På vej over fortidens faldgruber
Hvis du har oplevet nogle ting i din opvækst som ubehagelige, vil du sikkert gerne undgå at gentage dem. Enten den måde dine forældre var som mennesker: humørsvingende, ofte vrede, uselvstændige eller på andre måder uforudsigelige. Eller dele af deres handlinger. Råbe højt ved selv små ting, tage dig hårdt i armen og ruske, græde og kræve trøst hver gang der var konflikter, og tale sarkastisk/ironisk til dig, på en måde hvor du krympede dig og blev lillebitte.
Første gang du stod med dit lille barn i armene (eller måske allerede under graviditeten) har du sikkert lavet en masse aftaler med dig selv og din partner. “Vi skal aldrig råbe af vores barn”- “vi skal altid forklare tingene omhyggeligt, og ikke sætte urimelige grænser”- “jeg skal ikke være vred ligesom min far”…. Du har din helt egen liste, som bliver styrende for dit barns opvækst.
Den måde dine forældre behandlede dig på, var lige så omskiftelig som den måde du selv er overfor dine egne børn. Der var gode perioder, dårlige perioder og familiekriser på grund af udefrakommende begivenheder. Altsammen som dele af dine forældres forsøg på at finde vej igennem deres voksenliv.
Men nu står du der, og er fyldt op af tanken om “det skal edderma’me være løgn, det der!”. Tanken om at gøre det modsatte af dine forældre, kommer til at overskygge de behov dit barn reelt har. Du handler i forhold til dine egne sårede følelser og behov. Ikke ud fra en neutral vurdering af, hvad der fungerer bedst i dit familieliv lige nu.
På den måde kommer en del af den sociale arv til at gentage sig: du mister fokus på barnet foran dig, ligesom dine forældre gjorde… Bestemt ikke af ond vilje, men netop af kærlighed: det, der ikke føltes rigtigt for dig, vil du ikke give videre. Men i kampen for at lande i den modsatte grøft forsvinder overblikket – og evnen til at sortere i, at du også fik en masse brugbare erfaringer med dig.
(Det kan for eksempel opleves som i historien herunder; hvor du kommer tæt på en fiktiv families medlemmer. De repræsenterer temaer der ofte dukker frem i min daglige terapeutiske praksis)
I en samtale med Sofie bliver det tydeligt at hun føler sig fanget imellem de to forældreroller hun har oplevet under opvæksten. Sofies mor var altid svær at få hold på, men virkede trist meget af tiden. Sofie fortæller at hun bedst kunne lide at være sammen med sin far, men også kunne føle sig trynet af hans bombastiske måde at udtrykke sine holdninger på. Det var spændende at diskutere, men svært at føle sig hørt.
Sofie er meget i tvivl om, hvordan hun gør det bedst i forhold til sine tre børn, Niels, Jeppe og lille Ida. De er ved at være store nok til at have deres egne meninger, ønsker og krav. Men skal hun være ukritisk positiv overfor alt hvad de foretager sig, for ikke at være som sine forældre – eller er der andre veje? Sofie kæmper med at finde sin egen måde at gøre tingene på, og er hele tiden i tvivl.
Hvad kan du gøre for at sætte dig selv fri af fortiden:
- skriv en liste over alle de gode ting, du husker fra din barndom – hvad tager du med dig?
- hvad kunne du ikke lide- hvad vil du gerne gøre anderledes?
- hvad er du mest stolt over i din egen forældrerolle?
- hvad vil du gerne ændre på?
- hvad er den ideelle forældre-personlighed?
- hvad vil dine børn huske om din måde at være forældre på, når de bliver voksne?
Forhåbentlig dukker der nogle mønstre op ved at se på de ovenstående lister, som kan vise dig om du bruger hele din energi på at nå over en usynlig, skyhøj overligger. Det er umuligt at leve op til i et travlt hverdagsliv, men du vil gerne gøre det hele “mere” rigtigt.. Og for hvis skyld?
Jeg gør det modsatte af min egen mor. Jeg er vokset op med ligegyldighed og svigt. Det oplever mine egne børn ikke. Jeg har altid været i tvivl om jeg var elsket. Mine egne børn VED de er elsket for dem de er. De gør deres bedste og de har værdier som jeg har lært dem, empati, næste kærlighed, sammenhold, elske betingelsesløst, være ærlig, turde være sig selv osv. Mine børn vil huske at deres mor er en man kan stole på og en som altid er der lige meget hvor hårdt tingene kan være. Så er jeg der altid
Kære Camilla
Tak for en god blok. Jeg forstår ikke hvordan jeg er havnet i præcist den samme situation som jeg har kæmpet i mod i 13 år. Jeg har ikke talt med min mor i 27 år. Jeg stoppede med og se hende, nok fordi jeg mødte en kontrollerende kæreste som indirekte fik mig til og holde op med og tale med hende. En der ikke havde familie i Danmark, da han var udlænding. Nu vil min 13 årige datter ikke tale med mig efter at min mand (der var min kæreste) og jeg er blevet skilt. Jeg har kæmpet imod dette problem, jeg har positivt forsøgt og give mine børn så mange kram hver dag, jeg har sagt undskyld til dem, jeg har forklaret at jeg ikke er fejlfri men at jeg elsker dem ubetinget (en ting min egen mor aldrig sagde), jeg har gjort så mange ting for dem og deres veninder osv. Jeg har forsøgt og give dem alt det jeg ikke selv havde som barn. Nu er jeg havnet i præcist den samme situation som bare gentager sig. Jeg er hunderæd for at der kommer til og gå det samme antal år fx før min datter på 13 vil se mig igen. Jeg skriver dog til hende osv. selv om hun ikke svarer/svarer vredt tilbage. Min nu eks er meget dominerende og psykopatisk, så jeg mener han forsøger og destruere forholdet til mine børn, så han derigennem rammer mig. Det gør han ved og forhindre, eller manipulere mine børn væk fra mig. Hans manipulering er desværre begyndt og lykkedes meget fint. Jeg forstår bare ikke hvordan det kan være at jeg er havnet i den situation jeg har forsøgt og modvirke hele den tid jeg har været mor. Jeg mener ikke jeg har været en dårlig mor, jeg elsker mine børn dybt, men har måske tilsidesat mig selv, i bestræbelserne derpå. Jeg ved det ikke.
Hilsen fra den uforstående.
Hej
Det er en svær og smertefuld situation du er kommet i. Jeg vil anbefale dig at søge rådgivning snarest muligt, enten via skolepsykologen på din datters skole, kommunens familiehus eller Mødrehjælpen. Det er vigtigt at I får etableret kontakten igen, og fundet ud af hvad der skal til for at I igen kan have det godt med hinanden.
venlig hilsen Camilla