Uanset om du er lama eller menneske, er denne situation uden tvivl velkendt i perioder af dit liv. Hvis ikke, har du enten en overnaturlig selvkontrol – eller har fået så meget Botox at ansigtsmimikken ikke længere virker…
For de fleste andre dødelige – sikkert også dig! – knækker filmen med jævne mellemrum. Enten ved aftensbordet derhjemme, i morgenens klokkestreng eller når der er for meget rod på børneværelset. Der tales højt, vredt og med en aggression som er helt ude af proportioner med forsyndelsen. Enten lige med det samme eller inden for en halv times tid får du fat i dig selv, og søger nærheden igen: kys, kram, snak om “far var lidt træt lige nu, det handlede ikke om dig – kan vi ikke blive gode venner igen”. Dine børn er totalt afhængige af dig, så selvfølgelig tilgiver de. De har ikke andet valg! Det vigtigste for dem er at være elsket af mor og far, og kunne mærke at der er styr på fundamentet i tilværelsen.
Forsoningen er betydningsfuld, men skal ikke forhindre at du får kigget indad – og sat fokus på hvad det er i dit liv, der gør det svært at rumme dine børns krav, støj eller kaos. Kan du huske, hvordan du selv havde det dengang dine forældre blev vrede på dig? Hvordan viste de deres utilfredshed? Med en ikke-udtalt vrede, som kun blev aflæst i blik og lukket ansigtsudtryk, eller ved at råbe op med varierende grader af vrede i stemmen? Det var ikke rart, men du lærte sikkert dig selv nogle strategier til at overleve det. Enten ved at begynde at græde med det samme, så de skiftede fra vrede til trøst – eller ved at lukke af indeni mens det stod på. En anden metode kunne også være at have antennerne så meget ude, at du vidste hvornår det var tid til at krybe i dækning.
Det har du sikkert højt og helligt lovet dig selv, at du ikke vil udsætte dine børn for. Og alligevel sker det….arghh! Det er så smertefuldt at kunne stå et lille sted inde i sit eget hovede, og se på det frådende monster der gør dem man elsker allermest i verden kede af det – uden at kunne stoppe sig selv lige når det sker. Hver gang kan der findes en umiddelbar ydre årsag: træthed, travlhed, stress lige præcis i dag på arbejdet, PMS, en træls opringning fra en kunde…you name it. Hvad kan du bruge det til? Og er det muligt at grave et spadestik dybere…?
Dine forældre er modeller for den måde, du lærer både at tage hånd om dine egne følelser og behov – samt hvordan kontakten til omverdenen håndteres. For mange mennesker er det en udfordring større end at bestige Mount Everest, hvis de pludselig skal til at se på “hvordan viser jeg mig selv den nødvendige omsorg” – også selvom det har konsekvenser i forhold til at skulle præstere mindre, bede andre om hjælp, eller erkende at også din energi har begrænsninger.
Det er en kendsgerning at der skal hives penge hjem hver måned, børnene skal have hvad de har brug for – og du/I skal have rent tøj og mad på bordet. Men hvordan disse ting gøres, og hvor meget ekstra du vælger at hælde oveni er din helt egen prioritering. Fx et stressende og konfliktpræget arbejde kan i perioder gøre dig magtesløs overfor dine muligheder. Du kan ikke risikere arbejdsløshed, men du kan vælge, hvordan du forsøger at beskytte dig selv (og dine børn!) ved at skabe ro og gode oplevelser i dit øvrige liv.
Konflikter og “bagholdsangreb” hvor vreden overlister dig vil forekomme i 97,9% af alle børnefamiliers liv, uanset hvor rolig og mindfulness-agtig du prøver at være . Men du kan formindske antallet af de gange, det sker, ved at:
- blive klar over, hvor du har lært din måde at reagere på under pres – hjemmefra, eller som voksen?
- tænke over, hvordan det ville være rart at kunne formidle de ting du er utilfreds med?
- skabe ro og rum til dig selv- og lave noget der ikke er nyttigt, men bare rart…. (andet end at se TV)
- finde ud af, hvordan dit og din partners konfliktmønstre støder sammen? Er du vokset op med at det er OK at hæve stemmen, mens din partner synes det må være tæt på skilsmisse hvis man taler højt til hinanden?
Seneste kommentarer