Konflikter og brud mellem søskende
Har du oplevet perioder, hvor du ikke har haft kontakt til dine søskende? Måske ser I kun hinanden ved få lejligheder, med konflikterne lige under overfladen? Det er langt mere almindeligt end du tror; der er betydeligt flere brud mellem voksne søskende, end voksne børn og deres forældre.
En række læsere har på Psykologvidens Facebookside skrevet om, hvilke følelser de har i forhold til deres søskende (Update: personfølsomme indlæg er desværre slettet på Facebook-siden, på grund af GDPR-lovgivningen i 2018). Modsætningerne blev tydelige: nogle beskrev et tæt forhold, hvor søskende også i voksenlivet er nogle af de allermest betydningsfulde mennesker. Andre fortæller om forhold der er overfladiske (på grund af konflikter eller svigt under opvæksten), eller deciderede brud – enten permanent eller i perioder. Når forældrene eller en søskende dør, kan det enten gøre kløften større – eller få de tilbageværende til at rykke tættere sammen.
Er søskendekonflikter normale?
Som regel stammer konflikter mellem søskende helt tilbage fra den måde de er blevet behandlet på i barndommen. De fleste forældre tænker at det er “naturligt” at søskende skændes. Det er det måske også: men forskning har vist at konflikterne for 1/3 del af søskende ender med at vare hele vejen ind i deres voksenliv!
En god portion af dét kan spores tilbage til de roller I har fået tildelt af jeres forældre. Hvis de ikke har lagt skjul på at du eller en af de andre af jer var “bedre” eller mere tilladte at drille end andre, vil det blive jeres position i gruppen fremover, også som voksne. Det kan også være den helt grundlæggende oplevelse af at dine forældre selv har – eller havde – så lille et overskud at der ikke er plads til at give omsorg til alle børn. Der skal kæmpes om de få ressourcer.
Der har i tidernes løb – lige siden Kain og Abel – været historisk fokus på rivalisering mellem søskende som en naturlig ting: om arv, position i familien, position i samfundet osv. Det modsatte findes i mindre grad; de fleste forældre håber, men tør ikke have en forventning om at søskende også vil betyde noget for hinanden i voksenlivet. Bryllupper og barnedåb fejres: men der er ikke nogle ritualer hvor søskende kan markere deres livsvarige forpligtigelse overfor hinanden. Hvorfor egentlig ikke?
Barndomserindringer – betyder de noget?
Har du oplevet at føle dig som den lille 7-årige igen, der bliver banket på plads af storebror og storesøster – “du skal ikke tro du er klogere end os”, til hver eneste familiesammenkomst i mange år? En naturlig måde at beskytte dig selv på her, kan være at fortælle både dig selv og alle andre at det med søskende ikke er så vigtigt – og at din partner og venner betyder meget mere. Også selvom du faktisk savner/er trist over den manglende tryghed mellem dig og dine søskende. Forskelsbehandlingen er faktisk noget, du har mærket lang tid før du selv kan huske det!
En forsker, Judy Dunn, har observeret at selv babyer ned til 15-mdrs alderen lægger mærke til hvordan de selv bliver behandlet af forældrene i forhold til deres søskende – og om de andre får mere opmærksomhed. Ulige behandling fra forældre slår direkte ud i en svækket søskenderelation.
Men det er faktisk ikke altid at hverken du eller dine søskende selv er i stand til at se hvad der er sket, både dengang og nu – for “sådan har det jo altid været”. Rollerne i familien bliver gjort til ligestillet med “sådan er jeg” i stedet for at tænke “det her har mine forældre valgt at gøre mig til”.
Har du prøvet at løsrive dig fra din plads i flokken? Så har du sikkert oplevet at modstanden fra både dine forældre, og én/flere andre søskende kan være temmelig massiv. Det skaber uro hvis en af jer pludselig vil opføre sig på en anden måde, og fx vil være den succesrige/selvstændige i stedet for at være den alle de andre synes det er lidt synd for. Alene dette kan være grund til mange delvise brud eller længere pauser i kontakten.
Er det muligt at ændre på forholdet mellem dig og dine søskende?
Det kræver meget mod at gøre tingene på en anden måde. Du risikerer, som beskrevet ovenfor, at blive mødt med negativ kontakt fra din familie, måske endda trusler om brud af kontakt hvis du ikke “opfører dig ordentligt” og bliver den de kender igen. Men husk- søskenderivalisering/konflikter skal altid ses som produkt af nogle uheldige mønstre i familien, ikke som en uundgåelig ting.
Hvad kan du selv gøre for at blive klar til at give slip på rollerne fra dengang? (og måske møde dine søskende på en ny måde):
- observer og skriv ned over en længere periode, når I er sammen i familien; hvad sker der, hvem bestemmer, hvordan har du det indeni, hvad siger/gør du, hvordan oplever din partner at du ændrer dig?
- skriv herefter ned hvordan du godt kunne ønske dig at møde dine søskende – og hvilke sider af dig selv du har brug for at lægge væk, for at kunne gøre det på en ny måde. (Den underdanige, den aggressive, den grædende..?)
- skriv ned, tal med venner og partner om; hvad er inden for det realistiske? hvor meget kan du forvente at de skal ændre sig, og hvor meget er du egentlig selv i stand til at lave om på dine egne reaktioner? Hvad er succeskriteriet- hvordan kan du se en udvikling, og hvornår må du erkende at det aldrig bliver anderledes?
- tænk over: er din søskende egentlig en person du ville have lyst til at bruge tid på, hvis I mødtes i en anden sammenhæng?
- til sidst; afprøv med små skridt, og gå på opdagelse i hvem din søskende egentlig er nu (som voksen)? Måske kan du spørge hvordan din/dine søskende oplevede jeres opvækst, hvordan de egentlig har det med jeres liv, jeres forhold og forholdet til forældrene nu..?
- hvis det gik godt at tale om erindringer og hver jeres liv (måske kom I aldrig videre fra den snak?) kan du overveje at tage det et skridt længere – til at tale om hvad I kan bruge hinanden til, og hvad du tænker om jeres forhold som det er nu.
Og husk: roller der er cementeret igennem et helt menneskeliv, kan ikke bare ændres gennem en snak eller to. Der skal mange samtaler til, og en gensidig vilje til at finde hinanden.
Du kan også læse videre om søskenderelationer i artiklen om “Bliver der gjort forskel på dig og dine søskende” eller “Er du tæt på dine søskende?”
Hvis I har brug for hjælp til at få et bedre søskendeforhold, tilbyder jeg samtaleforløb med fokus på familierelationer enten online eller fysisk i min praksis (i Odense).
OBS: Indlægget blev oprindeligt skrevet i 2013, men er opdateret og genudgivet i juni 2020.
Hej. Er lige kommet ud I en meget stor konflikt med min søster. Det hjælper mig meget at stille mig selv det spørgsmål du har skrevet “Er hun en person jeg ville bruge tid på, hvis vi mødtes i en anden sammenhæng”. Det hjælper mig til at se på det på en anden måde. Det frigør den overbevisning om, at jeg partout skal have et godt forhold til hende, kun fordi hun er min søster – men hun har jo faktisk nogle værdier, der ikke harmonerer med mine på mange områder.
Hej.
