Sociale medier og stress
Har du også læst de nemme 10-trins lister i dameblade og på nettet om: “find din passion”, “følg dit hjerte”, “tag springet ud i det ukendte”?
Alle handler de om, hvordan livet vil føles superfedt hele tiden – hvis du laver lige præcis dét DU er skabt til. Men er det så let?
Jeg blev inspireret af Webwomans blogindlæg, hvor hun beskriver en tendens til at kvinder der starter en ny virksomhed springer langt væk fra deres tidligere erfaringsområde.
Ofte går det ikke så godt. Der er masser af drømme, men de konkrete målsætninger mangler.
Kvinder i livskrise
I mine klientsamtaler møder jeg ofte kvinder, der ikke trives med det sted de er landet i deres liv. Dog med en mærkbar generationsforskel: de unge, som er fra 20 år til sidst i 20’erne, vender frustrationen indad, og føler at de er mislykket i forhold til deres egne og omverdenens forventninger.
De lidt ældre, fra starten af 30’erne til midt i 40’erne, vender det udad: “nu har jeg knoklet rundt i så mange år..og var det så alt hvad det kunne blive til? Jeg vil noget helt andet!”
(Det skal lige bemærkes: indimellem giver et jobskifte god mening, og hvis det vælges med omhu – også en forbedring af livskvaliteten. For andre bliver det en svær rejse: de fleste jobs rummer spændende elementer, men er også hverdagskedelige med brok, forpligtigelser og uønskede opgaver.)
Carolines historie
Caroline på 25 år skriver en mail til mig:
“min kæreste har slået op, så jeg har brug for en tid hurtigst muligt. Jeg har heller ikke så meget selvværd på studiet, går rundt og er trist hele tiden fordi jeg ikke synes jeg kan finde ud af det”.
Ud fra mailen forestiller jeg mig en lidt trist udseende, ikke særlig synlig pige. Stor er overraskelsen da jeg kommer ned i venteværelset og ser en høj, smuk ung pige – hvor hår, makeup og tøj er stylet til perfektion. Belært af erfaringen, da det langt fra er første gang det sker, lader jeg mig ikke dupere af det ydre.
Så snart vi går i gang med at snakke, lukker Caroline op for en stor, sort pose der er fyldt med usikkerhed og selvkritiske tanker. Hun var glad for sin kæreste, men gav sig aldrig helt hen til ham. Han så hende aldrig i forvasket hjemmetøj, uden makeup – eller med dårlig morgenånde.
Caroline bruger meget af sin tid på at læse, men siger sjældent noget når hun er til undervisning.
“De andre tænker nok at jeg er fjollet, eller ikke ved lige så meget som dem”.
Hun har altid været den dygtige pige, både i folkeskolen og gymnasiet – og det er et chok at læse sammen med andre der er lige så fagligt stærke. Carolines forældre har altid rost hende, fortalt hvor dygtig hun er – og at det er vigtigt at hun udnytter det til en god uddannelse.
Men Caroline er ved at miste troen på det hele, og bruger sin fritid på at sove eller læse. Så tænker hun ikke imens. På Facebook ser det ud som om mange af Carolines skolekammerater kører med klatten allerede, både på deres studie, med tjekkede fritidsjob og socialt. Det forstærker følelsen af at være en taber. (Se også dette indlæg, der grafisk illustrerer situationen)
Janes historie
Jane på 39 år kontakter mig telefonisk. Hun er sygemeldt med stress, og får dækket 5 timer af sin forsikring. I løbet af disse få samtaler skal Jane gerne blive klar til at komme tilbage på arbejdet igen. Jane ser ud som hun lød i telefonen: en sød og udadvendt pige, der efter et par børn har fået frodige kvindelige former. Umiddelbart er det let at snakke med Jane: hun griner meget og samtalen kunne let gå op i hyggelig smalltalk. Men da jeg begynder at spørge ind til hvordan hun egentlig har det, vælter gråden frem med det samme.
Jane leder sekretariatet i en mindre virksomhed, og får ros for det. Hverdagen går op i børnepraktiske ting, travlhed, kolleger der brokker sig hele tiden, veninder der skal plejes på SMS, Facebook etc. Når Jane ser sig i spejlet kan hun ikke genkende den runde krop derinde.
Jane har svært ved at se meningen i livet som det er nu, og har fundet frem til at hun vil realisere sin drøm om at tage en uddannelse som alternativ behandler. Jobbet vil være meningsfyldt hele tiden, og alt andet i hverdagen vil med et trylleslag føles lettere.
Hvad er der sket?
Både Jane og Caroline er fanget i forestillingen om at livet bør have noget bestemt i bagagen til dem. Med drømmen om “noget bedre” forsvinder de fra det nuværende liv, og bliver triste.
Grænsen mellem dig og din omverden er efterhånden så flydende, at du er tæt involveret i mange hundrede menneskers hverdagsliv (Facebookvenner, dem du følger på blogs eller Instagram, kendis’er i bladene, naboer, kolleger mv.) Det bliver svært at adskille det fra dit liv, og holde fast i hvilke værdier der er vigtige for DIG. Især fordi du ikke kan lukke af for mediernes krav på din opmærksomhed.
Maslow og menneskets behov
Mange af os kender Maslow’s behovspyramide:
Maslow’s tese er at vi som mennesker har en bestemt rækkefølge i, hvilke behov der skal opfyldes. Først og fremmest handler det om at få tøj, mad og ly – og føle sig sikker. Det er opfyldt for de fleste. Dernæst betyder det noget at være sammen med en gruppe, og føle at man kan præstere noget som anerkendes af de andre. Toppen af pyramiden er “selv-aktualisering”: at leve dit fulde potentiale ud. Først her vil du føle, at dine behov er dækket.
