Brud i familien
Jeg holder indimellem foredrag på aftenskoler rundt i landet, med overskriften: “Brud i familien – sådan giver du slip på din vrede, og kommer videre med dit liv”.
Foredraget er inspireret af vores bog “Familiefred med dine forældre“, og fortælles fra de voksne børns perspektiv.
Gang på gang, når der åbnes op for spørgsmål, kommer nogle af de mest forpinte beretninger fra forældrene til de voksne børn.
“Min datter vil ikke se mig længere, og jeg forstår ikke hvorfor – jeg savner mine børnebørn” “hvordan kan jeg beskytte mig selv mod smerten fra deres konstante afvisninger? Vi ses med lange mellemrum, men jeg er anspændt hele tiden” – “hvor meget skal jeg gøre for at forsøge at skabe kontakt? Skal jeg bare lade være med at skrive mere…det kan jeg ikke holde ud”.
Altsammen spørgsmål, som det er uendeligt svært at svare på.
Hvorfor sker der brud?
Svære konflikter eller brud mellem forældre og børn afspejler familiemønstre igennem mange år, og der findes (desværre) ikke nogle hurtige løsninger. Mange efterlyser grupper, hvor de kan tale med ligesindede.Som én midaldrende mand siger:
“Vores venner orker ikke at høre om det mere – nu har vi ikke talt om andet de sidste 5 år”.
Den amerikanske psykolog Joshua Coleman har skrevet bogen “When Parents Hurt” , som handler om svære forhold mellem forældre og deres voksne børn. I et af bogens kapitler skriver han om de rene brud, hvor der ikke er mere kontakt tilbage.
Årsagerne til brud kan være:
- psykisk sygdom/misbrug hos det voksne barn
- vrede på forældrene over bestemte handlinger, eller deres handlinger overfor den anden forældre (fx ved skilsmisse eller utroskab)
- alliance med én af forældrene, som kræver 100% loyalitet i form af brud med den anden forældre
- reaktion på forældrenes negative bedømmelse af sit voksne barn (seksualitet, partnervalg, bestemte personlighedstræk, politisk holdning, religion etc)
- uhensigtsmæssige familiemønstre, sygdom eller dødsfald
Hvordan føles det?
En række forældre i forskellige aldre er af Joshua Coleman blevet interviewet omkring, hvordan de oplever at blive afskåret fra deres voksne børn, og hvilke følelser der fylder.
- Omverdenen kommer hele tiden med løsningsforslag “har du prøvet dét og dét..? Du skal bare give det tid, så ordner det sig nok”. Frusterende hele tiden at skulle fortælle at alt ER prøvet.
- Accepten kommer ikke…der er hele tiden et håb om at forholdet alligevel kan reddes.
- Smerte, skam og skyld: “er jeg virkelig sådan en dårlig person, at selv mine egne børn ikke ønsker mit nærvær?”
- Vrede: “hvordan kan de gøre det mod mig, hvorfor har min ekspartner skabt denne situation”.
Hvad kan du gøre som afvist mor eller far?
- Bliv ved med at holde døren åben, uanset hvad der kommer den anden vej! At være forældre er en livslang rolle som den der giver, også selvom du ikke får dét igen du havde håbet på.
- Udtryk accept (og undersøg om du er for firkantet i dine holdninger til nogle ting?).
- Læg op til dialog, hvor du åbent undersøger/indrømmer egne fejltagelser.
- Bliv ved med at støtte økonomisk, også selvom du er såret.
- Send invitationer, også selvom de ikke bliver besvaret.
- Lad være med at retfærdiggøre dig selv med lange udredninger om fortiden. Svar ærligt, men uden anklager, hvis du bliver spurgt.
- Pas på at du ikke skaber skyldfølelse. Dit voksne barn har brug for afstanden, og det har ikke været et nemt valg. Bebrejdelser skaber kun mere afstand. Du mister det sidste strå af kontakt, og vinder intet.
- Prøv at forstå dit voksne barns smerte, i stedet for kun at se din egen.
Hvordan heler du dig selv?
De forældre, der meldte sig på banen under mine foredrag havde alle en oplevelse af dyb smerte, vrede og manglende forståelse af hvorfor et brud skulle være nødvendigt. Selvransagelsen, og dermed bebrejdelserne, har stået i kø gennem lang tid “hvad kunne jeg have gjort anderledes, så dette ikke var sket”.
Dét at være forældre er en grundfæstet del af de fleste voksnes identitet – hvad er du så, hvis den rolle ikke eksisterer mere? En ting er at miste et barn på grund af dødsfald, men det er noget helt andet at blive valgt aktivt fra, og vide at de lever i bedste velgående et sted derude.
Din omgangskreds hygger med deres familier til højtiderne, mens du ikke engang véd hvordan dine børnebørn ser ud. Du har mistet muligheden for at kontrollere dit eget liv, og skabe de rammer du drømmer om. Det er blevet taget fra dig.
Vrede – hvordan kommer du af med den?
Vreden forgifter dit liv, og forhindrer dig i at få en meningsfyldt hverdag. Du bliver fastholdt i en minus-position, hvor dit overskud til at give og modtage glæde kan være mindre end ellers. Tankerne om bruddet kommer til at fylde, og alt det du plejer at være glad for (partner, hobbies, venner, øvrig familie mv) fortoner sig bagved den grå sky af vrede og fortvivlelse.
Spekulationer og selvransagelser kan ikke undgås, men på et tidspunkt må du lægge det fra dig. Vrede er det første skridt til at bearbejde sorgen, men langt fra det sidste. Dit liv siver ud igennem fingrene på dig, hvis sorgen over bruddet varer ved.
Hvad er de første skridt? Du kan prøve at:
- give slip på vreden, og tilgive både dig selv og dit barn
- kigge på dine svære følelser udefra, og se hvordan de får lov til at styre dit liv. Skal de dét?
- finde gode mennesker (præst, psykolog, nær ven?) der kan tilgive dig for de fejltagelser du synes at have gjort som forælder
- acceptere at dit barn kan være vred på dig, uden at du skal være vred tilbage…
- huske, at vreden står i vejen for det liv du ønsker – selvstraf holder dig fast i tristheden.
- søge støtte, finde ligesindede og find andre der gerne vil modtage din omsorg.
Det er en svær rejse at nå frem til accepten af, at du elsker en person der ikke ønsker dig og din kærlighed – men at tilgive både dig selv og den anden giver fred.
……………
Oprindeligt udgivet i maj 2014, men siden revideret og genudgivet
- Dette var kun en appetitvækker i forhold til emnet. Du kan læse MEGET mere om familiemønstre og konflikter i “FamilieFred med dine forældre” fra 2012 og efterfølgeren “Familiefred med dine voksne børn“, der udkom i 2015.
Du kan også læse mit tidligere indlæg om brud mellem forældre og voksne børn, som giver de voksne børn redskaber til at slippe vreden. Eller måske finder du svaret på dine spørgsmål i dette indlæg: kan brud i familien heles?
Min nu 51 årige datter, ville pludselig for 21 år siden, hverken se mig, tale med mig, eller give mig kontakt med mit barnebarn, der dengang var 5 år. samtidig mistede jeg mit lederjob i en daginstitution, på grund af en ansats løgnehistorier, (med psykopatiske træk), som jeg senere fandt ud af, er en af den slags menneskers mest markante træk. Som også min datters far led af, samt med en ydmygende og nedgørende adfærd overfor mig. Jeg kæmpede i 10 år, både med systemet over den uretfærdige afskedigelse og få en forklaring på hvorfor min datter og svigersøn ikke ville have kontakt med mig. Jeg var desperat af sorg og vrede, græd mig næsten ihjel. Hen af vejen viste det sig, at min datter havde udsendt de frygteligste løgne og beskyldninger bag min ryg, uden hold i virkeligheden. 10 år efter fik jeg igennem en anden at vide, jeg havde beskyldt barnets far for incest, hvilket ikke kan være en større løgn og uretfærdig påstand. for jeg har tværtimod, altid rost ham for hans kærlige omsorg og opmærksomhed mod mit lille dejlige barnebarn. Så min konklusion er min datter har arvet sin fars psykopatiske adfærd, da også sygelig jalousi er et af trækkende. Min datter var super velfungerende indtil puberteten, så ændrede hun fuldstændig personlighedstræk, blev manupulerende, løgnagtig, dyrkede sex mere eller mindre i flæng. Hun havde også en spiseforstyrrelse, alt gik tilsyneladende galt, men først da barnebarn var 5 år og jeg mistede mit lederjob, iscenesatte min datter en ekstrem ondskab, som fik fatale konsekvensser for mig. Jeg mener selv, jeg har gjort mig umage hele vejen igennem hendes barndom på at være en god og kærlig mor, hun har aldrig været udsat for vold hverken fysisk eller verbalt, ikke så meget som en lussing har hun været udsat for? – Jeg kan ikke tilgive hende, men min sorg over jeg ikke fik lov at opleve mit lille vidunderlige barnebarn, er min største sorg. Nu står jeg så i mine sidste livsår. (73 år).Mit lyse sind er slukket og jeg har mistet ALT, selvom jeg har kæmpet for at bevare livsgnisten. Alene min historie, bliver mistænkt for at være min egen skyld og ikke troet.? – Gang på gang bliver jeg udsat for folks afvisninger, manglende respekt og mistænksomhed. Jeg mødte en Iranske familie dengang jeg mistede Alt. De tog sig af mig og er idag stadig mine venner, uden dem var jeg død af sorg, min tragedie rummer mere en bruddet med min datter, min lille bror drak sig ihjel og min mor døde også dengang. Så jeg er dybt ensom og føler mig forladt af både gud og mennesker. (Nu er jeg ateist, så lige “gud” er ikke en trøst jeg kan benytte mig af. Undskyld mit lange brev, men måske kan det bruges. Det må gerne offentliggøres, jeg har intet at skjule. Venlig hilsen Alice Agerbæk , .
Hej-jeg genkender det du skriver-al for godt. Jeg savner nogen at tale med uden at blive dømt for det blir man.
At være opsøgende til kurser m.m. for at være sammen med andre det gør jeg ikke netop fordi jeg ikke har plads til mere fordømmelse mere skyld mere hvorfor skete det.
At få vendt de tanker man har med en simulær ville for mig betyde så meget i og med man så ikke er alene i sådan en situation-for ja det er et emne man ikke taler om – og i mit forløb indtil nu har jeg oplevet følelser og afmagt som jeg ikke troed var mulig at føle og hvad gør man ved det ?for de bli’r ved og ved med komme og fylder det hele.
Hvis du ville kunne vi tale -for jeg har ingen fordømmelse på dig for jeg ved det er der ingen grund til at ha-men har man ik oplevet det-så vælger folk at dømme for det kan ik være rigtigt-men du og jeg ved det er rigtigt- og mit gæt er at du ikke nogensinde havde tænkt det kunne ske for dig-for det havde jeg ikke.
Der mangler i den grad udbredelse om det det jo lidt tabu for det gør dig og mig til grimme personer-andre vinkler kan andre ik se for ingen taler om det. Og det så smertefuldt at se i øjnene hver dag er en uløselig ensom ulykkelig kamp-det gir ar som ikke heler op.
Hvis det var så ved jeg ikke hvordan vi får direkte kontakt-men håber brevkassen kunne være behjælpelig. Du bestemmer hører jeg intet accepterer dit valg-men håber til fælles gavn.
Kvinde 60 år
Jeg foler med dig.Jeg er 55 år er i samme.situation foj det gør bare så ondt.Ingen forklaring bare faet den kolde skulder. Min datter har bildt mit barnebarn jeg er død.Desvaerre ingen forklaring for denne ondskab.Ja det.er hardt at sige men jeg tror vi to har 2 syge døtre.Føler med dig.Lena
Hårdt at stå som forældre faet den kolde skulder ingen forklaring.Jeg er 55 ar min datter slaet hånden av mig bildt mit barnebarn ind jeg er.død. Jeg ma desværre sige selv om det gør ondt med mange års forgraedte ojne søvnløse naetter.Der findes ingen ting sa hardt at føde et barn give dem allt det kaerlighed og få denne behandling.Hvis jeg ikke hade haft mine venner ville jeg have opgivet at leve.Det gor.så forbannet ond.Lena
Kære Lena. Din situation er den allermest smertefulde, forældre kan komme i. Det kan føles håbløst at komme videre, især fordi døren er så lukket foran hovedet på dig. Men måske skal du prøve at gå en anden vej end hen til dén dør. Prøv i stedet at gå udenom, derhen hvor der er mennesker som vil dig: venner, anden familie, kæreste, kolleger, frivillige organisationer eller hobbies…der har du en plads, og der kan du få lov til at være dig. Også selvom du lige nu ikke må være mor og mormor. Du fortjener stadig at omgive dig med glæde og gode relationer. Venlig hilsen Camilla
DET svar kan jeg rigtig godt lide Camilla, for det giver ingen mening konstant at banke på en lukket dør, når den ikke bliver åbnet.
Hav respekt for, at børnene vil noget andet med deres liv og kom videre med dit eget.
Lige fyldt 44, pige 17 og dreng 18 svigtede med vilje på dagen, mor også, hende dog forventet. Eneste familie, hårdt slag, godt jeg har ferie en uge, mit hjerte slår ude af takt.
Har gennemgået alt fra utroskab til fysisk og psykisk vold, svigt, bedrag, tyveri, social udelukkelse og sammensværgelse trods min dedikation var total. min ærlighed blev udnyttet på det groveste til at bedrage mig og føre mig bag lyset. jeg var ikke blind. jeg var fast besluttet på min udkårne aldrig skulle svigtes i nød og var blevet stresset og syg for en periode.
perioden blev til måneder og år i helvede. jeg er blevet næsten tømt for liv. hun har løjet om alt og vendt verden mod mig. malket alt jeg ejede. som offer for en stødål ude af stand til at reagere, reaktioner blev til egentlige selvforsvar. jeg havde så smukt et forhold til mine børn at hun nærmest blev jaloux og begyndte dominere og manipulere voldsomt negativt, vi begyndte skændes da hun tog hårdt fat i vore dreng som lille, senere var det mig der fik både skaller og næsten stukket øjet ud af et hårspænde. hun bedrog også systemet og tog min datter med.
hun tror på sin mors løgne om vore konflikter og giver mig ingen chancer efter mors ondskab ramte mig. også selvom hun har været vidne til mors vold mod mig. min søn efterlod hun med mig, han var i sorg og stak af til hende efter et år under en konflikt. hun har siden bearbejdet ham negativt og forsat holde ham i troen det var ok stikke af, selvom jeg blev nød til give ham valget opføre sig bedre eller tage til sin mor, for han var umulig og isolerede sig med computeren. en konflikt jeg kunne bruge hendes støtte i. forandring skulle der til men meningen var jo ikke han skulle vælge det forkerte. måske han valgte rigtigt.
jeg ku mærke han længes hende, hun besøgte eller kontaktede ham ikke. senest har børnene svigtet mig til et punkt hvor jeg ik kan tåle mere. hun har gjort det ganske umuligt for mig at komme til dem, uden andre grunde end hendes fred, slukker dørtelefon osv. ungerne hverken ringer, skriver eller kommer. jeg har altid forsørget dem og været der for dem. det har hun ikke, men siger til dem det er omvendt. jeg er uhyggeligt ensom og desperat. nægter tabe og miste uden grund når jeg intet har gjort andet end hvad jeg skulle. hun har mishandlet mig, ingen tvivl om det. jeg valgte ik anmelde hende, men kostede netop det mig børnene?
