Hvem har det klogeste og sødeste barn?
Du har sikkert – som alle andre forældre – prøvet at sidde i en hyggelig sammenhæng med gode venner, hvor en uskyldig bemærkning om noget dit barn har gjort eller sagt lynhurtigt bliver trumfet af en historie om vennernes børn. Deres barn er lige en tand længere fremme, går i en heeelt fantastisk skole, bliver kimet ned af legekammerater hver weekend og har i øvrigt også læst alle Harry Potter-bøgerne som frilæsning i 1. klasse.
Løsningsmodeller – inden du går amok
Her kan du vælge to måder at reagere på: (Men med stor sandsynlighed vil du kunne mærke irritationen syde inde i dig uanset hvad!) Enten kan du:
1) Kaste dig ind i kampen, og derefter stopper enhver form for gensidig lytten. I skiftes til at forsøge at overgå hinandens historier én for én.
2) Anerkende modpartens behov for at dele sin glæde over sit barn, og udbryde gentagne gange “ja, det lyder søreme rigtig flot/spændende/exceptionelt fremmeligt”. Herefter lægger ping-pong dialogen sig forhåbentlig, og I kan få samtalen drejet ind på mere relevante voksenemner. (Dine frustrerede følelser må du få på plads igen sammen med din bedre halvdel, når i sidder i sofaen derhjemme;-)).
Beskriver du dit barn rigtigt?
Desværre stopper den ikke helt dér. I den allerkærligste hensigt kommer du – både i konkurrencesnakken og sammen med dine nærmeste – ganske givet til at sætte nogle etiketter på dit barn. Den ene er på en bestemt måde, er hurtig til at tale, fange tingene eller meget nysgerrig, mens dit andet barn er mere følsom, har sværere ved det boglige, er mere usikker på nye ting. Listen er uendelig.
Du snakker med bedsteforældre og andre familiemedlemmer, der sammen med dig kan være med til at bygge historien op omkring at dit barn er på en bestemt måde. I fortæller hinanden om episoder der bekræfter oplevelsen.
Tror du på, at det vil/kan ændre sig, eller bliver barnet altid ved med at være på den måde..også som voksen?
Vær nysgerrig overfor dit barn
Vennerne vil gerne overgå dig i beskrivelserne, bedsteforældre bakker din egen verdensopfattelse op – ingen over eller ved siden af lille Noah (undtagen hans søskende, selvfølgelig). Og med begge typer samtalepartnere er det let at falde i fælden. For at kunne beskrive guldklumpen kan du ikke undgå at sætte nogle ord på hans personlighed, færdigheder og mulige fremtidsudsigter.
En god måde at tale om sit barn – og de andres børn! – kan derfor være at flytte sig væk fra vurderinger og betegnelser, og i stedet være nysgerrig på:
- hvad kan lille Noah godt lide at lave lige nu? Hvad synes han er sjovt, og hvad laver han sammen med venner, søskende og dig? (Vær obs på at det IKKE bliver til indirekte pralen af hans færdigheder her)
- Hvordan har I det sammen som familie…hvilke tvivl, tanker, glæder og udfordringer er der?
- Har du (som forældre) nogle tanker, drømme og bekymringer for dit barn, som vil være rart at dele med andre voksne? Måske kan de endda genkende følelsen, og give brugbare erfaringer.
At turde være sårbar giver samhørighed
Hvis du du åbner op, med spørgsmål, usikkerhed, undren, glæde – og møder den anden på samme måde – vil I få en langt mere givende snak om livet som forældre. Ingen konkurrence, kun fælles udvikling.
Og samtidig vil jeres børn få den kæmpe gevinst at de ikke bliver fastlåste i bestemte roller, men derimod får lov til at have en identitet der flytter sig med hvert udviklingsspring.
Win-win for alle parter! 🙂
……………
Kommentér gerne, eller del indlægget hvis du kender nogle der kunne få glæde af at læse det.
(Indlægget er oprindelig fra marts 2013, men er redigeret og genudgivet i juli 2017)
Jeg kan ikke genkende det fra min egen opvækst, men jeg kan mærke irritation over at nogle netop har meget travlt med st fremhæve deres yngel- og ofte på trods af, at det ikke er i overensstemmelse med sandheden. Det der irriterer mig mest er, at jeg er tilbøjelig til at lade mig rive med og fremhæve mine børn- og det ønsker jeg slet ikke. Men hvornår er det ok at være stolt og hvornår er det “too much”?
