Det bobler af irritation, frustration og tanker i hele kroppen, når du husker på de sidste samtaler med dem der egentlig burde være dine allernærmeste. “Hvorfor siger hun ikke undskyld – hvad bilder hun sig ind, at blande sig i mit liv på den måde – han er bare helt ligeglad, han taler alligevel kun om sig selv og sin nye familie”.
Vrede tager din livsglæde
Det er ikke rart at være fyldt med vrede tanker. En amerikansk bog “Healing from Family Rifts” citerer et gammelt ordsprog: “at leve med vrede er ligesom at tage gift, og regne med at de andre bliver syge”.
Tankerne sårer dig selv meget mere, end ham/hende du er vred på – som måske ikke engang er klar over hvordan du har det. Vrede er ikke noget man tænker rationelt over; i stedet bliver det til en række af indre levende billeder på uendeligt replay.
Hver film sætter sit eget aftryk, men hver gang du ser den for dit indre øje spænder hele kroppen op, glæden forsvinder – og ikke mindst energien til at være til stede i livet her og nu.
Konflikterne vokser gradvist inde i dig
Som regel er den sidste konflikt – og bruddet – kun toppen af isbjerget. Der har været mange år med små og store konflikter indtil da, måske følelsen af aldrig at være blevet set og hørt..og pludselig er der et eller andet der sætter eksplosionen i gang.
Du bliver selv overrasket over din reaktion, men er stadig så vred at det ikke virker som en mulighed at tale sammen igen.
Samler du på uretfærdigheder, eller kan du lade dem løbe igen? For nogle bliver det et livslangt mønster at huske (alt for længe) på de situationer hvor andre har gjort noget mod dem der var:
- overflødigt, uretfærdigt, tankeløst eller ondt
- et svigt eller tegn på manglende interesse/omsorg
Vreden genopleves gang på gang, også selvom du siger højt til andre at du forlængst HAR givet slip på den – og da slet ikke tænker på det mere. Men hvorfor er det egentlig så ufatteligt svært bare at slippe alle de følelser, der forgifter dit liv og dit sind?
Hvad skal vrede gøre godt for?
Fordi dét at være vred føles som den eneste vej mod at “få udlignet” den uretfærdige behandling du har været udsat for. Hvis du giver slip på vreden, bliver du efterladt alene med tristheden, såretheden og svigtene. Vrede giver håb om en skønne dag at få retfærdigheden til at ske fyldest, eller at få ret.
Men hvor stor er sandsynligheden egentlig for det? Hvis konflikten med dine allernærmeste slægtninge har bygget sig op igennem mange år, vil hverken deres eller din adfærd ændre sig særlig meget – medmindre én af jer får en “åbenbaring” (fx alvorlig sygdom eller andre livskriser der skaber akut ønske om forsoning).
Det kan blive en lang ventetid – på undskyldningen der aldrig kommer.
Hvad gør vreden ved dit liv? Giv plads til sorg i stedet.
Jo mere du hænger fast i den dybt uretfærdige behandling forskellige familiemedlemmer har udsat dig for, jo sværere vil du få ved at skabe tætte forhold til de nye mennesker i din tilværelse. Tristheden og de sorte skygger vreden fører med sig, kommer til at virke som en straf du bærer med dig ind i det liv du selv har valgt som voksen. Og vigtigst af alt: du får ikke arbejdet med sorgen.
Det gør nemlig forbandet nas at måtte erkende, at det forhold du kan se din partner, dine venner eller kolleger har til deres familie, aldrig bliver dit. Du skal sige farvel til drømmen om at blive set, hørt og forstået som det menneske du er – og leve med at der er nogle derude i verden (eller hinsides denne verden) som ikke var der da du havde brug for det.
Vreden bremser den proces, og forhindrer dig i at finde ro med tanken “ok, sådan var det altså – men hvad er det, der gør mit liv meningsfuldt her og nu”? Svigtet/bruddet med din familie skal ikke have lov til at være et åbent sår i resten af dit liv..men hvordan kommer du videre?
“Healing from Family Rifts” foreslår følgende metoder til at give slip på vrede og bitterhed:
- Bemærk om vreden er blevet en dårlig vane, du ikke tænker over mere.
