Kreativiteten der blev væk
“Skal vi ikke lave et rollespilssværd?” “Kan vi bygge et hus til mine Warhammer-figurer?” “Jeg vil gerne have syet en lædervest!” “Far, vil du bygge Lego med mig?”.
Noah, 5 år, som jeg har kendt siden han blev født, er stopfyldt med gode idéer. Når jeg er på besøg hos familien, fortæller han om alt det han har fundet på siden sidst- og viser tegninger frem.
Hver eneste weekend bliver hans forældre præsenteret for en uendelig liste af projekter han gerne vil lave, save ud, bygge, sy eller male.
Noahs mor fortæller over kaffen, med den dårlige samvittighed lysende langt ud af stemmen, at hun nok har haft ret travlt i perioder – især efter at lillesøster er kommet til. Og at det tit bliver nemmere at sætte Noah foran fjernsynet eller med deres Ipad. Hans idéer er gradvist forsvundet, og nu plager Noah mest om at få lov til at låne én af familiens “teknik-dimser”.
Også når der er legekammerater på besøg bruger de mest tid på at spille sammen. Jeg spørger Noah og hans mor hvad han plejer at lave i weekenderne, og hun fortæller at de ofte har store konflikter om dét. Noah er enig: “mor siger altid nej”.
Han må (selvfølgelig) ikke spille eller se TV hele dagen, men hvis der ikke er nogen der kan lege, kan Noah ikke finde på ret meget han har lyst til. Hverken derhjemme eller sammen med forældrene – så skal det være “underholdende” ting som en tur i svømmehallen eller i butikker.
Demonstrationen af “jeg keeeder mig, og det er DIN skyld” er ikke til at overse. Noahs far og mor skal have overskud for at orke konflikten, og ender nogle gange med at bøje af og sige “ok, så én time mere da”.
Hvordan påvirkes børns sociale evner af skærm-forbrug?
I bogen “The Big Disconnect” konkluderes at den nuværende generation af tablet-brugende småbørn har sværere ved at:
- finde på noget at lege alene
- arbejde sammen i en gruppe om at opfinde lege
- bruge deres fantasi helt frit (de leger ting fra spil eller film)
- tåle frustrationer – det skal være let, hurtigt og til at finde ud af med det samme
- forstå de andre børns følelser (hvorfor reagerer han/hun sådan nu?)
- vente på tur, og acceptere kedsomhed imens (hvem sagde voksne, der hiver telefonen frem i Fakta-køen? :-))
De voksne blander sig (for) meget
Hvad gør du som voksen, hvis dine børn – små eller lidt større – dasker passivt rundt i nærheden af dig? Så vil du måske begynde at foreslå en masse aktiviteter: “Hvad med at finde dukkerne frem, I kan gå ned efter udklædningstøjet osv”. Og jeg vil æde min gamle hat på, at rigtig tit vil kravet være “Vi vil se en film – vi vil låne Ipad’en”. Så er det hurtige fix sikret. Alle er glade igen.
Men det, der sker er at børnene langsomt vænner sig af med at tage ansvaret for egne aktiviteter, både alene og sammen med søskende. Enten er teknologien der, eller også sætter de voksne igang.
Hvorfor er det nu galt? Jo – fordi dit LILLE barn har brug for at opleve frustrationer for at rykke sig nogle steder hen udviklingsmæssigt! Vi kender allesammen følelsen af at sidde med et Ikea-skab der består af en milliard smådele, og den helt enorme følelse af triumf når det lykkes rent faktisk at få et vellignende møbel ud af det.
Måske med nogle råb, skrig og slag i væggen undervejs – men du kunne noget du ikke selv troede på. Den samme sejr ville ikke ha’ været der, hvis skabet var samlet allerede, og du bare skulle smutte tre skuffer på plads de rigtige steder.
Et lille barns opvækst består på samme måde af en uendelig række af nye læringsopgaver. Hver gang noget mestres, vil barnet helt af sig selv afprøve noget nyt. Voksne der sidder med en lille baby der højlydt stønnende møver sig afsted på maven for at nå hen til noget farvestrålende legetøj, ved godt at det ikke er meningen at de skal tage legetøjet og række det hen til den lille. Du smiler, småpludrer – men griber først ind når barnet selv har prøvet et stykke tid.
