Kan du få fred for din indre slavepisker?
Lige om lidt er det sommerferie. Er du også én af dem, der har hektisk travlt i de sidste uger op til en længere ferieperiode, fordi samtlige hængepartier skal være på plads?
Måske har du så meget overskud i det daglige, at du stille og roligt kan geare ned til ferien uden at tage årets stress med dig?
Hvordan har din krop haft det i løbet af de sidste måneder? Har du holdt vejret og tænkt “jeg skal bare lige klare de sidste måneder her, så bliver det godt i ferien” – med smertefulde spændinger i kroppen, træthed og kort lunte derhjemme? Eller det modsatte: kedet dig, tænkt at nu må der egentlig gerne ske noget andet?
Hvorfor knokler vi videre?
For mange af os – også for dig måske? – er der en indre automatik der får os til at fortsætte med at udføre vores opgaver. Også uanset hvordan du egentlig har det indeni, og hvad der sker i dit liv.
Vasketøj, arbejde, hente og bringe børn, sammenkomster med venner/familie/skole/ børnehave/fritidsinteresser, oprydning i hus og have…den indre Duracell-kanin går igang, og marcherer derudaf med trommestikker der slår løs.
Også selvom hovedet er fyldt med følelsen af ikke at orke mere. Udmattelsen får kun lov til at være der om aftenen, i den time hvor du kollapser foran fjernsynet inden det er sengetid igen.
Dine behov er på stand by
Du kender sikkert også nogle, der er blevet sygemeldt med stress eller depression, måske har du endda selv prøvet det. Har du grebet dig selv i at tænke “så tag dig dog sammen – og kom igang igen! Når vi andre kan, kan du vel også…?”. Rigtig mange af os er vokset op med en pligtfølelse der er så indgroet, at den ikke engang kan overgås af selvindsigt eller medfølelse.
Hvordan kan det være, at du er blevet så god til at overhøre signalerne fra kroppen? Allerede som lille barn lærte du at udskyde dine behov, indtil det var passende “nej, mor har ikke tid lige nu – du må vente med at få noget at drikke, indtil lillebror har fået ren ble”..
Stille og roligt fik du indbygget fornemmelsen af, at du er bedst, sødest og mest acceptabel hvis du kan undertrykke trangen til noget du gerne vil her-og-nu, og i stedet udføre den opgave du har fået pålagt.
Til en vis grad er det nødvendigt at vi allesammen er pligtopfyldende, da verden ellers ville bryde sammen: hvis buschaufføren tog sig en lur midt på ruten, hvis kirurgen midt i en operation kunne mærke at han hellere ville en tur i skoven, eller hvis dagplejemoderen gik fra 4 små børn for at tage på shopping. Ikke smart, vel?
Det er svært at sige stop
Men kan du mærke inde i DIN krop, hvornår “nok er nok”, og hvor godt du skal gøre det for at du synes din opgave er udført korrekt? Hvor er stop-knappen – kan du finde den? Højst sandsynligt sidder den så højt oppe, at du ikke kan se den. Først i det øjeblik hvor du absolut ikke kan slæbe dig rundt et sekund mere, kommer den inden for rækkevidde.
Hvis du er heldig hjælper kroppen dig ved at fremskaffe en influenza, virusinfektion eller andet der sætter alle krav ud af funktion – bare nogle dage. Det virker om vinteren…om sommeren er det magiske kodeord “ferie”!
Sætninger der gentager sig igen og igen i din snak med dig selv:
- “jeg er sådan én der klarer mig godt – det modsatte er ikke i orden”
- “jeg sørger for at alle de andre har det godt, uanset hvordan jeg selv har det”
- “jeg giver aldrig op – jeg finder altid en løsning på tingene- ingen skal hjælpe”
- “træthed og hovedpine kan klares med et par Panodiler, så går det hele igen – jeg har ikke andre muligheder”
Kan det lade sig gøre for dig at få sneget noget selvomsorg ind i noget af det ovenstående? Eller er kontakt med dine egne behov kun noget der foregår 3-4 uger om året, mens resten er ét langt hækkeløb?
Selv-medfølelse i 3 trin:
- Sig til dig selv, at det er OK at alt ikke går som planlagt. Bare dette skridt kan være enormt svært, hvis det er nyt for dig (du er vant til bebrejdelserne)..men bare dét at anerkende at ting ikke altid kan “fixes”, kan være en befrielse.
- Anerkend at du er et menneske! Vi begår allesammen fejl, og er styret af udefrakommende ting som vi ikke har indflydelse på. Men både du og alle andre er fejlbarlige mennesker, der er sammen om dét vilkår. Alle de andre kæmper lige så meget for at se ud som om de har styr på tingene som du gør.
- Vær til stede med din følelse her og nu. Hvis du synes en situation er svær, så prøv at lade følelsen få plads inde i dig – uden at blive oversvømmet helt af den, eller uden at skubbe den væk. Negative følelser må også godt være der, men prøv at lægge mærke til – skriv meget gerne ned – om nogle af de sætninger som fx dem ovenfor, er med til at forstærke de svære følelser? (“Du burde have gjort… det er også for dårligt at…osv). Dine følelser og reaktioner er der for at hjælpe dig med at træffe de rigtige valg i dit liv…men det kræver at du giver dem taletid 😉
Skriv meget gerne nogle kommentarer til indlægget – gav det mening for dig?