- Kommer du til at blande mennesker fra din fortid og din nutid sammen (og dermed får holdt liv i vreden)? Fx en chef der opleves som meget nedladende, fordi han ligner og taler som din far gjorde engang?
- Anerkend at du ikke kan kontrollere dem der har afvist dig eller behandlet dig dårligt (- uanset at du er vred, får du stadig ikke det du har brug for!)
- Får vreden dig til at føle dig stærk? Prøv at lægge mærke til, hvad din ægte styrke, kraft og positive egenskaber består af, også uden at være vred.
- Læg mærke til, hvilke signaler i omverdenen der udløser vrede. For eksempel kortvarigt at føle dig udenfor i forhold til din partner og dine børn – ligesom du gjorde da du voksede op?
- Brug disse teknikker fra kognitiv adfærdsterapi til at stoppe dine tankemønstre: “hov, nu begyndte vredestankerne igen – jeg kan enten vælge at give dem opmærksomhed, eller vurdere om de virkelig er vigtige at tænke over lige nu”.
- Kig på, hvad din egen andel var i konflikten. Havde du nogle muligheder for at stoppe/undgå den, som du nu ved at du skal bruge næste gang ? Så tilgiv dig selv for, at det gik galt i fortiden og find ro i din viden om at det sker ikke igen.
- Kan du give din familie og dig selv syndsforladelse? Ikke nødvendigvis så der skal være kontakt igen, men så tidligere forkerte handlinger kan få mindre betydning.
- SÅ: Tilgivelse er godt, men bevidst glemsomhed er også en mulighed – for din egen skyld, ikke for de andres!!
Har du selv erfaringer med at arbejde med vreden- og hvad har det betydet for dit liv? Skriv gerne kommentarer eller gode råd til andre herunder
OBS: Hvis du syntes indlægget var brugbart, så meld dig på min mailingliste i boksen her til højre – eller følg med på Psykologvidens Facebook-side.
Indlægget blev oprindeligt udgivet i 2013, men er opdateret og genudgivet i juli 2020.
God og brugbar artikel.
Jeg mangler noget stof med vejledning til de mennesker, som sidder i klemme mellem to vrede parter. Det er som at være gidsel, – lige som at stå på tynd is, som braser, hvis man bevæger sig.
Og jeg mangler noget stof om mennersker, som konsekvent er sure/kede af det.
Er der nogle link, jeg kan finde et sted?
Hej H.B. Tak for kommentaren. Jeg kan anbefale dig at gå ind på amazon.com, og søge på nogle af de ord du arbejder med. Der findes et enormt udvalg af engelsksprogede bøger om diverse psykologiske emner. Ellers prøv evt at starte med den bog (Healing Familiy Rifts) af Mark Sichel, som er inspiration til ovenstående indlæg. mvh Camilla
Hvordan kommer jeg på maillisten?
Hej L.H
Dejligt at du har lyst til at følge med i bloggen 🙂 Der er en boks herude til højre, hvor du kan skrive din mail-adresse og klikke på “Abonnér”. Så får du automatisk mail fremover, hver gang der kommer et nyt blogindlæg på.
Venlig hilsen Camilla
Jeg vil gerne på maillisten
Hej S.K. Det letteste er hvis du selv skriver dig på i den lille boks herude til højre 🙂 venlig hilsen Camilla
Jeg vil gerne på mail listen
Hej Lilian. Bare skriv din mailadresse i den lille boks herude til højre, så går det helt automatisk 🙂 mvh Camilla
Vreden er vel helt naturlig og kommer igen og igen, fordi man beskytter sig selv imod endnu flere krænkelser fra dem som man er vred på. Mennesker som ødelægger ens liv.
Måske er vreden også en reaktion på at det ikke er lykkedes at finde en bedre måde at være sammen på/ tale med hinanden på. Enten fordi den anden ikke ønsker det, eller fordi der i familien i mange år ikke har været et sprog for andre følelser end vrede.
Jeg er desværre også en af de fravalgte. Og selvom det nu har stået på i næsten 10 år, så sidder smerten over at være afvist af både min søn og datter stadig så dybt i mig.