Jeg er enig med dig langt hen af vejen, men kan godt blive bekymret for at vi overføre “brug og smid væk” mentaliteten til vores famile roller og former. Jeg mener ikke at man kan stille spørgsmålet om hvor vidt man ville bruge tid på en søskende hvis de ikke var det så enkelt. Man kan godt stille sig spørgsmålet i forhold til hvordan man behandles og så handle ud fra det. Oftes lader vi famille medlemmer behandle os dårligere end kollegaer og det er jo helt misforstået kærlighed, ved at være voksen søskende har vi jo ansvaret for at tydelige gøre vores grænser. Der udover har vi også en pligt og et ansvar for vores egne børn , ved at lære dem hvordan man takler konflikter og kommer styrket videre sammen.
Jeg har selv søskende og vi har op og ned ture, men respekten og accepten af vores valg gør at vi har det godt.
Ps. Hanne har du overvejret at du måske har værdier som din søster ikke deler?
Har selv måtte afbryde mit forhold til min søster. Mit forhold til min søster var for opslidende for mig. Min søster har helt andre værdier end jeg, hvilket jeg respekterer fuldt ud. Men min søster bruger megen energi på at irettesætte og kommentere min livsstil (bemærkninger om min livsform, mad, arbejde, giver gaver med symboler, kommenterer mine børn mv.). Min søster kritiserer også indirekte igennem sine handlinger (Kommer for sent altid, glemmer gaven til børnenes fødselsdag og kalder mig materiistisk og krævende, når jeg kommenterer det mm).
Jeg har for nylig valgt at afbryde kontakten fuldstændig, hvilket desværre i øjeblikket påvirker mit forhold til mine forældre.
Jeg føler bare at jeg må passe på mig selv, for jeg er aldrig glad efter at have været sammen med min søster.
Og der skal altid tales problemer i vores familie, som følge af min søsters dårlige opførsel og som følge af en årelang strid imellem andre i min familie.
Jeg orker ikke mere.
Fokuserer nu på min egen familie (mand og børn) og mine venner.
Det fungere bedst for mig og mit humør i øjeblikket. Jeg opfatter det ikke som ‘brug og smid væk’. Tværtimod!
Jeg har også måtte afbryde mit forhold til min søster.
Min søster ville gerne have at jeg flyttede sammen med hende, hendes mand og børn, for så kunne børnene jo være sammen med deres moster når de havde lyst. Dette havde jeg ikke lyst til og min søster forstod det overhovedet ikke.
For det ville jo være rigtig dejligt at børnene bare kunne komme ned til mig og så kunne jeg jo passe dem efter arbejdet. Hun forstod og ville ikke forstå, at jeg aldrig ville kunne holde ud at leve i sådan en tæt kontakt med hende. Hun har altid kommenterede min måde at leve på, mine venner etc etc. Min søster og jeg delte en lejlighed i ca 1 år, hvor hun begyndte at lege mor overfor mig, hvorfor kommer du ikke hjem og spiser, skal du ikke på arbejde i morgen så hvorfor kommer du sent hjem.
Da vi var børn, har hun altid slået mig, skubbet mig væk fra vores fælles mor, da mor jo var hendes mor og ikke min. (Vores mor er begge vores biologiske mor). Hun kan ikke huske dette og kan ikke forstå at jeg vil leve mit liv på min måde. Min søster har altid opsøgt vores mor, når hun mente jeg ikke ville det samme som hende, og vores mor har bare altid givet hende ret, så da vi var børn lærte jeg at jeg bare skulle gøre som min søster sagde for så gav det ikke ballade, men dette holdte jeg helt op med da jeg blev ældre hvilket gav rigtig mange “fights”. SÅ selvom jeg brugte megen tid på at fortælle hende hvorfor forstod og forstår hun det ikke. Jeg bliver rigtig træt når jeg har været sammen med hende, for der blev børnene bare overgivet til mig, og hun snakkede kun om sig selv og hvad der gik hende på. Hvis jeg sagde fra overfor børnene blev min søster rigtig vred, for de skulle bare have lov til at gøre det de havde lyst til.
Jeg kunne føle at jeg blev træt når jeg var sammen med hende både psykisk og fysisk, så jeg må passe på mig selv og nej jeg har tænkt meget over din artikel og tænkt over om jeg faktisk har lyst til at se og være sammen med min søster, og helt ærligt nej det har jeg ikke for det påvirker mit humør, min livsglæde at være sammen med hende. Min søster trækker så megen energi fra mig af, at jeg er som en klud når jeg har været sammen med hende.
Alt dette påvirker vores mor rigtig meget, men hun skal ikke blande sig overhovedet i dette her, for hun har sit at tænke på. Så jeg vil bruge og fokuserer min tid på min egen familie, min mor og mine venner.
Jeg synes selv jeg sidder i en lignende situation som Linda. Efter jeg har læst artiklen, har jeg fået et lidt andet syn på det. Min bror blander sig enormt meget i mit liv. Det startede da jeg skulle til at starte på min kandidatuddannelse.
Da jeg begyndte på min bachelor tre år tidligere, var jeg ikke så motiveret og det første år fik jeg nogle dårlige karaktere. Men dette var blevet bedre og jeg afsluttede uddannelsen med et 10 tal. På min nye kandidatlinje var det vigtigt at man havde sig et godt studiejob, da dette ofte var betydningsfuldt i forhold til, senere at få et godt job. Det var noget vi havde fået at vide på uddannelsen, og noget jeg havde snakket om ofte. På dette tidspunkt styrketrænede jeg med min bror, så vi snakkede sammen gerne fire til tre gange om ugen, hvis ikke oftere. Men da vi sidder og spiser sammen med min far og hans kone, for at fejre færdiggørelsen på min bacheloruddannelse, siger min bror med en fast stemme.
“Du skal ikke arbejde, du skal koncentere dig om at få nogle gode karaktere, hvis ikke du har gode karaktere kan du ikke senere få dig et job. Du skal sige dit job op”. Min far og hans kone deltog i dette udsagn og gav min bror ret. De sad alle sammen talte i munden på hinanden. og min bror sagde “jeg ved mere end din uddannelse end dig”.
De ville ikke lytte til mine modargumenter den aften og heller ikke senere hen. De krævede at jeg sagde mit job op. Hvilket de mente ville være muligt, da jeg på dette tidspunkt havde en lav husleje, og samtidigt fik et lille pengetilskud af min far hver måned. Min far tilbød mig firetusind hvis jeg sagde mit job op. Min bror ville ikke snakke med mig i en måned efter, og når jeg så ham hos min mor ville han ikke hilse i noget tid efter. Når vi endeligt var hjemme hos min mor, sagde han med autoritet og fast stemme; “du skal få styr på din økonomi og studere, samt en masse andre ting”.
Senere blev han ved med at blande sig, og på et tidspunkt mens vi trænede spørger han mig. Hvad bruger du dine penge på? – dette ville jeg ikke svare på, og dernæst siger han; “tager du stoffer? – mig og min kæreste diskutere ofte om du tager stoffer, for du har aldrig nogen penge.
Da jeg havde stoppet med at arbejde havde jeg heller ikke nogen penge. Mit manglende arbejde havde halveret min indkomst, og jeg havde kun råd til de mere basic ting, også en øl med vennerne engang i mellem. Han har senere hen beskyldt mig for at tage stoffer flere gange, og vil gerne vide hvad jeg bruger pengene på. Det har jeg dog aldrig fortalt ham, og i øvrigt har jeg aldrig taget stoffer.
Desværre er det taget til i forhold til hvor meget han og min familie blander sig. Nu er jeg blevet uddannet og har fået et job – vel og mærke gennem mit studiejob, som jeg fik i slutningen af min kandidat. I øvrigt et rigtigt godt job, og jeg er en af de få der har jeg klaret sig så godt på min kandidat. Min karaktere er der aldrig nogen der har set, og jeg føler at jeg har haft 100% ret i min påstand, 2 år tidligere.
