Den nære tilknytning

Den nære tilknytning

 

Har du nogen sinde lagt mærke til, om der er nogle bestemte episoder sammen med dine børn eller din partner hvor du reagerer (for) voldsomt? Du bliver vred, ked af det eller irritabel – uden at kunne styre det selv. Du føler det sikkert som om en fremmed kraft overtager magten, og kan med den anden side af bevidstheden godt se “arghh…nu endte jeg ud på det trælse sidespor igen”. De mennesker det gik ud over, står med håret blæst tilbage i stormvejret – og nåede knap at se hvad der ramte dem.

Hvis du har læst forrige indlæg, vil du kunne se at vi alle sammen bliver udstyret med en række sætninger og udsagn der er styrende for voksenlivets måde at reagere på. Ud over det, har vi allesammen et kæmpestort katalog af små og store 4D-film, der rækker mange år tilbage.

Oplevelser, lyde, lugte og ikke mindst: var det rart, mindre rart eller måske ligefrem  voldsomt ubehageligt?

Hvis du sammen med dine børn kommer til at stå i en situation hvor det på en eller anden måde udløser den følelse du selv havde fra dengang, sætter filmen igang – og du reagerer på det forældresignal du opfangede dengang, men nu med den voksnes handlekraft. Det kan for eksempel være den 5-årige, der har en dum dag hvor det ender i gråd og brok lige meget hvad du forsøger på. Slam! Pludselig bliver du kastet tilbage i din egen film, hvor din mor træt efter sin lange arbejdsdag står og holder dig hårdt i armen og bliver voldsomt irriteret fordi du ikke vil holde op med at græde.

Du oversvømmes med erindringen om den panik du følte dengang. Det bliver altafgørende at få dit eget barn til at stoppe med at græde, og hvad gør du for at få det til at ske? Tager det hårdt i armen og siger vredt “så skal du stoppe- NU” ??

Dit barn bliver gjort til bærer af et problem, som handler mere om dig selv end om barnets konkrete opførsel.

Det samme reaktionsmønster kan træde i kraft med partner, familie, arbejdskolleger og andre relationer. Dine børn er dog – i modsætning til alle andre i dit liv – stadig afhængige af dig, og netop derfor er det allervigtigst at du kan forblive voksen sammen med dem.

Hvad kan du gøre for at blive klar over, hvornår du ryger tilbage til fortiden, og hvornår det er en relevant reaktion på noget her og nu?

  • Start med at lægge mærke til forskellen på pressede situationer med dit barn hvor du har “fat i håndtaget”, og dem hvor det meget ofte smutter for dig. Prøv evt at spørge din partner, hvad han/hun har lagt mærke til? Er der noget mønster? 
  • Næste gang en af de svære episoder dukker op, kan du prøve at lægge mærke til hvad der sker inde i din krop, og bemærke om alt ubehaget virkelig kan komme fra det, der sker lige nu?
  • Med den styrkede opmærksomhed kan det være at der begynder at dukke erindringer, billeder, glimt op. Lad dem dukke stille og roligt frem, skriv gerne ned når du husker noget.
  • Husk at lægge mærke til stemmerne (se sidste indlæg)..har du en “regel” for dig selv om altid at være glad og overskudspræget? Og hvordan tackler du det, når dit barn sætter dig i en situation hvor overskuddet presses væk?
  • Brug time-out modellen: lige nu tror jeg bare vi har brug for at være lidt i ro sammen, så fortsætter vi snakken om lidt….

Kan du genkende noget af det ovenstående, og hvordan har du selv løst det hvis du oplever at erindringer fra fortiden/din opvækst præger den måde du er forældre på nu?

Shares

Pin It on Pinterest

Share This