I kølvandet på omtalen af vores første bog “FamilieFred med dine forældre” har jeg fået henvendelser fra adskillige forældre, som håber at få vejledning i forholdet til deres voksne børn.

Enten har de slet ikke kontakt med børnene, eller har en kontakt der føles som at gå på glasskår hele tiden.

Man kan komme til at træde bare lidt forbi, og så gør det ondt at blive mødt med vrede. Et typisk problem kan være den midaldrende kvinde der beskriver at en positivt ment kommentar til hendes voksne datters påklædning bliver opfattet negativt- og fører til en pause i kontakten.

Forældrene beskriver sig selv som uforstående og magtesløse overfor problemerne, og ønsker hjælp til at beholde en eller anden form for relation.

Alt er bedre end ingenting..eller- dog ikke helt, for som nogle siger “hvis jeg skal være så bange hele tiden når vi er sammen, er det ikke det værd”.
Er der nogle der har haft lignende oplevelser? Og hvordan kom du/I videre?

Shares

Pin It on Pinterest

Share This