Børn elsker det lette og lækre
Hvis du spørger dit barn om han/hun helst vil have hvidt toastbrød med pålægschokolade med i madpakken, eller rugbrød med leverpostej vil langt de fleste børn selvfølgelig vælge toastbrødet. De har allerede lært at det er blødt, sødt og behageligt at spise – og at det ikke kræver nogen indsats fra dem. Men det valg får de ikke, fordi du som voksen ved at det ikke er “sundt”.
Præcis den samme indlæring sker omkring skærmbrug: hjernen lærer at der kommer et tilfredsstillende kick ud af at blive underholdt, frem for selv at skulle skabe legen. (Og vi voksne har lært det forlængst – film, Facebook og fredagshygge. Hjernebølgerne går i wellness-mode, og nyder strømmen af uforpligtende input.)
Travle voksne har svært ved at rumme, når børn keder sig eller bliver frustrerede. Børnene lærer at de har “krav” på at blive underholdt; deres hoveder har vænnet sig til en stadig strøm af interessante og lettilgængelige indtryk.
Hvad sker der med det 3-5 årige barns sociale evner og kreativitet, hvis de bruger for meget tid med Ipad’en?
- Jo mindre ansigt-til-ansigt kontakt dit barn oplever i sine første år, jo sværere vil barnet få ved at aflæse hvad der sker sammen med andre..og tilpasse sig selv til det.
- Barnet vil fravælge “den besværlige leg”, og søge det der er let og ukompliceret (og ikke lære nyt/kunne håndtere konflikter med de andre børn).
- Skærmtid tager tid fra det lille barns egen kritiske og kreative tænke-evne; hjernen kører af fastlagte “lette” spor, i stedet for at udvikle nye.
Børn bliver populære hos andre børn, hvis de:
- er gode til at finde på nye/sjove lege, og tør kaste sig ud i noget ukendt
- ikke piver eller kalder på voksne hver gang der er modstand – kedsomhed
- kan reagere på de andre børns følelsesudtryk på en god måde (nårh, slog du dig – vi går ind sammen efter en voksen).
Det er vores opgave som voksne at hjælpe dem med at mestre disse tre ting…og det gør vi ikke ved at sætte dem alene foran en skærm!
- Noah er nu (efter at hans forældre fik stoppet op og tænkt over, hvad der var ved at ske med ham) blevet sat på “skærm-afvænning”. Han har stadig nogle sjove stunder sammen med legekammerater hvor de spiller sammen på Ipad eller Playstation, men derhjemme bliver der nu sat begrænsning på. Max 1-1/2 time om dagen, ALT inklusive. Og idéerne er så småt begyndt at pible frem igen… 🙂
PS: Hvis du ikke fik læst mit tidligere indlæg om “4 grunde til at dit 3-5 årige barn IKKE skal babysittes af din Ipad” kan du læse det her.
Dette indlæg blev oprindeligt udgivet i marts 2014, men er opdateret og genudgivet i maj 2021.
Skriv gerne en kommentar hvis du er enig eller uenig med indlæggets budskab 🙂
Er det ikke en smugle ‘letkøbt’ bare at give iPaden skylden?
Man kan hævde at et 3-5 årige barns sociale evner minskes ved “alenetid” og ikke blot ved at bruge for meget tid med en Ipad’en? (Der der forskning der netop fremhæver hvordan (digitale) kompetenser, kreativitet stimuleres og sociale relationer skabes via teknologi, ikke til trods for – (både hos de helt små, hos tweens og teenagere, samt hos voksne).
At sætte begrænsning på brugen er vel et udtryk for at man ikke har forstået hvad det er for et redskab man har i en iPad (skærm-afvænning – sikke et grimt ord).
Artiklens pointe er fin, og billedet øverst hvor en far er sammen med sin datter om spil på et device er vel en meget bedre pointe: at være sammen om legen, uanset om det er bygge med LEGO, lave sværd, sy vest eller spille på iPad. Det ene er vel ikke mere “rigtigt” end det andet (Man fristes til lige at citerer: Alle er lige, men nogle er mere lige end andre -George Orwell).
