Når de første 16-18 års primære omsorg er overstået, og du er klar til at sætte af fra hjemmet ud i den store verden, er der vel som sådan ikke mere brug for dine forældre? I princippet kan de, ligesom bananfluerne, sagtens lægge sig til at dø – nu hvor den næste generation er sat i verden. Bare tanken vil sikkert få dig til at rykke et skridt baglæns: selvfølgelig skal de da ikke det! Også uanset hvordan du har det med dem: et nært eller et problemfyldt/distanceret forhold.

Dine forældre er nemlig dine allervigtigste livsvidner. Ingen andre har fulgt dig så tæt lige fra du blev født, ingen andre vil være lige så interesserede i, hvordan det går dig her i livet. Det kan godt være at deres normer for, hvad der udgør et “godt liv” ikke er de samme som dine. Hvis du beslutter dig for, at din drømmekarriere vil bestå af at sælge Hus Forbi ved indgangen til Føtex, vil du sandsynligvis opleve at din familie vil spørge til/opfordre dig til at træffe nogle andre valg. Og du vil sikkert savne deres anerkendelse.

Hver gang du har kærestesorger, overvejer om du skal skifte job, flytte, starte på en ny uddannelse – eller om dit barn skal flytte til en anden skole…ja, så er der en laang periode med overvejelser frem og tilbage. Din partner og venner kan være gode at snakke med, men dine forældres signaler om at – ja, det her er en god beslutning – kan ikke undgå at have en enorm betydning. Plus at de (eller en af dem) kan være den eneste i dit liv, der orker at stå model til de lange enetaler  for og imod, som du efterhånden synes det er for påtrængende at udsætte vennerne for.

Det er ikke alle forældre, der formår at udfylde denne funktion i deres voksne børns liv. Jeres forhold har måske gennem årene været præget af distance og mange konflikter. Så bliver det svært at finde ud af, hvordan den følelsesmæssige støtte til hinanden skal gives i voksenlivet. Men hvad nu, hvis begivenhederne overhaler dig indenom, og dine livsvidner forsvinder før tiden?

Sofie på 32 år fortæller, at hun igennem sit liv altid har været mest glad for at tale med sin far. Han var en mand, man havde respekt for og indimellem lidt bange for. Sofies far lagde aldrig skjul på, hvad han syntes var rigtigt og forkert, og Sofies mor rettede sig efter hans meninger. Han var også en kærlig mand, der på sin egen måde altid viste at han elskede sine børn. Pludselig, for ét år siden, fik han et slagtilfælde, som efterlod ham uden et aktivt talesprog. Sofie kan godt skrive sammen med ham, men også her mangler ordene ofte. Nu skal hun både forholde sig til sorgen over, at den far hun altid har brugt, ikke er der mere – og lige pludselig skabe et nyt forhold til sin mor, der mest har fungeret som hjemmets praktiske skygge. Sofie fik i sidste uge drømmejobbet i lige netop det firma som hendes far altid havde talt rosende om, men det føles slet ikke rart…nu kan han ikke længere dele glæden med hende på samme måde, selvom han stadig er til stede fysisk. Og Sofies mor siger som sædvanlig ikke ret meget.

Det bliver tydeligt, at Sofie med ét står i en langt mere sårbar position end hun gjorde før, da hun kommer til at mangle den person der har spejlet hendes livsløb…og er det mon muligt for hendes mor at få den rolle nu?

Hvad ville du gøre i samme situation? Skriv gerne nogle kommentarer 😉

Shares

Pin It on Pinterest

Share This