Hvor har vi det hyggeligt... (hvis du bare gør som jeg siger!)

Hvor har vi det hyggeligt… (hvis du bare gør som jeg siger!)

Hjælp er godt, indblanding er ikke…

Det er dejligt at få hjælp af mormor eller farmor – og skønt hvis hækken lige bliver klippet af bedstefar. Men de fleste mennesker har en holdning til de ting der foregår i nærheden af dem…ikke mindst dine egne forældre og svigerforældre!

De udtrykker deres tanker omkring hvordan de synes du/din partner bør gøre med jeres tilværelse – og jeres børn på en måde hvor det lyder som kritik, brok, uønskede gode råd. Eller bare løbende vurderinger af “det her er godt, det her er mindre godt”.

I familier er der ofte en mærkelig idé om, at man ikke behøver tale lige så pænt til hinanden som man ville gøre til kolleger, venner eller naboen; tingene serveres mere direkte, og med en langt mere “bedømmende” tone end nogle andre ville finde sig i.

Har dine forældre altid ret?

Det er ikke noget problem, hvis I er rørende enige om hvordan tingene skal gøres: hvor meget TV børnene må se, hvornår de skal i seng eller om alle skal blive siddende ved bordet indtil der er spist færdig.

Men meget mere bøvlet, hvis du er vokset op med andre holdninger end dem der nu præger din egen måde at være forældre. Det er lang tid siden bedsteforældre-generationen havde små børn, og der er sket meget siden dengang.

Du hoppede rundt på bagsædet af bilen uden at være spændt fast, mens de sad på forsædet og kæderøg cigaretter…sådan er det ikke mere, og heldigvis da!

Hvad taler du med dine forældre om

Undersøgelser har vist, at samtalerne mellem voksne børn og deres forældre ofte handler om ting der skal gøres, noget en af parterne bør gøre anderledes, bestemte opgaver der skal løses eller mennesker der skal kontaktes for at et problem kan løses.

Meget sjældnere tales der om følelser for/imellem hinanden, eller anerkendelse af hinandens indsats i familielivet.

En beretning som den følgende, fra Ida, 35 år, hører jeg ofte i min praksis (navn og kendetegn ændret):

“Min svigermor henter børnene fra SFO hver dag, fordi både min mand og jeg får sent fri fra arbejde. De løber glade ud til bilen, fordi de ved at der står en juice og ofte lidt guf klar til dem derude. Jeg bryder mig ikke om det, men er afhængig af hendes hjælp, og tør ikke at skabe en diskussion. Når hun er på besøg hjemme hos os, kan hun finde på at hente en anden trøje til børnene i skabet og klæde dem på – selvom jeg har givet dem det tøj på, jeg synes passer til vejret. Min mand siger ikke noget til hende, men vi skændes om det senere”

En historie som Ida’s er langtfra usædvanlig. Rigtig tit er det svært at beskrive sine ønsker ærligt de to generationer imellem. Både fordi man ikke ønsker en konflikt, og fordi man ikke tror på, at det vil ændre ret meget.

Bedsteforældrene kan jo lige så vel have nogle behov, de ikke får udtrykt…fx at de bliver reelt udmattede af for meget børnelarm ved middagsbordet. Følelserne hos begge parter kommer i stedet ud imellem “sidebenene” og gnaver sig ind på samværet.

Hvilke strategier kan du bruge ved kritik?

  • Byg hegnet solidt op! Markér overfor dig selv, din ægtefælle og bedsteforældrene at: disse opgaver må I gerne blive involveret i, men andre beslutninger vil vi gerne træffe selv (om børn, indretning, økonomi mv..) UDEN gode råd eller kommentarer.
  • Det biologiske barn tager eventuelle konfrontationer, ikke svigersøn/-datter…
  • Vend kritikken om: Negativt bedømmende småkommentarer som  “skal de virkelig have lov til det, ja, dengang jeg var ung måtte børn ikke være så sent oppe …” får din hjerne til at gå i baglås, og aktiverer kamp-flugt-beredskabet. Du hører slet ikke tanken bag udtalelsen. Prøv at gøre automatreaktionen lidt langsommere, og lad den fornuftige del af hjernen overtage. Så kan I snakke sammen! Prøv at udtrykke: “Når du siger sådan, får det mit hovede til at køre helt af med mig.. Kunne du, før du når frem til kritikken, komme med noget positivt omkring vores måde at være forældre på?” Bare dét at begge parter må stoppe lidt op i stedet for at danse den velkendte dans, kan gøre at I åbner ørerne for hinandens synspunkter.

De 5 bud til bedsteforældre:

  • Jeres hus, jeres regler – vores hus, vores regler! Når børnene er på weekend hos jer styrer I (hvis det ikke ligger alt for langt væk fra vores normer om sundhed og sengetider) . Når I hjælper hos os, vil vi gerne bede jer respektere vores rytme og måde at indrette hverdagen på.
  • Sig hvad I mener (på en pæn måde) – men bliv ikke sure hvis vi gør noget andet… Det er altid os der vurderer hvad der er bedst for vores børn/tilværelse.
  • Vær bedsteforældre, ikke forældre!
  • Hold jer væk fra vores parforhold: hver gang I blander jer i børneopdragelsen, kan én af os føle sig støttet – den anden modsagt..og pludselig sidder I som “usynlig tredjepart” i aftenens skænderi….
  • Konflikter/irritation kan ikke undgås, men ved at respektere hinandens grænser bliver der også plads til at glædes over alt det gode i samværet 🙂

Læs eventuelt videre i tidligere indlæg om udveksling af hjælp inden for familien: hvad er rimeligt at bede sine forældre om, og hvad må de forvente til gengæld?

Og kommentér selvfølgelig gerne – enten her eller på Facebook 🙂

(kilde: Bruce Feiler “Happy Families”)

Shares

Pin It on Pinterest

Share This