Da jeg afsluttet min kandidat, havde jeg planlagt at købe en lille lejlighed til 500.000 – 1000.000 kr. Men til jul blandede min bror sig, og fik min familie med på vognen. Han sagde jeg burde bo i udkanten af København, indtil jeg havde fået “et navn for mig selv, i den branche jeg arbejder i”, før jeg kunne købe en lejlighed. Han gør det gerne på tidspunkter, hvor det ikke er muligt at svare igen, ved højtider eller på restaurant.
Der er dog sket en udvikling i det. På vej hjem fra at have besøgt vores familie, han kørte bilen, og ved siden af ham sad hans kæreste, jeg selv sad på bagsædet. På et tidspunkt siger han, “jeg kan ikke forstå hvorfor du ikke reparerer din bærbar, nu hvor du har massere af penge”.
Det er en 4 år gammel bærbar, hvor det ikke længere kan betale sig, at reparere den. Han har kørt på mig, i et halvt år over barbæren. Først ville han have at jeg skulle sælge den (han havde tjekket priser og det hele), senere at jeg skulle give den til ham og efterfølgende at den skulle repareres. Når jeg siger nej, fortsætter han bare. Her beskyldte han mig for at bruge den til porno, siden jeg ikke ville sælge den.
Tilbage i bilen:
Jeg siger “lad være med at blande dig”, du prøver at trænge mig op til en krog osv, det dummeste jeg nogensinde har gjort er ikke at arbejde i majoriten af den tid jeg studerede på min kandidat”.
Hvilket helt klart også er sandt. De svarede igen, at de bare hjælper mig. Da vi stod ud af bilen var stemningen meget dårlig. Jeg sagde det var ikke ment på den måde, jeg prøver bare sige hvad jeg mener, (eller noget i den retning).
Og nu kommer det bedste: De sagde; “vi bliver også irriteret på dig; du var ikke med ude at købe julegaver (var ude at købe julegaver til dem, og nogle andre familiemedlemmer, bare et andet sted). Og det er respektløst når du aflyser træningen, du splider på min og min kærestes tid.”
Mange af de mindre irriterende konflikter vi har haft, har skyldes at jeg ikke har haft særligt mange penge. I julen havde jeg ikke mange penge, da jeg skulle flytte og havde brugt meget af min kassekredit pga. den tid jeg ikke har arbejdet. Og så har jeg måtte aflyse træningen tre gange, da jeg har skulle arbejde over.
Efterfølgende har de ikke rigtigt ville snakke med mig. De holder det på et plan hvor vi kun mødes til familiesammenkomster. Jeg får lov at køre med i deres bil når vi skal besøge familie, men de er stadig lidt sure og siger ikke særligt meget.
Mine forældre blander sig ikke så meget i denne situation. De spørger bare, om vi stadig snakker med hinanden. Jeg tror de har det indtryk at min bror hjælper mig. Men det er det stikmodsatte. Nu skal jeg betale min kassekredit af, og har en dårlig økonomi som jeg nok skal få genoprettet på et tidspunkt.
Min bror selv er 30 og har aldrig haft et fuldtidsarbejde. Han lever i stedet af sine kærestes penge. Jeg har ikke inviteret dem ind i mit nye hjem, og forventer ikke at de skal være en del af resten af mit liv. Det bliver kun til familiesammenkomster. Jeg kan godt se at min økonomi har skabt nogle irritationsmomenter for dem, men var deres ide at jeg skulle opsige mit arbejde. Jeg synes ikke man kan kalde det for et råd, men mere tvang eller gruppe pres når man agere sådan som de har gjort.
Jeg synes ikke der er nogen skam i, ikke at tale med familien eller dele af dem. Jeg havde dog ikke regnet med at dette skulle være tilfældet for min egen. Vi havde indtil for et tre år siden, fungeret godt sammen. Jeg synes dog det er sværere at have konflikter i familien. Havde det været en kammerat, så havde jeg bare droppet vedkommende. Men i dette tilfælde er det min bror, og vi er jo tvunget til at være sammen til familiesammenkomster. Når vi ellers mødes, plejer det at være meget hyggeligt, hvis altså ikke det bliver afbrydt af en konflikt, hvilket det gør alt for ofte.
Hej. Tak for din lange mail. Det ser ud til at være en svær familiesituation – som er gået mere og mere i hårdknude. Vil det være en mulighed at I sætter jer ned og får det snakket igennem, eventuelt med nogle neutrale mellemparter? Det kan være en god idé på forhånd at skrive ned, hvad du har på hjerte..husk ikke at formulere det som anklager, men som beskrivelser af dine egne tanker og følelser – eller åbne spørgsmål til hvordan det kan være at de tænker på den måde. Så kan I forhåbentlig få en bedre dialog.
venlig hilsen Camilla
Kære Camilla.
Jeg tillader mig at skrive til dig på dette indlæg om konflikter mellem søskende. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Skal jeg starte med min egen barndom, med en dybt alkoholiseret mor? Eller skal jeg starte med det der idag er et kæmpe stort problem for mig?
Jeg er en kvinde/ mor til 5/ mormor til 6 og jeg er midt i 50’erne.
Jeg har haft nogle meget dårlige forhold til mænd, der som min mor, har drukket og været utro og har svigtet i den grad. Jeg ved at det er det jeg har med i min habitus, der har styret mit voksenliv, men jeg har, indtil jeg læste din artikel, følt, at jeg har gjort alt det bedste for mine 5 børn.
Idag er de alle godt på vej i deres voksne liv. Tre af mine døtre er gift og har børn en er stadig alene, men har prioriteret uddannelse højt og den yngste, den eneste søn, han er færdig med HH og igang med sabbatår, hvor han arbejder og tjener lidt til sig selv.
Men min datter har de seneste år trukket sig mere og mere fra sine søskende.
Hun takker nej til familiesammenkomster og svarer ikke på telefonopkald, SMS osv.
Kun ved mig gør hun og jeg har et fint forhold til hende.
Jeg har prøvet, at tale med hende om det og hun siger, at hun føler sig svigtet i forbindelse med en skilsmisse, hvor hun gik fra sin kæreste, hun har en søn med. Hun føler ikke hendes søstre var der for hende på daværende tidspunkt. Hun siger, at de ikke interesserer sig for hendes søn, men kun for de andre børn i familien.
Dette gør hendes søstre meget berørte, da det slet ikke er hensigten. Da hun gik fra sin kæreste, dengang, var alle meget travle i deres liv og så derfor ikke hvor galt det stod til. Jeg selv, var i et meget dårligt forhold og så desværre heller ikke, hvor galt det stod til.
Det hele har bevirket, at min datter nu kun inviterer mig og sin nye mands mor og et hold venner til sin søns fødselsdag.
Jeg er efterhånden så langt ude, at jeg ikke sover om natten, jeg græder meget og det hele berører mig dybt. Hendes søskende er begyndt at tænke, at nu vil de ikke invitere hende mere, for hun kommer jo aldrig alligevel og omvendt, så blir de heller ikke inviteret mere.
Jeg har det virkelig dårligt og i skrivende stund græder jeg igen.
Jeg søger et godt råd, en løsning for alle. Skal jeg arrangere et møde? Skal jeg blande mig udenom? Har du et godt råd jeg kan give videre?
Der er mange ting jeg gerne ville ha gjort anderledes i mit liv. Mine børn taler jeg godt med hver og een og har et godt forhold til alle, men føler alligevel det er min skyld.
