Konflikt, brud og genforening
“Min mor er for svær at have i mit liv”, fortæller Jeanette* (navnet er ændret) på 42 år. Hun er langt fra den eneste, der har det sådan. I min praksis har jeg mødt adskillige som hende. Jeanette er vokset op med en mor der altid kritiserede. Det er hun ikke holdt op med endnu. Hver gang de ses, kommenterer hun Jeanettes handlinger.
Alting bliver vurderet, bedømt eller nedgjort. “Hvorfor har du ikke fået ordnet haven endnu?” “Hold da op, hvor de børn råber – kan du virkelig holde det ud hver dag?”. Hvis Jeanette reagerer, fejes det væk som ironi. “Du har ikke sans for humor”.
Mønstre i familien
At sige stop er ikke muligt. Jeanette har flere gange forsøgt at tale med sin mor. Endnu uden held. Hendes mor mener, at der ikke er andre muligheder: “Vil du hellere have at jeg lyver for dig?”. Jeanettes mor forstår ikke, hvordan det føles at blive kritiseret. Eller også har hun lukket helt af for det.
Jeanette kan huske, at hendes mormor var en skrap gammel dame. Hende løb man ikke om hjørner med. Men hun var altid sød ved sit barnebarn. Jeanette får pludselig, mens vi snakker sammen, erindringen om hvordan det var inden mormors besøg. Hendes mor løb rundt og gjorde rent hele dagen. Alt skulle være perfekt.
Mormor fandt altid noget at kommentere alligevel. Sådan fortsatte mønsteret, indtil hun døde. Det føles som om, historien gentager sig nu.
Brud eller kontakt?
På et tidspunkt kunne Jeanette ikke mere, og valgte at afbryde forbindelsen til sin mor. Hendes far, som blev skilt fra moderen for 20 år siden, opmuntrede beslutningen. Men efter et års tid savnede Jeanette alligevel sin mor. De genoptog forbindelsen, men kun lidt har forandret sig: Verden ses stadig med moderens sort/hvide briller. Jeanette har resigneret, og holder nu kontakten på et nødvendigt minimum.
Andre vælger at fastholde bruddet, af flere grunde:
- bitterhed over svigt i barndommen
- det føles ikke muligt at tilgive/glemme
- dialog har været forsøgt, uden held
- der er misbrug (alkohol eller stoffer). Enten hos forældre eller voksent barn
Roller i familien
Hvad fører til et brud? Det kommer kun sjældent ud af den blå luft. Vi har allesammen haft bestemte roller i opvæksten. Hvad var din? Den søde pige, ham der altid er hjælpsom, den kloge, den forkælede lillebror… Mulighederne er mange. Ofte varer det ved i voksenlivet. I Jeanettes familie havde hendes mor brug for at styrke sin egen usikkerhed. Jeanette var et nemt offer. Som voksen er du altid klogere end dit barn. Kunsten er at vide, hvornår det ikke længere er sådan!
I nogle familier kan rollerne ikke flytte sig. Dine forældre skal hele tiden “genforhandle” deres syn på dig. Først som barn, så teenager og siden som yngre og lidt ældre voksen. Du er ikke den samme hele tiden. Som 25-årig kan du godt selv finde ud af at træffe langsigtede beslutninger for dit liv. Det kunne du ikke som 15-årig. Denne udvikling skal dine forældre acceptere. Og ikke mindst respektere.
Hvis de ikke kan dét, vil der opstå konflikter. Nogle af dem så uløselige, at kontakten afbrydes. Enten i en periode, eller for altid. En lille hændelse, et skænderi om om en uvæsentlig ting, kan udløse mange års vrede.
En anden årsag til brud kan være en svær skilsmisse. Selv som voksen kan du blive udsat for at skulle vælge mellem dine forældre. Måske har én af dem været utro, og den anden er bitter. Selv mange år efter kan en (konfliktfyldt) skilsmisse skabe rifter i familien. Rollerne i familien bliver forstyrret. Der opstår nye alliancer: fars pige føler sig svigtet da far flytter til sin nye kæreste. Mor giver næring til vreden. Den varer ved op i voksenlivet, og slutter i et brud.
