I kølvandet på omtalen af vores første bog “FamilieFred med dine forældre” har jeg fået henvendelser fra adskillige forældre, som håber at få vejledning i forholdet til deres voksne børn.
Enten har de slet ikke kontakt med børnene, eller har en kontakt der føles som at gå på glasskår hele tiden.
Man kan komme til at træde bare lidt forbi, og så gør det ondt at blive mødt med vrede. Et typisk problem kan være den midaldrende kvinde der beskriver at en positivt ment kommentar til hendes voksne datters påklædning bliver opfattet negativt- og fører til en pause i kontakten.
Forældrene beskriver sig selv som uforstående og magtesløse overfor problemerne, og ønsker hjælp til at beholde en eller anden form for relation.
Alt er bedre end ingenting..eller- dog ikke helt, for som nogle siger “hvis jeg skal være så bange hele tiden når vi er sammen, er det ikke det værd”.
Er der nogle der har haft lignende oplevelser? Og hvordan kom du/I videre?
Jeg tror, at det handler om en generation af sårede børn , der ikke er blevet hørt og set , da forældrene simpelthen har haft for travlt med andre ting/arbejde da de voksede op , det handler om sårede følelser der ligger lige inden under huden og der skal ikke meget til at få dem frem . Der må åbenhed til og mange gode og lange fortrolige snakke for at nærme sig og forstå hinanden
Mvh Ea
Kære Ea. Tak for din kommentar, og du har helt ret – det er ikke gjort med en 10 minutters snak, men er et langt og grundigt arbejde for at møde hinanden på midten. Venlig hilsen Camilla
Jeg har affundet mig med, at børn ligesom livet, kun er et lån, og bruger man tid på børn, som afviser en fuldstændigt, når man heller ikke at leve livet, og på den måde mister man begge dele.
I dyreverden er det jo også sådan, at når fuglen flyver fra reden, så er forældrenes pligter forbi, og de kan starte et nyt kuld, hvilket dog kan være svært for mennesker, når de er kommet op i alderen og derfor kun har de voksne børn tilbage.
Jo, det er absolut en svær situation, når børnene afskriver en, men det kommer helt an på situationen, om det er kampen værd at få dem tilbage, og vil de ikke tale om det, er det jo næsten en umulig opgave.
I mit tilfælde nægtede min søn pludselig at tale med mig, og da jeg spurgte, hvad jeg dog havde gjort ham, svarede han blot, at “Det kunne jeg jo tænke over.”
Det gjorde jeg så, men da jeg ikke kunne komme i tanker om noget, da jeg altid har været der for ham, besluttede jeg at respektere hans ønske, og har ikke talt med ham siden.
Jeg ved dog, at det er min søster som er skyld i det, for hun har altid forsøgt at så splid mellem alle i familien, og derfor havde vi valgt at fravælge hende, som hun også fravalgte os, men desværre har hun genoptaget kontakten med min søn, og nu har hun bildt ham ind, at jeg er ligeglad med ham, hvad jeg absolut ikke er, men når han tror på det, og ikke vil tale om det, så kunne jeg ikke se anden udvej end at droppe kontakten og komme videre med mit liv.
Desværre gik det også ud over hans farmor, og hun havde ikke så nemt ved at slippe det, men så begyndte hun at skrive et referat af alt, hvad der var sket igennem årene, og igennem det kunne hun godt se, at det ikke nyttede noget at forsøge at genoptage kontakten – hun gjorde det en enkelt gang, men fik blot at vide, hun bare var nysgerrig, da hun ringede og sagde, hun var bekymret for ham.
Det hjalp heldigvis og i dag tænker vi slet ikke på ham mere – jo, naturligvis kan det ikke undgås helt, men så er det kun i forbindelse med noget andet, så følelserne er slet ikke med i det.
Når man kan være så ond mod sin far og farmor, er det ikke spor svært at give slip.
Jeg siger ikke, at mine betragtninger og handlinger er de rigtige, men de virkede for mig, og i dag tænker jeg som sagt ikke på min søn mere, og ønsker ham faktisk heller ikke tilbage, og det har absolut intet med hævn at gøre, men blot at livet er for kort til at bruge på børn, som ikke vil en længere.
Jeg håber, du kan bruge mit indlæg til noget konstruktivt.
Kære Peter. Tak fordi du vil dele din oplevelse – måske kan andre få glæde af at læse om dine erfaringer. Venlig hilsen Camilla