Tak, Alice, for din modige beskrivelse af tabet af din datter og barnebarn. Jeg er sikker på, at alt du skriver er sandt, og hvor er det godt for dig, at du har mødt den gode iranske familie. Jeg synes, der burde være sorggrupper også for os, der har mistet kontakten med vort barn og børnebørn. Når jeg søger, er der kun sorggrupper for pårørende, hvor slægtninge er døde, men det at være afskåret fra kontakt med sine børn, børnebørn, søskende etc., er jo også grundlag for kæmpe sorg.
Du er velkommen til at kontakte mig: du kan skrive en mail til camilla@psykologviden.dk, og få mit fulde navn og oplysninger derigennem.
Kh Anne Mie
Åh jeg får helt ondt i hjertet 😭 hvorfor er familieliv så svært? Jeg sidder her, bliver selv valgt til og fra, alt efter humør. Er super stresset da jeg aldrig ved på forhånd hvad, der lige kan være den udløsende faktor.
Så hjælper jeg for meget, hjælper for lidt, strikker for mange trøjer til barnebarnet, snakker for meget, spørger for lidt til hvordan hun har det, eller ind til noget jeg burde ha husket.
Jeg tripper på æggeskaller konstant og er ved at give op på det 💔
Alle de år man bare har været mor og mor og så er man alligevel bare kasseret.
Det gør onst
Min datter brød med mig d. 19.12.20. Smerten er ubærlig og daglig. Jeg misted dermed også kontakten til mit højt elskede barnebarn, 4 år. Jeg vil gerne vide om der er en group h or kan kan tale med andre i samme situation. Jeg er medlem af en amerikansk side men ville være dejlig med en dansk side.
Hej 😢
I denne uge er det 1 år siden min 16 årlige søn sagde til mig at jeg ikke skulle kalde mig for mor til ham igen. 😭
Min søn har flere diagnoser, jeg har gået meget hjemme med ham, da han har haft massiv skoleværring – det er mig der har deltaget i alle lægekontroller, sygehusbesøg, skole møder, tandlæger (som han havde angst for), altid har det været mig der har været der…
Børnenes far har haft den hver anden weekend og har selv nogle vanskeligheder.
Sidste år kom min søn ud i noget hashmisbrug på special skolen – dettte taklede min mand og jeg så roligt vi kunne, i samråd med skole, mentor, kommune mm.
Vi ville dag at min søn blev hentet fra fester senest kl. 2 om natten og vi spurte altid interreseret ind til min søn.
En dag blev jeg ringet op fra skolen, min søn havde været udadreagerende, var stukket af fra skolen, kom tilbage og lugtede meget af røg, han lagde sig til at sove på en sofa på skolen, så de ville gerne at jeg tog en snak med ham når jeg hentede ham hjem.
Jeg tog en snak med ham i bilen på vej hjem, men da jeg sagde ‘skat vi er bekymrede for dig’, så blev han tosset på mig.
Og han skreg bare ‘kør mig hjem til far’ 😭 Det gjorde jeg, fordi jeg blev bange for ham, han truede med at slå mig.
Jeg var sikker på at han bare lige skulle rase af 🥺😢 og jeg håbede jo på at min ex. (Sønnens far) ville snakke fornuft med ham. 🥺
Det skete aldrig og trods talrige forsøg på at kontakte ham – er døren stadig lukket 😫🥵.
Min ex. har også lukket af for os… kommunen vil ikke hjælpe? Da han er gammel nok til selv at vælge.
For 4 mdr. siden blev min søn kørt ned – jeg fik først viden herom, da min datter 2 dage senere ringede grædende og fortalte det – ikke engang det var min ex mand nok til at fortælle mig.
Min søn brækkende armen og fik ødelagt noget i knæet – så heldigvis overlevede han.
Men jeg – jeg er ødelagt, jeg har det så svært og er så ked af det – jeg forsøger at holde mig oprejst for min mand og mine 2 piger, men ofte får jeg tanker om at ‘stå af livets karrusel’.
Jeg ved ikke hvor og hvordan JEG kan få hjælp og jeg skammer mig virkelig over at mit barn har valgt mig fra.
Om ikke så lang tid fylder han 18 år og jeg kan ikke fejre ham.
Jeg sørger over mit barn men ingen forstår helt den sorg – for han lever jo endnu. 😔
Undskyld mit lange skriv, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre for at overleve denne sorg. 😰
Tanker til alle der står i samme situation 🙏🏻
Ville ønske der var en gruppe for os mødre ja. Er 48 år. Min eneste søn 25 år brød med mig i 2023 pga. Svigerdatter formentlig og min kompleks ptsd mfl.. Nåede 5 dage før at deltage i barnebarns 1 års dag.
Det gør ondt, får ingen forklaringer, bare jeg gjorde så jeg kan bearbejde det tab
Hei, Majbritt. Jeg kjenner meg igjen i det du forteller om å snuble på eggeskall og stadig bli kritisert uansett hva man gjør. Jeg følte meg klemt inn i et hjørne til slutt. Jeg ble barnet, en følelse av at jeg var liten og hun stor, jeg var redd. Til slutt sa jeg at jeg trengte en pause, og plutselig hadde jeg foreslått at den skulle vare et par år. Nå er det fem år siden. Hun har blokkert meg så jeg kan ikke kontakte henne, og hun har flytta og jeg vet ikke hvor hun bor. Jeg tenker på henne hver dag. Særlig rundt jul og bursdag, da har jeg mange vonde drømmer også. Hun burde opplevd mer kjærlighet og aksept, tenker jeg. Lurer på om jeg kan ha noe å bidra med nå. Jeg ønsker kontakt igjen, men samtidig kjenner jeg meg friere og sterkere enn for fem år siden. Jeg vil ikke tilbake til sånn som det var. Ønsker deg alt godt og lykke til med barn og barnebarn!
Kender dig ikke men kan mærke dig. Du skal vide jeg tror på dig. Og ved det passer. Har selv stået i næsten præcis samme situation. Jeg er ked af du ikke blev lyttet til eller respekteret. Jeg ved godt det sikkert er helt hen i vejret det ger jeg foreslår. Jeg kender ikke din fysisk om du er rask eller rørig. Men du kan ansøge om at være bedstemor for andre folks børn som ikke har deres bedstemor mere. Måske det kunne give dig lidt at leve for? At give din sidste viden og følelser videre til en ny generation. Det tænker jeg da kun må være den dejligste følelser indeni. Ønsker dig det smukkeste solskin resten af din lange tid på denne smukke jord
Vi har mistet forbindelsen til to af vores børn, og ja det gjorde ondt. Vi prøvede at finde råd og vejledning og læste en masse på nettet om det at miste sine børn.
Det underlige og frustrende er at det næsten altid er børnene man skal hører, og det er altid forældrene der skal være de tålmodige og mere eller mindre, ydmyge sig selv, og lade børnene sparke, svine og ja, behandle forældrene som de vil.
For forældre skal altid tilgive dem for en hver pris!
Rigtigt mange forældre fortæller ja, næsten den samme historie. Og mange har med garanti været fantastiske forældre. Men med de tider vi har idag hvor alle bliver fornærmet over selv de mindste ting. Gør at børn tit følger, hvad de hører fra andre. Eller læser, og ser noget på fx. nettet, og så tænker, at det de lige har læst også passer på dem?
Specielt hvis de lige har en sårbar periode! Det kende de fleste godt til. Og det er tit med til at starte noget der ikke nødvendigvis ville være startet, og så kan det pludseligt stikke helt af, og starte nogle brande man aldrig havde set komme.
Børn kan være nogle utaknemmelige, og ubehagelige størelser, og desværre bliver børnene sjældent dem man kigger kritisk på.
Vi skal huske at mange familier er netop blevet splittet i atomer på grund af netop børn der ville noget andet end forældrene.
Og dermed blev umulige at leve sammen med.
Det skal lige siges at der findes mange børn der med rette kan sige at deres forældre og barndom har været forfærdelige! Men vi forældre er langtfra altid de slemme.
Men det er umuligt i denne verden at ramme sømmet hvergang, og vores børn bliver også mere og mere kritiske, og forlanger mere og mere fra forældrene. Og det er næsten umuligt at hamle op med the Kardashians, og de andres grønne græsplæner for de er altid pænere end sine egne.
Vi har lært at det ikke altid er værd at prøve at redde noget den anden part i bund ikke har lyst til at redde. Og den smerte man for ved at prøve, kan blive umulig at komme sig over. Det er bedre at slippe hvis det er op af bakke da man fortjener at få et dejligt liv trods alt, det er det vigtigste. Giv slip
Jeg læste dette og så det fra flere sider, den ene var som min far, som blev brudt med for 5 år siden af min søster bl.a. fordi han er alkoholiker plus noget andet.
Den anden var mig og selvom jeg hverken har brudt helt med min far, så har jeg oplevet et brud ala det du skriver om, nemlig fra min eks der slog op sidste år i april.
Han lovede at vi kunne beholde venskabet der også havde været fra start, når jeg var flyttet fra ham en gang. Vi troede på det var muligt, men omgivelserne gjorde ikke…. Ligesom at de nok ikke havde troet på at forholdet ville holde…
Men jeg havde svært ved at håndtere det brud og var sur og vred som ved et brud, men der var det, at jeg stadig boede hos ham i 3 måneder så jeg kunne ikke bare være ked og vred og komme videre. Da jeg så flyttede var det som om vi stadig havde en form for forhold, men jeg/vi forvekslede den med venskab eller tænkte at det med tiden blev venskabet….
Der var bare lige det at jeg stadig var lige sur og vred på ham og kontrollerende og besat af ham ligesom da vi var sammen, men det gik,
selvom jeg godt kan se han til tider havde det hårdt og jeg var ked af de ting jeg gjorde og sagde til ham.
Det fik han så nok af et par dage før nytår 14/15 og blokerede mig fra Facebook hvilket var nyt at gøre, samt blokerede mit nummer. Jeg er ikke blokeret på Facebook mere, men vi er ikke venner der og jeg måske stadig blokeret på hans telefon. Det er sindssygt hårdt at leve dagene uden ham og vide jeg og min kontrol var med til at han fik nok og BRØD med mig den dag.
Derfor de ting du skriver der kan jeg så meget relatere til og uvisheden om vi nogensinde kommer til at snakke igen er også med i sorgen af bruddet.
Derfor, tak for indlægget, det kan bruges til mere end hvad du havde tænkt og jeg kan også bruge dine råd til noget selvom jeg ikke har mistet kontakten til mit barn endnu – end ikke fået et endnu.
– Astrid (26)
Det er sgu en gang ævl, hvis et voksent barn ikke vil se sin eller sine forældre så behøver man bestemt ikke holde nogen som helst dør åben, eller skulle rende of lefle for den/dem det er dog det mest nedværdigende jeg nogensinde er stødt på af latterlige forslag
Fordi du er forælder skylder du ikke dit barn livslang opbakning når han eller hun har slået hånden af dig hvad er det for noget bavl at pådutte folk.
Hej – Tak for din kommentar. Det er fint at høre nogle forskellige holdninger til hvordan brud i familien skal håndteres. Min personlige overbevisning vil altid være at det er forældres rolle at komme deres voksne børn i møde, og forsøge at forstå hvad der er sket. Ikke dermed sagt at man skal finde sig i alt, men den åbne dør koster ikke noget – den åbner bare muligheder.. Mvh Camilla
Jo, en åbne dør koster spekulationer, når man ikke ved, hvorfor man er afskrevet.
Det var hårdt, men ønsker ikke at være, hvor jeg ikke er ønsket, og når ens voksne søn ikke engang vil fortælle hvorfor, man er afskrevet, fortjener han heller ikke en åben dør.
Jeg holder med Tammi – ens forpligtelser stopper, hvis børnene dropper en, når de er voksne.
De eneste muligheder en åben dør giver er, at man aldrig selv kommer videre – om så ens børn er i stand til at åbne den igen, er straks en helt anden situation.
Hej, jeg blev skilt for 4 mdr. siden, har 3 børn, 2 voksne drenge i tyverne og en datter på 17 år.
Min datter ser jeg ikke mere, og hvorfor ? Jeg meddelte min ekskone at jeg ikke vil have kontakt med hende mere, det kunne hun ikke forstå, nu er historien kommet frem, at jeg fik en SMS fra eks’en, om vi dog ikke kunne have kontakt for vores børns skyld, min datter er bange for mig får jeg fortalt, fordi jeg ikke ønsker kontakt til hendes mor, jeg meddelte så tilbage, vores børn er voksne, de kan vel godt affinde sig med situationen, de er ikke pattebørn, så nu ser jeg så ikke min datter mere, jeg er totalt rystet over eks’sens måde at håndterer dette på, hun skred fra hjemmet, hun forlangte skilsmisse, elskede mig ikke mere, ok, hvorfor i helv… skal jeg så straffes yderligere ?
Kære Ivan. Jeg kan godt forstå at du er frustreret over situationen, der føles som om du bliver straffet dobbelt. Men det er vigtigt at huske, når du skal forstå andre menneskers handlinger, at der altid er lige så mange forskellige fortolkninger af virkeligheden som der er mennesker. Måske har der været noget i den måde du fik sagt til din kone at du ikke ønskede at se hende mere, som faktisk HAR føltes ubehageligt eller skræmmende for din kone og datter. Når man er såret og/eller vred, kommer ordene (både på skrift og i tale) tit mere firkantede ud, end de egentlig er tænkt. Jeg vil foreslå dig at skrive et brev til både din kone og datter, hvor du beskriver på en ærlig måde hvor meget du savner kontakten med din datter – og er åben omkring hvorfor det lige nu er svært for dig at se din ekskone. Ikke som et angreb, men som en beskrivelse af den sorg og det chok du står med lige nu. Og måske er der også nogle af jeres issues op til skilsmissen som ikke er bearbejdet endnu? Noget der kræver tilgivelse fra begge parter.. Held og lykke med det. Venlig hilsen Camilla
ja, man skal jo selv videre…. så det nytter ikke at trampe rundt i en sorg over tabet af børn, der vælger fra og til efter forgodtbefindende.
Man skal opsøge og omgive sig med mennesker, der oprigtigt vil ´en det bedste.
