Virkelige venner?

Virkelige venner?

Privatliv og sociale medier

Overskriften på indlægget er lidt provokerende: det er de færreste af os, der i bogstaveligste forstand smider tøjet og lægger fotos online (dog flere end vi tror, viser den seneste skandale om hackede teenagere på snapchat).

Fornylig var min Facebook-feed fyldt med folks kommentarer til dette blogindlæg af Michelle Hviid. Tusindvis af mennesker havde liket, delt og kommenteret. Indlægget er dybt personligt, og beskriver Michelles forløb op til og efter at hun får konstateret en tumor i hjernen. Også de følgende blogindlæg og Facebook-kommentarer beskriver selv den mindste følelsesmæssige op-og nedtur i Michelles dag.

Hvor går grænsen?

Jeg har meget sympati med Michelle, og ved via min faglige erfaring at det er et svært forløb hun skal igennem. Men derfor kan jeg stadig ikke lade være med at undre mig over graden af personlig udlevering. Hvad er der tilbage, til at dele med kæresten og de allernærmeste?

“Hvordan har din dag været, skat?” – “Det kan du læse på bloggen og Facebook” – “Nå, ok..jamen så går jeg tur med hunden nu”

Det nærmeste netværk af mennesker der giver omsorg og sender blomster er pludselig udvidet til en kæmpe kreds af vildt fremmede. Hvad gør det ved intimiteten i de nære relationer?

Det virtuelle netværks betydning

Og Michelle er langtfra alene. Som mange af jer andre, har også jeg med tårer i øjnene fulgt Birthe Lynggaards kamp mod kræften på bloggen Newyorkerbyheart. Med meget sympati, men også her forundret over hvor fysisk og psykisk detaljerede indlæggene er. Bloggen står der stadig, selvom Birthe døde i maj -14. Det sidste indlæg er skrevet med den viden at det skulle på efter hendes død, og er en afskedshilsen til alle de mennesker som har skrevet hilsener og udtrykt sympati. Mennesker som aldrig har set eller mødt Birthe Lynggaard i virkeligheden, eller havde et reelt forhold til hende.

Åbenhed for enhver pris

Når jeg lige skal underholdes i 10 minutter, læser jeg som oftest en 4-5 blogindlæg hurtigt igennem på min bloglovin-app, og kan se at tendensen bliver mere og mere udtalt. Mange af bloggerne har indimellem “spørgerunder” hvor læserne opfordres til at spørge om alle deres mest personlige hemmeligheder, fx om parforholdsbrud, spiseforstyrrelser eller lignende.

Alt tøjet skal krænges af for at holde fast på det store publikum, på en måde hvor man kan sidde og krumme tæer på bloggerens mænd, kærester og børns vegne. Forhåbentlig har de godkendt deres medvirken.

Denne gæsteblogger, der optræder i en populær blog under sit fulde navn, fortæller om hvordan hun har gennemlevet psykisk sygdom og elektrochok-behandling. Det er helt sikkert dejligt at dele sin svære historie, og få positiv respons fra andre der kan genkende det…men hvilke konsekvenser har det, hvis hendes børn eller kommende arbejdsgiver om 4-5 år finder denne beretning frem?

Deler du selv for meget?

Måske har du læst mit tidligere indlæg, om hvordan du beskytter dit barn eller unge mod at dele for meget om sig selv online – og hvilke mekanismer der gør det attraktivt. (Hjernen får et skud lykkefølelse/dopamin for hver like og kommentar) Men bruger du de samme regler til dig selv? Deler du ting på nettet, som du ikke ville fortælle kassedamen i Fakta?

Dette indlæg i det engelske blad Psychologies opridser hovedpointerne i en ny bog om at dele ud af sig selv online:

Hvad er det, der får os til at fejlvurdere hvor meget der bør deles?

1) Du har ingen som helst idé om hvor mange der reelt læser dit opslag.

Især kan venner af venner hyppigt se det du har skrevet, hvis du ikke har været vaks med privatindstillingerne…så noget der kun var beregnet for 150 venner ses måske af 5.000. Det er kun dig og computeren, og alle de virtuelle ansigter derude er usynlige.

2) Alle de almindelige sociale reaktioner der kan aflæses face-to-face og i telefonen: “hvad siger den anden til det her” er væk, når ting lægges online.

De fleste af os forestiller os kun masser af likes og søde kommentarer, og veritable shitstorme kan gå igang hvis populære bloggere (som fx Michelle Hviid) får en negativ kommentar.

Straks farer 100 andre i blækhuset for at kommentere det, og hovedpersonen selv beskriver sin forfærdelse over forløbet. Men det ER risikoen ved at blotlægge sit allermest personlige følelsesliv online.

I en politisk debat er det accepteret at møde modstand, men det er som om udleveringen af  fortroligheder bliver ligesom veninderne i skolegården “hvis jeg fortæller dig min hemmelighed, er vi bedsteveninder – og du skal altid være sød ved mig fra nu af”.

3) Hvor længe er der spor af dine historier online?

Ligesom i eksemplet med gæstebloggeren ovenfor, og mange andre, involverer det ikke bare dig selv – men også dine børn og nærmeste. Søgemaskiner kan finde alt frem, også mange år senere. Dit blogindlæg om den hårde skilsmisse og manden der skred med en laber blondine bliver ikke rar for din 7 og 9-årige at læse om fem år.

4) Reklameindustrien lever af vores lyst til at dele alt med hinanden: Facebook, Foursquare, Snapchat, Instagram..og mange flere.

Altsammen fantastiske steder at markedsføre produkter/steder som er anbefalet af dine venner, og derfor sniger sig ind bag dit ellers kritiske filter. Hvis veninden checker ind på Kong Hans, og Insta’er nogle flotte billeder af maden..ja, så bliver det nok dér du går hen og spiser næste gang. Og hun får et kick af alle venindernes likes og misundelige kommentarer. Win-win for alle..især for dem der gerne vil sælge dig noget 🙂

……………..

Hvad er din egen holdning til personlig udlevering online – og de bloggere der fortæller alt?

Hvad betyder dine delinger for relationen til familie, kolleger og venner? Del og kommentér gerne.

Shares

Robotterne giver lyd om nye indlæg

BipBip - få en mail lige ned i indbakken, når der er postet nyt på bloggen.

robotfamilie_fritskrab_510px

You have Successfully Subscribed!

Pin It on Pinterest

Share This