Hvis du har lyst til at læse videre om stress/dårlig samvittighed (og hvad man kan gøre ved det), kan du klikke her – andre tidligere indlæg handler om de indre stemmer fra opvæksten, og hvordan de styrer dit liv.
Hej Camilla
Hvor pudsigt at læse din blog. Jeg har netop selv skrevet en blog om hvordan jeg i den sidste tid har valgt at overhøre min krop og bare køre derud af, og hvilken konsekvenser det har haft. Samt at det også er naturligt at vi “falder ind i mellem”. Jeg er 100 % enig med dig i at det er vigtigt at: “Anerkend at du er et menneske! Vi begår allesammen fejl, og er styret af udefrakommende ting som vi ikke har indflydelse på.”!
Derudover så er sætningen “Hvis du er heldig hjælper kroppen dig ved at fremskaffe en influenza, virusinfektion eller andet der sætter alle krav ud af funktion – bare nogle dage.” utrolig rammende for mig. Da jeg for 4½ år siden blev ramt af stress, jeg vidste godt den var gal, men det var først da jeg blev ramt af en virusinfektion, jeg fik sagt stop og sat bremserne i.
Tak for dit indlæg! 🙂
KH Maria
Hej Maria.
Tak for din kommentar. Har lige været inde og se på din blog/hjemmeside – og kan se at du jo, ligesom jeg, arbejder rigtig meget med dette emne (stress, find din balance mv). Mærkeligt hvordan vi som behandlere altid falder i de fælder selv, som vi er så gode til at rådgive andre om.. 😉
God ferie!
kh
Camilla
Hej Camilla
Hvis vi ikke selv faldt i engang imellem, ville vi så være autentiske og empatiske når vi skulle hjælpe andre?
Mit budskab i min seneste blog er, at man skal øve sig igen og igen, også når det gælder selvudvikling. Det er jo ikke anderledes for os behandlere, end det er for alle andre, vi har blot den fordel at vi måske har øvet os længere tid, og så har taget noget relevant uddannelse. 😉
God ferie til dig også.
KH
Maria
jeg er en af dem der altid har travlt og halser afsted med alt for få timer i døgnet – indimellem afbrudt af lykkelige øjeblikke med nærvær, ro og følelsen af at være god nok.
jeg er fra generationen der er opvokset med “hvad tror du ikke andre folk tænker” og hvor der altid er den lille tanke i baghovedet “jeg må hellere lige ordne dit og dat – for tænk nu hvis…..”
her til morgen (kl lidt i 5) vågner jeg op på 2. feriedag – kroppen er anspændt og slet ikke med på ideen om at vende sig om på den anden side og tage mindst 2 timer mere… jeg står op og nyder stilheden i huset – kattene synes det er dejligt, og jeg kan da også lige få ordnet 3 af de langhårede dyr så de er pæne til ferien, (endnu en af de opgaver der er blevet skubbet foran og udsat i alt for lang tid)
en times tid senere hygger jeg mig med at iagttage deres indbyrdes hierarki, en dør går op, og jeg hører en datter der løber ned til soveværelset, far siger et eller andet og der bliver ro igen (pigebarnet sover garanteret videre under min dyne) – jo jeg ville ønske jeg var bedre til at geare ned og kræve mindre af migselv i hverdagen – jeg kunne være en meget bedre mor, hustru veninde – og måske aller mest – en meget bedre mig.
men jeg er trodsalt bare mig, en fortravlet mor med fuldtidsarbejde og for få timer i døgnet – så for mig handler det i bund og grund om, at finde nydelse i opgaverne, ha et job jeg er glad for (jeg elsker mit arbejde som sygeplejerske) – og så finde de små åndehuller der indimellem dukker op når jeg mindst venter dem.
ferien 🙂 ja den er uden de store planer – arrangeret til ro og fordybelse samt leg uden for megen voksen bestemmelse – det er vores frirum og det vi har set frem til længe….. det skal nydes, og tiden skal flyde imellem fingrene for blot at bringe os det vi hver især har brug for.
<3
Kære Mai
Tak for din smukke beskrivelse af din morgen og tankerne i den forbindelse. Jeg tror vi allesammen kan genkende bevægelsen frem og tilbage mellem de dejlige/nærværende øjeblikke, og følelsen af “øv, nu fik jeg igen sat mig selv igang med et eller andet praktisk projekt, mens de andre nyder livet”… Sålænge du stadig oplever at du er i begge rum (det rare og det travle) har du helt sikkert rimeligt godt greb om hvornår du skal sætte farten ned. Der hvor jeg selv har kunnet mærke alarmen gå igang er, når man ikke engang kan finde ro i kroppen til at nyde de tidspunkter hvor hovedet ved “det her burde jo egentlig føles godt”.
Rigtig god dag og afslappende ferie til dig 🙂
kh
Camilla