for at komme til at miste kontakten med min næstældste datter som jeg har et godt forhold til og det ufødte barnebarn jeg glæder mig til at få ved at jeg konstant er en dørmåtte for fredens skyld. Professionelt arbejder jeg i et konflikt miljø og har ikke her problemer med andre og kan altid finde løsning eller kompromis. Men privat evner jeg ikke at nå frem til at der er dialog til samarbejde og løsning. Det skal oplyses , at mine forældre går forbi mig uden en mine – og mest er sure over, at jeg ikke bare gør som de siger jeg skal -når vi mødes i byen hvor vi bor. Min ældste datter smider gaver ud til hende selv og hendes børn, tager ikke sin telefon og besvarer ikke breve. Jeg har ofte haft tanker om at troppe op personligt, men afholder mig fra dette af hensyn til hendes børn og en evt. optrapning af konflikt.. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op – har forståelse for de 3 døtre jeg har kontakt med og deres dilemmaer. Jeg har delvis forståelse for min ældste datter og konflikten. I forhold til mine forældre er der ingen forståelse, evne eller lyst til tilgivelse på baggrund af deres handlinger
Kære Camilla,
Jeg sidder fortvivlet og søger på nettet efter hjælp.
Mit problem er, at min søn er meget, meget vred på mig og anklager mig for at være dum, egoistisk, tænker mig ikke om og jeg føler det som om, jeg er en totalt fremmed for ham.
Jeg er 63 år, jeg mødte en dejlig mand sidste år efter 10 år som single.
Sidste år fejrede vi jul hver for sig ved vores børn og børnebørn. I år er vi flyttet sammen i juli, og for ikke at prioritere nogle frem for andre, har vi valgt at holde jul sammen i vores nye, fælles hjem og så invitere min søn, svigerdatter og deres to børn.
Men det skulle vi aldrig have gjort. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor ondt det gør med den vrede, min søn har mod mig. Hvad skal jeg / vi dog gøre? Jeg ville aldrig selv tale til min mor i den tone. Jeg har desværre et lidt blødt sind, og tager ting meget nær. Noget jeg har kæmpet med i mange år og af samme årsag er jeg blevet tilkendt førtidspension.
Jeg tog op til min søn den anden aften for at vi kunne tale pænt og roligt med hinanden og få en acceptabel løsning for begge parter, men det endte desværre med gråd og vred tale.