Stort set hver gang jeg fortæller nogle om emnet bag bogen “Familiefred” begynder folk at fortælle om deres egne oplevelser med forældre, familieproblemer og hvordan de har gået og tænkt på det i årevis.
Rigtig mange voksne mennesker kæmper med at finde ud af, hvilken plads deres forældre skal have i livet: skal de være tæt på, eller holdes i en armslængdes afstand.
Ofte er nærheden også tæt sammenhængende med både geografisk afstand og praktiske behov.
I en af bogens cases (Christian) beskrives hvordan den praktiske hjælp i høj grad betales dyrt med krav om hjælp, samvær osv på tidspunkter som ikke nødvendigvis passer til det behov den unge børnefamilie selv har.
Hvad er egentlig rimeligt her?? Det er en af de emner der bliver sat spotlight på i bogen..hvad kan begge generationer tillade sig at forvente af hinanden, og hvornår er det grænseoverskridende?
Jeg er ikke alene. Det er en enorm lettelse efter at have læst de fire cases – jeg er ikke alene om at have haft svært ved at mærke mig selv, mine grænser & følelser. Jeg er ikke alene om at have haft svært ved at sige fra uden at få dårlig samvittighed. Hvis I har mulighed for det, så må I meget gerne hilse “Christian” og sige, at jeg kan kende rigtig, rigtig meget af hans historie fra mit eget liv, og at det er uvurderligt at vide, at man ikke er den eneste, der har haft det sådan.
Tak for bogen.