Two of a kind...

Two of a kind…

Venskabsliv

Kan du huske barndommens uendelige dage med din bedste ven eller veninde? I kunne sidde og flytte rundt på Barbie-dukker i timevis, cykle rundt ude på vejen eller gå hen på sportspladsen til en gang fodbold. Der var tid til at kede sig, se TV og læse Anders And blade sammen…

Fantasierne om, hvad I skulle lave sammen når I engang blev voksne var uendelige – også selvom de voksne sagde “ja ja, der kan nå at ske meget inden da”. Drømmen om at skabe et band sammen, blive professionelle fodboldspillere eller bare have en fed lejlighed med swimmingpool på taget var stadig intakt.

Så kom teenageårene. Venner blev nogle du festede sammen med, fnisede i timevis med i telefonen, og indimellem kyssede på de samme mennesker. Det allervigtigste i verden var at have nogle nære venner, som kunne dele og holde på hemmeligheder.

Også gerne nogle der gav adgang til at være med i “den seje” klike. Det var vigtigt at være ligesom de andre, eller være nogle der var fælles om at adskille sig fra gruppen.

Ikke at have venner (eller ligefrem at blive aktivt udelukket) er noget af det mest selv-nedbrydende og smertefulde lige præcis i de år…og alle der har oplevet det, har arrene med sig hele vejen op igennem voksenlivet.

Forpligtigelserne dukker op…

Efter nogle uddannelsesår, hvor du stadig havde friheden til at dyrke dine venner – hvis der var nogle – lander de fleste af os i voksenlivets mere faste rammer. Parforhold, børn, fuldtidsarbejde, hus og have der skal vedligeholdes..og en familie der nu forventer at du som voksen går ind i “cirkulationen” med at afholde fødselsdage, helligdage osv.

Lena sendte det følgende brev:

Lige siden 4.klasse har Mia og jeg været bedste veninder. Hun kom ind som ny pige i klassen, og vi fandt hinanden med det samme. Vi var sammen hver dag efter skoletid, og fulgtes altid til fester osv. Det kunne være lidt svært i de perioder hvor enten hun eller jeg havde en kæreste, men vi prioriterede altid at bruge tid sammen alligevel. I gymnasiet valgte vi at komme i hver sin klasse, men var stadig en del af den samme vennekreds – som var både fra folkeskolen og gymnasiet. Jeg flyttede til København for at læse videre, mens Mia blev boende i nærheden af sit barndomshjem. Hun har fået en uddannelse hun ikke er glad for, og har svært ved at finde ud af hvad hun vil med sit liv.

Jeg har lige fået et godt job, og venter nu barn med min kæreste. Vi bliver i København, da der er bedst muligheder for os begge to her. Hver gang jeg ringer til Mia får jeg små stikpiller omkring at jeg svigter hende og resten af vennekredsen, og hun bliver fornærmet hvis vi ikke taler sammen mindst en time i telefonen hver gang.

Hun og hendes kæreste vil gerne komme og besøge os i flere dage når de skal til storbyen, men jeg føler bare ikke rigtig at vi har noget til fælles mere…. Jeg holder jo stadig af hende. Hvad gør jeg?”

Kan venskabet følge med forandringerne i dit liv?

I barndoms- og ungdomsårene havde du en uendelig mængde timer du kunne bruge sammen med dine venner. Kravene fra skole og senere studier var der selvfølgelig, men ud over dét – ikke ret meget mere. Arbejde var noget du kunne vælge til og fra, efter hvad tid og akut pengebehov tillod. Det var ikke nødvendigt at være kritisk med, hvem du tilbragte din tid sammen med. Bare de gad være sammen, og bare det var sjovt..ja, så var der ingen grund til at sige nej.

Men som Lena beskriver ovenfor, sker der pludselig en ændring når ungdommen går over i voksenlivet, med alt hvad det indebærer. Dét at bruge tid sammen med venner indebærer at noget andet skal fravælges; tid med partneren, tid til at være dig selv, tid til at være nærværende med dine børn, tid til resten af din familie, eller helt lavpraktisk: tid til at luge ukrudt.

Og de valg håndterer vi på meget forskellige måder. Nogle formår at fortsætte derudaf, og stadig fastholde et stort netværk – fordi behovet for “tid alene” ikke er lige så stort som det er for andre. Eller behovet for at føle sig som en del af en gruppe er større.

Ofte bliver møderne mellem venner dog langt mere skemalagt; partnerne skal involveres, middagsaftaler laves flere uger/måneder frem i tiden og indebærer timers omhyggelige forberedelser. (Før var det en gang spaghetti-kødsovs og en flaske vin med i hånden).

Fælles fortid – eller fælles fremtid?

Hvad er det for nogle behov, der skal opfyldes ved at fastholde venskaber som måske mere er historie og en fælles fortid – end en fælles nutid og fremtid? Lena slutter af med at udtrykke at hun jo holder af Mia, og at hun ikke ønsker at sige farvel til dét. Men hvis hun skal finde tilbage til glæden ved at være sammen med Mia frem over, er hun nødt til at:

  • gøre op med sig selv, hvad der giver lige præcis dette venskab værdi (ud over den fælles historie)
  • få en ærlig snak med Mia om, hvad det betyder når der skal bringes dårlig samvittighed ind i forholdet (“du ringer altid så kort tid”)
  • kigge på, om hun er bange for at give slip og miste – er der begivenheder i Lenas opvækst hvor hun har mistet noget/nogen der betød meget?
  • se på hvad hun og Mia kan lave sammen, som de begge synes er sjovt og meningsfyldt på nuværende stadie i deres liv. Kan der skabes et nyt fællesskab? Og giver det mening at gøre det?

Hvad med dine venskaber?

Hvis du skal nævne de 3 vigtigste værdier i dit liv, er dét at se venner så blandt dem? Hvad med familien, partneren, arbejdet, dig selv, dine hobbies osv?

Du vil helt sikkert gerne det hele, og selvfølgelig skal venner også være en del af dét. Som mennesker eksisterer vi i et samspil med  andre mennesker, og finder ud af hvem vi selv er igennem den respons der kommer fra andre.

Har du de venner, du gerne vil have nu? Kunne nogle af dine venskaber have gavn af mere opmærksomhed, mens andre godt kan få lov til at sive ud? Prøv at se på hvem i din omgangskreds der:

  • er der når du er ked af det, syg eller har brug for hjælp – og som også kan glædes med dig i gode tider
  • deler dine nutidige interesser, og giver dig inspiration til at håndtere dit livs udfordringer
  • er i stand til at give/tage i en snak, hvor I begge føler jer set, hørt og vigtige
  • holder aftaler og viser – også selv efter lange pauser – at jeres kontakt er betydningsfuld
  • får dig til at føle dig jævnbyrdig, og hvor du ikke altid er i den opsøgende rolle

Måske er der i virkeligheden flere bekendte, naboer og kolleger der opfylder det ovenstående – end dem du egentlig kalder dine venner? Er der nogle i denne gruppe, du godt kunne tænke dig at knytte tættere til dit liv?

Hvordan oplever du selv dine venskaber..og har det ændret sig gennem årene? Kommentér meget gerne:-)

Shares

Robotterne giver lyd om nye indlæg

BipBip - få en mail lige ned i indbakken, når der er postet nyt på bloggen.

robotfamilie_fritskrab_510px

You have Successfully Subscribed!

Pin It on Pinterest

Share This