Kan du huske, da det første gang gik op for dig, at dine forældre og bedsteforældre ikke var udødelige? Det skete for mig omkring 10-11 års alderen, hvor jeg kunne blive helt enormt ked af det ved tanken om at de en dag kunne forsvinde.

Fra midaldrende til gammel

Op igennem ungdommen og de tidlige voksenår kan tanken om dine forældres dødelighed igen skubbes på afstand, medmindre der optræder alvorlig sygdom. Her er forældre nogle der skal hjælpe, og bare være “den trygge hjemmebase”, også uanset at der kan være større/mindre konflikter en gang imellem. De er stadig kun midaldrende, og typisk stadig erhvervsaktive på fuld tid.

Men pludselig er du selv godt på vej imod eller forbi de 40 – og dine forældre er fra 65 år og opefter. Flere og flere i deres omgangskreds falder bort, sygdomme er ikke længere noget der rammer naboen – men ligesåvel DIN mor eller far.

Hvordan opleves det, når dét du har brugt mange år på at frygte, endelig sker? Og kan du nogen sinde nå frem til en følelse af glæde igen?

Chok, tab og sorg

Pludselig er det en realitet. Din mor eller far er alvorligt syg, eller allerede gået bort. For nogle kommer det som en overraskelse, hvor virkeligheden ændres fra det ene minut til det andet når beskeden kommer. For andre har livet i en periode kun drejet sig om den syges behov, enten på hospice, hospital eller derhjemme.

Alle dine egne behov har været sat til side, og kroppen er  – ud over den massive træthed og alarmberedskabet – fyldt op med vrede, tristhed og følelsen af uretfærdighed.

Der er afgørende forskelle på de to måder at tage afsked på. Ved det pludselige dødsfald er der ikke blevet mulighed for at spørge, fortælle og vise alle de ting du gerne vil dele med din forældre (også ved det svære eller konfliktprægede forhold).

Den mulighed får du ved det længere sygdomsforløb, men til gengæld er stressbelastningen ved at skulle være til stede i en sammenhæng hvor alt gør så ondt på dig..dag efter dag, uge efter uge, helt enorm. Bare dét kan være med til at gøre dig fuldstændig udmattet efter at dødsfaldet er sket, nærmest som en forløsning.

Mange af de efterladte jeg har talt med, oplever således massiv skyldfølelse over at selve dødsfaldet (efter længere sygdom) kan føles som en lettelse. Sorgen er kæmpestor, men på en eller anden måde en mere håndgribelig størrelse end hele det uvisse sygdomsforløb.

Der er ikke mere håb, ikke flere lange dage på sygehuset, men et liv hvor du nu skal finde frem til en måde at eksistere videre – uden din mor/far.

Hvilke følelser dukker op?

Uanset at I er mange i familien der prøver at støtte hinanden, er hver enkelt i sidste ende alene med sin sorg. Det er ikke muligt at bære en andens følelse: man kan vise kærlighed, støtte, trøste og lytte – men dét at opleve en svær livsbegivenhed kan give følelsen af en grundlæggende ensomhed.

Det sikre, trygge i altid at kunne ringe til din mor, altid at kunne få hjælp af din far, altid at have en person der gider høre om dit liv i alle detaljer: pludselig forsvinder dit sikkerhedsnet. Det er der ikke nogle, der kan erstatte.

Verden kan komme til at føles som et farligt og sårbart sted: hvis du kan miste én, kan du også miste flere – eller selv være den næste der bliver ramt. Samtidig er de fleste der oplever et dødsfald tæt på, helt lammede i den første tid efter. Alt føles som om det foregår i en tåge, og kroppen er små-bedøvet. Tingene er uvirkelige.

Samtidig skal du, midt i tågen, være i stand til at forholde dig til planlægning af begravelse, dit arbejde, børn der skal i skole og hele livet der går videre. Det er næsten som at træde ind og ud af en film, hvor nogle glimt er helt som det også var før..og andre er den nye, smertefulde virkelighed hvor du mangler en vigtig person.

