Et dejligt øjeblik..;-)

Et dejligt øjeblik..;-)

Familieliv med nærvær

Er du også ved at lande i hverdagen nu? Den første tid efter sommerferien føles altid totalt uoverskuelig; med fritidsaktiviteter, planlægning af “hvem afleverer, henter, lufter hunden, får læst lektier med børn og sørger for aftensmaden”?

Det ugentlige møde kan sammenlignes med træf i Camp David: koordination af hærens fremadskridende aktiviteter, og synkronisering af planer 🙂

Men på en eller anden måde er det som om rutinerne stille og roligt falder mere på plads (hos os godt hjulpet af vores familieplanlægningsredskab: Cozi) – og der er tid til at tænke over “hvad er det, der gør det rart og meningsfyldt at være familie?“.

Selv når alle timer ser ud til at være booket op. Kan du kende fornemmelsen..? Pludselig siver tiden ud mellem hænderne, og det der egentlig var det allervigtigste bliver nu det vi bruger mindst tid på: at være sammen.

Arbejde eller tid med familien?

En engelsk undersøgelse, udført for The Daily Mail, viser at 95 % af de adspurgte forældre synes det vigtigste i deres liv er at være sammen som familie, om noget hvor alle synes det er rart – og der er tid til gensidig opmærksomhed. Materielle goder kommer langt nede på listen i forhold til dét at kunne være sammen med børnene. Det anses også for at være vigtigt som voksne at have nogle små oplevelser med hinanden eller en god eftermiddagslur. Men virkeligheden – viste undersøgelsen – er at to tredjedele af alle forældre føler at de bruger for meget tid på at tjene penge, på bekostning af tiden med familien.

Fra hurtig til langsom – og hurtig igen…

Hvad kan du gøre for at I kan bevare følelsen af at være forbundet som familie, på trods af den indimellem noget proppede kalender? Husk på, at tempo godt kan skifte !! Selvom ugerne kan føles hektiske, er der altid nogle der er mere travle end andre. Og det samme gælder på mikro-planet: selv en hæsblæsende morgen tilbyder flere muligheder for intenst nærværende øjeblikke.

Når den yngste putter på skødet to minutter inden tandbørstetid for alle…når I griner af en fjollet stribe på bagsiden af dagens avis, og når tandbørsten bliver til en ustyrlig robot der blæser rundt i munden, mens der kommer pasta på næsen. Du når det samme som hvis du havde stresset afsted, men nærværet var der..lige dér. I et lille glimt, du kan have med dig resten af dagen.

Aftenritualerne kommer ofte til at handle om at blive færdig, og med modsatte behov for børn og voksne. Børnene vil gerne forlænge tiden oppe så meget som muligt, vil nulre, hygge, snakke og have læst laaange historier. De voksne er trætte, trænger til tid alene med fjernsynet og måske de sidste hængepartier ved computeren. Opmærksomhedskvoten er brugt forlængst.

Hvad gør du i den situation? Bernadette Noll, forfatter til bogen “Slow Family Living“, beskriver hvordan hun lander træt på sengen efter en lang dag, og ikke orker hele aftenputningen af store og små. Hendes 4 børn flokkes om hende, putter sig også – og på trods af manglende energi får hun sat en snak igang hvor alle på skift hurtigt fortæller “det her var godt og skidt ved min dag”. Bagefter mediterer hun i 10 minutter, mens børnene ligger stille og slapper af, helt tæt på. Alle går videre med deres aktiviteter derefter; de store ind for at lave lektier, de små i seng. Men hele familien følte sig set og hørt, lige i dét øjeblik.

Et langsomt liv kan også være i små portioner! Det behøver ikke være alt – hele tiden – der skal gøres langsomt, fordybet og nærværende….men hvis nærværet aldrig får plads til at dukke op, bliver det meningsløst at være familie.

Når du engang ikke er her mere, hvad skal der så stå på din gravsten? “Han tjente masser af penge og kørte i en flot Audi”..eller “han vil blive husket for sit kærlige sind” (- ikke fordi de to ting nødvendigvis modsiger hinanden:-)) Det, der binder familier sammen er alle de små erindringer om at blive kløet på ryggen om aftenen af sin mor, at lege rullekebab i sofaen, at kunne komme hjem som teenager og blive taget alvorligt i sin lange udredning om venindeproblemer.

Det kan også bredes endnu mere ud, så det ikke kun handler om jeres lille kernefamilie:

hvornår har du sidst talt med én af dine forældre alene, og spurgt “hvordan HAR du det egentlig lige nu”? Også selvom I kun har et minut inden der er forstyrrelse igen…Og husk det spontane kram, ikke bare ved goddag og farvel.

dine voksne søskende: hvordan får I vist hinanden, at det har stor betydning at være en del af den andens liv? Lange tirader i telefonen eller på mail om de sædvanlige problemer/begivenheder giver mindre følelse af kontakt end det nærværende øjeblik, hvor I bryder ud af den velkendte måde at kommunikere på, ser hinanden – og får grinet helt fra hjertet “ja, det er sgu’ lidt fjollet det her…godt du forstår mig”.

………………

Hvordan gør I hjemme hos dig/jer? Har du små, halvstore eller måske helt voksne børn – og hvilke metoder har du brugt (og bruger) til at få nogle gode øjeblikke med din familie midt i alle hverdagens projekter?

Stemmer den måde du lever på nu, overens med de drømme du havde for livet engang? Hvad kunne du godt tænke dig mere af, og hvad er helt som det skal være?

Skriv meget gerne herunder – eller på Facebook. Vil være dejligt med en masse gode idéer! Og hvis du har lyst til at følge med i de kommende blogindlæg skal du bare skrive din mailadresse i boksen her til højre, klikke Abonnér – og så får du en mail hver gang der er indlæg på 🙂

Shares

Robotterne giver lyd om nye indlæg

BipBip - få en mail lige ned i indbakken, når der er postet nyt på bloggen.

robotfamilie_fritskrab_510px

You have Successfully Subscribed!

Pin It on Pinterest

Share This