Jeg er helt enig med Tammi. Hvis et barn slår hånden af en forældre, behøver denne ikke, at holde døren åben da man dermed stadig har et håb og ikke kan give slip. Har også læst et råd om, at man skulle fodre disse lost children med penge, det kunne da lige passe, sikke en gang nedgørelse af forældrene føj
Du har fuldstændig ret Tammi.
Hvis børnene ikke vil se forældrene, så lad dem være. Børnene er ofte umodne og selvoptagede. Forældrene skal ikke rende i hælene på dem og tigge om samvær. Vi skal bevare vores selvrespekt og ikke lade dem styre vores liv. Jeg har skrevet en sidste mail til min datter og bedt hende gå til psykolog med sin vrede, som ingen gang har på jord. Jeg finder mig ikke i tåbelige udtalelser. Jeg har et godt liv og dejlige mennesker omkring mig. Hun kan vende tilbage ned den fornødne respekt
for mig eller holde sig væk. Mit liv er ikke til salg for falsk samvær.
Hvordan kan jeg som partner støtte min kæreste som hans eneste barn og datter (14) år har brudt med pga aliance til sin mor, min partner er en fantastisk far som har været der hele tiden, men da moderen til hende (som jeg ikke rigtig kender) har en bipolar lidelse og får medicin ikke tåler at datteren har et godt forhold til sin far (som efter min mening er meget vigtigt for datteren at have som støtte mht moderens sindslidelse). Jeg ved han er tit ked af det og har svært ved at sætte ord på det, han gemmer det selvom jeg kan mærke det går ham meget på, jeg vil gøre alt for at støtte ham ved at være der, men har du nogle tips eller redskaber til mig som partner og støtte ?
Hej. Det lyder som en svær situation for jer alle sammen. Jeg synes det lyder som om du gør alt hvad du overhovedet kan for at støtte ham ved bare at være der, og være klar til at snakke. Måske kan det være en hjælp for jer at kontakte en rådgivning, fx familierådgivningen i jeres egen kommune eller Landsforeningen Sind der rådgiver pårørende til psykisk syge. venlig hilsen Camilla
Er du helt sikker på moren har en sindslidelse ? Min datters far har også bildt folk ind jeg har en sindslidelse. Jeg har 7-9-13 aldrig fejlet noget som helst, og været der for min datter indtil hendes far fik hende overtalt til at flytte hjem til ham. Det er flere år siden og jeg har ikke set hende, andet end få gange siden. Hun er offer for en manipulerende og i mit hoved løgnagtig far, som hun er loyal overfor og elsker og forguder over alt på jorden. Hun tror på alt hvad han siger, ligesom de folk og kvinder han møder på hans vej tror på ham, da han er meget overbevisende. Så måske skulle du fakta tjekke en ekstra gang, OM moren virkelig er syg i hovedet, eller om det er noget din kæreste siger for at holde deres datter væk fra sin mor
Det lyder trist. Mine 2 piger på henholdsvis 13 og 15 år har også vendt mig ryggen. Flyttet hjem til deres far. De svare ikke på mine beskeder og vi ses næsten ikke. De er ikke sket noget mellem pigerne og jeg de har bare taget afstand over tid og fortæller de ikke har tid til at ses på trods af vi bor 10 min. fra hinanden. Det ender med at tage livet af mig – smerten er udholdelig 🙁
Kære M.B
Jeg står lidt i samme situation, min datter har lige valgt at flytte hjem til sin far, trods hendes far ikke gad hende som lille og har hevet os igennem helved de sidste 12 år.
Jeg er total knust og frygter inderligt de fremmedgør mig, da hans nye kone ikke kan fordrage mig, og fortæller ret mange løgne om mig. Hvordan lever man med sådan et tab?
Hej
Har lige prøvet at skrive men der er så mange ting der spiller ind. At miste barn, at et voksent barn gir dig skyld for alt og giver dig brud i forhold med familie og venner – alt på en gang. Det er så skrækkeligt for man har intet at holde fast i. Med bruddet brød en såkaldt kaos-sygdom ud jeg behøvede hjælp og måtte bede kommunen om den hjælp jeg kunne få. Jeg havde intet der kunne hjælpe til at holde fast: alt var væk.
Men at få hånden slået af af sit voksne barn gav en afmagt ord ikke kan beskrive for jeg kender udmærket min skyld i dårlige ting og også hendes der er meget jeg kunne ha gjort bedre helt sikkert men ingen kan leve uden at begå fejl-jeg har påtaget mig al skyld, har sat hende fri men også sagt at ville hun mig noget var hun velkommen…
Forældre er ikke fejlfri, men det er børn heller ikke – så forældre bør gøre det bedste for børnene og forstå dem bedst muligt helt klart. Men et voksent barn burde gøre det samme modsat og begge parter burde kunne acceptere at der er noget man ikke kan lide ved forældre og omvendt. Alligevel burde man så godt som muligt være bare lidt for hinanden.
Børn har ikke valgt forældre-men forældre vælger at få børn. … Min kærlighed ophører aldrig til mine børn ligemeget hvad -men det er mine og ikke mine børns følelser.
…Jeg kan godt forstå den ældste, men mener stadig man burde ha’ kommet til en forståelse og bare set hinanden evt bare et par gange årligt et neutralt sted en halv eller hel times tid. Det ville ha’ åbnet døren fra begge sider og ikke koste ret meget følelsesmæssigt.
..Men først nu 6år efter er jeg ved at kunne håndtere de ting-og det meste gør også ondt.Det er svært at sætte de rigtige ord på
Mvh
Kvinde 60 år
Kære Å.C. Jeg har tilladt mig at rette og forkorte dit brev noget, så det er overskueligt for andre at læse. Det lyder som en rigtig smertefuld og svær situation du befinder dig i, og som om der er sket nogle ting i dine børns opvækst du godt selv ved har betydning for den situation du er i nu. Det er for sent at ændre det, og du kan heller ikke tvinge dine børn til at ville se dig igen. Det bedste du kan gøre for dig selv, er at finde nogle gode fællesskaber at være i: en klub/forening, frivilligt arbejde, kirke eller med venner…steder hvor du stadig føler at du kan få lov til at bidrage med det du har overskud til at give. Varm hilsen, Camilla
Hvad er det bedste at gøre: maile, skrive brev, ringe eller simpelthen møde op ved min søns hoveddør? Jeg har ikke set min søn eller 3 børnebørn i snart 5 år. Jeg sender fødselsdagskort og indsætter fortsat et beløb på hver af børnenes børneopsparing, som jeg selv har oprettet.
Kære Mette. Du spørger hvad den bedste måde er til at skabe kontakt. Det er svært at svare på, da det kan virke som om din søn er temmelig fast besluttet på ikke at ville se dig. En måde kan være at lægge op til at mødes med ham alene nogle korte tidsrum, og finde ud af hvorfor han ikke synes I skal ses mere. Hvis du godt ved hvad årsagen er, skal I på en eller anden måde have løst den konflikt der ligger mellem jer. Her kan det nogen gange være en hjælp med en neutral konfliktmægler eller tredjepart: kunne du invitere ham til at mødes med dig hos en konkret person? Venlig hilsen Camilla
Tak for dit svar. Min søn vil aldrig mødes hvor en 3.person er til stede. Men nu har jeg skrevet og inviteret ham til at mødes på en cafe. Jeg er dog i tvivl om han overhovedet åbner brevet. Det gør ekstra ondt at jeg ad omveje har fået oplyst, at jeg nu er farmor til 4! Åh hvor det smerter.. jeg har valgt at gå til psykolog, også tale med en bekendt som har mistet kontakten til 2 af sine drenge.
På mig virker det som om, at voksne børn ikke giver én hvis der opstår problemer, så smutter de. Jeg havde en meget vanskelig psykisk syg mor, men jeg har aldrig tænkt på at undgå kontakt med hende for altid (jeg er 58 år). Er det løsningen for de voksne børn i ?
Noget helt andet. Holder du snart foredrag ved Køge, Roskilde eller Holbæk?
Hej Mette.Jeg arbejder som tilrettelægger på DR1 tv-programmet “Aldrig for sent”, og vi søger medvirkende til anden sæson. Programmet handler om familiemedlemmer som har mistet kontakten, og i programmet forsøger vi at hjælpe familiemedlemmer med at finde sammen igen og redde brudte relationer. Jeg kan forstå på din kommentar, at du selv er berørt af familiebrud. Hvis du kunne være interesseret i at tage en kort og uforpligtende snak for at vide mere om programmet, så er du mere end velkommen til at skrive dit nummer til mig, så jeg kan ringe dig op. På forhånd tak for din tid. 🙂 Kh Emma (tlf. 25 63 66 66 / aldrigforsent@koncern.dk)
Min Papdatter stak af fra os da hun var 17½ år, hun lod os i 2 døgn gå uden at vide om hun der var sket hende noget, i mellemtiden havde hun fortalt folk at hun stak at fordi hendes far slog hende, hun har fået en lussing tilbage i 2011 og det er aldrig sket siden, men disse fyre mener nu at far fortjener tæv, jeg bliver beskyldt for at have taget hendes penge for at stalke hende, jeg har boet på samme adresse i 12 år, nu har min papdatter fået en ungdomsbolig lige skråt overfor hvor jeg bor jeg kan sidde i min stue og se hen på hendes dør, en sen aften hvor jeg stod og hængte vasketøj op i min forhave blev der pludselig råbt ude fra den åbne plads, det var broren til min papdatters kæreste, jeg skulle holde op med at stalke dem jeg prøvede at spørge hvordan jeg kunne stalke når det var mig der havde boet der i 12 år det sagde de så at det havde jeg heller ikke, jeg spurgte at hvis hendes far og jeg var så slemme som de sagde hvorfor min papdatter så havde sagt ja til den lejlighed, hun har åbenbart fortalt dem at hun ikke kunne få andet, hvilket vi senere har fundet ud af, at hun slet ikke har fortalt hende der sidder med ungdomsboligerne at jeg boede så tæt på for havde hun sagt det havde hun en anden lejlighed en uge senere, men den samme aften vælger hendes kæreste at sparke mig, fordi han tror på at jeg har gjort alle de ting min papdatter har fortalt, jeg prøver flere gange at sige at de skal prøve at få den rigtige sandhed af hende, de truede med at slå os ihjel, vi aner hverken hoved eller hale i alt dette vi kæmpede med kommunen i det halve år inden hun fyldte 18 år, men de valgte at lytte til hende lige indtil de fandt ud af at hun også løj for dem, men da var hun desværre fyldt 18 år, vi ved ikke med sikkerhed men har fået fortalt at hun skulle have fået konstateret borderline
Kan vi overhovedet gøre noget for at prøve at hjælpe hende
Kære Linda
Der er sket mange dramatiske ting i jeres familieliv, og jeg kan godt forstå at du synes det er udfordrende. Måske kan det være en god idé at søge hjælp hos det lokale Familiehus, eller hos fx Psykinfo, som hver region stiller til rådighed. Her kan man ringe ind og få vejledning, hvis der er psykisk syge i familien. Det er vigtigt at blive klædt på til at hjælpe din steddatter bedst muligt. venlig hilsen Camilla
Min søn og hans kone har valgt mig fra, det er over 6 år siden, de har en dreng på 6 år og en pige på 3 år.
I sommers fik de endnu en pige, som desværre ikke kunne overleve, hun blev en uge gammel. Hvad kan jeg gøre?
Else (72 år)
Kære Else. Det er en svær situation, som har varet i mange år. Jeg er sikker på at du har gjort hvad du kan for at skabe kontakt igen, men tilsyneladende er det ikke din søns ønske at se dig. I vores bog “Familiefred med dine voksne børn” er der i de afsluttende afsnit en række gode råd til hvordan man kan arbejde med sorgen over den brudte kontakt, og finde fred med livet som det er nu. Nogle gange er det desværre nødvendigt at give slip på håbet om at blive genforenet. Venlig hilsen Camilla
Du skrev i et andet indlæg, at en åben dør ikke koster noget, men lukker man netop ikke døren, når man giver slip på håbet om at blive genforenet?
Jeg står faktisk selv lige midt i situationen og fandt denne side ved hjælp af google for at høre andres erfaringer, og netop dit svar her bekræfter, at jeg har taget den rette beslutning, for uden svar på mine breve til både sønnen og moderen (eks´en), ser jeg ikke andre muligheder end at lukke døren i for selv at kunne komme videre.
Desværre ved jeg, at det skyldes usande rygter, min søster har sat i omløb, der er skyld i det hele, men magter bare ikke den slags kampe, så har kastet håndklædet ind.
Hej Erling
Jeg har også selv den samme følelse, at lade en dør stå åben vil gøre at jeg selv kun føler smerten konstant. Jeg står i en situation hvor jeg nu efter 2,5 år ikke har kontakt til min ældste søn og mit barnebarn. Ud af den blå luft efter barnedåben hvor jeg af hele mit hjerte ønskede billederne af mig mine to børn og barnebarn, hvilke min svigerdatter slettede, så disse ikke længere eksisterede. Ingen billeder af mig som farmor overhovedet, hvilket jeg kun kommenterede var mærkeligt, de sådan bare kunne forsvinde. En opringning fra min søn om at jeg bare skulle dø alene og aldrig måtte være en del af dem satte en stopper for kontakt. Det tog mig ca. 1,5 år med smerte og nætter med at græde. Min ældste søn afskrev ikke kun mig men også hans lillebror. De har netop genoptaget forbindelsen, men jeg kan nu mærke, at kæresten til min yngste søn spænder ben. Hun er 22 år, umoden og letpåvirkelig, og sikkert taget deres syn på mig på sig. Hun styrer og kontrollerer nu min søn, hvornår han kan få lov til at besøge mig. Er igen i samme smertefulde helvede, træder varsomt, og lader den yngste selv aftale når han har tid, men igen bliver disse aftaler ødelagt af hans kæreste, der så laver anden aftale på hans vegne så han ikke kan. Jeg står ved en skillevej. Ved hvordan smerten æder mig op, når der udefra bliver trådt på mig og får indflydelse på mit liv. Jeg har altid kun sat mine børn først og ikke mine egne behov, så jeg smider altid hvad jeg har i hænderne når der var noget de ville. Derfor er det ekstra svært pludselig at skulle tænke på hvad jeg skal med mit liv, for uanset hvor jeg er og hvor mange mennesker jeg er omgivet af, sidder smerten at være så lidt uden betydning i deres liv. Jeg har min yngste søn dog i begrænset omfang men kan mærke at hans kæreste gør hvad hun kan for at skubbe mig væk. Så min dør er indtil videre åben for ham, og hvis min ældste kommer vil jeg også åbne for ham. Det må dog være ham der må tage kontakt. Men jeg mærker smerten og forsøger at finde ud af hvor meget jeg skal lade mig styre og ødelægge bare fordi de er mine børn. Hvor meget smerte og skuffelse skal man som forældre kunne bære? Ved at miste også den yngste vil smerten altid være der og med dobbeltkraft, men jeg ville ikke længere føle skuffelse og blive såret gang på gang. Hvad mon man gør? For selv at få et liv. Man kan jo ikke bare ignorere hele sit voksenliv, kun med tanke for sine børn, og starte forfra. Ville ønske man have en gruppe for os forældre, hvor man mødes og støtter hinanden og får lettet hvad man har på hjertet, for jeg bruger ingen til dette. Det holder jeg helt inde i mig, da jeg bor alene og er 57 år, så nætterne er svære med smerte og at græde.
