1) Jagten på en forældre-identitet
Igennem hele livet bygger du flere og flere lag på din opfattelse af dig selv, ud fra dine præstationer og den respons du får fra andre mennesker. Du ved hvad du er god til, mindre god til – og hvad andre tænker om det du står for. Men gulvtæppet bliver revet væk under dig, så snart du bliver smidt ind i forældrerollen.
En ny identitet skal bygges op. Den afhænger, på samme måde som alt det andet der er “dig”, af positiv respons fra omverdenen: “mit barn klarer sig godt (er hurtig til tingene, kravler først, læser tidligt, har mange venner etc) = så er jeg en god forælder, og kan finde ro i min nye identitet”. Sammenligningen med andre bliver således en måde at afstive et usikkert selvbillede.
Sammenligning kan også dukke frem på et tidspunkt hvor du inderst inde tvivler på om du har været tilstrækkeligt nærværende; fx på grund af skilsmisse, egne psykiske kriser eller helt almindelig stress. Så kan barnets gode præstationer/trivsel (i alle aldre) være en måde at bekræfte sig selv i at de voksnes kaos tilsyneladende ikke har gjort nogen skade.
Her bliver det vigtigt at huske:
- dit barns evner er ikke direkte sammenlignelige med dine forældreevner
- dit barn er ikke en forlængelse af dig selv, og de drømme du ikke fik opfyldt
2) Stenaldermennesket lever stadig
Det at være velfungerende og stærk har lige siden menneskets opståen været et primært grundlag for overlevelse. Dem der ikke var det, blev valgt fra i flokken – både som partner og gruppemedlem. Som nederst i hierarkiet får man heller ikke samme mængde mad eller overlevelsesgoder.
Selvom man nu sidder med hver sin Ipad og smartphone rumler Fred Flintstone stadig et sted derinde: for at du og dit afkom får en position i gruppen, bliver du nødt til at dokumentere dine evner som forsørger – og fremvise dit afkom som individer der er værd at spendere mad på!
Det usagte stenalderbudskab, som alle forældre reagerer på, når andre fremhæver deres barn/børn er: “Mit afkom er mere værd for gruppen end dit…” og “min identitet som forældre er mere relevant end din (jeg har klaret det bedre) – vi er sikret overlevelse”
Dengang som nu er rammerne sat for, hvordan du klarer dig “godt” og “dårligt”: penge, magt og social position er afgørende. Så når både du – og dine forældre før dig- forsøger at fremhæve bestemte evner og nedtone mangler..er det en måde at sikre både deres og din plads i det accepterede sociale netværk. Det sker inden for familien ( fx med dine søskende og deres børn ift jeres forældre) og i samfundet.
Tabu at tale om det, der ikke lykkes?
Det kan være uendeligt svært at snakke om, hvis det ikke går godt med dit barn – eller hvis vanskelighederne ligefrem er så tydelige at de kan ses af omverdenen. Børn med bestemte former for fysiske eller psykiske handicaps (fx hørenedsættelse, autisme, ADHD eller forsinket udvikling) vil ofte ikke blive diagnosticeret før de nærmer sig de sidste børnehaveår. I årene indtil da må forældrene kæmpe med, at de til enhver tid vil kunne overtrumfes i “først, størst og bedst”-beretningerne, og tvivle på, om det er deres dårlige forældreevne der gør at deres barn skiller sig ud.
Også blandt helt almindelige forældre kan det være svært, både som forældre til voksne børn eller mindre børn – da modparten ofte vil få aktiveret en uimodståelig trang til at fortælle (efter en kort medfølende mumlen) at det er ihvertfald slet ikke tilfældet med deres kære søn, der nu er ved at færdiggøre jurastudiet og iøvrigt lige løb en Ironman her i weekenden.
Giv dig selv ro som forældre – og giv dit barn fred til at være sig selv
Du kan lære dit barn, hvordan det skal begå sig sammen med andre mennesker. Men forældre kan ikke styre udviklingen af barnets personlighed og de valg det kommer til at træffe senere i livet. Måske føler du at du bliver bedømt på den måde dit barn ender med at klare sig, men hvad er det egentlig for nogle standarder du måler det efter – hvem har sat målestokken op? De normer du selv er vokset op med, trends i samfundet eller vennegruppen?
Dine og dit barns drømme skal holdes helt adskilte, så dit barn selv kan nå frem til at blive en voksen med sine EGNE normer for det gode liv.Hvis du sammenligner dit barn med andre, får du ikke nydt nuet sammen med det virkelige barn der er lige foran dig. Måske ikke perfekt, men helt sin egen:-)
Min mor praler ofte af nogen som hun kender ..fortæller at hendes brors kone gør sådanog sådan og er så god til det ene og andet. Eller at hendes børnebørn kan så meget osv. Det virker som om hun forsøger at pynte sig med fjer som intet dirkete har med hende selv at gøre og forsøger at sammenligne.. selvom hun er 79 bliver hun ved med dette og det er SÅ trættende. Får lyst til at sige til hende: Tal om dig selv istedet. De andre er her ikke og hvorfor skal jeg høre om deres bedrifter i tide og utide? Tænker at hendes lave selvværd får hende til at prøve at spille en ud imod alle de dygtige og spændende mennesker hun refererer til igen og igen. SUK!