Tanken om at skulle sige højt til nogen, at man hører stemmer vil få de fleste til at sige: “ikke tale om, så tror de jeg er helt skør”. Hvis du giver dig selv lov til at lytte efter, vil du opleve at du i mange forskellige situationer har nogle sætninger eller tanker om dig selv, som bliver styrende for dit liv:

  • jeg skal være sød og hjælpe alle
  • jeg er sådan en, der hele tiden arbejder
  • søde piger råber ikke højt
  • de kan kun lide mig hvis jeg er dygtig og klarer mig godt
  • “nu skal du ikke tro du skal komme for godt igang”
  • en rigtig mand kan løse problemerne
  • i virkeligheden kan jeg ingenting, men det har de andre bare ikke opdaget endnu
  • hvis jeg åbner op for mine følelser, mister de respekten for mig

Du tror sikkert, at det er nogle tanker som stammer fra dig selv – og er den endegyldige sandhed om, hvordan du skal være/hvordan omverdenen ser dig. Men sådan er det faktisk ikke! Kun få af udsagnene er nogle som forældre kunne finde på at sige højt til deres børn, men du har sikkert aldrig været i tvivl om, hvilken adfærd der gav anerkendelse og hvilken der var mindre populær. Stille og roligt, uden du selv er klar over det, er dine forældres idealer for livet blevet indpodet i dig. Det kan også være at nogle af sætningerne på samme måde har belastet dine forældre, fordi de har fået dem med sig fra deres forældre. De nåede bare ikke at blive bevidste om det, før hele baduljen var givet videre til deres børn: dig og dine søskende.

Når mennesker bliver overbelastede, og reagerer med stress, angst eller depression, søger de ofte psykologhjælp. Noget af det første,  jeg som psykolog undersøger er netop: hvad gør, at mine klienter tror det er nødvendigt at blive ved med at presse sig selv ud over det rimelige? Hvad er det for nogle idéer de har om sig selv, og den måde deres nære relationer ser på dem. Hvad skal de præstere, for at høre til i flokken stadigvæk? Alt for ofte dukker sætninger som minder om de ovenstående frem.

Bare dét, at blive bevidst om hvor stemmen kommer fra, er det første skridt mod at udfordre den. Er det nødvendigt altid at gøre det, du bliver bedt om – eller skal du løse tingene for alle andre? Kan der være måder at gøre tingene på, som ikke kun dækker andres behov, men derimod tilgodeser det DU har brug for?

(Det kan for eksempel opleves som i historien herunder; hvor du kommer tæt på en fiktiv families medlemmer. De repræsenterer temaer der ofte dukker frem i min daglige terapeutiske praksis)

Sofie, 32 år, sætter sig træt tilbage i stolen. Hun knokler døgnet rundt med et stort projekt på arbejdet, og synes slutningen ligger langt væk. Det er ikke rigtig muligt for hende at sige fra. Chefen kommer ofte og roser hende, og fortæller de andre hvor tilfredse de er med Sofies indsats. Hun ender med at være den der skubber tingene igang, og tager ansvaret for at alle i gruppen når de mål der er sat. Når Sofie fortæller om sit arbejdsliv, fyldes stemmen med en uendelig mathed. Det, der engang var sjovt, er nu blevet en sur pligt hun ikke kan overskue. I aften skal hun, Jens og børnene hjem og spise hos Sofies forældre, det er helt rart at slippe for at lave mad selv. Sofie kan med et lidt små-ironisk tonefald allerede forudsige, hvad hendes mor vil sige hvis hun klager over den hårde tid på arbejdet: at sådan har hendes far jo også altid gjort, og se hvor godt han klarede sig. Man er nødt til at gøre en indsats når der er nogen der har vist én tillid…bla bla…  Hendes far siger på grund af sin sygdom ikke så meget mere, men hun ved hvad han tænker. Sofie er allerede ved at kaste op af irritation, og aftaler med sig selv at hun bare vil lade være med at tale om arbejdet. Det ville være så rart bare at blive støttet i at det er OK at sige fra, og give både chefen og kollegerne ren besked. Men det ved hun, at hendes forældre aldrig ville sige.

 

Hvad kan Sofie – og du- gøre, hvis du bliver klar over, at du lader dig styre af nogle temaer, som ikke er dine egne?

  1. bare det, at vide at de er der er første skridt..opdag når de dukker frem
  2. skriv ned, hver gang du oplever at du endnu engang handler mod din egen lyst og overbevisning
  3. hvad er det værste der vil ske, hvis andre opdager at du ikke altid gør det rigtige, ikke altid har det rigtige svar, eller også er sur/ked af det/træt engang imellem?
  4. hvad er de vigtigste værdier for dig i dit arbejdsliv og privatliv? Hvordan vil du gerne selv være?
Shares

Robotterne giver lyd om nye indlæg

BipBip - få en mail lige ned i indbakken, når der er postet nyt på bloggen.

robotfamilie_fritskrab_510px

You have Successfully Subscribed!

Pin It on Pinterest

Share This