Jeg har været så langt nede psykisk, hvor det er takket være gode venners hjælp, at jeg stadig er her i dag. Jeg fungere i hverdagen, har fundet mig en kæreste og har et godt liv sammen med ham. Og alligevel så går der ikke en dag uden at mine børn er i mine tanker. Nu er der også kommet børnebørn til. Men jeg kender dem jo ikke.
Jeg har været ved at blive helt vanvittig af at tænke på, hvad jeg kan gøre for at få kontakt. Men problemet er, at efter min eksmand fandt sammen med en tidligere veninde til mig. Er de alle flyttet sammen i et bofællesskab. Det føles som om der nærmest er slået en ringmur op omkring mine børn, som nu er 34 og 32 år. Og det er helt umuligt at bryde igennem den ringmur. Al kontakt er brudt til alle familiemedlemmer på min side. Sådan har det været i mange år. Først mig, sidenhen de andre. Og i de seneste år er kontakten også blevet brudt til deres Fars familie. Der er kun kontakt til den gamle Farmor og deres Fars brødre.
Min måde at overleve på er blevet, at jeg sjældent taler om mine børn, når jeg er sammen med andre. Med mindre der bliver spurgt ind til dem. Flere af mine kollegaer ved feks. ikke at jeg har børn. Og når en kollega kommer for at vise billeder af sine børn eller børnebørn, har jeg gerne et eller andet jeg lige skal. Selvfølgelig er det dejligt for mine medmennesker, at de har det godt med deres børn. Men det gør ondt at jeg ikke selv kan deltage og ikke har noget at bidrage med. Jeg føler mig udenfor. Jeg føler mig fattig.
Dog har jeg valgt at nyde min søsters 4 børn og barnebarn. En beslutning jeg tog, efter at jeg længe havde været misundelig på min søster over al den nærhed og samvær hun har med sine børn. Det har været meget positivt for mig.
I en periode var jeg reserve Bedste for 3 dejlige børn. En skøn tid hvor jeg kunne lægge min sorg på hylden.
Jeg skriver til mine børn til deres fødselsdag og til jul. Blot et tillykke i håb om at de har det godt og hvor jeg ønsker dem alt godt fremover. Kærlig hilsen Mor. Ingen bebrejdelse.
Jeg har for nylig igen forsøgt at nå kontakt til min datter. Men blev afvist med ordene. Lad mig være i fred, jeg læser ikke hvad du skriver. Alligevel skrev jeg tilbage, at jeg stadig er der, uanset hvor længe det varer.
Så nu kan jeg igen gå og vente og vente og se frem til den dag jeg får bare et lille bitte livstegn. For jeg har valgt at tro på, at det vender en skønne dag. At mareridtet stopper.
Det var nu ikke min mening at skrive alt dette. Jeg ville blot anmode om at komme på maillisten. Jeg har brug for værktøjer til at komme videre.
Venlig hilsen J.
Har lige brudt med familien, problemerne har været de samme i 39 år, magter ikke være den der forsøger at holde os sammen. .er ikke vred,men skuffet. Ved min egen rolle i det hele ikke at få sagt fra, være for forestående og overbærende. Min mor er psykisk syg, og alkoholiker. Min familie vil mig når de har brug for mig, de er der ikke for mig, har mange gode grunde til ikke at kunne finde 5 Min i 9 år til at ringe for at høre hvordan jeg har det, og er selv kronisk syg, muskel gigt. Mine følelser og mening tæller ikke/høres ikke. Min mor vil nogle gange give dyre gaver til mig, men intet til min datter s 18 års fødselsdag, hun svinger ved aldrig hvor jeg har hende. Dog er jeg trist når jeg tænker på hvordan hun vil takle brudet, og samtidig ved jeg at jeg ikke kan holde til mere. Alt kan ikke nævnes i en besked her, der er godt og skidt men altid problemer forbundet med kontakten. For det fysisk skidt over samvær med min mor og tale i tlf med hende. Mest min mor og søster er årsagen til brudet. Men har måttet siger til alle at jeg ikke er en del af familien længere. Da de jo har kontakt med hinanden og jeg ikke kan undgå at høre om feks min mor igennem min bror. Efter tænkt i næsten 1 år, så er det slut med kontant. Svigt, ustabil, relationer. Brud er en proces, og kan jo rende ind i dem, da vi bor tæt på hinanden. Min familie er på mange måder dårlig for mig. Kan ikke mere. Har støtte fra andre. Min søster lod som om hun ikke vidste det var mig der skrev 2 gange og derefter svinde mig til, hun vil bestemme hvad jeg må skrive på min Facebook, dette var før mit brud, hun respekter min ikke, nedsætter mig overfor min datter. Tilgiver dem, men vil ikke leve 39 år mere på samme måde, , derfor er de valgt fra. Og alle de gange jeg før har sagt fra, respekters det ikke. Nogle der ved gode steder man kan være juleaften?