3 veje til forsoning efter et brud
- Undskyldning. Kan dine forældre anerkende egne fejl? Måske ligefrem undskylde. Og kan du? Begge parter må rykke et skridt til siden, og se på egne handlinger. Det kan ikke kun gøres af den ene. Hvad er det, der gør at I bliver ved med at træde den samme dans i forhold til hinanden? “Ja, jeg prøvede at gøre mit bedste – men jeg kan nu se, at det stadig ikke var godt nok. Det er jeg rigtig ked af”.
- Læg kritikken væk. Det gælder forældrene, der skal afstå fra at vurdere deres voksne børns liv. Og det gælder de voksne børn, der skal give slip på mange års bitterhed, måske over ting der ligger år tilbage.
- Tag ansvaret for dine egne handlinger. Hvad har du selv gjort, som bidrager til at situationen er kørt sådan af sporet? Er det en naturlov, at forældre og børn har ret til at blande sig i hinandens liv? Og sige ting, som man ikke ville sige til andre mennesker? Har du haft for travlt med dit eget liv til at se den anden rigtigt?
Det er et kæmpestort arbejde at flytte mange års mønster. Og det kan føles som at vride benene om på ryggen, hver gang egne fejl skal indrømmes! Rådgivning udefra kan være en hjælp. Men der skal ske en indsats fra begge sider. Ellers er I tilbage i det samme uheldige mønster igen….
Nogle gange er konflikten så svær, at det ikke kan løses. Bruddet bliver permanent, og du er nødt til at finde fred med situationen som den er. Det er svært og smertefuldt, uanset om man er voksent barn eller forældre.
Du kan læse mere om emnet i mit tidligere blogindlæg om “Overvejer du brud- sådan giver du slip på vreden og kommer videre“. I et andet indlæg får du 9 redskaber til at forebygge konflikter/brud.
Det er også muligt at få hjælp til bearbejdningen gennem samtaletilbud i min praksis, enten online eller fysisk (Odense NV). Klik videre til min klinikside her, og bestil gerne en tid til en indledende samtale – hvor vi kan finde ud af, om jeg kan hjælpe dig/jer.
Oplægget er oprindeligt udgivet november 2013, og opdateret/genudgivet i juli 2020.
Kommentér meget gerne herunder:-)
Det er jo ikke givet, at fordi man får familie, at man så skal elske dem – brød med min mor, som voksen – det gjorde ondt, men var også nødvendigt…
Er det muligt at få et møde, idet jeg (71-årig mor til datter på 46, som gerne vil vil se hende og mit barnebarn igen). Vil helst tage initiativet på en god måde for hende.
Hej Birgit
Jeg tilbyder desværre ikke samtaler i øjeblikket, da jeg har lukket min klinik ned. Men mange andre privatpratiserende psykologer vil helt sikkert kunne hjælpe dig lige så godt med at få formuleret hvordan du kontakter din datter på den bedste måde.
venlig hilsen
Camilla
Kan du henvise/name droppe til et par stykker der har ekspertise på dette område i kbh -nordsjællandsområdet?
Det er min erfaring at de fleste psykologer “står lidt af” med dette problem område.
Hej Carina. Jeg kender desværre ikke nogle i det nævnte område med speciel ekspertise på familie-voksen barn området. Mvh Camilla
Hej Carina. Jeg arbejder som tilrettelægger på DR1 tv-programmet “Aldrig for sent”, og vi søger medvirkende til anden sæson. Programmet handler om familiemedlemmer som har mistet kontakten, og i programmet forsøger vi at hjælpe familiemedlemmer med at finde sammen igen og redde brudte relationer. Jeg kan forstå på din kommentar, at du selv er berørt af familiebrud. Hvis du kunne være interesseret i at tage en kort og uforpligtende snak for at vide mere om programmet, så er du mere end velkommen til at skrive dit nummer til mig, så jeg kan ringe dig op. På forhånd tak for din tid. 🙂 Kh Emma (tlf. 25 63 66 66 / aldrigforsent@koncern.dk)
Hej
Det er trist at så mange oplever et brud imellem voksne børn og forældre. Jeg har selv børn og tænker meget på om de en dag vil få brug for en pause fra mig. Jeg håber det ikke, men lader muligheden være en del af mit liv. Jeg er kronisk syg med to lidelser, som giver kognitive problemer, giver vredesudbrud og som kan gøre mig meget direkte i det jeg siger. Jeg er ikke stolt af det, selvom jeg ved at jeg gør hvad jeg kan for at passe på mig selv og følge nogen teknikker der mindsker problemerne. Den ældste har fået nogen psykiske skrammer, det er jeg nødt til at se i øjnene. Måske er det ikke min skyld, at jeg er syg, men børnene er stadigvæk mit ansvar, og de skrammer vil jeg forsøge at puste på uanset hvornår de måtte have brug for det. Og jeg lytter, selvom det gør ondt at mit barn har været bange for hvad der skete med mig.