Det skal siges, at før min datter blev skilt havde hun et godt og tæt forhold til sine søstre og de havde en tradition med søskendefester, før alt dette.
Undskyld min lange mail, men det er meget svært, at korte ned og der er så meget, der trænger sig på.
Håber du har et godt råd til mig;)
Venlig hilsen ” vædderen”
Kære “Vædder”. Jeg har tilladt mig at ændre nogle få detaljer i din mail, så du ikke kan genkendes. Det er utrolig smertefuldt, når et voksent barn vælger at trække sig ud af familiefællesskabet. Jeg tror at det lige nu er vigtigst at du værner om det gode forhold du heldigvis stadig har til hende, og lader være med at presse hende til at mødes med sine søskende lige nu. Måske kan det være en idé at tage initiativ til at I to alene laver nogle hyggelige ting sammen, uden at der er snak om problemer på dagsordenen: shopper, går en tur, ordner have – eller hvad I nu godt kan lide begge to. Det giver mere rum for at snakke trygt end større familiesammenkomster. Hvis hun åbner op og gerne vil snakke om hvad hendes søskende har gjort forkert, må du passe på ikke at tage parti – man kan sagtens sige “jeg forstår at du har oplevet det svært i den situation, og det er jeg rigtig ked af at høre”, uden at sige hvem der er den gode og den onde. Det skal forældre ikke gøre mellem deres børn. Held og lykke med det. venlig hilsen Camilla
Hej
Jeg er den noget yngre lillesøster.
Min søster vil ikke se mig mere og konflikten er via mails forværret gennem 2 år.
Hun er alvorligt syg. Jeg har rakt hånden ud mange gange, men det er helt umuligt. Hun ønsker ikke mig i sit liv. Hun har skrevet, at hun aldrig har kunnet bruge mig til andet end at blive svinet til, hvilket er en hård en synes jeg for sådan oplever jeg det ikke helt.
Skal jeg parkere den og vide at vi aldrig bliver forsonet eller skal jeg troppe op på hendes adresse mod hendes ønske??
Løven
Kan se du skrev i 2015. Der historik mellem jer og sygdom kan tage selv den bedste energi eller glæde fra en, af og til give depression, ikke at jeg ved det er hvad din søster har været ude for. Hjælp fra familien kan være både nyttig men kan også gå forkert, idet der er mange følelser involveret, og man glemmer sig selv og den udgave samt energi fordi der mange meninger eller holdninger, og man kan komme op og skændes. Tror det der vigtigst fordi det er så sårbart er at man må give hinanden fred, og plads, til at heles.
Hejsa.
jeg er en dame på 51 som flyttet fra Norge til Danmark i 2001. Jeg ble skilt i fra min eksmand i 2004, vi har ingen børn sammen. Mine søskende som bor i Norge har kontakt med min eksmand i dag.
Problemet mit er at jeg ikke føler mine søstre vil have så meget med mig at gøre, og det gør meget meget ondt!
Her kommer nogen linjer på en mail samtale jeg har haft med min lille søster.
Min søster skriver ” Sånn som du har holdt på nå de siste dagene, så er det greit å ha noen å snakke med. Både for meg og de andre familie medlemmer. Det du har drevet med det siste halve året er rett og slett trakassering. Vi har fått nok nå”
Jeg spørger ” hva skal til for og ordne opp ?”
Min søster skriver ” Det kan jeg ikke svare deg på nå, men jeg vil foreslå profesjonell hjelp”
Jeg svarer ” Profesjonell hjelp kan ikke hjelpe meg med min familie. De kan bare komme med råd og vejlednig”
Min søster skriver ” Hvor var familien da det gikk galt for meg. Jeg har vært nær døden opp til flere ganger”
Jeg svarer ” Hvordan nær døden ?
Jeg vet jo ikke at det er gått galt for deg, for det er jo ikke jeg informert om!
Når var det ? Jeg kan jo ikke være der for noen i familien, når jeg ikke vet noe. Og hvorforr skal det gå utover meg ?”
Min søster skriver ” Det er det å høre etter når du blir fortalt om noe. De meldingene som kommer fra din kant deier seg kun om deg og ingen andre. Må du huske på at vi er mange kloke hoder i familien, selv om det ikke kan virke sånn”
Jeg svarer ” Ja da er vi to! Du blander våres bror og søster inn i alt dette her! Og jeg får skylden for alt, fordi om alt ikke er min skyld! hvordan kan du gjøre det uten og høre min versjon av tingene ??”
Min søster skriver “Jeg har ikke tid til dette her, driver å pakker leiligheten og skal flytte fra Bergen .”
Jeg spørger ” Hvor da?
Eller får jeg ikke vite det?”
Min søster svarer ” Hvorfor skal du vite det da, jeg har ikke noe bestemt by ennå , men det blir Sørlandet”
Min bror har også en kone som ikke kan lide mig, og det har gjort at hun vil ikke at jeg har kontakt med min niece og nevø. Og min bror han er ligeglad. ( tøffelhelt )
Nu er mine 3 søskende ikke interesseret i at have kontakt med mig, det gør at jeg ikke har det så godt med mig selv, og ved ikke helt hvordan jeg skal løse dette ?
Er det nogen plads man kan få hjælp til at løse konflikter ? Det er vel hellere ikke så nemt når jeg bor i DK og de i Norge ?
Det at mine søskende fylder så meget hos mig 24/7 gør at det også går udover forholdet til min kæreste 🙁 Han er en meget tålmodig mand, men jeg ved jo ikke hvor længe det holdet.
Hilsen en fortvivlet dame.
Kære Sigrid.
Det er en svær situation når søskende har konflikter, der går mange år tilbage i tiden. Hvis det skal løses, må begge (alle) parter være klar til at arbejde videre med det, og finde ud af hvordan I kan nå hinanden. Måske kunne det være en idé at betale en konfliktmægler i fællesskab, eller en anden neutral person der kan hjælpe jer med at finde nogle gode rammer for hvordan I kan være sammen. Det lyder som om dine søskende har det svært med noget du gør/siger/skriver, og det er vigtigt for dig at være åben for at der måske skal være ting hos både din og deres måde at tale sammen der skal ændres. Har I tidligere haft det godt sammen? Så prøv at se tilbage, og find ud af hvad der fungerede dengang – og om noget af det kan genskabes igen. Hvis intet lykkes, er der også en sorgproces i at give slip, måske for en tid – ikke for altid, men give dig selv fred og nyde de andre ting i dit liv der er meningsfyldte. Det kan give energi til igen at prøve at genetablere kontakten om et år eller to. Held og lykke med det.