Kære I. Det er en tung familiesituation du sidder i – nogle gange er det nødvendigt at beskytte sig selv ved at have mindre kontakt med sin familie. Men også vigtigt at få fortalt hvad det er der skal ændres, så der stadig kan være en dør åben. Måske er der andre der læser med her, som har gode tips til dit spørgsmål om juleaften? venlig hilsen Camilla
Den onde stedfar.
Jeg har stået lidt på sidelinjen og set alt eksplodere i en sky af l….
Jeg kom ind i et forhold, hvor hun havde 2 små børn den ene en pige på 2 år og en dreng på 1 år. ved et tilfælde.
En dag stod der en pige uden for min dør med 2 små børn, ( barndoms ven) de var sat på gaden, og spurgte om de måtte blive her et stykke tid, det sagde jeg ja til, og vi har nu været sammen i 25 år.
Men hindes børns far var stofmisbruger, hærværksmand, tyv, og var lige sat i fængsel for og have mishandlet deres fælles børn, ( med Vold) så det startede hårdt ud, og disse 2 unge mennesker havde ikke haft den bedste start.
2 år. efter faren kom ud af fængslet ville han have sine 2 børn hjem, moren gjorde det rigtige ved og få systemet ind over og han fik tildelt 2 timer under opsyn, moren kunne ikke aflevere sine børn, så det gjorde jeg, men efter 15 min, kom psykologen løbende ud til mig og sagde at det går slet ikke det her, og efterfølgende kom der 2 skrigende unger ud, han blev nægtet samkvem med sine børn.
Efter nogle år, fik vi fælles børn 2 piger og da mine børn kaldte mig for far begyndte de også og gøre det samme, jeg behandlede vores børn ens.
Min samenlever blev nu syg og måtte indlægges på psykiatrisk afdeling, da hun havde nogle opgaver der skulle løses da hun voksede op i et alkoholisk hjem, men jeg syntes hun klarede det ok, selvføllig ikke uden konflikter, og jeg måtte tage mig af alle børenende, det gik godt i en periode indtil jeg ville lave en børneopsparing til hindes to børn, her viste det sig at hindes forældre havde oprette en og de nægtede mig og sette penge ind da de var sure på mig. ( jeg ville ikke låne dem penge og lade dem drikke i mit hjem).
Jeg to snakken med min samlever og det overhørte de to store, (og her begår vi så fejlen tror jeg) min samlever siger, det er fordi i har en anden far, hun/Jeg har ikke tænkt over at det kunne de have glemt, så det slog dem lidt ud.
da hindes 2 børn blev 12-13 startede problemerne for alvor, jeg skulle ikke fortælle dem noget for jeg var ikke deres far, men jeg gjorde alt hvad jeg kunne, jeg tog konflikterne da mor var konflikt sky, og havde nok i sig selv i lange perioder, hvilket også førte til utroskaber fra hindes side, da hun var meget modtagelig for opmærksomhed, fra andre mænd, jeg var den kedlige da jeg tog mig af 4 unger.
da den stor pige blev 17år, fandt hun en kæreste som var 19 år. han var en sød gut i starten så begyndte han og forlange at hun skulle købe hans ting, for meget store beløb, her snakker vi om 10.000 kr. til sidst tog jeg en snak med manden og fortalte ham at hvis han ville tjene penge så måtte han finde et job, det gjorde han så, og det gik godt, i en periode, men de valgte og flytte sammen.
Det gik godt i 2-3 måneder. så var de ikke helt enige om hvad pengene skulle gå til, så de kom flere gange i ugen og spurgte om penge og de spiste også hos og 5 dage om ugen, og det var sådan til sidst at hvis vi ikke var hjemme og de var sultne så var vi ikke gode forældre.
