På vej over fortidens faldgruber

På vej over fortidens faldgruber

Hvis du har oplevet nogle ting i din opvækst som ubehagelige, vil du sikkert gerne undgå at gentage dem. Enten den måde dine forældre var som mennesker: humørsvingende, ofte vrede, uselvstændige eller på andre måder uforudsigelige. Eller dele af deres handlinger. Råbe højt ved selv små ting, tage dig hårdt i armen og ruske, græde og kræve trøst hver gang der var konflikter, og tale sarkastisk/ironisk til dig, på en måde hvor du krympede dig og blev lillebitte.

Første gang du stod med dit lille barn i armene (eller måske allerede under graviditeten) har du sikkert lavet en masse aftaler med dig selv og din partner. “Vi skal aldrig råbe af vores barn”- “vi skal altid forklare tingene omhyggeligt, og ikke sætte urimelige grænser”- “jeg skal ikke være vred ligesom min far”…. Du har din helt egen liste, som bliver styrende for dit barns opvækst.

Den måde dine forældre behandlede dig på, var lige så omskiftelig som den måde du selv er overfor dine egne børn. Der var gode perioder, dårlige perioder og familiekriser på grund af udefrakommende begivenheder. Altsammen som dele af dine forældres forsøg på at finde vej igennem deres voksenliv.

Men nu står du der, og er fyldt op af tanken om “det skal edderma’me være løgn, det der!”. Tanken om at gøre det modsatte af dine forældre, kommer til at overskygge de behov dit barn reelt har. Du handler i forhold til dine egne sårede følelser og behov. Ikke ud fra en neutral vurdering af, hvad der fungerer bedst i dit familieliv lige nu.

På den måde kommer en del af den sociale arv til at gentage sig: du mister fokus på barnet foran dig, ligesom dine forældre gjorde… Bestemt ikke af ond vilje, men netop af kærlighed: det, der ikke føltes rigtigt for dig, vil du ikke give videre. Men i kampen for at lande i den modsatte grøft forsvinder overblikket – og evnen til at sortere i, at du også fik en masse brugbare erfaringer med dig.

(Det kan for eksempel opleves som i historien herunder; hvor du kommer tæt på en fiktiv families medlemmer. De repræsenterer temaer der ofte dukker frem i min daglige terapeutiske praksis)

I en samtale med Sofie bliver det tydeligt at hun føler sig fanget imellem de to forældreroller hun har oplevet under opvæksten. Sofies mor var altid svær at få hold på, men virkede trist meget af tiden. Sofie fortæller at hun bedst kunne lide at være sammen med sin far, men også kunne føle sig trynet af hans bombastiske måde at udtrykke sine holdninger på. Det var spændende at diskutere, men svært at føle sig hørt.
Sofie er meget i tvivl om, hvordan hun gør det bedst i forhold til sine tre børn, Niels, Jeppe og lille Ida. De er ved at være store nok til at have deres egne meninger, ønsker og krav. Men skal hun være ukritisk positiv overfor alt hvad de foretager sig, for ikke at være som sine forældre – eller er der andre veje? Sofie kæmper med at finde sin egen måde at gøre tingene på, og er hele tiden i tvivl.

Hvad kan du gøre for at sætte dig selv fri af fortiden:

  • skriv en liste over alle de gode ting, du husker fra din barndom – hvad tager du med dig?
  • hvad kunne du ikke lide- hvad vil du gerne gøre anderledes?
  • hvad er du mest stolt over i din egen forældrerolle?
  • hvad vil du gerne ændre på?
  • hvad er den ideelle forældre-personlighed?
  • hvad vil dine børn huske om din måde at være forældre på, når de bliver voksne?

Forhåbentlig dukker der nogle mønstre op ved at se på de ovenstående lister, som kan vise dig om du bruger hele din energi på at nå over en usynlig, skyhøj overligger. Det er umuligt at leve op til i et travlt hverdagsliv, men du vil gerne gøre det hele “mere” rigtigt.. Og for hvis skyld?

Shares

Pin It on Pinterest

Share This