Tæt på?

Tæt på?

Har du tænkt over, hvor tæt du egentlig føler du bør være på dine forældre som voksen? Hvor går grænsen mellem den rare, passende kontakt, og den kontakt der enten føles utilstrækkelig eller grænseoverskridende?

I barndommen har du og dine forældre haft en naturlig nærhed, alene i kraft af det faktum at I har delt hverdagen med hinanden. Også uanset kvaliteten af jeres samvær; I har på godt og ondt vidst rigtig meget om hinanden.

På et eller andet tidspunkt oplever dine forældre hård konkurrence til deres position som de vigtigste personer i dit liv. Der kommer venner, kærester og uddannelse, som overtager hovedrollen. I nogle hjem er det stadig naturligt selv som teenager at fortælle alting til en eller begge forældre, måske næsten for meget? Det kan blive svært at sætte skillelinien for hvornår det ikke længere skal fortælles i detaljer hvad du skal den dag, hvor du skal hen, hvem du skal være sammen med etc. Og for hvornår dine forældre forventes at løse de praktiske problemer der kan dukke op undervejs i dit liv.

Efter du flyttede hjemmefra, mistede I det detaljerede kendskab til hinandens følelser og hverdagsvaner. Alt skal nu formidles gennem fortælling, hvor både du og dine forældre skal finde frem til hvad der er væsentligt at spørge til, og fortælle. Dine forældre vil sikkert forvente at du bliver ved med at være den samme person som den de boede sammen med. Men hvad nu hvis der egentlig er sket en betydningsfuld udvikling med dig i løbet af ungdomsårene eller senere i voksenlivet? Kan du dele det med dem, og hvordan vil/bør den måde I er sammen på ændre sig?

For nogle forældre og voksne børn forhold er det svært at give slip på det meget tætte forhold, fordi ingen af parterne kan finde en model for hvad der skal være i stedet. Dengang du boede hjemme, sad du på dit værelse eller lå i sofaen og ventede på at frikadellerne blev klar. Kort sagt lavede det du havde lyst til. Uden egentlig at snakke med dine forældre på andre tidspunkter end når der dukkede et følelsesmæssigt eller praktisk behov op, som skulle dækkes af en snak.

Efter at være flyttet hjemmefra, vil der indimellem optræde kortere besøg – fx i din studieby  eller i dit hjem med din partner/børn- hvor I lige pludselig kan sidde som fremmede overfor hinanden. 1-2-3 “snak”- NU. Det at kunne være sammen i stilhed er lige pludselig blevet til en samværsform som minder om den du har med dine venner eller fjernere bekendte: man sidder overfor hinanden ved et bord, og skal fylde nogle timer ud ved at tale sammen. For nogle er det bare en forlængelse af daglige/hyppige telefonsamtaler, så tråden tages bare op hvor den var sluppet der. For andre bliver det en pinefuld erkendelse af at man nu lever på to forskellige planeter, selvom oplevelsen af varme følelser for hinanden er der – så føles det som om den før så afslappede måde at kommunikere på nu er afløst af en søgen efter hvilken rolle man nu skal spille i hinandens liv.

For dem, der er vokset op i skilsmissefamilier er den følelse ikke ny – den er måske allerede kendt fra barndommens weekendbesøg hos en far der ikke længere er fortrolig med hverdagens op- og nedture. Her er det lettest at forholde sig til samværet med den forældre man kender fra hverdagen. Når der ikke længere er tvungent samvær, kan det for en del skilsmissebørn i teenageårene være en udfordring at fastholde lysten til at besøge samværsforælderen, hvis forholdet også i barndomsårenes samværsbesøg har været præget af oplevelsen af at være “gæst”. Der er ikke langt fra barndommens fremmedgjorthed til den voksnes fravalg af at vedligeholde kontakten.

(Det kan for eksempel opleves som i historien herunder; hvor du kommer tæt på en fiktiv families medlemmer. De repræsenterer temaer der ofte dukker frem i min daglige terapeutiske praksis)

Sofie fortæller at dengang hun mødte sin mand Jens, var en af de største udfordringer i deres forhold at vænne sig til den store forskel der er på den måde de er sammen med deres forældre. De mødte hinanden få år efter at Sofie var flyttet hjemmefra, og hvor hun  stadig var igang med at finde ud af hvordan det var muligt at vedligeholde et acceptabelt forhold til sin mor. Faderen var det ikke noget problem med: han var – indtil sin sygdom – så optaget af sine egne ideer, tanker og projekter, at han bare snakkede løs og samtidig spurgte Sofie ud om hendes aktuelle holdninger. Derimod var det svært at finde ud af, hvordan hun kunne snakke med sin mor – når moderen ikke selv synes hun kunne komme på banen med noget. Sofie beskriver en dyb frustration, og mange samtaler præget af desperat søgen efter hvad hun nu kunne berette om.

Med Jens’ forældre var det en helt anden sag. Hans mor er en overstrømmende kvinde, der både af udseeende og væremåde er umulig at overse. Hun modtog Sofie med stor glæde, og forventede ret hurtigt at Sofie skulle være en del af det fortrolige forhold hun og Jens havde med hinanden. Jens’ far er en stor bulderbasse, der altid med et grin kan sætte sin nye kone på plads, hvis hun bliver for meget. Jens har fortalt Sofie, at hans far også kan have et voldsomt temperament, men at det vil hun nok ikke komme til at se. Det var grunden til at Jens’ forældre blev skilt, og en af de ting der stadig gør det svært for Jens – og derfor også Sofie – at være sammen med Jens’ far i længere tid af gangen. Jens’ mor kan Sofie godt lide, men hun er uvant med hendes forventning om at de skal dele personlige følelser med hinanden”

  • Hvad er det egentlig, der er vigtigt for dig i forhold til at være sammen med dine forældre?
  • Hvilke oplevelser vil du gerne dele med dem, og i hvor høj grad skal de være en praktisk del af din – og din partners! – liv?
  • Hvilke grænser har du behov for at sætte for jeres kommunikation?
  • Hvad kunne du godt tænke dig, at I kunne være mere åbne omkring?
  • Hvad kan du selv gøre?
  • Hvad skal de ændre på?
Shares

Robotterne giver lyd om nye indlæg

BipBip - få en mail lige ned i indbakken, når der er postet nyt på bloggen.

robotfamilie_fritskrab_510px

You have Successfully Subscribed!

Pin It on Pinterest

Share This