Hindes kæreste kunne ikke gennemføre noget hvis det var over en længere periode, hvilket jeg syntes var synd for ham, og han fortalte vidt og bredt om hvor dårlig en barndom han havde haft, vi havde mødt hans forældre og de virkede søde så jeg kunne ikke helt forstå hans historier og det jeg oplevede, så jeg valgte og lytte og det var det.
pludslig en dag kom de stolt og sagde de havde købt en kolonihavehus ved siden af vores kolonihave, det var så sjovt i 30 dage, så gad de ikke det længere, og jeg skulle så tage mig af deres have når de nu ikke gad, her sagde jeg så stop, og de havde valgt og købe det og der ved var det deres ansvar, dette faldt så ikke i god jord hos dem, men det stoppede ikke her.
en dag kom de og spurgte om de kunne få hjælp til og tage kørekort, da vi kendte nogen der havde en køre skole, det hjalp vi dem så med, og vores datters kæreste sagde at hans forældre betalte for hans, de startede så på denne opgave vi hjalp min samlevers datter med og betale, men da han skulle til og betale så var der 1000 undskyldninger, han bestod køre prøven og nu kom vores venner og spurgte efter pengene, jeg kunne kun sige hvad han har sagt til og det var det samme han har sagt til dem. ( mor betaler ) så en aften ringede han og forlangte at jeg skulle betale hans kørekort og det nægtede jeg.
Her efter overtalte han så datteren til og tage kontakt til sin far, hun var ved mig og jeg svarede det var fint men hun skulle passe på sig selv.
Efter mødet med sin far begyndte hun på stoffer, og hindes kæreste mente der ikke skete noget ved det, jeg gjorde det klart at jeg ikke ønskede stoffer i mit hjem, og det var ikke til debat.
Kort efter flyttede drengen også hjemme fra, og han fik også kontakt til faren og startede på stoffer.
en aften ringede sønden til mig om aftnen at hans søsters kæreste og deres ven havde tæsket ham og de var alle påvirket af stoffer, kæresten og vennen og søsteren var stukket af i kærestens forældres bil i stof og alkohold påvirket tilstand, jeg kontakter så politiet for og høre om de har mulighed for og få bilen stanset, da jeg frygtede for datterens liv og andre tilfældiges liv, de blev ikke stanset, og der skete heldigvis intet.
Dagen efter ringede datteren hjem, og jeg sagde til hinde at kæresten ikke længere var velkommen i vores hjem, hun måtte selv styre hvem hun var kæreste med, men det skulle hun selv stå til ansvar for.
Hævnen var sød sagde hun til mig, og 6 måneder senere lokkede de min samlever ud i noget skidt, og hun endte på gaden, de anmeldte mine børn så de måtte sette i krydsforhør, og systemet kunne ikke tage anmeldelsen alvorlig, da den var så langt ud, ( men godt at systemet tager det alvorligt )
De fortalte røverhistorier til folk, så jeg måtte beskytte mine børn mod angreb fra andre, tilsidst måtte politiet og kommunen give os beskyttelse så alt var hemmeligt, politiet bad mig blokere alt hvad der var fra deres side af.
Min samlever var som sagt endt på gaden, og det pinte mig og mine børn, så vi tog alle i fælleskab med kommunen beslutningen om og hente hinde hjem igen, med forbehold.
Hun skulle levere nogle bestemte løfter, som behandling og støtte fra det offentlig, og idag går det godt, hindes søn, kom tilbage og fik stillet nogle krav om, at hvis han ikke kunne respektere mit hjem så skulle han blive væk, og han skulle ikke vise sig her i påvirket tilstand, hvilket han har overholdt.
Min samlevers datter mener nu at jeg er hindes bøddel og det er alt sammen min skyld, og morens skyld.
Dette er så noget hun smider op på nettet og hindes vrede tager til og det er lidt som om hun lever i en fantasi verden.
Hun vil så ikke have noget med os at gøre ( siger hun) dette kan så heller ikke lade sig gøre da systemet og jeg frygter hvad hun kan finde på, og det er bare slet ikke den lille pige jeg kendte en gang.
Jeg syntes det kunne være godt for hinde og komme hjem igen på et tidspunkt bare så hun kunne får et ok forhold til sin mor, og måske prøve og forstå livet, som det en nu en gang er for den enkelte.