Kan det ses på andre måder?
Den amerikanske mediepsykolog Pamela Rutledge modsiger Maslow i dette blogindlæg, hvor hun argumenterer for at Maslow ikke tager højde for at hverken fysiske eller sikkerhedsmæssige behov kan dækkes, uden at de sociale rammer er på plads.
Selv stenalderfolkene på stepperne kunne ikke overleve, hvis de ikke samarbejdede om at jage eller finde mad. Isolerede mennesker har igennem hele verdenshistorien været langt mere sårbare end folk med stabile relationer.
Hun har derfor lavet denne model:
Hun fremhæver hvor meget det betyder i vores moderne liv at der er stærke sociale forbindelser – som skabes gennem et hav af mediekanaler.
Du får mulighed for at:
- skabe tætte forhold
- påvirke dine omgivelser
- få anerkendelse (likes på Facebook fx?) – som styrker gruppetilhørsfølelsen
- vedligeholde din tilknytning til bestemte grupper
Hvad kan Jane og Caroline (og du) gøre?
Jane og Caroline beskriver begge en følelse af at stå udefra og kigge på alle de andres liv. “De må være mere lykkelige” er den tanke det efterlader.
Maslows teori gennemsyrer hele vores måde at tænke på som samfund.Vi knokler som små arbejdsbier for at få fod på alt det grundlæggende i livet, og tænker at når DET er på plads må selv-aktualiseringen være den allerlækreste bid der kommer til sidst (og varer evigt derefter).
Prøv i stedet at værdsætte de relationer du konstant bevæger dig i. Du følger med i livet hos mennesker der betyder noget for dig, både på arbejdet og i fritiden. Det bør ikke kun være en anledning til misundelse og selvnedvurderende tanker, men også en glæde, tryghedsfornemmelse og kilde til ny inspiration. Kan det være et mål med livet, i sig selv?
I stedet for at lede efter lykken igennem arbejdet eller andre drastiske ændringer, kan du starte med at skabe dit eget fundament. For eksempel ved at arbejde med “nærvær i nu’et” (mindfulness), eller med fokus på selvomsorg/ stress-reduktion.
Med din platform på plads vil din konstante ping-pong med omverdenen gennem de sociale medier miste sin betydning som noget der gør dig utilfreds med dit eget liv, men i stedet blive dér hvor du føler dig styrket af fællesskabet.
Skriv gerne nogle kommentarer, eller giv gode tips til hvordan DU har løst en aktuel livskrise 🙂
Kanon artikel. Tak for det. Er helt enig. Jeg oplever ofte, at utilstrækkelighedsfølelsen hos klienterne har at gøre med, at de oplever sig mindre vellykkede end alle andre. Facebook handler meget om at fortælle om sig selv på en positiv måde – ellers får man jo ikke likes og den anerkendelse, som er så rar for os allesammen (men ER det egentlig anerkendelse?) – og så devaluerer de sig selv voldsomt. Det er synd og skam. For de ved slet ikke, at hende, der netop har posted et billede af sig selv i en “lykkelig” situation, i virkeligheden måske har samme problem og prøver at konkurrere med et “lykkeligt” billede.
Reel lykke behøver ikke men kan også inkludere et facebook-billede. Iflg. lykkeforskningen er vi dog mest lykkelige, når vi ikke er selvbevidste og vurderende – men i flow i nuet alene og sammen med andre, som vi kan være os selv med alt imens, at vi er i gang med at udføre meningsfulde aktiviteter. Her finder selvaktualiseringen også sted i små fine øjeblikke – hvilke man først bliver bevidst om bagefter.
Vigtigt emne. Vi bør forholde os og finde redskaber til at kunne forholde os hensigtsmæssigt til den samlede nye sociale platform, som vores mange nye kommunikationsmetoder, bringer med sig i disse år og fremadrettet. Med disse nye sociale communities, ændrer den sociale omgang, vaner og normer nemlig karakter. Alt imens, at vores behov og ønsker grundlæggende forbliver de samme.
Jeg sacner personligt de personlige møder in real life! Jeg savner klubber, foreningsliv – in real life. Jeg savner flere kaffe-dates og mere nærvær på den “gammeldags” facon.
Kh. Lone Lytken
(jeg er også psykolog) 🙂
– og så savner jeg spontane grill-aftener og snobrød omkring lejrbålet eller skovture dengang hvor man mødtes under det største bøgetræ kl. 13. Der er noget meget meget dyrebart, vi mister, ved til gengæld at blive meget mere effektive og selvportrætterende. Fællesskabet – det lille lokale fællesskab – er erstattet af det kæmpe fællesskab online. Ikke at online fællesskab ikke har en værdi. Jeg har stor glæde af, at kunne dele mit liv med mange på én gang. Men hvad med de andre værdier?
Tak for dit interessante indlæg…og kan kun erklære mig enig! Det bliver nemt at leve i illusionen om at have kontakt med sit netværk, når man bare følger med i deres opdateringer på Facebook. Men det er jo langtfra alt der bliver skrevet der…er kun den “polerede” virkelighed. Helt klart flere skovture i stedet 🙂
Tak igen for dine vise ord Camilla…
Igen noget at tænke over 🙂
Tak skal du have 🙂