Din hjerne har brug for at slukke en gang imellem, også selvom den er midt i en hverdag i overhalingsbanen. Kender du det med at blikket falder lidt “tomt” ud i horisonten, mens du kører bil, vasker op eller bare sidder?

Du ved egentlig ikke rigtig hvad du kigger på, men hvis det var muligt at filme inde i din hjerne ville man kunne se intens aktivitet.

Planer for fremtiden, projekter, idéer, følelser, erindringer om en snak eller oplevelse med andre mennesker, noget du gerne vil/savner/ønsker dig. Du ser glimt af hele dit liv, og alt det der gør dig til DIG.

Du sidder simpelthen og dagdrømmer. Dine drømme er med til at skabe historien om dit liv, sådan som du fortæller den for dig selv og måske også for andre.

Mindfulness – hvad er det?

Mindfulness og/eller meditation har fokus på at tømme hjernen for tanker. Eller være til stede med dem der er der, uden at arbejde videre med dem. Man træner at gennem en række øvelser at kunne være til stede lige nu og her, i sin krop.

Alle der har prøvet det, ved hvor svært det kan være at få mylderet til at tie stille – og det er en klassisk begynderoplevelse at føle sig helt kikset fordi indkøbssedlen til Fakta bliver ved med at dukke op, mens du sidder i koncentreret lotusstilling.

Mindfulness bliver i langt højere grad end helt almindelige dagdrømme set som et redskab til at forebygge stress. Måske fordi det er svært at tjene penge på kurser om at dagdrømme? Det gør vi jo allesammen, mange gange om dagen.

Men dine dagdrømme skal i den grad ikke undervurderes! De er naturens egen måde at rense hovedet, skabe nyt og give dig mentale pauser.

Både mindfulness og dagdrømme kan være gode redskaber for dig, men hvor mindfulness kan tage lidt tid at blive fortrolig med, har du dagdrømmene lige ved hånden.

Forskellen på mindfulness og dagdrømme

Mindfulness handler netop om IKKE at forfølge de enkelte tanker, men lade dem flyde videre for at skabe ro i dit hovede.

Det kan være rigtig dejligt at mærke denne stilhed (især hvis du trænger til at flytte fokus fra nogle særligt svære tanker)…men hvor ville verden være nu, hvis alle de kloge hoveder havde dyrket mindfulness – i stedet for at lade idéer og nye løsninger boble løs derinde?

Begge dele kan med fordel få plads i din hverdag, især hvis du skruer ambitionsniveauet ned for mindfulness – og for eksempel bruger en helt enkel vejrtrækningsøvelse (se nederst på siden).

Hvorfor er dagdrømme livsvigtige?

Vi har allesammen brug for tid hvor hjernen får lov til at vandre, og gøre tingene i sit eget tempo. Du er måske endda blevet skældt ud for det som barn og ung “kom nu i gang, lad være med at sidde der og lave ingenting”..osv.

Undersøgelser viser at vi tilbringer 20-50% af vores vågne tid med at dagdrømme om fortid, nutid og fremtid.

Før i tiden er det blevet set som en totalt værdiløs aktivitet, spild af tid. Nu har neurologiske undersøgelser vist at det er hjernens “grundindstilling”, og er det der får dig til at føle dig levende, bevidst om dit eget liv og mere glad.

Dit sociale liv bliver også bedre af at dagdrømme. For eksempel i dette scenarie, der kan gennemspilles i tankerne et uendeligt antal gange; “næste gang han siger sådan, gør jeg DET her i stedet”! Og på et tidspunkt vil det – forhåbentlig – medføre en ændring i din adfærd. Uanset hvad der sker, får din hjerne sørget for at du får det sidste ord, ihvertfald inde i dit eget hovede.

Kreativitet og dagdrømme

At drømme om nye muligheder og løsninger er et godt udgangspunkt for kreativitet, især hvis du lægger mærke til de idéer du får. Mange geniale ting er blevet opfundet, mens opfinderen lavede kedeligt rutinearbejde.

For nogle kommer det mere naturligt end for andre, men du kender sikkert følelsen af at flyde frem og tilbage mellem den virkelige verden, og hele dit private tanke-univers. Hjernen vil altid være der hvor det er sjovest at være, så hvis det du laver er for kedeligt, står tankerne på spring.

Hvis du interesserer dig for cykling, havearbejde eller kreative projekter lever det helt sikkert videre i dit hovede når du ikke er i gang med det. Vinteren bruges på at planlægge sommerens planteprojekter: det er dagdrømme og kreativitet…og guf for din hjerne.

Jo mere den får lov til at få frit løb for sig selv, uden at blive afledt af Facebook, TV eller andet – jo flere gode idéer dukker op.

Negative dagdrømme

Nogle gange kan dagdrømme desværre blive overtaget af negative tankestrømme: alt bliver vendt til noget du har gjort forkert, til angst, skyld og skam eller bekymringer for ting der kan gå galt. Alle sociale situationer efter-analyseres, 0g hver gang finder du med sikkerhed frem til at du har gjort/sagt noget dumt.

Hvis du kan mærke at negative tanker og bekymringer fylder hovedet det meste af tiden, skal du søge hjælp hos en professionel eller én fra dit netværk som du ved kan hjælpe dig. Det er ikke meningen, at du skal have det sådan.

Skærmbrug og dagdrømme

Mange voksne har helt glemt at skabe plads til at kede sig og dagdrømme. Du ender med at se TV eller spiller Candy Crush i stedet, og evnen til at lade de indre forestillinger få plads bliver mere og mere trængt op i en krog,

Det gamle ordsprog “intelligente mennesker keder sig aldrig” bør måske vendes om til “du bliver intelligent af at kede dig”. Lad telefonen ligge i lommen når du venter på bussen, kører i tog eller sidder hos lægen. Kig dig omkring, læg mærke til de andre mennesker og prøv at lave små historier om det du ser foran dig.

Det er nemlig supervigtigt for både børn og voksne at vi bruger tid på bare at drømme, helt uden ydre informationer: hjernen skal sættes i frigear.

Fantasi er noget af det, der adskiller mennesker og dyr. Men skærmene er så allestedsnærværende at vi ikke længere får tid til at se indre billeder – de bliver leveret så rigeligt af vores elektroniske venner.

6 råd til flere dagdrømme/ hverdags-mindfulness

  • Lad være med at have telefonen på dig hele tiden – eller lad den blive i lommen
  • Enkel mindfulness, du kan lave alle steder: træk vejret i en rolig rytme, og fokusér hele din opmærksomhed på vejrtrækningen uden at ændre den. Lyde, tanker og indtryk lader du gå forbi dig, uden at blive ved dem
  • Sluk radioen i bilen, sæt stille musik på i stedet…og lad drømmene svæve afsted
  • Lav små lege med dig selv: “om 10 år drømmer jeg om “…
  • Når du ikke kan lade teknikken være: opret en profil på Pinterest, og lav en masse mapper med alt det du drømmer om at se, lave og designe! Ikke for at dele med andre, men som dit helt eget drømmekatalog over rejsemål, kreaprojekter og haveindretning.
  • Tag dine dagdrømme alvorligt: skriv dem ned, lav små gule visionssedler eller noter. De er sjove at finde nogle år senere…

Skriv meget gerne dine egne gode råd – hvad gør DU når du dagdrømmer..og hvad tænker du på?

Læs gerne videre i mine indlæg om kreativitet og alenetid eller om at slippe sin smartphone-afhængighed.

(Artiklen er oprindeligt udgivet i juli 2015, men revideret og genudgivet i september 20) 

Shares

Pin It on Pinterest

Share This