Vil du høre en hemmelighed?

Jeg har faktisk aldrig brudt mig særlig meget om juleaften….

Dengang jeg var barn og ung, og ikke skulle gøre så meget andet end bare at være til stede, var det nogenlunde OK. Nogle år selvfølgelig bedre end andre. Men efter at jeg selv fik børn, blev julen fyldt med forpligtigelser, forventninger – og ikke mindst: et væld af praktiske opgaver. År efter år.

Familiejul

Julen 2002 blev den sidste ansvarsfri jul, tilbragt højgravid på min fars sofa, mens andre sørgede for maden og alt det praktiske. Året efter stod jeg for første gang som “den voksne”, der med knap 1-årigt barn og nyt familieliv skulle være vært for familien. Der skulle købes ind, laves mad, pyntes op og dækkes bord. Senere kom endnu et barn til, hvilket ikke gjorde udfordringerne mindre.

Vi har selv valgt at være jule-værter hvert eneste år, for få eller lidt flere familiemedlemmer – mest fordi det passer bedst til alles behov. Og det er helt fint.

Men efter en dag i højt praktisk gear fra morgen til aften er jeg TRÆT, og har mindre overskud til at at rumme de følelsesmæssige op- og nedture der ligger indbygget i forventningen om hygge, glæde og succesfuld gavegivning. Det skal helst gå godt, og bidrage til drømmen om “den gode jul” og “den lykkelige familie”.

“På loftet sidder nissen..”

Når den gode mad er spist og ryddet af skal julelysene tændes, og gaverne bliver lagt under. Det er dejligt og livsbekræftende at danse rundt om det lysende træ, hånd i hånd med mine nærmeste, mens jeg brummer med på alle sangene.

Men når vi kommer frem til dét, børnene har ventet på hele dagen: gaveudpakning – begynder den del jeg har allersværest ved. En voldsom anspændthed sniger sig ind, sammen med kaffen og småkagerne på sofabordet.

Der er så mange ting der skal lykkes, og som føles livsvigtige lige dér.

Bliver børnene og resten af familien glade (nok) for det vi giver dem? Får jeg nu set, når hver eneste pakker deres gaver fra mig/os op (så jeg kan fortolke videre på ansigtsudtryk og reaktioner). Og ikke mindst: får jeg selv noget der lever op til drømmen om en giver, der både viser sine kærlige følelser og velovervejede intentioner?

Oveni kommer en anden tankestrøm, som er svær at slippe som en del af det følelsesmæssige register i aftenens løb: “jeg fik en gave for ca XX kroner, men vi gav ham/hende for meget mere” – eller omvendt…  Den kan dukke op, uanset om man vil eller ej. Skuffelsen kan fylde alt for meget, for eksempel over at éns egne møjsommeligt indkøbte eller udtænkte gaver ikke blev modtaget med lige så stor glæde som andres gaver til den samme modtager.

Samtidig er alle ved at blive trætte. Pakke-ud-sessionen kan strække sig over flere timer, og udmattelsen sænker sig stille og roligt. Det gør ikke følelseshåndteringen lettere, især fordi det ikke er socialt acceptabelt at vise sine reaktioner eller sin træthed åbenlyst. Hvis der er små børn til stede, som i stigende grad bliver højlydte og hysteriske/overtrætte bidrager det til følelsen af “nu er det nok”.

Jeg har længe spekuleret over, hvorfor lige præcis den del af aftenen er så udfordrende – og tænkt over hvordan det kan gøres anderledes. Gerne på en måde, hvor betydningen for hinanden fylder mere end TING.

Hvorfor er gaver så vigtige?

I artiklen “The Psychology of Christmas Gift Giving” skriver psykologen Adrian Furnham at mange mennesker oplever gaver som svære, både at give og modtage. Gavegivning opfattes som essensen af hvordan du kan vise andre hvad du tænker om dem, frem for at sige det. Det siger noget om både dig selv, modtageren og værdien af jeres forhold. Der er en kæmpe mængde sociale signaler forbundet med en gave, som du først opdager når du har skudt forbi.

Det kan skabe ubehag hos modtageren hvis man giver en upassende stor gave, fordi de så står i gæld til dig. Men også modsat give skuffelse og utilfredshed, hvis gaven er for billig i forhold til det forventede niveau, ikke det helt rigtige eller sender de forkerte signaler (fx et dyrt strygejern til konen, der ønsker sig lækkert undertøj).

De gaver, man især sætter pris på er dem der rummer en personlig historie, eller refererer til en fælles oplevelse som skal huskes. Hjemmelavede gaver som har taget lang tid at lave kan have stor værdi for modtageren, også selvom man ikke helt deler afsenderens smag. Betydningen af den tid der er lagt i gaven er stor. En overraskelse hvor giveren har fundet noget modtageren ikke selv vidste at han/hun ønskede sig, men bliver ægte glad for, er et sikkert hit. Det kan også være en ting der gennem lang tid har været et stort ønske, men er noget som man ikke har haft råd til/følt var OK at købe til sig selv.

