Lykken er en lur i solen...

Lykken er en lur i solen…

Drømmen om det lykkelige liv

“Tænk hvis jeg vandt en masse millioner i Lotto”- “Bare jeg får drømmejobbet”- “Hvis bare ham den lækre fyr vil være kæreste med mig”.. SÅ er jeg lykkelig, og vil være det resten af mine dage. Har du også haft den slags dagdrømme? Følelsen af, at hvis noget bestemt sker, så vil resten af livet glide i smøreolie – og der vil aldrig mere være noget der føles trist eller ubehageligt.

Drømmen om lykke er universel. Forskning har vist, at langt de fleste mennesker – når de bliver spurgt om, hvad der er allervigtigst for dem i livet – svarer “lykke”. Tendensen er i løbet af de sidste 10-20 år blevet dominerende i den vestlige verdens tankegang. Hvis du bare læser nok selvhjælpsbøger (og blogindlæg som dette :-)) vil du på et tidspunkt have løst alle dine problemer, og så venter lykken lige rundt om hjørnet. Eller hvad?

Det er ikke frivilligt om du vil være lykkelig eller ej: undersøgelser viser at lykkelige mennesker automatisk får et bedre helbred, et federe job, et attraktivt parforhold – og får brugt deres potentiale fuldt ud, til glæde for samfundet. Det er lidt taber-agtigt at være u-lykkelig, og noget der helst skal løses inden for kort tid. Ellers går du en dyster fremtid i møde, med dårligt helbred, dårlig økonomi mv. Man kan næsten blive helt stresset over at skulle være lykkelig!

Hvad er lykke egentlig?

Har du oplevet nogle fantastisk dejlige begivenheder i dit liv? Hvor længe varede “glædesrusen” bagefter? Måske har du lagt mærke til, at dit humør har en tendens til at hoppe tilbage til det velkendte efter noget tid. Selv lotto-millionærer fortæller, at de efter noget tid lander på stort set det samme lykke-niveau som før, selvom de har langt flere muligheder for at udfolde sig- heldige skarn!

Lykke over længere tid kan defineres som en følelse af indre fred; at alle hængepartierne i livet er landet der hvor de skal, og at der ikke er nogle større bekymringer for hverken nutid eller fremtid. Har du perioder i dit liv, hvor du har haft det sådan over flere måneder, måske endda år? Hvad var det, der gjorde lige præcis den tid så god?

Kan det lade sig gøre at have en følelse af lykke og tilfredshed i livet, samtidig med at der kan være små/større konflikter med familien, i parforholdet eller andre steder i din tilværelse? Nogle mener at det ikke er muligt, andre er i stand til at lukke alle de bøvlede tanker ude – og (for det meste) fokusere på alt det der rent faktisk giver glæde. Hvad er det, de gør?

Nogle mennesker er bedre til at skabe lykke- hvad kan de?

Lykken ligger i at vælge det ukendte: Forskning viser, at folk med en høj grad af generel lykkefølelse ofte kaster sig ud i ting, der på den korte bane kan virke angstfremkaldende/ubehagelige: fx rejse alene til et ukendt land, forlade et sikkert job til fordel for et nyopstartet projekt der måske ikke overlever, eller vælge en ny og ukendt ret mad på en restaurant. Altsammen med risiko for at det går galt, og man får en dårlig oplevelse – men også med mulighed for at få en fantastisk (og overraskende) glædesfølelse.

Lykken tilfalder de nysgerrige: Det at turde udforske ting, at være positiv over for dét andre kan komme med – også selvom det ligger uden for tryghedszonen. Nysgerrighed kan sagtens udspringe fra angst “det her skal jeg lære bedre at kende, for at være tryg ved det”. Lykken og trygheden ligger ikke lige rundt om hjørnet, men at bruge tid på at blive tryg ved ting der ellers virkede skræmmende – og dermed udvide sine livsmuligheder – kan være springet til at føle dig mere lykkelig. “Jeg KAN det her langt om længe, wauw, hvor er det fedt”.

Lykken er at have skyklapper på: Du har sikkert selv oplevet, at du i de triste perioder af dit liv bliver enormt følsom overfor andres ord, signaler og ansigtsudtryk – samt dine egne følelser. Små reaktioner gøres til problemer, eller noget som får dig til at blive endnu mere ked af det. Mennesker der er fyldt op af indre glæde og overskud lægger ikke mærke til de samme detaljer, og kan fremstå lidt “lette at snyde”, fordi de altid ser det gode i andre menneskers signaler. Egne reaktioner (øv, det her føles ikke rart) bruges som tilbagemelding på at noget i situationen skal ændres, før man kan komme videre..og ikke som “nu er det hele dumt igen, sådan er hele mit liv altid”.