Kære K.D. Det er en uendeligt svær situation at være i, især når du ikke oplever at få en forklaring på hvorfor det er sådan. Der er flere der har efterlyst en gruppe i årenes løb, og man er velkommen til at lave et opslag på Psykologvidens Facebookside for at efterlyse andre til gruppen. Men her bliver det jo så desværre ikke anonymt. Jeg kan anbefale dig at læse min bog “Familiefred med dine voksne børn”, da der også her kommer en række redskaber til at finde fred og komme videre med en acceptabel tilværelse efter et brud. God vind fremover. Venlig hilsen Camilla
Hej Kirsten.
Indledningsvis vil jeg lige nævne, at jeg hverken hedder Erling eller Peter, som svare dig nu, men er dog en og samme person.
Grunden til at jeg ikke bruger mit rigtige navn skyldes, at jeg ikke ønsker at udstille mit snavsede vasketøj med eget navn, så det er kun for at undgå personlige og ondskabsfulde angreb fra dem, jeg omtaler, hvis nogle af dem helt tilfældigvis skulle finde ud af, hvem jeg er, da mit navn (100 % dansk) er ret sjældent.
Desværre glemte jeg i farten, at jeg allerede havde brugt Erling og derfor kalder jeg mig Peter nu – og fremover *s*
Du har helt ret, for lader du døren stå åben, risikere du, at det hele starter forfra, hvis de kommer ind, hvorimod du forhåbentlig selv kan komme videre, hvis du lukker den helt.
Camilla kan dog også have ret i situationer, hvor det faktisk er muligt at genoprette familieidyllen, men kommer helt an på hvor groft, du er blevet behandlet, og er det rigtig slemt, som det synes at være i dit tilfælde, må det være op til den enkelte, om det er kampen værd.
Har man stærke følelser i klemme på trods af, at man er blevet droppet, kan det være svært, men det havde jeg heldigvis ikke, for den psykiske vold min søn forsøgte at udøve mod mig ved ikke at fortælle mig, hvorfor jeg blev droppet, havde den helt modsatte virkning, og så droppede jeg også ham, for den slags ondskabsfuldheder ønsker jeg slet ikke at være en del af.
Hvor du er ked af, at din svigerdatter slettede alle dine billeder, så slettede jeg alle mine selv, og alle billeder jeg havde fra hans barndom, tog jeg ud af mine albummer og lagde i hans postkasse, for ville trods alt ikke bare smide HANS minder ud, da det ikke var for at hævne mig, men kun fordi jeg ikke følte, jeg havde en søn længere.
På resten af dit indlæg kan jeg forstå, at du har rigtig mange følelser i klemme, men hvis du ikke kæmper imod, vil de aldrig slippe dig, så måske det er en god idé at dele dine frustrationer med andre i samme situation og måske endda møde nogle, som er kommet videre med deres liv, så du kan se, det ER muligt.
Som jeg ser det, bør du tænke mere på dig selv og erkende situationen, for tror du jager dine sønner mere væk, desto mere du forsøger, og så kan det jo være, de en dag vil opsøge dig, og til den tid kan du så overveje, om du ønsker dem tilbage i dit liv igen.
Håber du kan bruge mit svar til noget, og ønsker dig alt det bedste fremover.
Lige læst alle kommentarerne og undrer mig over, at så mange forældre vil holde en dør åben, når deres børn totalt har afvist dem, for hvordan kan man ønske at være et sted, hvor man ikke er ønsket?
Jeg har selv været i samme situation, og da jeg spurgte min søn, hvorfor han ikke ville tale med mig, fik jeg bare det svar, at det kunne jeg jo tænke over, og da hans farmor var meget bekymret, og spurgte, hvad der var i vejen, fik hun blot at vide, hun var nysgerrig, og hverken hans kæreste, mor eller nogen som helst andre, vil fortælle noget som helst.
Det kaldes psykisk vold og er noget af det værste, man kan byde andre mennesker, så efter et par breve uden svar besluttede jeg at droppe hele bundtet, for den slags ondskabsfulde og modbydelige mennesker ønsker jeg slet ikke at omgås.
Jeg ved dog, at min søster står bag, for def er først efter, hun er begyndt at møde min søn, at hele balladen startede, for hun har med alle sine løgnehistorier snart splittet hele familien.
Kære forældre, tænk over, at den slags mennesker ikke er værd at ødelægge sit liv for, så drop dem og kom videre, for da jeg gjorde det, tænkte jeg slet ikke på det mere – og LAD VÆRE MED at tage dem tilbage, for de er ikke det værd!
Kære Peter. Det lyder som om hele jeres familie har nogle svære “historier” der cirkulerer rundt. Jeg håber at tiden vil gøre det lettere at finde hinanden igen, og få udredt hvad der er sket. Og ellers – ja, så lyder det som om du har taget din beslutning om hvad du vil gøre for at håndtere det. Venlig hilsen Camilla
Tillader mig at kommentere lidt på dine forslag, da jeg synes, du mangler nogle alternativer:
“Bliv ved med at holde døren åben, uanset hvad der kommer den anden vej! At være forældre er en livslang rolle som den der giver, også selvom du ikke får dét igen du havde håbet på.”
Eller lad være med at holde en dør åben, når du ikke er ønsket, for at være forældre er ikke en livslang rolle, når det ikke bliver værdsat længere. Dette er ikke ment som hævn eller bitterhed over at være skrottet, men kun en erkendelse af, at ikke alt er værd at slås for, og man stadig skal huske at få et liv selv.
“Udtryk accept (og undersøg om du er for firkantet i dine holdninger til nogle ting?).”
Ja, udtryk accept, hvis du ikke med din bedste vilje kan finde nogle firkantede holdninger. – og kom videre UDEN børn.
“Læg op til dialog, hvor du åbent undersøger/indrømmer egne fejltagelser.”
Og hvis du ikke kan komme i dialog, så stop dit selvpineri og accepter situationen – du piner kun dig selv ved at vedblive med at forsøge..
“Bliv ved med at støtte økonomisk, også selvom du er såret.”
Absolut nej. Børn der behandler dig på den måde, fortjener det ikke, og du opnår måske kun, at de synes, du er et fjols.
“Send invitationer, også selvom de ikke bliver besvaret.”
Igen nej. Du har fået et vink med en vognstang, at de ikke ønsker dig og måske endda hader dig, og så vil de kun fryde sig endnu mere over, at du stadig ikke har det godt med bruddet.
“Lad være med at retfærdiggøre dig selv med lange udredninger om fortiden. Svar ærligt, men uden anklager, hvis du bliver spurgt.”
Enig, men har dine børn været rigtig onde ved dig, så er det DIN tur til at droppe dem for din egen skyld.
“Pas på at du ikke skaber skyldfølelse. Dit voksne barn har brug for afstanden, og det har ikke været et nemt valg.”
Heller ingen grund til skyldfølelse, hvis det er børnene, der har droppet dig, medmindre naturligvis, det er din egen skyld.
“Bebrejdelser skaber kun mere afstand. Du mister det sidste strå af kontakt, og vinder intet.”
Når ens barn helt har droppet dig, kan afstanden dårligt blive større.
“Prøv at forstå dit voksne barns smerte, i stedet for kun at se din egen.”
Tvivler på barnet (nu voksne) føler smerte, hvis det har droppet dig helt uden forklaring. – du er alene med smerten, hvis du ikke acceptere det og kommer videre med dit eget liv.
Som jeg skrev i starten, er det kun alternativer, jeg nævner, for vi er alle forskellige, og jeg tror ikke på, der er en opskrift, der gælder for alle – dine forslag gælder sikkert for nogle, og mine måske for andre – mine forslag virkede i hvert fald helt fint for mig, for tænker slet ikke over det mere, og det tog kun en uges tid, da jeg ikke fik svar på nogen af mine 2 breve, hvori jeg bad om en forklaring, men intet svar fik.
Det eneste der piner mig nu, er at min mor stadig tænker på det, da hun også er blevet droppet, og kan nogen være så modbydelige mod en kvinde på 93 (stadig helt frisk i hovedet), ønsker jeg slet ikke at få kontakt med min søn igen.
Jeg var alenefar, og vi havde det rigtig godt sammen, indtil han blev voksen og flyttede hjemmefra, da han fik en kæreste.
Når børn ikke vil en mere og ikke giver nogen grund, er det den værste form for psykisk vold, der findes og desværre ret effektiv for rigtig mange, men netop derfor havde jeg nemt ved at give slip.
Håber du kan bruge mit lille input til noget 🙂
Giver dig ret, Annie. Kommunikation er den eneste vej, men der skal vilje fra begge parter. Hvis den anden part er manipuleret til at tro andet, bliver det en envejskommunikation der aldrig ender godt, kun med skuffelse og såret for den part der ønsker kommunikation. Ud fra min yngste også i nogle omgange har fravalgt, har jeg nærmest bombarderet ham med mails, med hvad konsekvenserne er uden, at det ER vigtigt at få tingene på plads face to face. Dette førte også til snak og kontakt. Dog ser jeg hans kæreste manipulere og der ved jeg ikke hvordan jeg skal reagere, da hun går over min grænse konstant, og ændre hans aftaler på hans vegne. Der er jeg magtesløs, da jeg hellere end gerne ville kunne fortælle min yngste hvad hun har gang i, men ved at gøre det også vil miste ham, da hun er hans valg. Der har ikke på noget tidspunkt været psykologer ind over, kun manipulation fra kæreste og faderen der hele hans liv har brugt min søn til at overføre hans egen holdning om mig til ham, som i dag også for min søn er en naturlig måde at behandle mig på. Forældrefjendtligsyndrom som desværre har effekt.
Tak for dit indlæg Peter/Erling, jeg er meget enig med dig.
Kære Annie. Jeg tror det er de færreste psykologer der anbefaler unge at bryde med deres forældre, men i tilfælde hvor forældrene enten er misbrugere af alkohol eller andre ting, er psykisk syge eller voldsomt grænseoverskridende overfor deres børn kan det i ekstreme tilfælde være nødvendigt. Når det er sagt, anbefaler jeg altid dialog så længe det overhovedet er muligt. Venlig hilsen Camilla
Det burde være der nu 🙂
Tak Camilla også for dine meget fine kommentarer.
Det er svære situationer og svære valg man selv kan træffe ud fra hvad man kan føle er rigtigt for en selv. Jeg har mine børn i mit hjerte, og det er det der gør at jeg stadig håber en dag. Det er dog rart at komme af med sine frustration her på siden.
Kære K.D. Ja, der findes ikke nogle lette valg i denne situation – også fordi alle handlemuligheder kan føles udtømte. Svært at bære smerte og magtesløshed, og at bære det sammen med andre kan i det mindste få fornemmelsen af ensomhed til at blive mindre. Venlig hilsen Camilla
At man ofte giver det råd, at ‘bryde’ med forældrene, er det fordi det i langt de fleste tilfælde er en del af en proces/forløb. Og her taler vi om voksne “børn”, over atten.Der, når de er kommet længere i ‘forløbet’ ‘at blive helt voksen, vil tø op i langt de fleste tilfælde. Samtidig viser erfaring også at forældre bliver mere bevidste med alderen, og bedre kan tage ejerskab for….. også deres egne fejl. Jeg ved der også gøres brug af kommunikation og konflikthåndtering og mange andre gode ‘værktøjer’ samtidig med man råder til afstand med forældre. Der findes self. yderpunkter og enhver historie er individuel. Når man ofte råder til bryde med forældre er det ikke for sjov, men fordi det er en god ide i de fleste tilfælde. Tror jeg.
Forskning har vist at de fleste brud kun er i perioder, men mens man står midt i det føles det definitivt og uendeligt. Voksne børn der selv oplever livskriser, får børn, bliver skilt etc får måske større forståelse for de ting der skete i opvæksten..og alle parter bliver forhåbentlig klar til at møde hinanden ærligt og i øjenhøjde. En realistisk erkendelse af egne blinde pletter er altid en glimrende start 🙂 Venlig hilsen Camilla
Er “man” som giver det råd at bryde -måske midlertidigt – med den ene eller begge forældre, måske bl.a. dig, og er du evt. terapeut? Personligt vil jeg sige, at det er et meget dårligt råd med brud i det hele taget, med mindre der er tale om særdeles alvorlige forældresvigt og tilstande, som ikke kan ændres, trods forsøg. Et brud mellem børn og forældre er altid smertefulde for begge parter og bør være absolut sidste udvej. Når jeg læser tråden her, lader det til, at et sådant brud ofte kommer i kølvandet på en forældrenes skilsmisse. Men også i forbindelse med en skilsmisse er det vigtigt, at begge forældre og disses familier holder sig for øje, at børn har bedst af at have kontakt med begge forældre, og det er nederdrægtigt at forsøge at skille barnet fra enten sin far eller mor – eller disses familie – ved at gå imellem og tale så dårligt om den anden part, at barnet ønsker at trække sig. Selvfølgelig er man nødt til overfor barnet at begrunde, hvorfor man vil skilles, men begge parter er forhåbentligt voksne nok til at gøre alt for, at barnet vedbliver med at have kontakt til begge forældre. Der kan være mange dårlige grunde til, at det ikke sker alligevel, men man skal huske på, at man i så fald risikerer at rive barnet midt over.
Jeg genkender smerten og fortvivlelsen ved at miste kontakten til et barn, for jeg har selv oplevet, at min datter ikke ville se mig i flere år. Vi har stadig ikke rigtig fået talt ud om, hvad det var, hun følte dengang, og måske stadig føler, og jeg er stadig bange for, at det skulle ske igen og er forsigtig med, hvad jeg siger eller spørger om.
