Savner du dine voksne børn?
De ringer aldrig, kommer kun på besøg til jul og fødselsdage – og virker i det hele taget ikke til at ønske dit nærvær. Det andet sæt bedsteforældre bliver altid spurgt når børnebørnene skal passes, du har kun fået lov nogle få timer hist og pist.
Som forældre gennem mange år har du selvfølgelig haft et håb – eller forventning – om at jeres forhold vil blive ved med at være nært, også efter at de er flyttet hjemmefra.
Det er ikke sikkert, at det ender med at leve op til drømmen, og spørgsmålet dukker op : hvor blev den tætte kontakt af?
En sandhed for hvert menneske
Det, der kan være rigtig svært at forstå, er at der kan eksistere flere forskellige virkeligheder i familielivet. Som forældre kan du leve i en tryg vished om at du har gjort dit bedste, og at alt er OK – men det kan godt være at dit barn har oplevet det på en helt anden måde.
Selv har du måske følt dine humørsvingninger eller svære livsperioder som noget, der ikke involverede dine børn…men det gør det! Et godt sted at begynde jeres snak om, hvordan du og dit voksne barn har det med hinanden, er derfor at anerkende dit barns oplevelse af sin barndom.
Også selvom det slet ikke er den samme som din. Uanset hvad det handler om, vil der altid være lidt sandhed i oplevelsen.
Det kan være smertefuldt at erkende at du ikke altid har gjort tingene så godt som du selv troede, men ikke desto mindre er det den oplevelse dit barn har fået.
At sætte sig i den andens sted
Det, at kunne leve dig ind i hvad dit barn føler omkring dig og jeres forhold, er også en måde at vise din kærlighed som forældre. Det er ikke fordi du skal straffe dig selv og tænke at du gjorde det dybt elendigt – men prøv at møde dit voksne barn med en åben interesse i hvorfor hun mon føler som hun gør.
Helt uden at vende den tilbage til dig selv..”jamen, jeg har givet dig alt, og så kommer du der og anklager mig…nu kaster jeg mig ud fra Lillebæltsbroen”.
Er det rart at ses? Og hvis ikke, skal vi så gøre det?
I samfundet generelt er der sket en udvikling i retning af, at det enkelte individ i højere grad end for 40-50 år siden er styret af lyst og behovstilfredsstillelse. Samværet med andre mennesker vurderes ud fra, om det er rart eller mindre rart.
Det gør dine voksne børn således også i forhold til dig/jer: er det meningsfyldt og behageligt at være sammen, og giver det mening at bruge tid på det?
Man kan som forældre synes det er dybt urimeligt at et biologisk forhold skal vurderes på dén måde, men forudsætningen for at få en betydningsfuld plads i dine voksne børns liv hænger uløseligt sammen med dette faktum.
Hvis det fungerer godt, vil der blive tilbragt tid sammen – hvis det er konfliktfyldt, præget af dårlig samvittighed eller anstrengende..ja, så er det svært at finde tid til besøg.
……………….
(En læserberetning – alle genkendelige detaljer er sløret)
Tove, som er mor til Nina på 32 år, fortæller at hun tænker meget over, hvordan hun kan finde frem til en måde at være sammen med Nina på nu. Hun har altid været vant til at det var Nina og hendes far der talte sammen- og at hun tøffede rundt i baggrunden og sørgede for at ingen led nogen praktisk nød.
Tove tror ikke rigtig selv på at hun har noget spændende at fortælle, og især nu hvor Nina har fået en uddannelse der er længere end hendes egen, bliver denne følelse forstærket.
Egentlig ville hun gerne se Nina, hendes mand og børnene noget oftere – men kan godt mærke at deres datter mest kommer på grund af dårlig samvittighed ift faderen.
Når Tove tænker tilbage på Ninas barndom, synes hun selv at hun har været der meget, fordi hun gik hjemme i mange år. Men måske var det ikke nok, bare at være til stede? Hun er usikker på, hvad det er Nina vil have af hende nu, og tør ikke spørge.
……….
Hvad kan Tove stille op? Bør hun spørge, eller skal hun bare håbe på at tingene på et tidspunkt bliver bedre af sig selv?
Sådan får du et bedre forhold til dine voksne børn:
Hvad kan DU gøre?
- Tag ansvar for dine fejltagelser, selv hvis de føles små.
- Anerkend forskellen på din og dine børns oplevelser, uden at diskutere dem.
- Undgå at skabe skyldfølelse: det virker ikke, og det skaber afstand.
- Lyt uden at gå i forsvarsposition, spørg åbent til deres oplevelser af det der skete før og nu.
- Opgiv ikke ved konflikter – bliv ved med at forsøge dialog.
- Giv ikke uønskede råd
- Afslag omkring praktisk hjælp, lån, arveforskud mv gives kærligt, uden vrede over anmodningen.
- Ingen kritik af dit voksne barns partner eller deres børneopdragelse.
- Brug din partner eller øvrige netværk til at snakke om det der er svært i dit eget liv, ikke de voksne børn.
