I går aften havde jeg den fornøjelse at blive inviteret til at optræde i Aftenshowet sammen med Majbritt, som kunne fortælle om en opvækst hvor hun hverken havde følt sig set eller hørt af sin mor. De har i de sidste tre år ikke haft kontakt, men dette er for Majbritt kun en del af problematikken.
For hende handler det lige så meget om, hvad det gjorde og stadig gør ved personlighed og selvværd at vokse op i et miljø hvor hendes behov som barn var underordnede.
Vinklen i udsendelsen blev selve kontaktbruddet, og om hvorvidt det kan lade sig gøre at etablere kontakten igen. Også om det overhovedet skal gøres. I dag har jeg fået adskillige mails og telefonopkald fra folk, der alle siger “min søster/datter/barn vil ikke have kontakt med mig – hvad skal jeg gøre”?
Det er dejligt at få respons – og opleve at vi har ramt en stor modtagergruppe. Men derfor kan jeg alligevel ikke lade være med at sidde med en form for tristhed over at bogens centrale budskab er forsvundet i farten. Det, jeg/vi gerne vil nå frem til, er jo netop at det IKKE skal blive nødvendigt at afskære forbindelsen.. men derimod at man kan finde ud af en måde at få afstemt forventninger og rammer omkring samværet inden kontaktbruddet er den eneste mulighed.
Men hvis det er der man er nået til, mener jeg stadig at det kan være relevant at bruge nogle af dialogredskaberne – i forhold til at overveje om det er muligt at genetablere en kontakt; og hvordan den i givet fald er nødt til at forme sig for at kunne fungere – både for dig og dine forældre.
Seneste kommentarer