Men jeg kan mærke, at som årene er gået, og jeg er blevet mere rolig og afklaret, bliver jeg bedre og bedre til at kunne holde døren åben og søge kontakt, uden at blive ramt i min grundvold, hvis jeg bliver afvist. Og at det er en forudsætning for, at jeg vil være i stand til at gennemføre den nødvendige samtale, den dag hun er klar, uden at være bange for, at hun igen skal gå og smække med døren. Ingen er perfekte, min datters barndom var heller ikke perfekt, men jeg ved, at jeg gjorde det, så godt jeg kunne og at der ikke var tale om alvorlige svigt. Alligevel vil jeg gerne kunne forstå, hvorfor hun fandt et brud nødvendigt dengang. Vi lærer hele livet – også af brud og svigt. Nu ses vi jo af og til igen, men hvis min datter skulle finde det nødvendigt igen at holde mig på afstand, (hvilket jeg selvfølgelig arbejder på ikke skal ske) ville jeg i dag godt være i stand til at holde døren på klem uden at gå til i smerte igen, for jeg er blevet klogere og roligere i det med tiden. Mens hendes oprindelige brud kom som et totalt chok og gjorde mig mere fortvivlet, ked af det og også vred, end jeg nogensinde havde forestillet mig, jeg kunne blive, er jeg i dag mere afklaret med, at jeg – i de meget svære familiære omstændigheder vi havde i hendes barndom – gjorde det så godt jeg kunne, men også klar til at se, hvad det var hun savnede så inderligt. Det tror jeg dog godt, vi kunne have talt os frem til for mange år siden, evt. med hjælp fra en dygtig terapeut. Det er mit indtryk, at nogle – måske en knap så kompetent terapeut – rådede hende til et (midlertidigt) brud dengang, og det havde nok været bedre at invitere mig med i terapien, det ville jeg også have været villig til dengang, som nu om nødvendigt.
Jeg må indrømme at jeg syntes det er lidt ensidigt at anbefale at man skal hjælpe økonomisk eller støtte som der står?? Hmm så man skal ikke sætte grænser for sit barn man skal bare langt ind i deres voksenliv støtte dem økonomisk.
Undskyld men blev faktisk lidt fornærmet da jeg læste det.
Jeg tror du glemmer at en sag har to sider og at takle det som at man skal altid have en dør åben, støtte økonomisk osv det tror jeg ærlig talt ikke hjælper de forældre der er blevet afskrevet af deres voksne børn.
Den skam og skyldfølelse man som forældre føler når man bliver afskrevet er stor nok i forvejen, og at opfordre folk til at gå over deres egne grænser for at holde kontakten til sit barn syntes jeg er noget fejlslagen.
Jeg mener ikke man som forældre skal finde sig i alt fra sine børn, jeg mener ikke at man skal blive ved med at støtte sine børn økonomisk fordi hvordan lærer de så at stå på egne ben??
Jeg mener ikke at du som forældre bærer skylden for at dit barns liv ikke hænger sammen som voksen.
Jeg mener ikke at vi som forældre skal bøje os eller føje vores børn før de er tilfredse.
I alle andre relationer er det fuldstændig i orden at stille krav, du er i din fulde ret til at råde over dine egne penge (som du faktisk selv har tjent) og du har ret til at sige nej når der er noget du ikke har lyst til at være med til.
Overvej grundigt hvorfor dit barn har afskrevet dig, og er det fordi du ikke gør hvad de ønsker, du ikke vil støtte dem økonomisk (igen og igen) eller bare fordi du vover at være dig.
Giv slip hvis de vil dig på dine vilkår som et ligeværdigt menneske kommer de tilbage
Tak både til Erling/Peter og Camilla for at bidrage med hver Jeres synspunkt. Jeg kan følge Erling/Peter i det med psykisk vold, og med den smule kontakt jeg har, kan jeg mærke, hvordan det æder mig op, at jeg bliver lukket ude af det fællesskab med sine børn. De har deres liv, med dem de ønsker skal være en del af dem som de viser de holder af. Der er indtil nu kun vist jeg netop ikke er en af dem. Det er lidt som børnene i skolen der mopper dem ud de ikke vil lege med. En grim følelse. Deres bagtalen gør ondt. Jeg vil prøve som Erlin/Peter at slippe taget om et ønske om at det bliver bedre. Tror ikke længere på det. Kan se der kun er blevet længere afstand, så ud fra det beder jeg herinde om råd.
Hvordan kunne komme videre selv, når smerten er der 24/7? Når den fylder alt. Selv i selskab med andre?
Hvordan kunne få direkte kontakt til ligestillede om dette problem, når det foregår anonymt? Men hvor ville jeg gerne face to face have denne dialog. Have samme styrke som Erling/Peter, når de har vist de ikke vil mig.
Kære “nok”
Alene det at du bruger “nok” som profilnavn viser, at du er godt på vej til at få nok 🙂
Som tidligere nævnt kom jeg selv hurtigt ud af det, da jeg ikke fik svar på mine 2 forsøg på at skabe kontakt – jeg rakte hånden frem, og den blev ikke taget, så forstod et vink med en vognstang og har ikke forsøgt siden, for den omtalte psykiske vold virkede modsat på mig, og jeg ønsker oprigtigt talt slet ikke at få kontakt med min søn igen.
Vi er dog alle forskellige, og min mor på 93 kunne ikke slippe det, så hun gjorde som mig og fjernede alle billeder fra vægge og albummer, der kunne minde hende om sit barnebarn, og hun samlede det hele sammen og gav til mig, så jeg kunne lægge det hele i sønnens postkasse,
Dette gjorde vi ikke for at vise ham, vi var ligeglade, for jeg gjorde det kun, fordi billederne ikke sagde mig noget mere, og min mor gjorde det for bedre at kunne slippe ham, når hun ikke længere havde noget, der kunne minde om ham.
Jeg ved ikke, om det er et godt råd, hvis jeg foreslår, du gør det samme, for fortryder du, får du jo aldrig billederne igen, men er det så ikke ligegyldigt, hvis det betyder, at du kan få dit eget liv tilbage uden at tænke på dine børn hele tiden?
Det hjalp i hvert fald for min mor, for nu tænkte hun ikke på sit barnebarn hele tiden, og den smule der var tilbage, har hun skrevet sig ud af som et resume af hele forløbet – helt nøgtern og uden personlige holdninger, for som hun selv siger, er det jo kun en forklaring, hvorfor hun ligeledes har droppet ham, hvis der skulle blive stillet spørgsmål, den dag hun ikke er her mere.
Om min beskrivelse af mit eget hændelsesforløb kan hjælpe dig, ved jeg naturligvis ikke, men uden at forklejne Camillas råd på nogen måde, vil jeg dog umiddelbart mene. at råd fra mennesker, som selv har været det hele igennem, også kan bruges.
Du skriver også, at du godt kunne tænke dig kontakt med ligestillede, og det tror jeg lidt på, så længe det er for at komme ud af det, og ikke sidde og græde ved hinandens skuldre, så måske en kontakt med ligestillede, som ER kommet ud af det, ville være bedre, for de viser jo, at det er muligt at komme over sin afmagt.
Hvordan du finder nogen, når vi alle er anonyme her, ved jeg så ikke, men måske Camilla kan hjælpe dig med det?
Ønsker dig alt det bedste fremover.
Kære Peter. Der er mange forskellige holdninger til hvordan man bedst muligt håndterer et brud med voksne børn, og tak for dit bidrag. Jeg er nok mere af den “bløde” skole, forstået på den måde at jeg – som jeg vist har skrevet nogle gange efterhånden – synes at det er væsentligt at beholde dørene så åbne som muligt. Det forhindrer ikke at man i sit hjerte “lukker” processen, og arbejder med at finde fred med det eksisterende. Med hensyn til at lave en gruppe, er man velkommen til at lave et opslag på Psykologvidens Facebookside. Jeg kan desværre ikke tilbyde at være mellemmand, da jeg gjorde det for nogle år siden – og oplevede at det blev noget mere tidskrævende end forventet. Der kan desværre godt være noget ventetid fra man skriver her på bloggen til opslaget bliver publiceret, da jeg skal godkende det først. Jeg arbejder (mere end) fuld tid som leder for CSM-Syd i Odense, så det er kun i de sene aftentimer jeg har tid og mulighed for at kigge indlæg igennem. Venlig hilsen Camilla
Jeg er helt enig, men jeg er desværre eller heldigvis skruet sådan sammen, at jeg ikke bryder mig om hængepartier, og når jeg ikke er ønsket og ikke kan få at vide hvorfor, og ikke engang får svar på mine breve, kan jeg ikke se, der er mere at komme efter.
Jeg må med skam tilstå, at jeg ikke engang ønsker ham tilbage, for min søn eller ej, så ønsker jeg slet ikke at omgås mennesker, der kan behandle andre på en så grusom måde.
Det betyder ikke, at jeg er mere elller mindre blød end dig, for har stor empati for de forældre her, som ikke kan give slip, og derfor forsøgte jeg efter bedste evne at komme med alternative løsninger til dine for om muligt bare at kunne gøre en lille forskel..
Det der pinte mig mest var, at det også gik ud over min mor, men takket være din klumme og lidt mine gode råd, så er det lykkedes for hende ikke at tænke på sit barnebarn mere, og det skal du have en STOR tak for.
Forstår godt du ikke kan være mellem”kvinde” med dit arbejde, men mente også kun til at skabe kontakten og så ikke mere – dog måske ikke smart, hvis det hele helst skal være anonymt.
Jeg trækker mig hermed ud af debatten (tror jeg nok *s*), men vil stadig følge med, da jeg synes, man lærer meget af andres erfaringer.
Mange hilsener
Peter
Tak for Jeres kommentarer, og Anni: Netop dine sidste linier hjalp mig utrolig meget, da netop det ligeværdige mangler. Kun jeg viste tillid og respekt men fik det ikke omvendt. Med den smule kontakt jeg har til min yngste har jeg netop fået vished om, at jeg ikke er en del af fællesskabet til hans kommende fødselsdag. Der aftales med både hans far, farens kæreste, hans egen kærestes familie, men jeg må endnu ikke få at vide “hvornår det lige passer”. Det gør ondt. Men har besluttet at aflevere en gave på dagen, ikke dyrt, men bare for at vise jeg tænker på ham på den dag. Så tager jeg den derfra, men kan mærke at hvis jeg bare kan trækkes frem en gang imellem, når de syntes, vil jeg ikke gøre noget fremover. Tror det også bliver opfattet som om det så er mig der ikke er interesseret, men efterfølgende afsende et brev med forklaring. Sådan ser min plan ud lige nu. Ved bare når fødselsdagen nærmer sig, og lige efter min, hvor de intet gør, at jeg får et dyk. Det er det psykiske, at ville, at håbe og derefter få følelsen af at være uden betydning. Den er grim. Men derfra har jeg så heller ikke mere når det ikke er gensidigt.
Stort tak Anni 😀
Det du har skrevet, kunne ligeså godt været skrevet af mig. Jeg har en datter på 31 år, der helt har brudt forbindelsen med os. Vi har i hendes barndom/teenagerår været meget fortrolige/ tætte med hinanden. Desværre er vi også forældre til en psykisk sårbar lillebror. Hvor der er manglende forståelse. Det er grunden til at vi desværre ikke har set vores datter og børnebørn siden sidste år.
Vi har været til samtale ved famile vejledning, hvor der blev sagt mange grimme ord. Det værste var ordene ” Vi har aldrig haft en mor datter forhold og vi får det aldrig”. Vi som forældre er ved at gå i stykker inden i. Det væreste er at vi nu fornemmer, at hun er ved at hive hendes storesøster med.
Vi sidder som forældre og tænker, hvor er vores altid smilende/ glade/ humoristiske datter.
Hende der har lagt os på is og nu kræver at vi skal underskrive en kontrakt, for hvordan vi kan løse konflikter/aftaler i familen.
Måske er det forkert, vi som forældre vil ikke indgå en kontrakt.
Vi tænker tit om det takken for vi altid har været der, eller er vi bare blevet ramt af den nye generation “curling generationen”
Så de kan skaffe nye kunder?
Tja, det er ikke let at få en afvisning af det eneste barn man har, og som selvsagt er det vigtigste i ens liv, og så er der børnebørnene.. fejl jeg har begået kan jeg ikke lave om på, at de fylder så meget i min datter, gør mig ondt men værre er det jo for hende. Siden hun må forskanse sig fra det oplevede svigt der er og bliver trigget? Når vi er sammen? Jeg kan se det er det svigtede barn der reagerer indeni hende og det kan også være uoverstigeligt når man selv står som mor nu, at blive trukket tilbage i. Jeg er kommet frem til at der måske er sår der ikke går over og bliver en livslang proces.. jeg ser dog mine børnebørn med lange mellemrum, men bliver faktisk i tvivl om dette er godt for dem, da små børn sanser alt og kan få et dysfunktionelt forhold til deres mor med tiden og bliver sat i en loyalitetskonflikt, selvom jeg ikke tror min datter siger deciderede dårlige ting om mig til dem eller jeg gør om deres mor. Det er trods alt min datter og hendes børn der har en fremtid. Jeg er glad for de fungerer i deres liv. Jeg kan dog se en tidens tendens til at familier bliver splittet op, også af nutidens system og måde det hele fungerer på. Ved sgu ikke helt hvordan jeg skal komme over så dyb en sorg som dette er. Jeg er selv førtidspensioneret og udbrændt. Det gør meget, meget ondt at erkende. Det er sådan det er og må acceptere. Vil det være bedst for de kære små børnebørn at trække sig helt? Jeg tror min datter som sagt er nødt til at danne denne mur for at beskytte sig selv, og det bekymrer mig. Igen, dette er min oplevelse.. min datter har en anden, som altså siger hende hun må handle som hun gør.
Kære Alice. Det er svært for mig at svare på om det vil være bedst at trække sig eller ej. Måske skal du ikke forsøge aktivt at kontakte dine børnebørn uden om deres forældre, da det sætter børnene i en svær loyalitetskonflikt. Men har du prøvet at spørge din datter om I kan mødes hos en mægler eller anden neutral tredjeperson, der kan hjælpe jer i gang med at få snakket?
Venlig hilsen Camilla
Hej
Jeg søger støttegruppe el andre “ligesindede”, som også er blevet valgt fra af sit barn. Jeg har en datter på 17 år, er skilt fra hendes mor for 14 år siden. Min datter valgte i foråret 2017 og bryde kontakten med mig pga hendes mor og jeg var uenige om min datters spiseforstyrrelse….
Jeg oplever selvom jeg kan snakke med min nuværende kone samt venner en afmagt, et tabu, en trist hverdag. Mangler, tror jeg selv, at kunne tale med nogen som har/ havde været ude for noget lignende.
Kære Flemming. Der er mange, der som dig har efterlyst en støttegruppe. Det er en lammende og svær følelse at være afvist af sit barn, men desværre har jeg ikke pt kendskab til nogen igangværende gruppe. Jeg prøvede for nogle år siden at sætte et par stykker i forbindelse med hinanden, men ved ikke hvad det efterfølgende er blevet til.
Når din datter ikke er ældre, kan det også godt nå at ændre sig. Det er vigtigt at du holder døren åben, og møder op til de ting du bliver inviteret med til – fx hvis der er noget i forbindelse med hendes behandling.
Venlig hilsen Camilla
Når jeg læser alle de triste tilfælde, hvor børnene svigter deres forældre og ikke vil have noget at gøre med dem mere, forstår jeg ikke helt, hvorfor man desperat skal tigge og plage dem om at komme tilbage og altid holde en dør åben.