Venlig hilsen Camilla
Kære Camilla
Hvad der er sket mig indenfor de sidste 3 år, havde jeg troet utænkeligt ?! ; Jeg er den ældste af 4 søskende (født på 9 år). Min mor var en straight og kærlig storesøster, der supportede min lillebror-far med unævnelige krigstraumer. Det gav den dynamik, at han kunne bruge min mors loyalitet, som en pant – Hun dækkede over ham de 64 år, de havde sammen. – Hans familie blev forfulgt, trods frikendelse i 46, og måtte starte et nyt liv i den anden ende af landet. Så – Min far blev Prestigerytter – Så han hadede mig vist fra jeg lå i vuggen, og pludselig fik hans trone til at vakle lidt? – Livet igennem har han ikke forundt mig at føle mig dygtig. Selv den lille pige fornemmede hans evige falskhed – Hans patalogiske had – Og hun trak sig !! – Med et stort afværgesmil smuttede jeg lige under armen på ham – livet igennem! ; Nå men .. hej hej mæ dig! — Og så drog jeg heldigvis ud og levede et frit og morsomt liv, med folk med stærkere rygrad… Mine søskende har jeg haft et venligt kammeratligt forhold til, uden overdrivelser. Min mor var syg i 10 år, inden hun døde. Der tog jeg på mange ture sammen med dem. Efter hendes død støttede jeg min far ved at tilbyde ham mit selskab. Så skete det; 2 år efter hendes død begyndte han at komme til hægterne igen – Og begyndte at mase sig på overfor mig. – Ville lige omgøre alle mine beslutninger osv. Men han fik ikke gennemført noget. Jeg holdt bare smilende(noget stift?) fast i “min dagsorden”! – Men så kom der et tidspunkt, hvor jeg var få mdr fra at skulle ud og bo i en papkasse(fallit), hvor jeg så fik et vellønnet ønskejob. Og i den situation nægtede min gl far at acceptere at jeg sagde at jeg nu havde fuldt op at gøre et stykke tid. – Det kom til at jeg var nødt til regulært, for første gang, at smide ham ud af mit hjem, hvor han i trods troppede op om aftenen på min første arbejdsdag – MOD mit udtrykte ønske om det modsatte. – Hvad gjorde han? – Han kørte lige hjem – og ringede til mine søstre og sagde, at nu var jeg blevet skør og utilregnelig ? Min bror forsøgte han sig også med, men han afviste at blande sig. Det gjorde mine søstre derimod ikke. Og det var chok nr tre for mig – 1)Min far kan finde på at forsøge at fratage mig min personlige myndighed – som han gjorde det med min mor. 2)Min far kan finde på at vende mine søstre mod mig – Bruge mine følelser for mine søstre i et desperat forsøg på at få mig til at falde til patten – Bruge mine søstres loyalitet med ham/kærlighed til ham som et pant- et våben, han kan vende mod mig. – OG? – 3) De VAR til at bruge for ham ??? De nægtede ikke, at han da bare var helt ude på tynd is i sine angreb på mig /sit karaktermord på mig, hans datter ?? >>>Så det, der skete, det var altså, at SØSTRENES ellers så velindpakkede jalousi på storesøster (med moderrolle?) den kom til udfoldelse ?! – Således at jeg i skrivende stund kan konstatere, at det er lykkedes min far at ødelægge sine døtres søskenderelation. Jeg er gjort til paria, og han sidder og græder. – Og jo mere han snøfter, desto væmmeligere gøres jeg?? SÅ slem en person?? >> Men heldigvis er jeg via erhverv i træning med at reagere “professionelt” -roligt – så det har jeg da så også kunnet gøre, i det store og hele. – Der SLAP da nogle finker af panden ved visse lejligheder, men mine 6 kg dagbogsnotater har været en stor hjælp!! – “Ventil-funktion”, “Min Allierede i Nøden”, “Analysen”,”Strategi-overvejelser” + “Dokumentation” vedr forløb. Dertil kommer – “Formildende humoristiske indlæg, frit fra leveren”.. Således har de fået navne: “Den våde ble”, “The Holy madonna” mm – DET er saligt! Og det gode ved det er jo, at det forbliver på skrift. IRL er jeg stadig stort set “straight”… Men Øv øv, hvor er det trist med sådan en uhelbredelig “sot” i familien..
Kære Camilla. Mine 2 døtre har meget svært ved at kunne være sammen og næsten alt ender i konflikter mellem dem. Den yngste forventer at jeg som deres mor, sætter dem på plads, men jeg har vurderet at det vil kun gøre det hele meget værre. Det får min yngste til at føle at jeg fravælger hende og vælger hendes storesøster, når jeg ikke som mor, gør min, i hendes øjne, pligt. Jeg har nøje overvejet hvad jeg skal gøre og har valgt at ikke at bebrejde hverken den ene eller anden, da jeg ofte ikke er tilstede når konflikten tager fart, primært forgår konflikterne via sms imellem dem. Mine døtre er voksne kvinder på henholdsvis 30 og 33 år. Tager jeg fejl når jeg ikke ønsker at irettesætte dem, men istedet råder og vejleder dem hver især, når og hvis jeg bliver inddraget?
Kære S. Det er et svært dilemma at blive stillet overfor som mor til voksne børn: skal man være neutral for enhver pris, eller give sin holdning til kende? At være helt “holdningsløs” kan også være provokerende, og kan – som din yngste datter udtrykker det – give en oplevelse af svigt. Det er ikke en god idé at gå ind i det helt specifikke indhold i den enkelte konflikt, men jeg synes ikke der sker noget ved at du henholdsvis positivt understøtter adfærd der fremmer bedre dialog og udtrykker din utilfredshed med vedholdende vrede, uforsonlighed og konfliktoptrapning. Måske er der noget I alle tre trænger til at få talt om, da søskendekonflikter ofte har rødder i mønstre der stammer helt tilbage fra barndommen..og det kan faktisk blive forværret af dit forsøg på neutralitet. Kig på hvilke roller de hver især har fået i familien, og om der er nogle ting der trænger til at blive sagt højt, eller undskyldt – også af dig.
Held og lykke med det 🙂 Venlig hilsen Camilla
Hej Camilla.
Jeg er også en af dem der har et anstrengt forhold til en søskende.
Vi er 3 søskende med mig som den yngste, så jeg har en storesøster og en storebror. Almindelig afbalanceret opvækst med meget kærlige og omsorgsfulde forældre. Min søster har altid haft det lidt svært og hun syntes selv at hun har været anderledes af temperament og person end os andre i familien, men der har altid været plads til vores forskelligheder.
Som ret ung bliver min søster indlagt på psykiatrisk afd. med diagnosen depression.
Vi bliver alle ked af det på hendes vegne og hjælper og støtter alt det vi kan. Årene herefter er meget op og ned for hende. Hun får igennem årene også konstateret personlighedsforstyrrelse og ADHD, men hun klare sin situation så godt hun kan og får familie og børn.
Vi opbygger i mine teenager år et fantastisk forhold. Vi ELSKER virkelig at være sammen og hun fortæller altid hvor taknemlig hun er for vores forhold og vi er faktisk de bedste veninder.
Jeg synes jo ældre jeg bliver at hendes psykiske tilstand kan være svær at forstå og de valg hun tager ift hendes liv. Men jeg elsker hende virkelig og støtter bare det bedste jeg kan uden at sætte spørgsmålstegn ved hendes valg. Så det har til tider været en prøvelse, men Intet har kunne knuse min kærlighed til hende.
I dag 15 år senere har vi dog haft nogle store konflikter, der iflg mig nu har sat sine spor og vores forhold er ikke hvad det har været.
Jeg er gift og har 3 børn med min mand. Min søster er i dag skilt og deler sine børn med sin x 7-7.
Det der begyndte at gøre det svært/anstrengende for mig var at jeg føler at hun nu tager min/vores hjælp forgivet og som en selvfølge.
Vi har passet hendes børn i tide og utide hvor hun bare har skulle hygge sig til trods for at vi har rigeligt i vores egne, så begyndte at sige nej med mindre det var virkelig vigtigt eller kritisk. Dette forstår hun ikke eftersom jeg jo ikke er psykisk syg og burde kunne klare det. Hun har hentydet til hun syntes at det er min egen skyld, for jeg kunne bare lade vær med at få 3 børn.
Hendes økonomi er rigtig skidt eftersom hendes forbrug er alt for højt og faktisk tæt på vandvittigt eftersom hun kan finde på at rejse til trods for at det er for lånte penge… til tider mine lånte penge.
