Ferietid er familietid
Efterårsferien har ramt os, og rigtig mange familier fordeler sig i disse dage ud på diverse badelande mv. Også din, måske? Nu skal der hygges for alle pengene. Samvær, lige fra morgen til aften..langsomme morgener, aktiviteter i løbet af dagen, og aftener hvor der skal ses film og puttes i sofaen.
Hverdagen i de fleste familier (inklusive min egen!) er proppet med aktiviteter hele tiden. Ferierne vinker forude som den oase hvor nærheden kan indhentes igen, og der kan tankes op til den flyvende dagligdag.
Sammen hele tiden
Men hvordan har du det egentlig med at være “på” sammen med familien døgnet rundt i flere dage..måske hele ugen? Er det afslapning? Det er altid rart at lave noget sammen med dem man elsker allermest, men mærkeligt nok kan den følelse godt samtidig følges af en uendelig udmattelse: “lad mig nu være i fred, og få lov til bare at være et voksent individ – helt alene“.
Må man godt det i jeres familie? Hvem føler du, at du svigter ved at gøre det?
– Og hvad gjorde dine forældre? I den lidt ældre generation er det sådan hos mange par, at det er helt utænkeligt at gå ud til sociale begivenheder uden at have hinanden med. Så skal der være en virkelig god forklaring (arbejde eller alvorlig sygdom). Bare at sige “det orker jeg ikke i dag” er ikke en gyldig grund. I nogle – især yngre – familier er det mere legalt at det biologiske barn besøger sine forældre alene/med børn, mens partneren har fred til at lave sine egne projekter derhjemme.
Nu kan jeg ikke mere!
Susanne Møberg har i flere af sine bøger om særligt sensitive skrevet om “lukningspunktet“: det tidspunkt, hvor du skifter fra at være et glad, velfungerende og positivt menneske til at føle dig overvældet af alle indtryk, og blive enten sur eller ked af det. Hendes pointe er at det indtræder for alle mennesker, men at det kommer hurtigere for nogle end for andre.
Det gælder om at blive bevidst om hvornår punktet indtræder lige præcis for dig (uanset om du føler dig sensitiv eller bare helt almindelig) – og hvordan du passer på dig selv inden udmattelsen indtræder.
Dagligdagens stress
Vi kender allesammen følelsen af, at en hyggelig situation pludselig kan vende om til at blive totalt træls; fx en shoppingtur i byen med mand og børn. Det starter godt ud, men efter en time eller to er alle egentlig mætte af indtryk, snak, koordinering af hvem der vil hvad, plagerier om ting, og mylderet af mennesker omkring jer. En i familien er den første der “knækker” (bliver overstimuleret/vred/irritabel), og lynhurtigt har stemningen bredt sig til alle de andre. Kan du mærke det, når det er på vej?
Det samme sker i den helt almindelige hverdag derhjemme: du har været på arbejde hele dagen, kommer fræsende hjem til mand og børn, skal købe ind og planlægge den kommende dag..sørge for lektier, køre til svømning og have arrangeret aftaler. Om aftenen, når du endelig har ro, vil din partner gerne snakke. Hvor meget overskud har du dér? Og kan du tage hånd om det, inden du vrisser af hele familien?
Min egen oase
I vores familie har vi en campingvogn; et kæmpe skrummel der ikke kan flyttes nogle steder hen. Den ligger på en fast plads et hemmeligt sted på Fyn – med den mest fantastiske udsigt, stort set lige i vandkanten. For mig er det et “optankningssted” hvor jeg har valgt indimellem at bruge nogle fridage på at være alene..endda weekenddage, hvor resten af flokken er derhjemme. Jeg sidder med computeren og skriver koncentreret en hel dag, men nyder at få lov til at kunne være i en uafbrudt aktivitet. Ingen afbrydelser, kun mågeskrig og lange kig ud over vandet.
Det giver et mentalt overskud hvor der bliver plads til at mærke tankerne, og bare være til. Lukningspunktet rykker på længere afstand, og den følgende uge er fyldt med et overskud, som alle får gavn af.
Hvad kunne du godt tænke dig at gøre, for at give dig selv plads til sjæl og tanker? Gør du noget af det allerede?
Hvorfor skal du overhovedet prioritere tid alene?
– For mange, især kvinder, kan det føles enormt grænseoverskridende at vælge alene-tiden, hvis der er krav fra især mindre børn. Måske også større børn? “Vi har så lidt tid sammen allerede” – undersøgelser viser at familien rent faktisk HAR langt færre timer sammen nu om dage. Så hvorfor tage endnu mere af den tid væk?
Fordi det er en livsnødvendighed! Ganske enkelt. Bum. For at være noget for alle de andre, er du nødt til indmellem at suge luft ind til dig selv! (Og kunne mærke hvad der sker i andre steder af kroppen, end der hvor du husker, planlægger og udfører).
Hvad gør du for at fylde på? Kan du lide at være alene, eller får du mere energi af at være sammen med bare én anden? Skriv meget gerne dine egne erfaringer med at få ene-tiden passet ind i familielivet 🙂
Trackbacks/Pingbacks