HVIS de virkelig hader deres forældre så meget, vil de jo bare sidde og fryde sig over, hvor ondt det gør forældrene, og det giver ingen mening.
Jeg har fortalt min situation i tidligere indlæg og kom til den konklusion, at når min søn ikke engang vil fortælle, hvad der er galt på trods af flere forsøg, så var der ikke nogen grund til at fortsætte, og lige siden har der ikke været den mindste kontakt, og i dag ønsker jeg den slet ikke, så min dør er lukket af simpel respekt for, at han ønsker at leve sit eget liv.
Som i dyreverden er det vores pligt at sørge for, vores børn bliver godt rustet til at gå ind i den voksne verden, og igen som i dyreverden, er det ganske normalt, at ungerne forlader reden og lever deres eget liv uden uden deres forældre, så i den sammenhæng er det faktisk unaturligt, at mennesket desperat forsøger at fastholde deres børn, når de ikke selv ønsker det.
Hav derfor respekt for jeres børns ønsker, og lad dem få denne frihed – alt andet er i min optik egoistisk, men dog forståeligt.
For rigtig mange forældre, som i denne tråd, kan det være svært at afskrive sine børn, men tænk så over, om I virkelig ønsker at være et sted, hvor I ikke er ønsket?
Håber for alle jer der trods dette stadig holder en dør åben, at der også vil komme nogen ind, men for mit vedkommende vil den højest komme på klem 🙂
Jeg er 65 år og mand. Har to sønner i 30’erne. Den ældste har jeg ikke kontakt med. Siden han mødte sin kone er jeg blevet mere og mere perifer i hans verden.
Jeg har i mange år skulle gøre opmærksom på mig selv, bede om at få lov at være med hvis der skulle laves istandsættelse i hjemmet eller haven. Ellers er det svigerfar eller moderens nye mand der er blevet hidkaldt. Når jeg har gjort opmærksom på at jeg gerne ville se dem noget mere, f.eks når de kørte forbi hvor jeg boede, på vej i sommerhus, så var der ikke tid eller “det var jo mig der havde valgt at flytte til en anden by”.
Skilsmissen var da børnene var små. Ønsket om skilsmisse var udelukkende hendes. Jeg fandt efterfølgende ud af at hun havde sex med alle dem hun kunne komme af sted med. Hver gang vi, eller hun alene, var på ferie havde hun en kontakt. Har hørt at det er fortsat, så hun har sikkert fundet en mand der ligner noget i mig.
Jeg er blevet klar over at der var meget jeg lukkede øjnene for.
Min søn valgte for nogle år siden at moderens mand også skulle hedde farfar. Det slog mig ud. Jeg gjorde tydeligt at der kun kan være en farfar, og at det betød noget for mig.
Efterfølgende skulle jeg ikke vise mig i moderens hjem eller sommerhus.
Jeg bliver hele tiden streget af den familiemæssige relation som om jeg aldrig har eksisteret.
Der opstod også en konflikt i forhold til svigerdatteren, da jeg tillod mig at have en mening. Så skulle jeg heller ikke komme i deres hjem når hun var hjemme.
Det er flere år siden jeg har set mine børnebørn. Sidst jeg ønskede det fik jeg af min søn at vide, at de jo ikke kunne have mig rendende ud og ind af deres liv. Jeg blev tilbudt et møde med ham så jeg kunne få udstukket betingelserne.
Måske er jeg for følsom og nærtagende, men der er faldet mange ord igennem de seneste 10 år som mere har lydt som om jeg ikke opfattes som faderen.
Der er grædt mange tårer i savnet, men det værste er at jeg føler mig straffet for noget jeg ikke har gjort.
Kære L.C.
Jeg har tilladt mig at forkorte dit navn, og fjerne/rette nogle enkelte sætninger i dit indlæg, så det ikke bliver alt for person-genkendeligt. Det er en hård situation at føle sig afvist af sit voksne barn og hans familie, og meget forståeligt at du både bliver ked af det og vred. Jeg håber du har nogle omkring dig, som du kan tale med – og få luft for alle følelserne. Ellers er det måske en god idé at opsøge en der kan hjælpe dig professionelt, da dét at få sine egne tanker og reaktionsmønstre på plads tit er et uundværligt første skridt til at få en bedre relation med tiden. Venlig hilsen Camilla
Tak for respons. Jeg har talt meget med venner, og alle er uforstående. De kommentarer jeg har fået fra min søn forstår de slet ikke, han lyder følelseskold. Jeg kan give mange eksempler, men ……..
Hej Peter, når jeg læser dine indlæg til debatten får jeg det indtryk, at du slet ikke har sat dig ned og skuet indad. At du intet tager på dig af eget følelsesmæssigt ansvar som forælder. Jeg synes det lyder fuldstændig modbydeligt at du har sendt fotos tilbage til din søn. Og at du vælger at tage så voldsom afstand til dine børn.
Jeg er selv en voksen datter, som har brudt kontakten til min far som helt ung, det er nu 12 år siden. Det er ikke et valg man træffer for sjov. På nogen som helst måde. Jeg har prøvet alt. ALT. Det er et kæmpe tomrum og en smerte der vender tilbage igen og igen i nye former i løbet af mit liv. Men det kan ikke være anderledes. Desværre. Grunden til, at jeg nu reagerer på dit indlæg er, at jeg nu for anden gang er stødt på din formulering om, at “HVIS de virkelig hader deres forældre så meget, vil de jo bare sidde og fryde sig over, hvor ondt det gør forældrene, og det giver ingen mening.”
Det giver mig en kæmpe væmmelse og afsky at læse disse ord. At voksne børn, der har fravalgt kontakten til deres forældre, skulle hade deres forældre og skulle fryde sig ved at kunne afvise dem igen og igen (!) Jeg synes, du mangler en grundlæggelse forståelse for, at det at fravælge kontakten til et nærtstående familiemedlem er et af de absolut hårdeste valg, man kan træffe. Så når det alligevel kan ske, så er der jo en alvorlig grund.
At være forælder er en pligt, gave og opgave – ikke en rettighed! Det siger jeg både som voksent barn af en dårligt fungerende familie – og som mor til en lille søn.
Venlig hilsen,
E.
Hej
Jeg har ikke kontakt til min datter på 18 år. Hun gik i vrede, hen til sin far , for 3,5 år siden. Jeg tror den ene dag tog den anden og det blev svære og svære for hende at komme igen. Jeg har skrevet breve, mails, sms og mødt op personligt . intet hjælper. Ved flere lejligheder har vi været sammen hos min familie, og jeg har troet, at nu skulle det nok komme, der var en åbning. Men det er der ikke. gaver bliver sendt retur, og beskeder bliver ikke besvaret. Jeg kan ikke komme videre , som folk så hjerteligt anbefaler, da håbet jo stadig er der, for mig i hvert fald. Er der nogle gode råd til hjælp jeg kan opsøge? Jeg er faktisk der, hvor smerten over tabet, ikke er til at bære mere. Skal resten af livet være sådan?? Så er der lang vej igen!! Sådan skal det ikke være, så jeg vil gerne vide hvor man kan få hjælp til at leve med sorgen og få et godt liv, hvis det er muligt.
Kære “Petra”
Det er en uendeligt smertefuld situation du er i, og der er ingen lette løsninger. Jeg vil foreslå dig at finde en god terapeut/psykolog, som kan støtte dig og finde redskaber både til at bearbejde sorgen og finde ud af hvordan du kan komme videre med en kontakt. Det er ikke en kamp, du skal kæmpe alene.
Venlig hilsen Camilla
(Ja sorry- det blev lidt af et longread!)
Jeg søgte faktisk den anden vinkel, et forum for børn der har fravalgt deres forældre, men stødte på dette her og blev nysgerrig. Nu har jeg læst mange af jeres beretninger om børn der har fravalgt jer. Selvom jeres situationer er forskellige og i og jeres børn har anderledes grobund end mig, så synes jeg alligevel jeg kan se fælles træk i mange af jeres beretninger. Hold lige i baghovedet at min situation er måske er lidt eller meget anderledes end jeres, men det følelsesmæssige har mange fællesnævnere. Jeg vil starte med at sige at det må være det mest forfærdelige i verden at aktivt blive fravalgt af sit barn, det er jeg ikke i tvivl om, men lad mig alligevel give en vinkel fra den anden side:
jeg er en kvinde på 25 år, jeg har ikke kontakt med min mor længere. Beslutningen om at ikke have kontakt til min mor var lang, og var bestemt ikke en følelsesladet indskydelse. Jeg har fra jeg flyttede hjemmefra som 16 årig langsomt kommet til den konklusion at jeg ikke ville have hende i mit liv længere. for at gøre en ugidelig lang historie relativt kort, blev min beslutning draget af at hun simpelthen ikke kunne være mor. Hun kunne ikke leve op til hvad den titel betød.
Jeg vil ikke gøre det til en klagesang, da det på ingen måde ligger til mig, men jeg synes også jeg skylder at give lidt baggrundsforståelse for mit valg: Min mor lider af bipolar sindslidelse (tidligere kendt som maniodepressivitet). Det har været et langt liv med skiftende maniske og depressive perioder. Hun var skiftende aggressiv, højtråbende og følelsesmæssig voldelig. Men i hendes gode perioder var hun den mor alle drømmer om: kærlig, inkluderende, støttende og stabil (for en tid i hvertfald). Som resultat udviklede jeg mange psykiske lidelser, som jeg til dels stadig kæmper med idag.
Min far (hendes eksmand) døde da jeg var 22 og hun ville med til bisættelsen. Det modsatte min søster og jeg os, da han døde havde hun ikke talt med ham i 21 år og havde ingen interesse i at have et respektfuldt forhold til ham, og havde ytret et tilnærmelsesvist pænt ord om ham nogensinde. Hun prøvede igennem hele mit liv at tage min søster og jeg fra ham. Det skal lige siges at igennem hele min barndom har jeg boet med min mor og stedfar og kun været på besøg hos min far. Trods det, elskede jeg dem begge to, som børn generelt gør- de er selvom voksne er sindssyge, forfærdelig godmodige og taknemmelige væsner når det kommer til deres forældre.
Hun lavede scener, fik det til at handle om hendes sorg og hendes tab. Jeg holdt stadig fast i hende, men havde på det tidspunkt fraskrevet hende det følelsesmæssige ansvar at være mor, hvis ikke hun kunne sætte sine egne behov til side, i så svær en situation for mig, så var der ingen chancer for hun nogensinde ville kunne det. Hendes psykiske sygdom havde været undskyldningen til alt andet (og for meget) Men her strakte den ikke.
Når jeg læser jeres beretninger er det der går mest igen, den helt og aldeles rådvilde uforstående tilgang til jeres børns valg. Jeg kan selvfølgelig ikke gøre mig klog på jeres enkelte situationer, og det har jeg bestemt heller ikke ret til at gøre, men der er ALTID en grund til de har gjort som de har gjort. Børn mangler og har brug for deres forældre igennem hele livet. Her er det er ikke kun mig selv jeg spejler mig i, men også de mange terapeutiske sammenhænge jeg har været i, med andre i samme situation. Så mit råd, hvad end det er værd: læg alle jeres opfattelser af jeres situation og opfattelser af den urimelighed i muligvis er blevet udsat for og kig lidt indad- hvorfor tror i, at de traf den beslutning? Og hvis i stadig ikke kan komme på noget- så spørg dem (vel og mærke UDEN afsæt i jeres følelser, men af interesse). Jeg ved at mange børn ville ønske at forældrene prøvede at sætte sig ind i hvorfor de traf den beslutning, men som oftes sætter sig i en offerrolle om at være “blevet fravalgt eller forladt” som min egen mor også har i den evige sørgesang, trods forklaringer og breve om mit valg.
hvis ikke det er tilfældet i din situation, og der ikke kan sås så meget som skyggen af tvivl om at du har været den bedste forældre du kunne formå at være, så er jeg ked af at sige at alternativet er ikke meget federe: Så har du opfostret en utaknemmelig møgunge og derved skabt et røvhul mere til verdenen, som vi ikke som sådan mangler udbud på. Selvom det (selvfølgelig) nok er meget få af jer der kan tilskrive sig den- så prøv den anden 🙂
Jeres børn har selvfølgelig også et ansvar i alt det her, ej at forglemme! Men det er jer der er den voksne, og sådan vil det være i alt den tid i lever, uanset jeres børns alder. Ja, det er et hårdt og til tider utaknemmeligt job at være forældre, det er jeg ikke i tvivl om.
SÅ, pointen endelig!: Du kan ikke føde et barn eller aflevere en sædklat og regne med at den ubetingede kærlighed fraskriver dig fra, at det er et andet menneskes velbefindende du har ansvaret for- igennem et helt liv. Titler som “far” eller “mor” er titler du automatisk får, men som du i det lange løb skal gøre dig fortjent til.
tilsidesæt egne behov, opsøg professionel hjælp og spørg dit barn oprigtigt om en forklaring og vær villig til at være lydhør- også for de ting der gør ondt.
Kære Astrid
Tak for din åbenhjertighed og at du vil dele din historie med os – jeg er sikker på at mange forældre til voksne børn vil kunne blive klogere af at læse dine tanker bag beslutningen om at bryde kontakten med din mor. Det er en smertefuld situation for begge parter, men hvis man formår som forældre at lægge sin personlige “historiefortolkning” bag sig og optagetheden af egne kriser/eget verdensbillede (som din mor) er der allerede taget et vigtigt første skridt henimod en forståelse af hinanden på sigt.
Venlig hilsen Camilla
Faldt lige over denne side igen, da jeg skulle rydde op på min computer – utroligt hvor meget der hober sig sammen i løbet af et år *g*
Min mor er i mellemtiden kommet sig helt over “tabet” af sit barnebarn, og efter jeg selv “lukkede døren” for ham, kom jeg faktisk kun til at tænke på ham igen, da jeg faldt over denne side under min oprydning.
Jeg kan godt forstå, at nogle forældre har deres følelser i klemme og derfor svært ved at slippe deres børn, men når børnene som i mit tilfælde ikke engang vil fortælle en hvorfor, han ikke vil mig længere, og jeg VED, at jeg ALTID har været der for ham, så forstår jeg ikke helt, at man stadig kan have følelser i klemme, når man bliver behandlet så modbydeligt.
Det eneste han har opnået er, at hans søn (mit barnebarn) ikke får flere gaver (2 år), for når han ikke ved, hvem jeg er, kunne det opfattes som om, jeg gennem mit barnebarn ville i kontakt med min søn igen, og det ønsker jeg absolut ikke på nogen måde, så har valgt at bruge mit overskud på andre, som har mere behov for det i stedet for, og hvis alt går efter naturens orden, mister han også sin arv, da den er testamenteret til andet formål og endda strikket sådan sammen, at han også mister tvangsarven.
Nej, jeg er ikke hævngerrig, man kan bare ikke se, hvorfor han skulle tilgodeses, når han har droppet sin far fuldstændigt.