Jeg har hjulpet hende mange gange økonomisk også forarbejde for at få den til at se god ud igen. Arrangeret møder i banken og taget med og hjulpet hende igennem da det er uoverskueligt for hende.
Hun undskylder hvergang med at det er hendes diagnoser der gør at hun handler forkert.
Men er det ok at blive ved med at give “den/dem”skylden??? Eller er det mig der er uforstående??
Efter mange års hjælp og støtte til hende kan jeg mærke i mig selv nu at det har ødelagt mit forhold og syn på hende. Jeg stoler ikke på hende længere da jeg har taget hende i at lyve flere gange. Fornylig besluttede hun at hun ville rejse, men jeg og familien sagde nej til at passe børnene mens hun var væk. Hun tager dog alligevel afsted og runger til mig fra gaten og fortæller hun tager afsted og at jeg skulle tage imod hendes børn fra deres far ved overlevering 2 dage senere også måtte mine forældre og jeg se efter dem mens hun var væk. Dette var meget sårende og skuffede mig enormt meget. Dette er efterfølgende ikke rigtig blevet italesat for at undgå ballade og hun kan ikke se problemet, “vi kunne jo bare sige nej siger hun”. Men det gjorde vi jo også til at starte med. Jeg elsker min nevøer og det kunne aldrig falde mig ind at de skal mærke at der er et problem.
Jeg er nået dertil nu hvor hun irriterer mig og jeg blir sur og bitter indeni når jeg tænker på hende og over at hun vil behandle mig sådan efter jeg kun har støttet hende(iflg mig selv)
Jeg bliver påvirket/ked af det/sur når hun tager nogle valg der er dårlige for hendes situation, måske fordi jeg ved at det er mig der kommer til at hænge på konsekvenserne af de dårlige valg – for jeg kan ikke sige nej når hun står her og græder og beder om hjælp.
Jeg vil så gerne finde tilbage til vores forhold, og tænker også at det er en mulighed for os at bruge den metode hvor vi begge måske skal sætte os ned og spørge hinanden om de spørgsmål der nævnes i oplægget øverst på denne side.
Jeg har svært ved at konfronterer hende. Både fordi jeg er konfliktsky, men også fordi jeg bliver nervøs når hun åbner munden. Hun er hård og uforstående overfor mig.
Jeg vil rigtig gerne ændre min egen negative følelse omkring os.
Og jeg vil også rigtig gerne “lære” hvordan jeg trække på skuldrende over de beslutninger hun tager og lade vær med at tage det til mig som om jeg skal løse problemet eller sørge for at hun har det godt.
Vi er stadig i stand til at snakke sammen, men hvordan kan jeg ændre min opfattelse af vores forhold. Vi bor tæt på hinanden, men til tider ønsker jeg virkelig at jeg var langt væk og kun skulle forholde mig til det over et telefon opkald.
Hvad skal jeg gør?
Hvordan og hvad kan jeg gøre for at hjælpe mig selv og på den måde også se min søster med nye øjne??
Vores forældre er også ved at være godt brugt og heller ikke helt unge længere, men bruger mange kræfter på at få hende på rette køl også. Vores bror bor et helt andet sted og holder sig lidt uden for (klog beslutning). Han har dog altid hjulpet, men har været skeptisk overfor hvor meget hun krævede af os ift hvad hun egentlig godt kunne selv…… hvis hun gad. Jeg har altid forsvaret hende overfor ham for jeg ønskede virkelig at han tog fejl… men jeg begynder også at betvivle hendes egen gøren og motivation for at få det bedre. Ved godt det ikke lyder pænt, men jeg er fortvivlet. Hvor meget skal hendes lykke påvirke min? Og er det fair at man skal være så meget involveret som pårørende eller er det ok at sige stop???
Jeg er midt i 30’erne og min søster er nogle år ældre. Hun har lige meddelt mig at hun er gravid med en ny fyr og at de ønsker at gifte sig og få barnet.Hun magter i forvejen ikke sine 2 andre børn pga hendes psykiske tilstand, så igen forstår jeg ikke hendes uansvarlighed.
Jeg ønsker ikke at jeg skal møde dette lille nye barn med skepsis fordi jeg ikke forstår min søster. Jeg ønsker at blive dus med tanken om at blive moster igen og ikke bekymre mig om, om det nu er mig der ender med at skal passe denne lille baby.
HJÆLP!!!
På forhånd tusind tak.
Venligst
Lillesøsteren
Kære Karina. Jeg har tilladt mig at forkorte dit efternavn og ændre nogle få detaljer, så det bliver (lidt) mindre genkendeligt. Det er en svær situation der har varet i mange år, og umiddelbart synes jeg det lyder som om du i lang, lang tid har knoklet rundt for at få tingene til at glide uden alt for store konflikter. Og med omsorg for din søsters børn. Det kan du ikke blive ved med til evig tid. At tænke over hvad der er vigtigt at få talt om er et godt udgangspunkt..men måske er det også nødvendigt at I laver en slags “familierådslagning” hvor alle – både forældre og bror – også kommer på banen. Hvad er rimelig adfærd fra hendes side, og hvad er ikke? At tage på ferie og ikke have lavet nogle konkrete aftaler om pasning af sine børn er i min optik noget der bør underrettes til de sociale myndigheder om. Det har I valgt at lade være med, lyder det til – men når der snart kommer et nyt barn er I også nødt til at overveje hvor meget I bliver med-misbrugere, ved at understøtte en umoden adfærd, som hun er sluppet afsted med på grund af sine diagnoser. Når man er forældre, er det bare ikke nok.
Omsorg og kærlighed er ikke altid nok i en familie. Nogen gange er tingene nødt til at blive sagt lige ud, og så er det vigtigt at I støtter hinanden i det. Og finder ud af hvordan det kan gøres konstruktivt. Måske er det også en idé for dig at tage nogle samtaler med en god psykolog eller psykoterapeut, for at få lidt styr på dine egne følelser? Venlig hilsen Camilla
Hej Camilla
Her er det et kæmpe problem at vores søn og datter ikke taler sammen mere. Det hele er opstået pga. at vores datter blev kæreste med vores søns kammerat og de nu er flyttet sammen. Vores søn ønsker ikke at deltage i noget med familien hvis vores datter og svigersøn deltager. Dette er utroligt hårdt som mor at opleve. Har prøvet at tale med vores søn men det nytter ikke noget, der er ingen af os der rigtig kan forstå hans reaktion. Så her til jul har jeg inviteret dem alle, men min søn og svigerdatter ønsker ikke at deltag når søster og kammerat kommer. Min søn har meldt ud at sådan vil det være resten af livet. Min datter ønsker at få kontakt til sin bror igen men jeg tror ikke hun tør at kontakte ham af frygt for at blive afvist.
venlig hilsen en fortvivlet mor
Kære fortvivlede mor
Det er svært når ens børn ikke ønsker kontakt med hinanden, men du kan ikke tvinge det ned over hovedet på dem. Det lyder som om der ligger noget dybere bag, siden din søns reaktion er svær at forstå for jer andre og han ikke kan sætte ord på det selv. Idéen om en rar familiejul hvor alle er samlet må nogen gange lægges på hylden for en tid, hvis konflikterne er for store. Måske kan du aftale med din søn at I laver noget hyggeligt sammen d. 23, og at de andre så samles d 24 som aftalt. Han har sikkert brug for en pause fra spørgsmålene om hvorfor I ikke kan mødes allesammen, så i stedet for at forsøge at overtale ham til at ændre holdning kan det give mere ro på hvis I “bare” hygger jer sammen nogle gange uden at bebrejde ham afvisningen. På den måde kan den med tiden blive lidt mindre stejl, og give plads til at fortælle om hans følelser bag situationen.