Sådan kommer I videre
De ovenstående råd er en god begyndelse – men en virkelig forbedring af forholdet kræver at dit voksne barn også har lyst til at arbejde med de ting der er svære for jer.
Et tip kan her være at give eller udlåne vores bog “FamilieFred med dine Forældre”, som kan købes på nettet, hos udvalgte boghandlere eller lånes på biblioteket 🙂
Skriv også gerne kommentarer om dine erfaringer med bedre dialog herunder – eller læs nogle af de andre artikler om samme emne her på bloggen.
(Indlægget blev første gang udgivet i marts 2013, men er revideret og opdateret i august 2017)
Jeg har en svigerdatter, der virkelig har svært ved at komme op af stolen. F.eks. denne weekend var vi 11, vores datter og 2 børn bor tæt på os og var der. Vores søn og kone var deres 2 børn, var der også. De boede hos os, da de bor i København og så min mand og jeg og min far på 93 år.
Min mand og vores søn skulle have lavet noget regnskab sammen, så jeg var alene om at servicere. Min datter og kæresten hjalp lidt, men min søns kone sad med hendes tlf eller gik rundt med den en hel dag. Ikke engang rydde op efter sig selv, kunne hun. Jeg flippede helt ud på et tidspunkt og fik sagt nogle dumme ting. Jeg ved godt, at det ikke var rigtig tacklet af mig. Det er det samme hver gang, også når vi er ovre hos dem er det mig der skal tage initiativ til indkøb og madlavning ellers sker der intet. Min mand og søn skulle lave terrasse. Mønstret er sådan hver gang. Jeg bliver meget frustreret over, hun ikke tager mere initiativ. Hvad gør jeg fremover?
Hilsen Annette
Sendt fra Mail til Windows 10
Kære Anette. Det lyder som om I har fået sat jer fast i et mønster, som er svært for jer begge at komme ud af. Har du på noget tidspunkt talt med din svigerdatter (og søn!) om problemet på et tidspunkt hvor du ikke allerede er blevet irriteret? Det er ofte svært at få en særlig konstruktiv dialog på tidspunkter hvor man er træt, overanstrengt og har hobet surhed op igennem en lang dags samvær.
Du kan ikke tvinge din svigerdatter til at blive mere fyldt med krudt, men du kan gøre hende opmærksom på at der er nogle konkrete opgaver der skal løses. Jeg vil foreslå dig flere ting i den forbindelse:
1) Tag en snak med din søn – alene – om at du er ked af at du er blevet sur nogle gange når I har været sammen. Du kan herefter foreslå at I fremover laver konkrete aftaler om hvem der bidrager med hvad. Nu er han forberedt, så –
2) Nogle dage inden besøg hos dem eller jer sender du en SMS/mail: hvordan fordeler vi opgaverne denne gang? Jeg vil gerne lave en oksesteg, hvis I tager noget salat og frisk brød med..eller hvis det er hos dem “skal vi købe noget med på vejen, bare så vi har styr på hvad I allerede har sørget for, og hvad vi skal gøre”.
Så kan I forhåbentlig komme videre fra den fastlåste situation. Der er selvfølgelig en risiko for at hun/de reagerer med irritation, og mere eller mindre direkte udtrykker at du ikke skal kontrollere situationen. Her må du bide vreden i dig igen, og bare stille og roligt forklare at det også er for at forebygge at I får en dum oplevelse når I skal være sammen
Venlig hilsen
Camilla
Jeg er 85 år, min søn er 55 år, ugift (tror jeg), og har borderline. Jeg har ikke haft spor kontakt med ham i over 18 år. Hans dør bliver ikke åbnet. Post bliver ikke besvaret. Folkeregistret vil ikke sige om jeg har børnebørn.. Jeg kan se på tinglysningen, at han fortsat bor i lejligheden.
Er der nogle måder jeg kan forsøge at opnå kontakt på?
Kære M.N.
Jeg har desværre ikke kendskab til andre metoder til at få kontakt. Måske kunne du prøve med en advokat, og se om der af den vej kan formidles en dialog? Hvis andre har gode bud, er I velkomne til at komme med dem her.
Venlig hilsen
Camilla
Hej.
Hvordan kommer man så videre når ens forældre har valgt en fra. Det æder mig op indefra på næsten daglig basis og ved ikke hvordan jeg skal slippe det… har prøvet at få kontakt flere gange, dog ikke en succes over hovedet. De er nærmest ligeglade med mig. Bare at sige det er jeg ved at græde. Jeg ved ikke hvordan jeg skal slippe det 😔😥
Kære Heidi. Det lyder som en meget svær situation du står i – og uden en løsning tæt på. Har du nogle gode venner eller veninder du kan tale med om dine tanker, eller måske en kæreste? En støtte kan være at skrive dine reaktioner ned dag for dag, og bruge din bog (eller notesfunktion på telefonen) til at komme af med noget af tankemylderet. Så kan du lukke bogen og øve dig i at lægge både den og tankerne væk for en stund, fx bevidst vælge at lave noget du ved optager dig og gør dig i bedre humør – fx at løbe en tur, høre musik, lave noget med andre mennesker eller noget helt andet.