At sammenstiller fjernsynet og familiens Ipad udfra kommentaren “nemmere at sætte Noah foran fjernsynet eller med deres Ipad”, handler mere om familens forkerte brug af iPad, fremfor iPadens kvaliteter. Hvorfor ikke hylde de mange egenskaber den har, når den både kan være passiv alene underholdning, individuelt udfordrende og grundlag for socialt samvær og fælles leg?
Børn blir ikke socialt handicappet af alenetid, men de gør det hvis de ikke får mulighed for at udforske den fysiske verden på fuld tid lige op til skolealderen. Alene tid har de også brug for, for at kunne bearbejde alle de indtryk de får i løbet af dagen med andre mennesker.
Tak for et velskrevet indlæg med mange spændende tanker der lægger fint op til debat 🙂
Jeg er dog fuldstændig enig med Søren.
Før ipaden eller tabletten, var det disney kanalen på TV der blev brugt til at babysitte i ulvetimen eller når der ikke lige var det store overskud af kreativ energi i “forældre-tuben”
Der er studier der viser at tillid og nærvær i relationerne er det der stimulerer børns sociale evner. Hvis det mangler i et barns liv fra primær plejepersonernes side, er det fuldstændig ligegyldigt om det er en ipad eller et tv eller en computer der bruges som “babysitter” Det handler grundlæggende om noget helt andet der er galt.
Ipaden/tabletten er et fantastisk formidlingsredskab, og bruges allerede flittigt at vores pædagoger rundt omkring i vores institutioner til at forstærke kreativiteten og innovationen i legen. Medie-leg er et nyt fænomen, der når det planlægges og gennemføres af veluddannede og ansvarlige professionelle, kun er med til at højne niveauet af leg og læring i forening. At mixe brugen af det taktile med mediet er netop målet, og det gøres allerede dygtigt mange steder ude i vores institutioner.
Der er virkelig ingen grund til at male fanden på væggen når der snakkes ipad.
Derimod er det stadig vigtigt at forældre vejledes i at være nærværende og oprigtig interesserede i deres børn. For det er DEM der lærer dem at være sociale, eller det modsatte…om der nu er en ipad/tablet i huset eller ej!
Lise-Lotte M Sundahl. Stud.cand.It. Ålborg universitet. (skriver speciale om implementering at ipads/tablets i daginstitutioner)
Hej Lise Lotte. Tak for dit svar. Langt hen af vejen kunne jeg ikke være mere enig med dig; nærvær og aktive forældre/pædagoger vil til enhver tid være det centrale for børn. Jeg synes bare at kunne observere både på egne og andres børn at Ipad’s har en magisk vanedannende effekt som selv fjernsyn ikke tidligere har haft. Der er dyr der skal passes, klaner der skal holdes igang og huse der skal bygges videre på inden andre overtager området..hele tiden noget der kalder på opmærksomheden. Belønningen ved kontakt er stor: det lille dyr smiler og siger søde lyde når man gør de rigtige handlinger for at fodre den, spillet går godt osv. Omvendt belønnes fravær med at alle aktiviteterne går død. Jeg har ikke det forkromede svar på “rigtigt og forkert”, men tænker at det er vigtigt at være opmærksom på hvor meget barnet oplever sine behov dækket ved at kommunikere med spil fx.
Hej Camilla. Jo- det kan bestemt virke magisk vanedannede den effekt der opleves at ipaden har på børn, men jeg synes det i den forbindelse er vigtigt at forstå hvordan vi mennesker lærer. Når vi møder noget nyt forenes det gradvist med det gamle vi ved, og bliver efter et stykke en integreret del af det vi allerede ved. Derfor vil det der periodevist fylder rigtig meget, med tiden nedtones og blot “blende” ind. Observationer af børns leg viser at nyhedens interesse altid er stor, men efter et stykke tid forlades det der var nyt og interessen kastes på noget andet. Det der er afgørende for den voksne primær plejeperson er at sikre sig at man er med på rejsen. Forstået på den måde at hvis objektet der leges med bliver et fælles tredje der snakkes om og som undersøges sammen, så kan du vende den “ensomme” leg til et fælles projekt der virker styrkende på relationen og følelsen af at være sammen om noget. Derfor mener jeg stadig at den virkelig udfordring ligger i at vi som voksne påtager os det ansvar at være engageret i de verdner vi tilbyder vores børn at gå ind i, i det øjeblik at vi tillader dem at bruge en ipad. Og hvad angår eksemplet du nævner, så tror jeg at behovet dækkes når det lille barn TALER med andre om at det og det gik godt eller skidt. Jeg tror ikke at spillet i sig selv dækker et behov. Men der er ingen grund til at mene at de spil der er tilgængelige på ipad er et ringere fælles 3. end så meget andet kunne være. Hovedsagen er at det er noget der er en kommunikation om. Der hvor faren lurer i min optik, er altid når et menneske (barn såvel som voksen) pga ensomhed og mangel på en følelse af at der er nogen der forstår en eller viser en interesse, begynder at skabe sig sin egen fantasiverden fuld af hemmeligheder hvor ingen lukkes ind. Men det har altid været en udfordring at forebygge dette. Også før der overhovet var tænkt på ipaden!