De bedste ønsker –
Camilla
Kære Camilla. Som barn mistede min bror og jeg vores far. Vores mor havde svært ved sin egen sorg og kunne ikke rumme os. Min bror tog meget afstand, klarede sig selv og rettede al sin vrede mod mig. Jeg klarede også mig selv, men tog mig af min lillebror. Min bror har fortalt mig at man ikk selv vælger sin familie og at vi nok aldrig bliver “bedste venner” og at han har svært ved at indgå i vores familie. Jeg har flere gange prøvet at række ud efter ham, men han afviser mig og siger at han ikk har overskud til at ses. Han har altid rettet sin vrede mod mig og det kan mærkes nu tydeligere fordi jeg graver i det. Han siger vi godt kan ses snart, men jeg ved ikk realt om han har lyst. Det gør mig ked af det at han ikk ønsker mig særlig meget i sit liv. Et er at miste min far, men jeg mister også min bror pga det nu. Det gør så pisse ondt at få afslag på afslag. Han har kun vist sin vrede mod mig igennem årene. Jeg ved ikk hvad jeg skal stille op.
Kære Line
Sådan som jeg læser dit brev, lyder det som om du har forsøgt at vise din bror omsorg – men at han viser vrede mod dig, fordi han ikke kan komme af med den andre steder. Det må være virkelig smertefuldt, og jeg kan godt forstå at du ønsker en tættere kontakt. Det er imidlertid svært at skabe en relation til nogen der ikke ønsker det, så det kan være at du er nødt til at arbejde med to processer ved siden af hinanden: 1) afklaringen af/dialog med din bror om hvordan jeres forhold kan se ud..måske skal I mødes uden din familie, men til en kop kaffe på en café hver 3 måned – hvis det er dét han kan rumme nu. 2) arbejdet med sorgprocessen både over tabet af jeres far, men også at din bror – ihvertfald for nu – ikke er en del af dit liv. Det er svært at finde fred med noget som er et åbent sår, man hele tiden forsøger at arbejde videre med.
Prøv i stedet at se på det der fungerer i DIT liv: din egen familie, venner, det der også giver dig glæde – og mærk at du har formået at bygge det op for dig selv. Selvomsorg, rare aktiviteter mv kan være med til at læge sorgen.
God jul og varme tanker- Camilla
Hej Camilla,
Det er kørt helt af sporet med mig og mine søstre – og ind i mellem også min far. Min mor har siden barndommen skabt splid mellem os søskende. Min mor døde i sommer, men problemerne blev kun værre. Jeg har ikke haft kontakt med min ene søster i et år og har meddelt min far, at jeg ikke ønsker et forhold til hende, da hun behandler mig som lort. Jeg er aldrig glad i hendes selskab, har prøvet og prøvet at skabe et godt forhold, men det er nu endegyldigt slut fra min side. Slut!
Jeg savner virkelig min familie. At have et sammenhold, mærke kærlighed og respekt. Jeg har længe arbejdet på mit forhold til min anden søster. I dag fik jeg dog nok. Hun opførte sig igen nedladende og urimelig. Jeg er den yngste, og skal absolut ikke tro, jeg ved noget som helst om noget! Jeg arbejder på at være mere mig selv i selskab med min familie. I dag blev jeg bare så trist og ked af det. Jeg vil ikke behandles sådan. Jeg er ikke et barn.
Jeg har endda forsøgt – på min fars opfordring – at samle os søskende og min far for at få snakket ud om tingene. Men min søster sagde, at det var usmageligt – og min far gav hende ret. Det sårede mig utrolig meget. Min søster, som jeg ikke har kontakt med, styrer hele familien. Hun bor i udlandet, og når hun kommer hjem, bliver fedekalven slagtet så at sige. Så er hun midtpunkt for alt. Og jeg er ved at brække mig. Hun kommer hjem igen om nogle måneder, og jeg ønsker ikke at se hende. Hun har kaldt mig både doven, en samfundsnasser, egoistisk og barnlig. Jeg blev ikke forsvaret af nogen, hvilket jeg aldrig oplever. Jeg har job, hus og barn, så jeg føler mig absolut ikke som hun beskriver.
En dag som i dag har jeg bare lyst til at bryde med mine søskende. Dvs. også bryde med hende, som bor i landet. Men det gør ondt. Men det gør også ondt at være sammen med dem. Jeg er så ked af det. Savner et sammenhold. Det får mig til at føle mig ensom. Jeg er fraskilt og har en datter med flere handicaps. Jeg har derfor ikke en partner eller en svigerfamilie at være sammen med. Mine venner betyder alt, men de er jo ikke familie.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Kh. Den Ensomme
Kære J
Det kan føles helt uoverstigeligt svært at løse denne type fastlåste roller i en familie. De har sikkert været der siden du var barn/ung, og alle tager det som en selvfølge at det skal blive ved sådan. Du beskriver at du har en drøm om at det vil komme til at føles rart med din familie, og at kærligheden kan tales frem hvis I bare holder møde. Jeg tror det er vigtigt at du tager de realistiske briller på: er det der sker nu, udtryk for en periodisk konflikt – og har du en begrundet formodning om at der ligger noget godt I kan vende tilbage til? Så er det værd at bruge krudt på at tage en snak, men måske skal du på forhånd skrive ned/have tænkt over hvad du egentlig vil opnå. De kan ikke ændre alt ved deres personlighed og samspil med dig, så det er en god idé at have nogle få og konkrete ting som du har brug for at I laver om. Alternativt må du finde ud af hvilke rammer der skal til for at du kan trives, fx sige at I ikke skal holde lange arrangementer sammen (eller at du må holde en pause med at deltage) – men så kan I mødes i kortere tidsrum fx på en café eller lignende.
Måske kan det også være en hjælp for dig at tale med en neutral anden, enten terapeut eller en god ven – der kan hjælpe dig med at adskille sårede følelser nu og her fra en livsvarig familierolle der ikke lader sig trylle om til noget bedre. Du ønskes det bedste på din vej 🙂 Venlig hilsen Camilla
Hej Camilla
Jeg er i syv sind. Jeg er i en meget tung konflikt med min søster for tiden. Jeg har konfronteret hende med nogle situationer hvor jeg har følt mig trampet på. Her blandt andet omkring min beslutning om ikke at have kontakt til et nært familiemedlem, fordi at det var meget skadeligt for mig. I vores korespendance har jeg virkelig gjort mig umage for ikke at træde hende over tæerne, men samtidig stået op for mig selv og mine egne følelser. Jeg har selv sagt oprigtigt undskyld for nogle situationer, hvor hun ikke har følt sig set, men jeg får ingen undskyldninger retur. Jeg taler med respekt og anderkendelse til hende, men det jeg får tilbage er, at jeg er for følsom, mærkelig og det at jeg har brug for at sætte mine grænser på bagkant, er formålsløst. Det er som om at jeg taler til en mur, hvor jeg bliver tromlet gang på gang. Jeg har prøvet at introducere at vi kan gå til fælles terapi, men dette er fuldstændigt fejet af banen. Jeg får det dårligt med mig selv og føler mig svigtet. Jeg ved vitterligt ikke hvordan jeg skal komme videre… Jeg har en lille familie, og føler mig tvunget til at rette ind for at holde sammen på det hele. Jeg har en dejlig svigerfamilie og mange gode nære venner, så det er ikke fordi at jeg er ensom. Men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op. Føler mig forladt af min familie, fordi at jeg ikke bliver lyttet til. Har du nogle gode råd til hvordan jeg kan komme videre?
