Kvik, hurtig på aftrækkeren men også nuttet....

Kvik, hurtig på aftrækkeren men også nuttet….

Hvem har det klogeste og sødeste barn?

Du har sikkert – som alle andre forældre – prøvet at sidde i en hyggelig sammenhæng med gode venner, hvor en uskyldig bemærkning om noget dit barn har gjort eller sagt lynhurtigt bliver trumfet af en historie om vennernes børn. Deres barn er lige en tand længere fremme, går i en heeelt fantastisk skole, bliver kimet ned af legekammerater hver weekend og har i øvrigt også læst alle Harry Potter-bøgerne som frilæsning i 1. klasse.

Løsningsmodeller – inden du går amok

Her kan du vælge to udveje: med stor sandsynlighed vil du kunne mærke irritationen syde inde i dig uanset hvad, men enten kan du 1) kaste dig ind i kampen, og derefter stopper enhver form for gensidig lytten – I skiftes til at forsøge at overgå hinanden. Du kan også 2) prøve at anerkende modpartens behov for at dele sin glæde over sit barn, og bare sige “ja, det lyder søreme rigtig flot/spændende/exceptionelt fremmeligt”. Herefter lægger ping-pong dialogen sig forhåbentlig, og I kan få samtalen drejet ind på mere relevante voksenemner. (Dine frustrerede følelser må du få på plads igen sammen med din bedre halvdel, når i sidder i sofaen derhjemme;-)).

Beskriver du dit barn rigtigt?

Desværre stopper den ikke helt dér. I den allerkærligste hensigt kommer du – både i konkurrencesnakken og sammen med dine nærmeste – ganske givet til at sætte nogle etiketter på dit barn. Den ene er  på en bestemt måde, er hurtig til at tale, fange tingene eller meget nysgerrig, mens dit andet barn er mere følsom, har sværere ved det boglige, er mere usikker på nye ting. Listen er uendelig. Du snakker med bedsteforældre og andre familiemedlemmer, der sammen med dig kan være med til at bygge historien op omkring at dit barn er på en bestemt måde. I fortæller hinanden om episoder der bekræfter oplevelsen. Tror du på, at det vil/kan ændre sig, eller bliver barnet altid ved med at være på den måde..også som voksen?

Sådan kan det føles

Fiktiv case fra praksis, med basis i virkelige livshistorier: 

Jens fortæller med et skævt smil, at hans forældre altid pralede vidt og bredt af hvilken rask dreng han var. De mente, at alle sårene på hans ben og arme skyldtes at han prøvede en masse vilde ting. Virkeligheden var at han ofte faldt, væltede på cyklen eller faldt ned fra træer når han prøvede at klatre op. Helst ville han gerne sidde og hygge sig med en bog, men faderen tog ham med til fodbold, fordi det er “sådan noget drenge skal”. Jens var overraskende god til at spille, selvom han ikke kunne lide hele stemningen til en kamp. Det bedste var, at hans far blev glad og så var det rart at være sammen med ham. Nu hvor Jens og Sofie selv har fået børn, kan Jens mærke at det er vigtigt for ham at SE sine børn ordentligt..men allerede nu kan han høre det samme ske, når de taler med venner og familie: i sin store kærlighed til børnene kommer Jens til at beskrive dem i alt for generelle og små-pralende vendinger. Det gør ham ked af det, da Jens igennem opvæksten har følt sig enormt fastlåst i det billede hans forældre har lavet af ham.

Hvad sagde dine forældre om dig – og gør de stadig det?

Du har sikkert en idé om, hvad dine forældre på nuværende tidspunkt tænker om dig. Men har det ændret sig siden du var barn, og hvad har medført ændringerne? Måske fordi du har præsteret anderledes end de havde forventet, både omkring uddannelse, partner(e) og livsvej generelt. Da du voksede op, var du så den kvikke pige, hende der tog sig af alle andre i familien, den vilde dreng, den kloge dreng, den der var god til at klare sig selv hurtigt, ham der gik/løb/cyklede/læste før alle de andre??

Konsekvenser i voksenlivet

For nogle voksne kan det komme til at tage mange år at rive sig løs fra sine “etiketter”. Vel vidende at dine forældre stadig sidder med de lige så aldrende venner og familiemedlemmer, og fortæller historier om dine præstationer tilsat lidt ekstra glimmerdrys. Dine livskriser fejes ind under gulvtæppet, eller gøres til noget DU skal have skyldfølelse over, fordi du gør dem bekymrede. Resultatet kan blive, at kontakten bliver mindre ærlig og præget af at begge parter taler om en fiktiv person: den version af dig, som dine forældre har valgt at skabe – og som du vælger at spille med på.

Prøv at tænke over:

  • hvor meget energi du bruger på at leve op til det billede der er skabt af dig? (Eller på at gøre det modsatte?)
  • hvad du godt kunne tænke dig, at din mor/far så i din personlighed, som de slet ikke ser nu?
  • om der er nogle bestemte roller, som kunne være befriende at hoppe ud af?
  • hvordan du beskriver dine egne børn…kan du opgive etiketterne og se dem forandre sig med årene?

Kan du kende noget af det ovenstående fra dig selv, så skriv meget gerne en kommentar – alle kommentarer eller spørgsmål besvares 😉

Shares

Robotterne giver lyd om nye indlæg

BipBip - få en mail lige ned i indbakken, når der er postet nyt på bloggen.

robotfamilie_fritskrab_510px

You have Successfully Subscribed!

Pin It on Pinterest

Share This