Gaver kan, ifølge Adrian Furnham, således helt kort kategoriseres i forhold til: a) følelses-investering (gaver som ovenfor, eller hvor der er lagt grundige overvejelser i det, i forhold til tilfældigt udvalgte ting fra ønskelisten, og b) pris/konkret investering.

Mange mænd går rituelt i panik i løbet af december over gaven til konen/kæresten, fordi de udmærket er klar over den enorme symbolværdi deres indkøb har..måske afhænger stemningen i resten af juleferien endda af at de får valgt rigtigt. I et kærlighedsforhold spiller både prisen og den synlige omtanke en betydelig rolle, men mangeårige par vælger at tage den nemme vej udenom ved at aftale “i år giver vi hinanden en ny dyne hver, ikk'”. Lur mig, om de fleste kvinder stadig ikke hellere vil have en smuk ring end en dyne under juletræet… 🙂

Ved at give gaver befæster vi vores forhold til hinanden og viser at vi ønsker at have en (nær) relation. Upersonlige gaver føles som en lussing i ansigtet, der reducerer oplevelsen af at have en særlig betydning for giveren.

Så meget bliver fortalt med det der dukker frem under juletræet. Ikke underligt, at det føles overvældende!

Findes der andre måder at gøre tingene på?

I årenes løb har jeg overvejet et hav af idéer der kunne skabe en anderledes og bedre juleaften. En løsning der har været bragt på banen i min del af familien, er at de voksne slet ikke giver hinanden gaver. Det synes vi begge to bliver underligt, fordi det for vores børn også er en stor del af oplevelsen (og ikke mindst: en vigtig social læring) at give de voksne gaver – og se alle i familien pakke hinandens gaver op. Der er mange måder at sige tak på, og forskellige måder at håndtere for eksempel en skuffelse der ikke kan/skal vises med det samme.

Det føles alt for styrende og firkantet at sætte bestemte beløbsgrænser op for hvad man må give hinanden for, og med stor sandsynlighed vil det alligevel ikke blive overholdt hele vejen rundt – eller der vil blive givet ekstra “i smug” til nogle, men ikke andre. Så den er også skudt ned på forhånd.

Alternativ ønskeliste

Min ønskeliste i år skal – som et håb om ægte juleaftensglæde – ikke bestå af en eneste færdiglavet og købt genstand, men i stedet give mulighed for fantasi og rart samvær. (Må frit kopieres!) Jeg ønsker mig:

  • noget vi skal gøre sammen, som du allerede har arrangeret og sat tidspunkt på: en tur i skoven med varm the på kanden, en koncert (kan sagtens være en gratis-koncert!), en tur på museum eller en udflugt til et sted jeg ikke har set før.
  • en ting, som du selv har lavet: i keramik, syet, strikket, skåret i træ eller tegnet…
  • et brev eller kort med nogle personlige/søde ord og tanker, fx en sjov historie om fælles oplevelser (gerne med billeder :-))
  • at du vil lære mig noget nyt og spændende, som du kan – men jeg ikke kan: gavekort til 5 enetimer i hækling, redigering af billeder med Photoshop eller lave gode småkager. (Og det er vigtigt at vi GØR det..du skubber på indtil det er planlagt og afviklet).
  • gaver der kan bruges hele året: klippekort til 12 måneder, hvor der hver måned er en lille eller stor ting jeg/vi kan “indløse”: som foroven …gåtur, udflugt, hjælp med at passe børnene til en romantisk voksenaften?

Fantasien sætter ingen grænser, og der er sikkert mange flere muligheder end på listen foroven.

Svære (eller fjernere) relationer og gaver

En ønskeliste som den jeg lige har lavet, forudsætter et forhold til modtageren, hvor I reelt har lyst til at lave noget sammen, og er rimelig tætte på hinanden.

I nogle familier er det desværre ikke tilfældet, selv med de helt nære familiemedlemmer. Her bliver den svære gavegivning kun endnu et symbol på den haltende relation eller det manglende kendskab til hinanden. Du kan vælge at beskytte dig selv ved at lade være med at investere for mange følelser i denne type gaver, og reservere energien til de mennesker der betyder noget for dig.

Gå slavisk frem efter ønskelisten, vælg præcis efter din økonomiske formåen uden at forsøge at imponere – og køb i butikker hvor det er let at bytte. Hellere sikkert og kedeligt, frem for at købe dyre og specielle ting der gør dig ked af det, når det alligevel ikke modtages efter intentionen.

…………….

Skriv meget gerne kommentarer herunder om dine egne erfaringer med juleaften og gavegivning. Hvordan gør I hjemme hos jer – og hvad fungerer godt/mindre godt?

Shares

Pin It on Pinterest

Share This