Kære D. Det er altid svært at føle sig alene i familien, og det lyder som om du har gjort hvad du kunne. Måske vil du give dig selv mere ro lige nu ved at vende blikket derhen hvor der er ting der fungerer for dig – i stedet for at blive ved med at banke på en dør der ikke åbner sig. Skab afgrænsede rammer om familiesamværet, og sørg for at fylde dig selv op med alt det gode du har både før og efter.
Venlig hilsen Camilla
Tak for dit svar 🙂 Jeg prøver at rette fokus, også selvom at jeg synes det er svært og fuld af negative følelser når vi er i rum sammen. Men jeg må vel “bare” begrænse tiden vi er sammen, få og sørge for at stå op for mig selv de få gange vi er sammen.
Hej Evafor
Tak for tilbuddet.Jeg må desværre melde fra. Jeg føler ikke at det er mit ansvar at kæmpe for denne relation, mere end hvad jeg har gjort i forvejen. Bolden ligger på min søsters side, og tiden er til at hun selv spiller den tilbage. Om det tager år, det ved jeg ikke. Jeg er ikke ked af det på samme måde mere, som da jeg var da jeg skrev herind. Jeg har raset al min vrede ud og grædt alle min tåre, sådan at jeg nu kan acceptere, at det er sådan at landet ligger pt. Jeg er åben for hvis min søster gerne vil kontakte mig og arbejde med vores relation.
Mvh. at være med i en dokumentar, så er jeg beæret over tilbudet, men jeg må også indrømme at jeg allerhelst har lyst til at holde mit privatliv for eget tæppe 🙂
God vind med hele projektet. Jeg glæder mig til at se det .
Mvh. Ditte
Hej Camilla.
Jeg er utrolig glad for at læse dit indlæg. Det giver så meget mening på mange områder. Jeg har med jævne mellemrum været i konflikter med min søster og mine forældre.
Jeg har aldrig rigtigt kunne forstå, hvad det var der var galt med vores forhold. Det er befriende at læse, at det absolut ikke er unormalt.
Min søster og jeg er begge adopteret. Jeg fra Indien, da jeg var 1/2 år gammel, og hun fra sydkorea, da hun var 5 år. Dette i sig tror jeg, har givet problemer allerede som børn.
Vi ser vores opvækst meget forskelligt, og kan gengive en episode i vores fælles liv meget forskelligt. Jeg er bare så ked af, at når jeg prøver at bygge broer, så bliver de revet ned lige så hurtigt, som de bliver bygget.
Miner forældre forventer meget af mig, og jeg skuffer dem gang på gang. Jeg kan genkende det at bryde ud af min “familierolle”, og det har også resulteret i, at de ikke kan lide min mand. På trods af, at vi har været gift snart 25 år. “Men det er jo hans skyld” at jeg bryder ud. Selv om jeg syntes, at det er min egen styrke og mod.
Min søster gør mig så ked af det, og hun har en evne, til at gøre det umuligt, at gennemtænke mine besvarelser, eller bare komme med besvarelser, det er som om, hun slet ikke har brug for mit feedback. Sidst jeg prøvede, så var jeg nedladende, hvis jeg spurgte, hvad jeg kunne gøre anderledes, og jeg var ofret, hvis jeg sagde, at jeg var ked af det. Hun kræver nogle “handlinger”, men når jeg spørger til dem, så ved hun ikke hvad handlingerne skal være.
Men jeg har, ifølge hende, svigtet hende de sidste 20 år. (hun er 39, jeg er 46).
Det skal siges, at vores far mistede sit job, da jeg var omkring 18. Han gik psykisk ned, og min mor måtte tage sig af ham. I den periode måtte jeg tage mig af min søster, hvilket hun ikke husker. Jeg tog hende med steder og deltog i forældremøder i stedet for mine forældre. Jeg opdrog hende.
Jeg ved ikke, om hun ser mig som “moderen”, og forventer at jeg skulle fortsætte med at være der for hende. Så mit svigt af hende, bunder sig i, at jeg flyttede og fik min egen familie.
Jeg tænker meget på, om hvorvidt jeg skal have mine forældre og min søster i mit liv. Lige nu er de ikke, og det var SÅ hårdt nytårsaften, men befriende ellers ikke at være skuffende eller blive dømt hele tiden.
Kære M.L
Jeg har tilladt mig at anonymisere dit navn. Din beretning vil kunne vække genkendelse hos mange, ved jeg. Søskendekonflikter i voksenlivet bunder stort set altid i oplevelser af svigt og ansvarsfordeling i de tidlige år/ i relationen til forældrene. Det lyder som om din søster “råber” på at du træder tilbage i rollen som primær omsorgsperson, men samtidig gør det svært for dig at komme tæt på hende. Hvis I begge vil relationen på trods, skulle I måske overveje at mødes nogle gange hos en neutral tredjeperson..mægler, terapeut, psykolog eller andet – som kan hjælpe jer med at finde nogle relevante rammer for jeres samvær.
Held og lykke med det 🙂 Venlig hilsen Camilla
Jeg er 50, storesøster til 2 brødre og fra et hjem præget af alkohol både fra mine forældre og bedsteforældre. Fra jeg var 10 år var ansvaret ofte mit, og jeg blev selv personligt stillet til side for at få det hele til at hænge sammen. Mine brødre er altid blevet rost og pralet af, fordi de er så succesrige og dygtige med karriere osv. Jeg er selv alene med 2 , nu næsten voksne børn, kronisk syg og i flexjob. Jeg er det sorte får i familien, der aldrig er blevet anerkendt, rost eller noget positivt. Fra mine forældre får ueg kritik og når familien er sammen, er jeg et yndet mobbeofffer, hvor der kan blive gjort tykt grin med alt hvad der er gået skævt i mit liv. Jeg orker det ikke mere og hadet vokser og vokser og vokser…..
Kære J.
Det er nogle svære følelser du går med….desværre er had ofte værre for den der går med det, da modparten ikke ved hvad der sker. Du skal have hjælp til at få “lettet” din indre oversvømmelse: har du nogle i dit liv som du kan tale med? En god veninde, en støtteperson, eller måske en terapeut? Der findes forskellige frivillige rådgivninger der tilbyder gratis støtte ved rådgivere som gør det uden betaling – måske kunne der være noget i dit lokalområde?
Venlig hilsen Camilla
Hej
Jeg kan se du kommer af et dysfunktioner hjem, og det må være hårdt at være pige/ datter i det hele, og din rolle i familien nok aldrig helt ændre sig hvis din familie ser ned på dig. Jeg syntes du skal lægge dem på køl, priortere mennesker i livet som du kan mærke holder af dig, måske en anden side af familien/venner, dine piger eller en god behandler. Få oplevelser i livet som glæder dig og dine piger.
Hej. Kan du hjælpe mig med råd, hvordan jeg takler bruddet med min svigerinde og hendes familie, nu hvor min mand igen skal opereres og kan få et længere hospitalsophold. Sidst overholdt min svigerinde ikke at lade være at komme på besøg på hospitalet ved hendes bror, når jeg var der. Min mand forstår mig til fulde, da han sagtens kan se, at min svigerinde ikke er god ved mig. Hvis min mand dør, kan jeg bede min svigerinde om at overholde at stunden i kirken er privat , og hun ikke skal komme? Tak for din mening