Noget af svaret på dit spørgsmål kommer forhåbentlig i næste blogindlæg;-) Men jeg tror desværre ikke der er så mange andre end din nærmeste familie – eller barnløse venner der har knyttet sig særligt til dit barn – som synes det er interessant/relevant at høre på beretninger om de sidste fremskridt. Langt de fleste andre vil (desværre) opleve det som en uinteressant information eller som et forsøg på indirekte at overgå deres afkom.
Jeg er ikke enig- jeg synes, det er interessant at høre om andres børn og familie-bøvl og -successer. Måske er det fordi jeg er lærer- og mange i min bekendtskabskreds er også lærere eller pædagoger. Der oplever jeg heller ikke konkurrence-elementet – det er faktisk indenfor familien, den optræder. (Børnenes fætre og kusiner – altså forældrene er jo dem, der er ansvarlige her)
Fint indlæg, tak for det.
Som regel kan man mærke, når visse forældre har drøntravlt med at fremhæve deres børn som fantastiske og glemmer at fortælle de “negative” historier – det giver en følelse af den pralende forælders manglende selvværd/selvtillid og (måske) manglende ærlighed.
Men det er formentlig ikke bevidst. Og fred være med, at de har et “positivt” livssyn. Det kunne vi andre måske lære noget af…
De mærkater, vi sætter på vores børn, ætser sig ind i deres dna og de tror, det er rigtigt, hvis vi siger om dem, at de er “en rask dreng” eller “en fornuftig pige”.
De er jo også så meget andet, men det glemmer de, når først de hører, hvad rollemodellerne siger. Og ja, det kan blive en hård kamp at leve op til det prædikat, man nu engang får – og det er jo ovenikøbet som regel flere prædikater, det drejer sig om.
Tak for din relevante kommentar, Diana. Og ja, du har helt ret i at de mærkater du får sat på dig i barndommen kan være enormt svære at blive løsrevet fra..det kan komme til at føles som et stort nederlag ikke længere at være den kloge, dygtige og alt det andet som dine forældre løbende har bekendtgjort til omverdenen som led i beskrivelsen af “mit barn”.
En ko synes bedst om sine kalve, som man siger. 🙂
Uden selv at være psykolog kommer jeg dog også i tanke om, at nogle af dem der praler mest er dem som har kæmpet mest for at få deres yngel. Ex-konens svigerinde er af den type. Der er hundredvis af billeder på hendes Instagram, og selvom det da er supergodt de er glade for deres søn, bliver man bare så træt af at skulle like det som i virkeligheden er samme billede i fem varianter. Der mangler fotografens objektive øje, som sorterer i det der udgives.
På samme måde så stiller jeg altid mig selv spørgsmålet: Ville jeg synes om et billede hvis jeg var enten min datter eller en af mine sønner? I en verden hvor intet glemmes på nettet, så kan selv de sjoveste – og mest velmente – kommentarer misforstås, og ingen vil bidrage til enten mobning eller anden negativ adfærd på grund af et forkert tag….
Rigtig god dag til alle. 🙂
Kære Henrik. Det er en hårfin balance mellem, som du skriver, at acceptere at andre føler at deres barn er det mest dyrebare i deres verden – og så forholde sig kritisk til hvad både barnet og éns netværk synes skal deles på de sociale medier. Det er en nødvendig omsorg for det lille barn, der senere bliver til teenager og voksen at tænke over hvad man vil bryde sig om at have online. Venlig hilsen Camilla
Lad være med at prale af dine børn. Fortæl i stedet om hvad de gør, hvad de har lært og vigtigst af alt: Hvor stolt over og glad du er for dem – at en anden forælder fremhæver et eller andet deres barn kan, betyder jo formodentligt bare at der er noget andet barnet ikke kan. Hvis der er noget dit barn ikke kan, kan man jo fortælle at man glæder sig til at barnet lærer. Det er ikke vigtigt hvad dit barn kan, det er langt vigtigere hvordan dit barn er, dit barns personlighed – alle færdighederne skal nok komme når dit barn er klar til det.
Kære Henrik. Tak for dit input, som underbygger pointen i mit indlæg 🙂 Væsentligt at lade børn være sig selv, og gøre sine erfaringer. Identitet og “sådan er han” er flydende igennem hele opvæksten, så det bliver en spændetrøje at skulle leve op til mor og fars beretninger til familie og venner om den friske naturdreng, der ikke går af vejen for noget – hvis interesserne nu med tiden går i en helt anden retning. Venlig hilsen Camilla