Mine 2 piger er super glade i dag den ælste er 2. ger og har store planer med livet, og min lille pige er bare pige som alle andre.
Jeg blev meget overrasket over livets drejning og med denne historie skal man huske på det er et stort ansvar og sige ja til en pige/mand med børn, for alt hvad man gør kan blive drejet til noget negativt udelukende fordi du ville hjælpe, eller bare gøre det rigtige, i den tid du nu lever i.
Mvh. HP
Jeg har siddet og læst alle kommentarerne. Med frygt for at ende i en shit storm, så vil jeg alligevel fortælle, hvordan det er at være barnet, der valgte sine forældre fra.
Jeg er idag en kvinde over 30år. Jeg fravalgte min far, da mine forældre blev skilt. Udelukkende mit valg, og jeg har aldrig fortrudt det. Jeg ved, at han har en anden fortælling om min manipulerende mor.
Da jeg var 18år, flyttede jeg hjemmefra. Min mor og jeg kan slet ikke sammen. Hun bad mig flytte, og jeg vendte først hjem igen, da jeg var 24.
Det blev et kort visit på under 1år.
Vi kommer aldrig til at nå til enighed. Vi kommer aldrig til at kunne tale om, hvad der er sket i min opvækst.
Det jeg kan sige er: Når man som barn kan bryde kontakten, så er man ikke knyttet til sine forældre. Der er derfor sket noget meget tragisk i barnets opvækst, på trods af, at man har givet mad, tøj, læst godnat historie.
Jeg gik min vej, fordi små ting fik mit indre barn til at føle sig svigtet.
Det var et svigt at se min mor give kærlighed til andre, når jeg aldrig har følt, at hun kunne give kærlighed til mig.
Det var et svigt at se hende prioritere sig selv, tøj, sko, oplevelser, når hun aldrig har prioriteret mig.
Selvom man er over 30år, så sidder der stadig et lille barn inde i en, der vil elskes, og de sår ksn bryde op af små ting. Det er som om, at man gentagende gange får gniddet salt i såret. Selvom når man ser på det udefra, så ser det fuldstændigt absurd ud. Men det er sådan, det føles!
Min mor har forsøgt at købe gaver til mig til jul og fødselsdag. Jeg har sendt det retur, fordi jeg ønsker ikke at stå i gæld til hende.
Min mor har ønsket mig tillykke med fødselsdagen, glædelig jul og godt nytår. Jeg har har bedt hende om at lade være. Det gør ondt at føle, at man kun mangler på mærkedage.
Min mor har sagt, at døren altid er åben. Jeg har åbnet den i 9 måneder på en 15årig periode.
Jeg kommer ikke til at åbne den.
Men de af jer der tør arbejde med jer selv.
Så vil jeg anbefale jer at start med et terapeutisk forløb. Forstå jeres frustration, vrede og lær at forstår jeres store børns indre sårede barn.
Når jeres forsvar, parader beskyttelses mur er nede.
Så fortæl jeres børn ærligt, at I savner dem, og I er klar til at lytte og forstå, hvad der har ført dem til bruddet.
Ingen bebrejdelser, og forvent ikke, at de vil sætte sig ind i undskyldninger om livssituationer, fordi hos dem, er det deres indre sårede barn, der taler.
I skal være klar til at se jeres egne fejl i øjnene, I skal være klar til at tale om, hvad der er sket. Eventuelt klar til at gå i familieterapi sammen.
Hver åben, og fortæl ærligt om jeres sorg om at miste, men lad vær med at forklar. Rum og anerkend jeres voksne barns indre lille barn, der er såret og ked af det.
Jeg oplever kun forklaringer, forsvar osv. fra min mors side. Det gør kun afstanden større.
Hilsen en kvinde, der har fravalgt sine forældre.
Sikke en masse frustrationer. Et lille råd, inden du skal sove, børst forsigtigt rundt om dit hjerte, send lys afsted. Hvis du gør det inden du lægger dig til at sove, vil du ikke vågne næste morgen med de samme kværkende og destruktive tanker. – Når du er nede, gå ud i naturen, den læger dine sår! – Du kan også be om hjælp, vi har alle en fra den anden side som prøver at støtte og hjælpe dig.