Alenetid og nærvær med dit barn

Forsvinder dit barn i familie-stress?

“Jeg ELSKER bare når vi har mor-datter-tid” udbryder Saras 7-årige datter.

Det gentager hun adskillige gange i løbet af dagen, og de giver hinanden et knus hver gang.

Sara fortæller hvordan de har en hel, lang solskinsdag og aften/nat alene sammen ved sommerhuset, og bruger tiden på at småsnakke, male sten, bade – og bare tulle rundt sammen.

Indimellem angribes Sara af den velkendte voksen-rastløshed: jamen vi skal da lave et eller andet! Simone afslår at køre ind til byen eller gå tur “jeg vil bare gerne være her sammen med dig…”, og efterhånden finder Sara frem til at nyde det langsomme tempo.

Sammen eller hver for sig?

Ligesom Sara nyder jeg også alenetiden med mine børn. Lige om lidt står nogle dages miniferie med den yngste for døren. (Storebror var på den samme tur i januar, kun han og jeg alene).

Vi har glædet os og snakket om den forestående rejse i månedsvis, og haft det som et fælles lyspunkt.

Sommeren har også budt på en dejlig ferie for hele familien, både ude i verden og i Danmark. Men en dag former sig himmelvidt forskelligt, alt efter om 4 menneskers behov, humør og ønsker skal koordineres..eller hvis vi kun er 2, der kan afstemme os efter hinanden. Meget mere enkelt.

Kender du det fra din egen familie?

Jeg har nogen gange spekuleret over, om det bare er mig der har svært ved at rumme social kontakt i større mængder (læs fx dette blogindlæg om at være særligt sensitiv) – eller om det er helt normalt at blive mæt af familie-samvær efter noget tid?

Hvorfor alenetid med dit barn?

Kunne du forestille dig aldrig nogen sinde at være alene med dine bedste venner? At I kun sås i grupper på 4-5 stykker, der altid skulle nå en masse ting sammen? Nej, vel. Efter kort tid vil venskabet være gået helt i stå, eller ihvertfald bære præg af en manglende fortrolighed.

Du ved godt, at din ven er helt forskellig i gruppen og alene. Nogle er mere udadvendte end andre, men selv den der råber højest ved festlige lejligheder har givetvis en mere følsom side når I er alene.

Det samme gælder dine børn. Hvis I har et enebarn eller du er enlig forældre til ét barn, vil der selvfølgelig være langt mere alenetid – men størstedelen af børn vokser op i familier med to voksne og et eller flere søskende. I sammenbragte familier kan antallet af børn blive endnu højere.

Det enkelte barns personlighed kan drukne i mængden, hvis de altid behandles som “en samlet pakke”. Så på nøjagtig samme måde som med en god ven, skal der skabes rum og mulighed for at dit barns personlighed kan få lov til at folde sig ud.

5 gode grunde til at prioritere alenetid

1) Forbindelsen mellem jer styrkes ved at være sammen – igen fuldstændig som med nære venner: jo mere tid du giver dem, jo bedre bliver kontakten. Der er ingen afbrydelser fra søskende, eller kamp om hvem der nu har fået mest/mindst.

Snakken kan være åben, og der er plads til lange pauser hvor der ikke er nogle andre der overtager tråden imens. (Min egen erfaring er at børn aldrig fortæller personlige ting på kommando, men at det opstår naturligt når tiden, rummet og roen er der).

2) Der er ikke kamp om opmærksomheden. Børn kæmper naturligt med deres søskende om at blive set og hørt..og ofte kan konflikterne skabe en så dårlig stemning at hele familien lider under det.

Der bliver ikke plads til at rose én af dem, fordi den anden straks vil føle sig overset eller forsøge på at få den samme ros. Et barn der føler sig fyldt op med voksenkontakt har ikke på samme måde brug for at mase sig frem i flokken, og der vil samlet set være et mere kærligt søskende-samvær.

3) Generte børn får mere selvtillid. De kvikke børn der spørger og kommenterer hele tiden, skal nok få rigeligt med voksenkontakt. Men hvad med dit mere generte, stille – måske ikke så sprogligt hurtige – barn?

Alenetid med dig giver ham mulighed for at være i fokus, og gå igang med at udtrykke sine meninger. Det at lære at “jeg er værd at bruge tid på” og “min mening har lige så meget betydning som alle andres” er et budskab som dit barn ikke kan undvære.

4) Dit barn oplever at hendes behov/interesser er noget du gerne vil dele. Som familie kan det være svært at finde på aktiviteter som alle brænder lige meget for. Nogle vil male med vandfarver, nogle vil ud og gå i bjerge – og andre vil i butikker.  Alenetid kan give dig mulighed for at lave lige præcis dét som dit barn interesserer sig for, uden at resten af familien skal kommentere om det nu er godt, dårligt, kedeligt eller underligt.

Hvis du har flere børn, kan det være en spændende opdagelsesrejse at finde fællesnævneren med hvert barn for sig: hvilke interesser deler I, og hvad har I sammen lyst til at udforske? Det vil få dit barn til at føle sig værdfuldt. “Det jeg kan lide, er værd at bruge tid på – jeg behøver ikke være magen til de andre”.

5) Det er den eneste måde, hvor du VIRKELIG lærer dit barn at kende. Du tror måske at du kender dit barn ind og ud, efter at have fulgt hende lige fra det første sekund. Men hvad er det egentlig for et menneske, der gemmer sig inde bag H&M-tøjet? Hvad tænker han om sit liv i skolen, hvad drømmer hun om at lave næste sommer?

Især med de mere stille børn er det af stor betydning at bruge den tid med dem, da de ellers brænder inde med alle deres hverdagshistorier og tankerækker. Under alenetiden vænner de sig til at åbne op (eller være stille!), og langsomt vil det følge med ind i familietiden. Børn er lige så forskellige som voksne, og det giver ikke mening at behandle søskende ud fra “lige for lige” princippet.

Jo bedre du kender dine børn som personer hver for sig, jo mindre mening giver det at slå dem sammen i en fælles enhed. Hvert enkelt familiemedlem har sin plads, og vil føle sig betydningsfuld ved at mærke: “det er 100% OK at være mig”.

Hvad er dine/jeres erfaringer? Kommentér og del gerne!

Og hvad med alenetid med dig selv eller din partner, er der plads til dét?

Det kan være svært at få det til at ske i en travl hverdag, men prøv at bruge de små naturlige lufthuller der opstår når én er ude til en fødselsdag eller en soveaftale. Brug bedsteforældre, legekammerater mv til at skabe muligheden for at have dine børn hver for sig – vel at mærke i et nærværende samvær 🙂 Og hvis du ikke selv har tid, er en dag alene med morfar eller farmor også alle tiders…

(Indlægget er inspireret af følgende blogindlæg på en engelsk blog, og egne observationer)

Læs også endnu et af mit tidligere blogindlæg om “tid til mig selv” her.