Derudover har det udviklet sig ganske morsomt, for hans mor (min eks,) bor i samme opgang som mig, og har gennem en nabo fået at vide, at hun altid tjekker grundigt, inden hun går forbi min dør, og en dag jeg kom hjem og gik gennem gadedøren, så jeg lige benene af min søn løbe op af trappen igen (han havde været på besøg hos sin mor).
Og nej, jeg fryder mig ikke over deres berøringsangst, men fatter bare ikke de gider.
Kære Camilla, jeg har “repeteret” nogle af dine indlæg igen og må tilstå, at din indgangsvinkel nok er den bedste i mange tilfælde, men synes alligevel en lille smule, at du nogen gange går for langt med hensyn til, hvor meget forældrene skal finde sig i for børnenes skyld, for forældre er jo også en slags mennesker 🙂
Ønsker dig og alle forældrene alt det bedste og en rigtig god jul med eller uden børn.
Selvom det længe siden du skrev Peter, vil jeg lige give mit besyv med.
Hvor er du vred på dit barn stadigvæk burde du ikke droppe vreden og komme videre, alt det du beskriver du har gjort drejer sig om en ting PAY BACK, om du kan se det eller ej, og du hiver din mor med ind i det Mange Tak
Min Datter har selv brudt forbindelsen godt hjulpet af sin Farmor som ikke var i stand til at give sin børn kærlighed af nogen art, jeg spurgte hende som voksen mand hvorfor hun aldrig havde kysset os, hun havde aldrig lært hvordan men tæv det vidste hun da hvordan man uddelte og da jeg prøvet at forklare min datter om sin farmor begik jeg en brøler mit barn tog farmors parti og tror kun på hende og der er intet jeg kan gøre ud over at vente, Camilla du behøver ikke at svare dine gentagende kommentarer med samme ordlyd går mig lidt på de tyndslidte nerver
Faldt lige over denne side igen, da jeg skulle rydde op på min computer – utroligt hvor meget der hober sig sammen i løbet af et år *g*
Min mor er i mellemtiden kommet sig helt over “tabet” af sit barnebarn, og efter jeg selv “lukkede døren” for ham, kom jeg faktisk kun til at tænke på ham igen, da jeg faldt over denne side under min oprydning.
Jeg kan godt forstå, at nogle forældre har deres følelser i klemme og derfor svært ved at slippe deres børn, men når børnene som i mit tilfælde ikke engang vil fortælle hvorfor, han ikke vil mig længere, og jeg VED, at jeg ALTID har været der for ham, så forstår jeg ikke helt, at man stadig kan have følelser i klemme, når man bliver behandlet så modbydeligt.
Det eneste han har opnået er, at hans søn (mit barnebarn–2 år) ikke får flere gaver, for når han ikke ved, hvem jeg er, kunne det opfattes som om, jeg ville i kontakt med min søn igen gennem mit barnebarn, og det ønsker jeg absolut ikke på nogen måde, så har valgt at bruge mit overskud på andre, som har mere behov for det i stedet for, og hvis alt går efter naturens orden, mister han også sin arv, da den er testamenteret til andet formål og endda strikket sådan sammen, at han også mister tvangsarven.
Nej, jeg er ikke hævngerrig, man kan bare ikke se, hvorfor han skal tilgodeses, når han har droppet sin far fuldstændigt.
Derudover har det udviklet sig ganske morsomt, for hans mor (min eks,) bor i samme opgang som mig, og har gennem en nabo fået at vide, at hun altid tjekker grundigt, inden hun går forbi min dør, og en dag jeg kom hjem og gik gennem gadedøren, så jeg lige benene af min søn løbe op af trappen igen (han havde været på besøg hos sin mor).
Og nej, jeg fryder mig ikke over deres berøringsangst, men fatter bare ikke de gider.
Kære Camilla, jeg har “repeteret” nogle af dine indlæg igen og må tilstå, at din indgangsvinkel nok er den bedste i mange tilfælde, men synes alligevel en lille smule, at du nogen gange går for langt med hensyn til, hvor meget forældrene skal finde sig i for børnenes skyld, for forældre er jo også en slags mennesker 🙂
Ønsker dig og alle forældrene alt det bedste og en rigtig god jul med eller uden børn.
Tak for dine refleksioner, og rigtig god jul til dig også 🙂
Hej Camilla
Jeg lavede et indlæg her på siden sidste år pga min datter dengang på 17 år havde “forladt” mig. Samtidig søgte jeg en gruppe hvor man kunne mødes og face to face høre og støtte hinanden.
Hvis det er muligt vil jeg gerne stille mig til rådighed idet du ikke havde tiden pga andet arbejde.
Evt at min mail samt telefonnummer bliver gjort synligt på siden – tror helt sikkert mange vil kunne bruge det i at komme videre el vi kunne få gode råd af hinanden.
Mvh
Flemming Andersen
Flemming.b.andersen@mail.dk
24688500
Hej Flemming. Tak for dit tilbud. Jeg får jævnligt henvendelser fra sorg-ramte forældre der savner en lignende gruppe, men har ikke haft kendskab til nogen. Super hvis du har overskud til at koordinere det.
Venlig hilsen
Camilla
Jeg havde aldrig troet, at jeg ville få brug for at søge efter sådan en side som denne her, men er glad for den findes. Det er så lige denne ekstremt fortvivlende situation jeg står i – at blive fravalgt af sit voksne barn, og hvor er det svært at finde fodfæste i. Min søn har sagt at han aldrig vil se mig eller høre fra mig igen. Han skal giftes til efteråret men jeg er ikke inviteret med. Han skylder mig penge som han ikke kan/vil betale tilbage. Han er voldsomt vred på mig af grunde jeg ikke kan forstå, og har fundet på voldsomme historier om mig, som er virkelig mærkelige og uforståelige.
Jeg læser med interesse de gode råd, – jeg ved ikke om jeg forstår dem rigtigt, men umiddelbart synes jeg der står at man, som forældre, skal acceptere at blive behandlet værre af sine voksne børn end man gør af alle andre mennesker?
Det er jeg kommet i tvivl om passer for mit vedkommende i hvert fald – for det har ikke ført til noget godt for mig og forholde til min søn – tværtimod.
Jeg er nu ved at finde kraft til at ranke ryggen og lære at sige fra, og det er bla med til at styrke mit selvværd og give mig energi til at kunne søge glæder andre steder, i stedet for at drukne i sorg over hans vrede og afvisning.
Jeg blev også overrasket over sætningen – “bliv ved med at støtte økonomisk”. Der må vel være grænser? Min søn, midt i 30’erne, synes jeg skal hæve min pension og/eller sælge eller tage lån i mit hus, så jeg kan låne/give ham flere penge. Jeg har een gang lånt ham penge, som han ikke har kunnet betale tilbage – endnu da. Han blev ligeledes meget vred på sin moster/onkel fordi de ikke ville låne ham penge tidligere, og de havde ikke lyst til at være sammen med ham efter det. Han har et temmelig højt forbrug, af den slags som de fleste ikke har råd til, heller ikke jeg.
Min søn har været tiltagende vred på mig fra puberteten, og det er som om der er et filter i ham, som vender de ting jeg siger og mener, til noget helt andet – som om jeg er et helt sort og væmmeligt menneske, som vil ham ondt. Det er helt modsat mig, og så meget imod mit menneskesyn og mine værdier, og komplet uforståeligt. Det er som om jeg er kommet på “den sorte liste” engang, og derfra er der ingen vej tilbage.
Alle som kender mig er et stort spørgsmålstegn over hans forestillinger om mig. Jeg har mange gange lyttet med hjerte og hjerne og gerne ville forstå ham, jeg har undskyldt, anerkendt, respekteret følelser – selvfølgelig. Det der opleves som et svigt, skal anerkendes og respekteres, og det har jeg også gjort.
Det er SÅ ulykkeligt! Han har i tidens løb sagt så mange voldsomme ting til mig, som hans elskede bedstemor bla har kunnet stoppe når hun var vidne til det, men hun er død nu og kan derfor ikke appellere til hans fornuft. Hun var den eneste i familien han respekterede og når hun sagde “Nu er du ikke rimelig!” så blev han stille. Jeg savner hende så meget, for hun kunne også hjælpe mig med at forstå, at jeg ikke gjorde noget forkert.
Han har for ikke så længe siden sagt, at jeg ikke skulle regne med at få lov at se mine børnebørn, når de engang kom… Det ved han jeg har glædet mig til i mange år, og han har selv haft uendeligt meget glæde af at være sammen med sin egen bedstemor, så jeg blev så rystet. Han ønsker at straffe mig så meget, at det går ud over hans eget barn.
For tiden går jeg i terapi for at få hjælp og lære at håndtere sorgen. Psykologen siger, at han har tydelige personlighedsforstyrrede træk og at jeg skal trække mig fra ham, give afkald på drømmen om forsoning og børnebørn, og glæde mig over min andre voksne børn, som er meget elskelige og betænksomme, og som ikke forstår hans vrede og reaktion.
Jeg er lykkelig over at have de to andre børn, og min elskede mand, som er med til at gøre det tydeligt for mig, at jeg er en god nok mor, og at andre gerne vil mig, både nu og i fremtiden. Det er dem jeg vil bruge min energi på i fremtiden, når jeg får lært at give slip på mit barn, og hele det liv vi har haft sammen og som jeg troede vi skulle have fremover.
Det gør ondt indeni ved tanken om, at han måske også lider, men jeg kan ingenting gøre for at hjælpe ham, for han vil ikke have mig i sit liv, og det må jeg respektere.
Det er en uafsluttet sorg som jeg vil blive konfronteret med resten af mit liv, og det kræver energi at skulle skubbe det væk, for at kunne se dem der trods alt er glade for at være i mit liv.
Så i forhold til at give gode råd til at komme gennem sorgen over at ens voksne børn afviser sine forældre, så synes jeg, at der må flere nuancer til.
Måske er det fordi jeg er gammel, men jeg er opdraget til at voksne børn er voksne mennesker, og at en relation mellem voksne mennesker bygger på gensidig respekt og ønsket om at ville den anden det godt.
Uanset om man giver alle sine penge til sit barn, rækker hånden ud, accepterer vreden, lytter og anerkender – så vil man aldrig kunne få en værdig relation til ens voksne barn, hvis ikke han/hun også respekterer forælderen som et voksent menneske.
Kære V.
Jeg kan sagtens forstå din sorg og frustration over situationen. Der er ikke nogle lette løsninger, og ja – det kan være svært at finde ud af hvornår man skal sige stop for flere forsøg. I vores bog “Familiefred med dine voksne børn” (Dansk Psykologisk Forlag, 2015) skriver vi blandt andet om lige præcis hvordan man som forældre kan nuancere sorgen og finde fred med sit liv i øvrigt. Måske kan du finde bogen på biblioteket?
Venlig hilsen Camilla
Helt enig med Camilla, at der ikke er nogle nemme løsninger, men måske endda den sværeste, er den nemmeste, og det er at give slip.
Det kan være rigtig svært at give slip, men da jeg selv har været i samme situation bortset fra, at min søn slet ikke ville fortælle hvorfor, han ikke ville se mig, og samtidig lukkede helt af for sin farmor og vores kontakt til sin kæreste, mit barnebarn og hele hendes øvrige familie, følte jeg mig så modbydeligt behandlet, at jeg slet ikke havde spor svært ved at give slip, og min dør bliver aldrig åbnet igen.
Uanset det er ens egne børn, så fortjener de ikke en åben dør, når de kan behandle deres forældre på sådan en måde.
Vi er naturligvis alle forskellige, men er der ingen mulighed for at skabe kontakt, ødelægger man kun sit eget liv ved at vedblive med at forsøge, og det kan jeg med min bedste vilje ikke se, man fortjener.
Nej, jeg er bestemt ikke en “hård nyser”, men der må være grænser for, hvad man finder sig i.
ØV, ØV, ØV!
Min gamle mor, som nu er blevet 95, kan ikke lade være med at tale om bruddet med sit barnebarn, som også har brudt al kontakt til mig.
Ingen af os aner, hvad vi har gjort, da vi altid har været der for ham, og han er også skyld i, at hans kæreste og hele hendes familie heller ikke vil tale med os.
Når jeg møder min eks., som bor i samme opgang som mig, tager hun bare stenansigtet på og går lige forbi mig uden et ord.
Kære Camilla, da jeg 100 % ved, at jeg altid har hjulpet ham, hvor jeg kunne, fejler min samvittighed absolut intet, og for min mors skyld agter jeg nu at gøre noget ved det for at finde ud af, hvad der er galt.
Derfor har jeg tænkt mig at fortælle alle, hvor modbydelige de er mod min mor på 95, og på den måde håbe, at noget dukker op, så hun ikke taler om det mere.
Jeg er ikke hævngerrig på nogen måde, men synes ikke det er rimeligt, at vi bare skal finde os i det uden nogen forklaring, og kan jeg få dem ud af busken ved at fortælle alle om deres opførsel, kan jeg måske gøre livet så surt for dem, at de fortæller, hvad der er galt, og hvis jeg kan få alle beboerne i ejendommen til at undgå dem, forstår de måske et vink med en vognstang, for jeg kan på ingen måde se, at folk som opfører sig sådan, skal fredes, og virker det ikke, vil jeg udlevere dem på Facebook med nanvs nævnelse.
Det ville jeg egentlig også gerne gøre her, men lader være, så du er fri for at slette navnene. 🙂
Naturligvis vil jeg fortælle om mine hensigter, næste gang jeg møder eks’ en på trappen, for spiller selv med åbne kort og har absolut intet at skjule.
Jeg regner dog ikke med at få noget svar, og så har de jo også selv bedt om det,
Måske det bliver en boomerang, men det er der så ikke noget at gøre ved, for alt andet er bedre end uvisheden.
Der er nu gået over 2 år, hvor jeg har håbet, at min mor bare ville glemme det, og derfor har jeg ikke selv gjort noget ved det, da jeg som tidligere nævnt ikke har svært ved at slippe nogen, som kan være så modbydelige, men nu kan jeg for min mors skyld ikke længere bare være ligeglad.
Jeg har også overvejet at få nogen til at ringe til min søn og spørge, hvad der er galt, men aner faktisk ikke, hvem det skulle være, da der sikkert ikke er nogen, som ønsker at blande sig, så nu har jeg besluttet, at de får den psykiske vold retur!
Evt. forslag om at kontakte dem nytter ikke, da det allerede er forsøgt uden svar.
Kære Flemming og øvrige med indslag her.
Jeg er selv i dyb sorg over at jeg ikke har kontakt til mine døtre. Jeg har været “ forladt “ i snart 6 år og vil høre om du Flemming Andersen har fået kontakt til andre forældre, lavet en gruppe og i hvilken del af landet bor du. Jeg er bosat i Hovedstadsområdet og vil meget gerne med, måske oprette en gruppe.
Håber inderligt at høre fra nogle.