Rollerne i familien bliver nogle gange omrokeret: en overlevende forælder kan have meget brug for støtte, hvordan reagerer de forskellige i søskendeflokken – hvem har styr på det praktiske, og hvem “får lov” til bare at sørge?

Eftersom forholdet til forældre meget sjældent er ens hos søskende, kan dødsfaldet også sætte meget forskellige reaktioner i gang…et helt livs følelser og familiemønstre kommer pludselig i spil. Hvis du mistede din “favoritforældre”, og en af dine søskende stadig har den anden tilbage, som han/hun altid har været mest tæt på, kan det blive en udfordring at kunne hjælpe hinanden under sorgforløbet.

I tiden efter dødsfaldet

Sorg har ikke nogen fastlagt udløbsdato, tværtimod. Men noget af det sværeste, mange i sorg oplever, er fornemmelsen af at “nu må du også snart være klar til at lægge det fra dig, og komme videre” – efter nogle måneder eller maksimalt et år.

At sørge i længere tid vækker utålmodighed hos omverdenen. Det er en måde, hvor andre kan dæmpe deres egen angst for at miste: “Tab er da bare sådan noget man ryster af sig på kort tid, ikk’?” De, der har oplevet det selv, ved godt at så let er det ikke.

Forskning har derudover vist, at der er utrolig lidt anerkendelse af hvor svært det kan være for voksne at miste deres forældre – ofte bliver der bare spurgt “hvor gammel var han? Nå, 76, ok, jamen så skulle det jo også gå den vej på et tidspunkt”. Men tværtimod: alderen har ikke nogen betydning for sorgen!

Hvis dine forældre havde en vigtig og elsket rolle i familien, vil tabet være fuldstændig det samme uanset om de er 62, 76 eller 87. Det kan dog være sværere at se sine små børn miste en kærlig bedsteforælder, end at kunne dele sorgen med voksne børn, der bedre kan sætte ord på deres følelser.

Smerten indkapsles efterhånden i den daglige funktion, men vil – hyppigt i starten, sjældnere med årene – udløses ved snak om den afdøde, minder, fotos og vigtige datoer: fødselsdage, årsdage mv. Med tiden kommer sorgen til at kunne eksistere sideløbende med hverdagen, endda med glimt af glæde. Før det kan der være en periode, som for mange føles skræmmende lang. Tristheden vil ikke slippe sit tag, og dukker især frem når du i forvejen er drænet for overskud.

Sorg er forskellig fra menneske til menneske, men:

• Giv dig selv lov til at sørge på DIN måde. Der findes ingen opskrift for “den rigtige sorg”, hverken i længde, udtryk eller følelser indeni. (Selv folk der er professionelle omsorgspersoner kan sørge lige så kaotisk i privatlivet!)

• Husk omsorgen og kærligheden til dig selv: på samme måde som en forældre ville gøre. Du kan ikke alt lige nu, og du skal ikke forlange det af dig selv.

• Lav et “sørgested” for den afdøde, i et stille rum hvor du aftaler med dig selv at der er plads til sorgen hver dag. Tænk, skriv, hør musik, meditér og se på billeder. Bagefter kan du gå ud igen og gøre det der nu hører livet til, og får på den måde en flydende bevægelse mellem sorg og nutid.

• Vis dine venner og dine andre relationer hvad du har brug for fra dem, både praktisk og følelsesmæssigt. Det er OK at have brug for afstand, og det er også i orden at sige hvis vedkommende gør noget der ikke opleves som støttende.

• Nye måder at se livet på kan dukke frem efter et du har mistet en nærtstående: nye værdier, nye behov. Anerkend dem, og lad dig selv gå i den retning dine ændrede værdier fører dig (med tiden)…

………………..

Kommentér gerne, hvis du har andre tanker og reflektioner i forhold til dét at miste en forældre – hvad hjalp dig videre?  Og hvad var sværest?

(Indlægget er oprindeligt udgivet august 2013, og opdateret i september 2019)