Jeg er også voksent barn af alkoholiker. Min far døde for ikke så længe siden, døddrukken af det spiritus som han brugte 50 år på at drikke i stride strømme, og som altid kom før hans børn. Der var en periode på måske 10 år hvor han var mindre fuld. Han boede sammen med en kvinde, der havde ben i næsen men også var meget omsorgsfuld, og han fik styr på en masse ting. Men bag kulisserne bankede han hende og hendes barn.
Alting omkring min far var vævet ind i psykisk vold. Noget han egentlig havde det fint nok med i perioder – han så det som sin ret at drikke sig fuld og sidde og latterliggøre sit barnebarn og mig sammen med sine venner for eksempel, men kunne ikke klare den mindste kritik eller bare antydningen af alt muligt som han opfattede som nedladende. Han kunne pludselig, ved den mindste ting, blive så ondskabsfuld, grov og perfid, for sekundet efter at småfjolle, tilbyde gaver, eller huske ens fødselsdag. Det var ikke sødt, det var sørgeligt. Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg var i et nyt forhold til en mand, der var dybt rystet efter at have set min far og hans kone folde sig ud under et besøg hos os, hvor de vare så fulde at de knapt kunne stå.
I årene op til havde jeg forsøgt at hjælpe, tigge, råbe, trænge igennem til ham på tusind måder. Mit barn måtte ikke komme på besøg alene mere, det var for farligt, men han havde ingen selverkendelse og har sikkert haft et par lidelser som aldrig blev diagnosticeret rigtigt, fordi han var fuldt tilfreds med at løse alt med sit misbrug. Jeg afskar kontakten og fik endelig noget luft i mit eget liv. Og nu er han død. Og jeg er i sorg. Men mest af alt sørger jeg over den far jeg aldrig fik og som børn har fortjent. De senere dage har jeg læst forskellige ting som jeg sendte til ham. Det sidste svarede han aldrig på, sikkert fordi det var et brev hvor jeg glad fortalte om alle de ting han aldrig gad høre på: hvordan det gik med mig, hvad jeg opnåede, hvordan familien havde det, hvilke planer jeg havde.
Nu er vi i en situation hvor min mand igennem 12 år har været nødt til at lave afstand til en forældre med tvangspræget personlighedsforstyrrelse, for det er så slemt at hun faktisk har saboteret en stor del af vores liv, og som også nægter at lave forandringer eller at respektere vores ønsker. Han går i terapi, hvor han støttes i at sætte kontante grænser, og leve med fordømmelserne der kommer alle steder fra. Han sørger også.
Det er trist, men børn har ret til slippe forældre, der skader dem. Jeg håber at jeg aldrig selv bliver den forældre.
Kære Mattie. Tak fordi du deler dine svære erfaringer. Det er noget af det sværeste at vokse op – eller være voksen sammen med – forældre der ikke magter at udfylde deres rolle. Bare det at man, som du, forsøger at indrømme sine fejl og tage en snak om det, er allerede et meget vigtigt første skridt. Det lykkedes ikke for din far, eller din svigerforældre…og så er det en nødvendig selvbeskyttelse at reducere eller stoppe kontakten for en tid (måske kan det have betydning at prøve igen efter nogle år, men ikke lade sig suge ind i samme usunde samspil igen). Venlig hilsen Camilla
Hvor er det trist læsning. Har selv mistet kontakten til min datter for 13 år siden. Hun er blevet adopteret af sin papmor. Har efterhånden lært at leve med det, men sommetider gør det såååå ondt. Jeg synes man befinder sig i en gråzone, for jeg har mistet men hun er ikke død – den sorg er så underlig. Det har påvirket så meget i mit og mine to andre pigers liv, de har mistet en søster – det gør også ondt.
Ville ønske der var en gruppe man kunne mødes med og dele med – der er ikke så mange der forstår og det kan føles som et tabu at tale om.
Kram og tanker fra mig