Lykken er at kunne finde balancen i tingene: Selvom mennesker med en høj grad af lykkefølelse er gode til at tilsidesætte “her-og-nu” tilfredsstillelsen frem for nogle højere formål (løbeturen nu frem for sofaen, øv – men en herlig følelse med god marathontid), kan de også noget andet: være realistiske i præstations-og perfektionsniveauet. Hvis du selv har prøvet at knokle i døgndrift med en eksamen eller et arbejdsprojekt, ved du sikkert også at det sidste “detaljerytteri” kan få én til at gå amok i frustration over at det aldrig kan blive helt perfekt.

Lykken er at slække på perfektionismen: Hvis du kan slappe af med at have lavet et fint, men måske ikke ultimativt perfekt produkt, vil du opleve en højere grad af livstilfredshed. Også generelt: hvis du kan finde balancen mellem – som ovenfor beskrevet- at kaste dig ud i nye og udfordrende ting..og indimellem bare lave de der hyggelige og rare ting, som giver en god følelse indeni. Det behøver ikke være enten/eller!

Lykken kommer, hvis du opsøger de gode stemninger: Det bringer dig tættere på lykke, hvis du er i stand til oprigtigt at glæde dig sammen med andre når det går godt for dem – og tilsvarende har mennesker i dit liv, som vil fejre dine succes’er med dig. Misundelse eller irritation over andres påtrængende behov kan i stedet bruges til “hvad kan jeg gøre for at vende det her til en rar situation; hvad har de brug for lige nu”. At blive lyttet til fx. Tilpasning i stedet for at hænge fast i nogle trælse følelser (arghh..nu skal jeg igen høre endeløse taler om hans job/børn/løbetider), gør det på den måde lettere at få en samling af rare oplevelser sammen med andre – og dermed lykkefølelse. I tilpasning ligger også at finde en omgangskreds som gør det let for dig at skabe positive situationer..og få skilt de mennesker fra, som ofte er svære at være sammen med.

Lykken er at kunne rumme de svære følelser: Selvom du gør alle de rigtige ting i dit liv, vil der med stor sikkerhed dukke nogle ting op indimellem som ikke er rare. Selv med skyklapperne på kan alt ikke overses. Mennesker der har en god følelse af fred indeni, er i stand til at rumme følelsen, og have den “ved siden” af alt det gode de ellers laver. Mange af os bruger afledningsmanøvrer; en god film, Candy Crush på mobilen eller uhæmmet netsurferi. Altsammen for at undgå at tænke på de ubehagelige ting, som bare har en tendens til at dukke op igen, så snart afledningsmanøvren stopper. Så: prøv bare at rumme at det er der, og læg mærke til om du ikke samtidig kan lave noget rart (hvor der er plads til at tænke, fx en gåtur).

Ærlighed skaber lykke! Og med det mener jeg ikke at du skal slynge ubehagelige sandheder i hovedet på alt og alle, men måske bare rydde lidt op i dine illusioner om hvad der “bør” være ting du nyder at lave. Alle forældre vil kunne nikke genkendende til den intense lykkefølelse man har ved synet af sine nuttede, sovende børn. Hvad de fleste ikke siger højt, er hvor ekstremt kedeligt det de fleste af os synes det er at sidde på gulvet i legeværelset og lege med Barbie/Lego/biler i flere timer. Hvor det bare ville være SÅ meget mere rart at få lov til at fordybe sig i det nyeste nummer af Macworld på sofaen… Det er en del af dét at være forældre. Men husk at der også bør være en god portion af handlinger i dit liv som er noget DU har lyst til at foretage dig.

Hvad giver lykke i dit liv? Hvilke strategier bruger du, for at bevæge dig i den rigtige retning..og hvad er egentlig et realistisk mål?

Kommentér gerne herunder 🙂

(inspiration/kilde: Psychology Today)

Shares

Robotterne giver lyd om nye indlæg

BipBip - få en mail lige ned i indbakken, når der er postet nyt på bloggen.

robotfamilie_fritskrab_510px

You have Successfully Subscribed!

Pin It on Pinterest

Share This