Jeg vil ikke ligne min mor!

Jette er dybt frustreret. Hun ser sig selv som en glad og udadvendt kvinde, der som regel er god til at se det positive i tingene. Alligevel titter der en lille djævel frem i hende, som ikke er til at lægge låg på igen.

“Jeg kan høre mig selv lyde præcis som min mor, når jeg taler til børnene – og er ved at banke hovedet hårdt ind i væggen hver gang” fortæller Jette med et skævt smil.

Hun beskriver sin mor som en menneskelig hvirvelvind, der altid har travlt med sine projekter – og kun sidder stille for at bagtale folk (især de andre familiemedlemmer). Knus, kram og kærlige ord er der langt imellem hos Jettes mor.

Jette kommer oftere og oftere til at vrisse af sine børn, når de står i vejen for hendes effektive fremdrift i huset…og ser pludselig sin mor stå og vinke i hjørnet. “Ha ha..tror du måske du er så meget bedre end mig nu, min pige?”.

Jettes blik bliver trist, mens hun beskriver hvor vigtigt det er for hende at være til stede lige nu og her med sine børn, og bare VÆRE der for dem.

Mønstre fra fortiden

Hvordan kan det egentlig lade sig gøre at smide fortidens mønstre væk? Og hvorfor oplever Jette – og mange andre med hende – at de alligevel bliver ved med at poppe op?

Som små piger og drenge vil de fleste af os gerne være som vores forældre, men på et eller andet tidspunkt (ofte i teenageårene) bliver det vigtigere at lægge afstand til dem – og blive os selv. Det kan føles vildt skræmmende at se deres træk i spejlet eller som Jette: høre ordene blive gentaget som skratten fra en gammel pladespiller.

Neurologien spiller en stor rolle i gentagelses-effekten. Du udvikler dig som menneske gennem det samspil du har med andre mennesker, og dine forældre er de allerførste du overhovedet lærer at kende. Siden kommer søskende, øvrig familie, kammerater – og resten af verden.

Dine hjernemønstre former sig i forhold til det du oplever sammen med dine vigtige mennesker. Du kan forandre dig senere i livet, netop fordi du møder nogle nye mennesker der også præger dig – og giver nye mønstre i hjernen.

Hjernen vælger den letteste vej

Forskeren Daniel Siegel forklarer, at neuronerne i hjernen altid vil forsøge at gå velkendte veje. Hvis du skal gå gennem noget højt græs for at komme hen til vandet, vil du typisk følge dit eget spor tilbage igen, i stedet for at træde mere græs ned. Det samme vil alle dem der kommer efter dig, og efter kort tid er der en etableret sti på stedet. Sådan foregår det også i din hjerne. Jo mere stresset du er, jo mere “traditionelt” vil neuronerne bevæge sig.

Under pres falder du således tilbage til de handle/tænke-mønstre du kender allerbedst: dine forældres! Skræmmende sandhed 🙂 Det kræver overskud at få sparket hjernemønstrene ind i nye baner, og fastholde dem der.

Hvordan undgår du at blive en dårlig kopi?

Er du så dømt til at gentage alt det, du ikke bryder dig om ved dine forældre? (Prøv også lige at lægge mærke til, hvilke egenskaber du har fået med, som du rent faktisk sætter pris på…) Det kan være en hjælp at få andre øjne til at kigge med udefra, for eksempel en psykolog eller nær ven. Fortæl hvad du ikke bryder dig om, både ved din egen og dine forældres adfærd – og få deres input til om “det virkelig er så slemt”..eller om det meste foregår i dit eget hovede?

Afsluttende råd til Jette – og andre der kan kende hendes udfordringer:

Med den følgende viden i baghovedet bliver det lettere for dig at give slip på frustrationen over de træk du har med dig fra dine forældre…og hjælpe dine børn gennem den samme proces.

1) Du lyder måske som din mor, men du ER ikke din mor. Hvis du kigger på andre, vil de også lyde som hende på en eller anden måde… Og når du nu har tilbragt så meget tid sammen med din mor, vil det være underligt hvis du ikke har lært noget af hendes måde at være i verden. Men hun er langtfra den eneste der påvirker dig.

Selvom du siger ting der i formulering kan lyde som det hun sagde, kan det være at du mener det på hen helt anden måde – og at andre opfatter det anderledes.

2) Dine børn er ikke dig. Det er slet ikke sikkert at dit vrisseri føles på samme måde for dem, som det gjorde for dig engang – fordi de ved, at du ikke mener det særlig dybt, og en time senere putter kærligt og nærværende med dem i sofaen.

3) Små ændringer i din adfærd kan gøre større forskel end du tror! Bare dét at du rykker et skridt væk fra dig selv, og lader være med at panikke over at mor nu igen står der i hjørnet – men i stedet smiler lidt af dig selv og hende, og tænker “godaw, står du nu der igen..nu har jeg vist haft lidt for mange gryder i kog over den sidste tid”.

Så er det på tide at få mere selvomsorg på banen. Afledning, både til dig selv og børnene, når det hele koger over, giver værdifuld tid til at rykke på afstand af dine velkendte stressreaktioner.

Opsummering

Det er helt normalt at have træk i din måde at være sammen med andre mennesker på, som minder om dine forældres. Også uanset hvor meget du prøver at være anderledes. I vil aldrig være helt ens uanset hvad. Du er et andet menneske, med dine helt egne unikke træk.

Hvis der er nogle dele af din adfærd, du ikke bryder dig om kan du prøve at adskille det fra erindringen om din opvækst…og bare se det som “hvad har jeg brug for at ændre i mit liv lige nu, for at det her ikke bliver en nødvendig måde at handle på“.

Når dine børn bliver teenagere og voksne vil de stadig kritisere dig for alt det du har gjort – og ikke gjort…uanset hvor meget du har knoklet for at være den perfekte forældre. Det er en del af at vokse op, og finde sin egen identitet.

Så tag ansvaret for dit eget liv og din identitet (med nødvendige justeringer), og lad din mor passe sit…hun bor ikke inde i dig 🙂

Læs videre i dette tidligere blogindlæg, hvor der står meget mere om hvordan vi ofte ender med at ligne vores forældre 

Du kan også skrive dig på maillisten her til højre. Så får du mail, hver gang der kommer et nyt blogindlæg 🙂 Kommentér gerne, enten her eller på Facebook.

*Jette er et opdigtet navn – kilden ønsker at være anonym.

Shares

Pin It on Pinterest

Share This