kære Camilla
jeg har lige været sammen med en 3årig, som jeg er dybt bekymret for. Drengen fik sin første mobil-telefon kort før sin 2års fødselsdag og sidenhen en tablet, som han begge bruger meget spilletid på. Jeg havde mulighed for at se ham sammen med et andet lidt yngre barn hele weekenden og det var ikke rart.
Han plager efter telefonen så snart han ikke bliver underholdt, når han så har telefonen virker han krampagtig, han spænder alle muskler, sidder og sitrer og gør underlige bevægelser med sine hænder, det er meget underligt at se på
sammen med det andet barn har han svært ved at begå sig, han taler meget dårligt og hvæser. Når det andet barn ikke kunne få ham til at lege med og selv fandt på noget, kom han flere gange hen og slog, skubbede eller rev.Da den yngste på et tidspunkt faldt og slog knæet så det blødte, kom han over og stod igen med de sitrende bevægelser og grinte – ja, jeg synes det lød hånligt, men det kan så lille et barn vel næppe beskyldes for.
Jeg kender og har altid kendt mange børn, men aldrig oplevet noget lignende. Hvad pokker gør man som pårørende – forældrene kan ikke se problemet.
Fed artikel, og jeg kan stå som vidne til de mange ‘bivirkninger’ mine børn for når de er foran et skærm – hvilken som helst skærm – for længe. Der er mange ”udviklings” muligheder for et barn når de for sjove spil på en pad. Men sagen er, de går glip af den mest eftertragtede uddannelse og intelligens der er – forståelse på sigselv, andre og livet. Inklusive i den forståelse er kreativitet. Uden den, har man et forminsket mental evne til at løse problemer og skabe. Og hvor der ofte bruges ord som hjerne, prøv at erstatte det med sindet…:)
Hejsa
Nu er jeg så pædagogstuderende med linjefaget medie kreativitet og digital kultur, det er sandt at der findes mange app fælder derude der bare er tidsopslugende og gør at man får de berømte “firkantede øjne” og dem skal man som forældre have en træning i at styre uden om. Det er tydeligt på dine artikler at du ikke er fortaler for iPads til børn, det er også helt fint, men det kan altså godt lade sig høre at børn mødes omkring iPaden og danner relationer. I mandags installerede jeg en app, Reverse Cam på fritidshjemmets iPad, børnene legede selvstændigt med iPaden i tre timer. Den gik på skift, de lærte hinanden at bruge appen, de skiftedes til at optage og være på film, altså var der både samarbejde og styrkelse af fællesskabet i den app. De dannede relationer på tværs af klaserne fordi det var noget 0 kl.-3 kl. Kunne være med til og de gav plads til hinanden.. Tidligere hr jeg lavet stop motion med dem hvor jeg har brugt appen LEGO maker, i grupper på tre hvor man virkelig kan arbejde med anerkendelse, inklusion og relationer på et niveau som børnene syntes er rigtig sjovt. Bilæedbehandling, tag et billede og lv det i sjove farver, der kan man bruge appen pic collage der kan de også være flere.. Ipads har både fordele og ulemper, men helt ærligt et barn der kommer i institution og sidder i fire timer og tegner det er da heller ikke så godt.. mulighederne er der, man skal bare ville finde dem, iPaden skal nemlig ikke være en pacifier men et værktøj til udvikling.
-Sara
Leverpostej ER også dårlig læring…ikke bedre end pålægschokolade…Vegetarmad er sundere og slår ingen dyr ihjel! Den voksne lægger grunden til de rette spisevaner.