De bedste ønsker, Camilla
Min datter og jeg er kommet på kant med hinanden og fejlen ligger helt klar på min side. Jeg var skuffet over hendes reaktion i forbindelse med en gave. Dette skrev jeg til en veninde på sms som desværre blev sendt til min datter. I årevis har hun sagt at jeg har givet hende en dårlig barndom. Jeg har lyttet og sagt jeg er ked af at hun har det sådan.
Nu er min datter meget vred på mig hvilket er jeg godt kan forstå. Har ringet og sagt undskyld og har skrevet en sms hvori jeg undskylder og håber at hun kan tilgive mig.
Hun skal være mor til august. Jeg er dybt ulykkelig over det jeg har gjort og skammer mig over den sms.
Min datter har længe talt nedladende til mig hvilket har fået mig til at hoppe og springe for hende for at undgå en konflikt med hende. Jeg bliver hele tiden mindet om hvilken dårlig mor jeg har været både af min egen mor, af min eksmand og min datter.
Har lyst til at bryde kontakten med hende. Orker ikke hele tiden at får af vide at jeg har været en dårlig mor. Er ked over det jeg skrev og føler alt er håbløst.
Hilsen den dårlige mor
Hej Camilla. Vi har brug for nogle råd. Vores yngste voksne dreng har for 2 dage siden sagt, at han var skuffet over os, at vi kørte ind til hans ældre bror for at spise sammen med ham . Han ville gerne have været med , og skuffet over, at vi ikke inviterede ham ud. Han synes, at det lyder ofte som om vi hellere vil se vores ældste dreng frem for ham. Han synes ikke ansvaret for at holde en kontakt ligger hos sønnen, men at det ligger hos forældrene. Og resonnere, at hvis vi ønsker at have et så distancer forhold, så må vi jo have det. Vi har fornyelig været ude at spise sammen med både ham, hans kæreste og hans bror midt i maj, og det var hyggeligt. For 5 dage siden spurgte vi ham lige efter hans endt arbejdsdag, om vi skulle spise en dag sammen, men her kunne han ikke overskue en dag, da de var på kur. Det virker som om, at det er noget som er ophobet, og det lige var dråben. Vores tur ind til Kbh for besøget blev bestemt meget sent , nogle få timer inden, hvor vores ældste dreng ønskede at se os, og spurgte om det blev for sent muligt, men vi kører altid, når vores børn ønsker, at vi kommer, og vi kan mødes. Vores yngste dreng tlf til os i bilen, da vi var på vej, og spurgte hvad vi lavede , og vi fortalte hvad vi skulle, og samtalen blev hurtigt afsluttet.Vi har nu ingen kontakt med vores yngste dreng- 5 år imellem dem , og de bor 30 min fra hinanden. Min mand og jeg er så kede af det, og har været hele følelsesregisteret igennem, og nu ulykkelige, og prøver selvfølgelig igen at ringe og sende sms til vores yngste for god og kærlig kontakt. Vi skulle have spurgt dem begge om at ses, men besøget blev hurtigt til, og der var ikke så lang tid til besøget pga vi skulle hjem igen lang vej. Hilsen Os
Hej,
Jeg er 56 år og har en søn, hans kæreste og deres lille datter på 2 år. Vi står i en konflikt, som æder mig op indefra. Han havde inviteret os til juleaften, men et par timer før, kommer han og siger at hans kæreste syntes vi skulle spise hos os i stedet for. Det kommer ret bag på mig og jeg kommer til at sige jaja, det r okay. Jeg begynder at dække op og er egentlig ikke særlig glad for min egen beslutning og fortryder lidt, for det er jo dem der har inviteret og de har osse inviteret andre med. Så pludselig er det mig der står og skal være værtinde for ca 10 personer. Miin søn kan godt mærke min fustratioin og siger så (til min store overraskelse); det er lige meget, vi kan holde hjemme hos os alligevel. Nu har jeg brugt tid på at dække op osv og bliver måske stædig og siger, at nu har jeg altså gjort parat. Ydermere kommer der gæster jeg slet ikke kender og føler bare at jeg er gæst i eget hjem.
Jeg fortrød min beslutning og ville have ønsket, at jeg bare kunne have sagt pænt nej til det hele, men jeg elsker ham jo og ville bare gøre ham glad.
Jeg skrev til ham, at jeg følge at han havde overtrådt mine private grænse for hvad jeg vil stå model til. Han svare ikke og jeg tager fat ii ham to dage senere og forsøger at komme i dialog med ham. Han afviser fordi han skal i bad – men jeg spørger om vi ikke bare kan få snakket ud om det med det samme.
Det ender med at vi småskændes fordi han ikke kan se han har gjort noget forkert.
Så nu ligger jeg og har det rigtig skidt og ved ikke hvad jeg skal gøre.
Med venlig hilsen
Liv