De bedste hilsener
Marie
Jeg har lige læst en masse af indlæggene igennem og føler mig lidt mindre alene.
Vi er et par i 50’erne som mistede kontakten til min voksne papsøn – enebarn – for 2 år siden. Pga uoverensstemmelser som nok rækker tilbage til længe før min tid – men banale uenigheder blev den udløsende faktor.
Efterfølgende fik min mand en alvorlig sygdom, det førte ikke til forsoning men til at han har valgt at passe på sig selv, fysisk og mentalt på sin måde – og undgå stress situationer.
Det er svært at stå som 3. part og acceptere at det er mellem de to, og at jeg ikke har indflydelse. Jeg ville have gjort nogle ting anderledes, men har heller ikke de samme følelser i klemme. Nu er jeg nået dertil, at jeg ikke føler et savn længere – efter ham og hans familie som sådan, som ellers var en del af vores liv. Men jeg føler savnet efter noget, f.eks at kunne tale utvungent om familieanliggende med kolleger. Jeg forsøger ubevidst at undgå visse sociale situationer, hvor der er for meget snak om børn og børnebørn, så ja, det har haft konsekvenser. Der er også en form for skam eller tabu forbundet med det her, og træthed overfor gode råd, hvis man åbner op for posen. Jeg tænker nogen gange, at det må være ” nemmere” at miste kontakten af mere indlysende årsager såsom misbrug.
Marianne
Ved ikke hvor mange der læser denne tråd. Men netop denne tråd her hjalp mig meget da jeg var i det mest sorte humør. Det var faktisk dejligt at se der var en tråd hvor andre var i samme båd som mig.
Jeg er Mor til en datter der i vrede efter et mor/datter skænderi flyttede hjem til sin far som 12 årig. Hendes far, som jeg af gode grunde ikke havde et godt forhold til, sørgede for hun hun forblev i vreden og opdigtede historier, og manipulerede hende så meget, hun både kappede båndene til mig, vores omgangskreds og resten af familien. Vi så eller hørte intet fra hende i halvandet år, og når vi rakte hånden ud (hvilket vi virkelig gjorde), fik vi et smæk tilbage. Hendes far, hans familie og hans omgangskreds slog ring om hende (af gode grunde, da de jo troede på alle hans forfærdelige historier om mig og min evne som mor).
Han havde også fortalt samme historier til fagpersoner, samt hendes nye skole, så de ville heller informere mig om min datter, udover hun havde det godt hos sin far. Det var FORFÆRDELIGT og jeg græd konstant hver dag. Jeg mødte mand og vi fik et barn- en lillebror. Og jeg må sige, at lillebror ikke var en erstatning for min datter, men han bragte en ny glæde ind i vores liv – og oveni købet blev min datter alligevel nysgerrig, og kom hjem fordi hun gerne ville møde sin lillebror. Jeg gik MEGET forsigtigt frem med hende, og det første år var ikke let, da vi jo ikke havde haft kontakt længe, og hun ikke længere var knyttet til mig og i over halvandet år havde hørt en masse historier om mig fra hendes far, så det var med meget blandet fornøjelse når hun var på besøg.
Jeg gik som på nåle og følte slet ikke jeg kunne genkende hende mere, da hun var så mistroisk overfor mig og jeg kunne høre meget af hendes far i hende, når hun beskyldte mig for alverdens ting. Jeg kunne slet ikke slappe af, og kom tit til at sige noget forkert, eller min vrede tog over og jeg fortalte hende hendes far løj og fortalte usande historier (dårligt af mig at snakke dårligt om hendes far, ja, men virkelig svært at beherske sig, når følelserne sidder uden på tøjet og det eneste jeg ønskede var, hun skulle få øjnene op for hvor en manupilerende ond skid hendes far havde været ved at frarøve en mor sit eget barn- min datter som jeg selv har opfostret, uden hans hjælp i hendes 12 første leveår, hvor han har fungeret som en lege-onkel der havde tid en dag eller to i kvartalet til at være far).
I dag ser tingene noget lysere ud. Vi har etableret en meget bedre kontakt, men det har næsten taget os 5 år at nå hertil, og jeg er bange for vi først rigtig finder hinanden igen når hun er voksen og selv har fået børn. Hun starter snart på gymnasiet, og vil fortsat bo hos sin far, da tøjlerne er meget friere hos ham, og hendes nye venner er der. Jeg forstår hende godt. Hans by, er hendes by nu. Hun er på vej til at blive voksen og jeg har accepteret situationen, så godt som jeg nu kan (jeg græder hvertfald ikke mere. Savner, men sørger ikke mere. Jeg ser hende en enkelt dag eller to i ferier og hun har også set familien på min side.
Jeg kan stadig få en knude i maven over hun ikke længere er “min pige”, men er lykkelig for vi trods alt har kontakt, og hun langsomt begynder at åbne mere og mere op for mig. Hendes far har jeg slet ikke kontakt til mere. Jeg blokerede ham for et par år siden, og det var skønt at krigen stoppede. Han har dog forsøgt at få kontakt, men har ignoreret hans krigeriske beskeder, og jeg håber og tror på nu, at han lader mig være. Han er som død for mig. Men jeg er blevet meget bedre til at acceptere at hun elsker og forguder sin far.
Hun er snart voksen, og jeg tænker tit, jeg skal være glad for jeg stadig har hende i mit liv, selvom det er meget sjældent. Jeg vælger at tro på, hvis jeg fortsat ikke presser hende, så kommer hun måske tilbage for fuld styrke engang når hun er blevet ældre. Jeg er selv i en alder af 40 år blevet meget bedre til at besøge mine egne forældre efter al det bøvl med min egen datter, og jeg prøver at gøre noget godt for andre, og være en god mor så jeg ikke ender som en gammel bitter alkoholiseret kvinde der har ondt af mig selv.
Det ordsprog der hedder børn kun er til låns, holder 100 %. Det har jeg lært nu. jeg ved ikke om nogen overhovedet kan få noget ud af mit opslag, men til jer der læser dette, og som er ligeså nede da jeg læste tråden for et par år tilbage, vil jeg bare sige, I skal sørge for at få det godt- uden jeres børn. Og ja hold døren åben, men forvent ikke der bliver banket på. Tråden her gjorde at jeg ikke følte mig så alene, da jeg brugte mange aftener på at google mig frem om børn der havde slået hånden af deres forældre. Tak til alle jer der har skrevet jeres historier. Jeg håber andre får ligeså meget ud af at læse herinde som jeg gjorde, der for et par år siden hvor jeg var dybt frustreret
Kære MB
Tak fordi du deler dine gode erfaringer med at reparere et brud. Som du så fint beskriver, er det ikke alt eller intet, men ofte en vej tilbage hvor der stadig skal trædes meget varsomt – og hvor man ikke kan regne med at samværet bliver som det var før. Du har banet vejen for en fin voksen-til-voksen relation til din datter ved at respektere hendes behov nu, og vise at du er der uanset omfang. For at kunne det, går et sejt arbejde med at rumme sine egne følelser forud, og den proces har du virkelig knoklet med. Dejligt at du har kunnet bruge tråden her til en støtte undervejs.
Venlig hilsen Camilla
Kære alle forældre, der skriver herinde.
Skam jer!
Er det ikke jeres generation, som har lært os at bryde med familien? Hvor mange er jer har holdt sammen på jeres familie? Er i ikke alle sammen skilt?? har i været hinanden utro, løjet og behandlet hinanden dårligt? I er ensomme pga. jeres valg om at bryde familien op og nu sidder i og kan ikke forstå, at vi gør det samme.
Os, jeres børn, har lært det hele fra jer!
Hilsen en datter på 33 år, som faldt over jeres hykleriske tråd!
Vi har lært det fra jer!
Ej helt ærligt
Min mor og jeg skændtes i telefonen i 2016, jeg sagde i en kommentar til noget andet, at så skulle hun holde sig væk fra os/min familie, det var sidste gang jeg hørte fra min mor!
Min mor er desværre psykopat har jeg fundet ud af, hele min barndom og voksne liv har jeg enten i hendes øjne været en taber eller verdensmester, alt efter om jeg var inde i varmen eller vi var uvenner!
Kan se nu at sådan var hun med alle, enten var man ude, og var man ude, var du blokeret, ignoreret og bagtalt. Var du inde, var der ikke grænser for hvad hun ville gøre.
Hun har i mit 48 årige liv aldrig, som i aldrig een eneste gang ringet eller taget kontakt efter f.eks. En diskussion eller uoverensstemmelser igennem hele mit liv, er det mig der har ringet op eller skabt kontakten igen, det er nu siden 2016, da jeg ikke mere ville være den der optog kontakten.
Min egen mor har desværre 48 ud af 50 tegn på en psykopat! Hvordan tackler man det, når hele ens liv har fået at vide man er dum, en taber, ender på pølsefabrikken, de gange man som barn ikke makkede ret!
I dag er jeg selvstændig IT konsulent, gift med dejlig pige på 20 år, 2 dejlige sunde drenge på 17 og 13 der ikke har set deres farmor i 5 år.
Jeg tror på at vi hver især bliver udstyret med to tønder fra fødslen. Den ene tønde er til gode minder og den anden tønde er til de dårlige oplevelser. Vi vælger selv hvilken tønde vi vil røre rundt i og hvilken lugt vi vil omfavne dagligt.
Vi taler om vores børn, som vi har kastet millioner af timer i, på at opdrage til gode omsorgsfulde mennesker, og selvfølgelig føler vi skam, når opgaven ikke lykkedes. Jeg tror, at med alt den kærlighed jeg har smuttet ned i mine drenges rygsække, så skal de nok komme tilbage, når de er klar til det. Selvfølgelig gør det ondt at miste en stund, men ægte kærlighed dør aldrig, uanset påvirkninger udefra, så de skal nok vende hjem igen. De har bare brug for ro i den udviklingsproces. Der skal heller ikke ydes bidrag eller gaver i den proces hvor de har brug for at udklække og udvikle sig til en sommerfugl. Man skal lade sit yngel være i fred i den periode, sætte et skilt om halsen på dem hvor der står “Vil ikke forstyrres”. Hvis forældre forstyrrer deres børn i den periode, så tager det bare længere tid for børnene at blive fornuftige voksne omsorgsfulde mennesker.
Børn kommer senere i puberteten nu om dage, og mine drenge var 30+ da det skete. De børn der er ekstra sensitive, der tager det lidt længere tid at komme igennem den svære periode. Jeg har vist læst alle bidrag i tråden, og det var som at genopleve smerten ord for ord i skrev, men er det ikke bare en periode af livet som følger med når man har valgt at få børn? Børn elsker begge forældre, men de vælger nok den part, hvor de kan “skjule” sig i udviklingen. Lad være med at kaste med mudder selvom man er såret. Begge forældre vil deres barn det bedste. Slå den trold af din højre skulder der hvisker dumme ting til dig og lad være med at gå ind i de provokerede konflikter der vil opstå. De vil opstå for barnet vil løsrive sig. Husk at de ikke vil forstyrres. Sådan nogle væsener kan sige mange sårende ord i den proces.
Børn er noget herligt noget, men giv slip og giv luft når de har brug for frihed. De er ikke din egendom. De er til låns. Og med al den kærlighed du har stoppet i deres rygsæk, så skal du tro på, at de udvikler sig til fine mennesker. De bedste hilsner, Per
Kære Per… og alle andre der oplever denne smerte at miste kontakten med deres voksne børn, der er mange gode og givtige indlæg
Jeg har en søn på 30 som jeg elsker over alt på jorden, og har givet ham alt den kærlighed og opmærksomhed som jeg kunne… og selvfølgelig har jeg det 🙂 men for ca 4 mdr siden valgte han at bryde forbindelsen til mig, da han beskrev mig som værende for krævende i mangel på opmærksomhed og tid sammen med mit barnebarn på 1,5 år – der ligger selvfølgelig en længere periode bag denne beslutning fra hans side som vil være for krævende at skrive her – skal dog nævne at min svigerdatter har diagnosen borderline, det har været en udfordring for mig at efterleve de hensyn som det udløser – min søn er også kommet i en svær og psysisk krævende situation på grund af hendes diagnose, og det gør mig så frygtelig ondt
Da jeg ikke kan leve et liv uden min søn, har jeg skrevet en sms til ham hvor jeg undskylder for alle de ting jeg har gjort eller sagt som har stødt ham og min svigerdatter, det har aldrig været min hensigt, tværtimod har altid gjort hvad jeg kunne for at være der for ham. Det er svært at skrive alle detaljer og situationer i denne sag, men fakta er at han har lukket mig 100% ude af hans liv, og mit telefon nr er blokeret, så jeg kan ikke hverken ringe eller skrive til ham, det er simpelthen så hårdt, jeg er helt nede
Spørgsmålet er som om jeg skal accepterer hans afvisning og komme videre i mit liv… eller jeg skal gribe til andre midler ? Jeg er i en fuldstændig opslidende situation, hvor savnet er ubeskriveligt
Hold da op hvor er det en lettelse at høre om andre der oplever sig sat i defensiven af deres egen yngel. Så er man da ikke ene om en oplevelse som man ikke lige havde set komme. Vi/ De kan hver især måske se forklaringer og grunde til at det har gået den vej , men som jeg ser det, er det vigtigt at trække sin kærlighed hjem til sig selv igen og tage vare på sig selv. I biblen står der at man skal ære sin far og sin mor. dvs at man skal værdsætte dem, sætte pris på dem. Det er selvfølgelig fordi det er ret og rimeligt og fordi forældres følelser skal passes på og værnes om. Det er sikkert ikke muligt for børn at sætte sig ind i hvordan forældre føler helt ind i hjerterødderne og hvordan deres afmålte kærlighed sårer. Hvis man har gjort sit bedste, draget omsorg elsket og bekostet, værnet og opdraget og så er det så uforskammet af børn -voksne som unge.-at behandle sine forældre ukærligt. Det er lidt en lettelse at fjerne skylden og skammen fra en selv og sætte den i vejkanten eller hvor den nu hører hjemme. Så ser man lidt mere klart på det og endda få lidt medfølese over for de stakkels mennesker der ikke er i stand til at vise naturlig hengivenhed.
Hej. Min datter på 21 vil ikke have kontakt til sin far, min mand igennem 23 år. Hun har også påvirket vores søn på 19 år, som vil ikke se sin far. De straffer også mig ved at sige at jeg har valgt mand i stedet at blive skilt og ved at afbryde kontakt til mig. Min datter har blokkeret mig på facebook og på tlf.. Jeg sender penge og beskeder via mobilpay, men får ingen respons fra min datter.
Jeg har altid støttet mine børn og det vil jeg fortsæt. Det er smertefuldt at blive vagt fra, og jeg har gjort alt for mine børn, selvom jeg har sikkert lavet fejl, men synes at de er blevet egoister, som forstår kun sig selv….hvordan kan jeg få dem til dialog?