Helt alene om det hele...

Helt alene om det hele…

Udmattelse

Kroppen føles som en halvdød, gammel hest der kun drømmer om at få lov til at sove i al evighed.

Hovedet virker slet ikke mere; tankerne flyver rundt som små fluer der er ude af stand til at lande.

Trangen til at lægge det hele fra dig og bare kravle under dynen med en god bog vokser dag for dag…

Hvad kan trylle energien frem, og få hovede og krop til at hænge sammen? 

Prøv disse to øvelser 

1) I bare 5 minutter, 4 gange om dagen, kan du øve dig i at være – i stedet for at gøre. Flyt fokus fra dine tanker, og alt det der foregår omkring dig. Prøv at mærke dit åndedræt, og hvordan kroppen føles lige NU.

Du kan gøre det mens du går fra det ene sted til det andet, mens der er en kort pause på arbejdet, eller mens du sidder og venter i bilkøen. Mærk kroppen mod gulv eller stol, og forestil dig at du scanner den hele vejen ned. Hvad sker der, hvor er der spændt, ømt eller afslappet?

2) Når du har lidt mere uforstyrret tid, kan du prøve denne øvelse: sid eller lig bekvemt (så du ikke falder i søvn). Slap af i kroppen, mærk åndedrættet der flyder i sit eget tempo.

Koncentrér dig om følelsen- luft ind, luft ud, pause…og så igen. Der vil med stor sikkerhed dukke et hav af tanker op. Bliv ved så længe du har lyst/tid til det- alt fra 6 minutter til 1 time 🙂

Nu hvor du sidder i ro, kan du pludselig høre hvor meget tankerne larmer i hovedet! Lad dem komme, men prøv at trække vejret med tanken, i stedet for at kæmpe imod og skubbe det hele væk. “Ja, uhh..får helt kriller i maven over alt det jeg skal nå den næste uge”.

Træk vejret, mærk bevægelsen og hvordan maveboblerne stille og roligt lander lidt.

Hvad skal det nu gøre godt for?

Det er et redskab til at mærke hvad der sker i din krop, og gradvist blive mere fortrolig med dens signaler.

Og du vil blive bedre til at mærke hvornår du suser væk fra nu’et, ind i en verden fyldt med huskesedler og uløste projekter.

Hvorfor føles min krop så urolig?

Når du igennem længere tid har haft følelsen af “jeg skal nå en masse, og det kan jeg ikke!” reagerer kroppen med stress-symptomer.

Musklerne spændes, hjertet og åndedrættet kører hurtigere, fordøjelsen stopper/bliver dårlig, evnen til koncentration forsvinder og humøret bliver præget af tristhed og irritation.

Hvis du er i den tilstand alt for længe, kan det blive til en oplevelse af kronisk stress – for eksempel i en ferieperiode, hvor alle faste rutiner er sat ud af spil. Selv rare oplevelser kan sætte kroppen i alarmberedskab, hvis de optræder i løbet af kort tid.

Kender du følelsen af “tids-stress” ? (det gør jeg alt for godt selv, øv). Oplevelsen af aldrig at kunne nå det nødvendige, har sat sig i kroppen som en konstant rastløshed/uro. Selv når der er mulighed for ro, kan hverken hovede eller krop falde ned.

Ferietid – så kan du slappe af.. eller??

Samtidig med at redningen føles nær: LIGE om lidt lander de fleste af os i 1-2 ugers ferie, venter juledjævelen også rundt om hjørnet. Forklædt som nisse hvisker den:

“har du husket at købe gaven til onkel Niels”… “husk nu at få købt ind i god tid, så det hele ikke er væk!” “juledugen skal vaskes og stryges”…”børnene mangler pænt tøj til juleaften”..”hvad med småkagerne – de elsker jo at bage”…

Nissen skubbes væk med ihærdige forsikringer til dig selv om “jamen, det ER jo hyggeligt…jeg elsker at skabe god stemning for dem allesammen, og se de glade ansigter omkring bordet”.

Projektleder-hatten hviler klæbrigt på hovedet, er ikke til at flå af igen. Alle kigger på dig, og venter på at du uddelegerer tingene, sørger for at koordinere/aftale og samle familien i løbet af julen. Der er faste traditioner som skal overholdes, eller et sammenstød mellem flere mulige løsninger (dine egne forældre vs svigerforældre) – hvem får det til at passe sammen? Dig?

(Hvis der er store konflikter i familien allerede før jul, kan du med fordel læse dette indlæg, som giver dig redskaber til at finde julefreden alligevel)

Det koster kræfter at være den der skal iscenesætte idyllen for en hel familie, måske sammen med din partner – eller med dig som den hovedansvarlige. Hvad kan du gøre for at passe på dig selv, og bevare jordforbindelsen: 

  • lav åndedrætsøvelser (som ovenfor) når du kan komme til det – både de “små” og den lidt længere.
  • sæt tid af hver dag til hvile eller leg, om nødvendigt i skema
  • det er OK at sige nej, eller tage tidligt hjem. (du får tid, og følelsen af kontrol over dit liv)

Prøv også:

Kan du forenkle tingene mere? Ikke bare til jul, men også senere: behøver alt laves fra bunden, være helt som sidste år, gøres fint og grundigt? Lette genveje, halvfabrikata og nullermænd i krogene er måske det der skal til for at sikre dit overskud…

Husk medfølelse, ikke kun med de andre, men også dig selv!

Osse selvom du ikke gør alting perfekt, eller ikke får lavet nogle åndedrætsøvelser fordi du har alt for travlt.

Det at føle fred indeni hænger ikke sammen med at have en masse tid; det handler om at komme i forbindelse med det der er omkring dig lige NU.

Stilheden ligger og venter inde i dig, hvis huskesedlerne får lov til at råbe færdig..og miste deres betydning 🙂

(Læs eventuelt videre i dette indlæg, der handler om de indre forældrestemmer…som får os til at knokle rundt for at opfylde nogle forventninger vi ikke engang selv er bevidste om). Og skriv dig gerne på i boksen her til højre, hvis du vil have besked når der kommer nye blogindlæg 🙂

Shares

Robotterne giver lyd om nye indlæg

BipBip - få en mail lige ned i indbakken, når der er postet nyt på bloggen.

robotfamilie_fritskrab_510px

You have Successfully Subscribed!

Pin It on Pinterest

Share This