Dengang du var barn, føltes det sikkert naturligt og normalt at være sammen med dine forældre det meste af tiden. Nogle gange var det mere hyggeligt end andre; dejligt når I sad samlet rundt om fjernsynet med en skål slik, mindre rart når du engang imellem glemte at skifte hø under hamsteren, lave lektier eller rydde op på dit værelse. Hvis dine forældre ofte var fyldt op af deres egen stress –  ja, så ville du egentlig helst være et helt andet sted end hjemme! Mors eller fars vrede forvandler ansigterne og kan få børn til at føle sig meget alene.

I nogle familier bliver konflikter løst hurtigt og enkelt. Man får sagt det, der skal siges, og så er luften renset. I andre – desværre ret mange – familier er konflikter besværlige. Ofte fordi det egentlig ikke føles som helt OK at være sur, utilfreds eller ked af noget. Derfor bliver følelserne gemt væk i alt for lang tid, indtil de til sidst kommer ud i en form der minder om cola med Mentos i….en eksplosion ud over det hele. Det kan også være at følelserne aldrig bliver udtalt, og at du oplever familiens følelser som noget der sætter sig indeni dig eller de andre som bitterhed, tristhed eller decideret depression.

Så længe I stadig bor sammen, er der ikke nogen vej udenom at nå frem til en måde at løse/være med konflikterne. Det føles livsnødvendigt at have fred derhjemme, også selvom du måske sluger nogle kameler for at blive “gode venner” igen. I det øjeblik du er flyttet hjemmefra, og måske har fået din egen partner, bliver det pludselig et tilvalg: vil du gerne bruge tid sammen med dine forældre?

Her kommer de uløste konflikter til at spille en stor rolle, fordi de kan komme til at gøre en forskel for, om du aktivt opsøger samværet eller om det gang på gang ender nederst på listen. Hvis du føler dig fyldt op af irritation hver gang dine forældre siger noget, tyder det på at der er nogle ting I mangler at få talt om. Det kan også være, at du har en følelse af at det ikke er muligt at tale om de svære ting – fordi dine forældres måde at handle på er en del af deres personlighed. Er der så stadig nogle ting, I kan mødes om?

Sofie beskriver med et lidt trist smil, hvordan hun gang på gang har forsøgt at fortælle sin mor om hvordan hun har det med faderens sygdom, uden held. Tove, Sofies mor, vil ikke rigtig snakke om det – eller fortælle hvad hun selv tænker om det. Mens de sidder i stuen, går Tove rastløst rundt og serverer kaffe, og knipser imens lidt støv væk fra de overflader hun går forbi. Det slidte forklæde sidder hvor det altid har gjort, og Sofie tænker at det er, som om hendes mor gemmer sig bag sit forklæde. Hun har altid travlt med at lave noget i huset, og virker aldrig helt glad. Dengang Sofies far stadig var sig selv, var det hyggeligt (for det meste) at komme på besøg. Han kunne godt få sine fikse idéer, hvor samværet endte med en diskussion om et eller andet. Men Sofie vidste altid at de nok skulle få det løst igen. At snakke med mor er ligesom at forsøge at holde fast i en håndfuld sand: hun siver ud mellem fingrene på én. Tove er dygtig til håndarbejde, og det er en interesse hun og Sofie altid har haft til fælles. Også noget af det eneste de kan snakke om, uden at Sofies mor glider væk.

Hvad skal der mon til, for at Sofie kan få den kontakt med sin mor, som hun ønsker? Og hvad kan være grunden til, at Tove ikke taler mere med sin datter – er det fordi hun ikke er glad for hende?  Der er stor sandsynlighed for, at Sofies besøg derhjemme i fremtiden vil være båret af pligt og medfølelse med faderen, men ikke som sådan præget af lyst til samværet.

Hvad tænker du vil være en god ting at gøre her? Og kan du kende situationen fra dit eget liv?

Shares

Robotterne giver lyd om nye indlæg

BipBip - få en mail lige ned i indbakken, når der er postet nyt på bloggen.

robotfamilie_fritskrab_510px

You have Successfully Subscribed!

Pin It on Pinterest

Share This