Savner du dine voksne børn?
De ringer aldrig, kommer kun på besøg til jul og fødselsdage – og virker i det hele taget ikke til at ønske dit nærvær. Det andet sæt bedsteforældre bliver altid spurgt når børnebørnene skal passes, du har kun fået lov nogle få timer hist og pist.
Som forældre gennem mange år har du selvfølgelig haft et håb – eller forventning – om at jeres forhold vil blive ved med at være nært, også efter at de er flyttet hjemmefra.
Det er ikke sikkert, at det ender med at leve op til drømmen, og spørgsmålet dukker op : hvor blev den tætte kontakt af?
En sandhed for hvert menneske
Det, der kan være rigtig svært at forstå, er at der kan eksistere flere forskellige virkeligheder i familielivet. Som forældre kan du leve i en tryg vished om at du har gjort dit bedste, og at alt er OK – men det kan godt være at dit barn har oplevet det på en helt anden måde.
Selv har du måske følt dine humørsvingninger eller svære livsperioder som noget, der ikke involverede dine børn…men det gør det! Et godt sted at begynde jeres snak om, hvordan du og dit voksne barn har det med hinanden, er derfor at anerkende dit barns oplevelse af sin barndom.
Også selvom det slet ikke er den samme som din. Uanset hvad det handler om, vil der altid være lidt sandhed i oplevelsen.
Det kan være smertefuldt at erkende at du ikke altid har gjort tingene så godt som du selv troede, men ikke desto mindre er det den oplevelse dit barn har fået.
At sætte sig i den andens sted
Det, at kunne leve dig ind i hvad dit barn føler omkring dig og jeres forhold, er også en måde at vise din kærlighed som forældre. Det er ikke fordi du skal straffe dig selv og tænke at du gjorde det dybt elendigt – men prøv at møde dit voksne barn med en åben interesse i hvorfor hun mon føler som hun gør.
Helt uden at vende den tilbage til dig selv..”jamen, jeg har givet dig alt, og så kommer du der og anklager mig…nu kaster jeg mig ud fra Lillebæltsbroen”.
Er det rart at ses? Og hvis ikke, skal vi så gøre det?
I samfundet generelt er der sket en udvikling i retning af, at det enkelte individ i højere grad end for 40-50 år siden er styret af lyst og behovstilfredsstillelse. Samværet med andre mennesker vurderes ud fra, om det er rart eller mindre rart.
Det gør dine voksne børn således også i forhold til dig/jer: er det meningsfyldt og behageligt at være sammen, og giver det mening at bruge tid på det?
Man kan som forældre synes det er dybt urimeligt at et biologisk forhold skal vurderes på dén måde, men forudsætningen for at få en betydningsfuld plads i dine voksne børns liv hænger uløseligt sammen med dette faktum.
Hvis det fungerer godt, vil der blive tilbragt tid sammen – hvis det er konfliktfyldt, præget af dårlig samvittighed eller anstrengende..ja, så er det svært at finde tid til besøg.
……………….
(En læserberetning – alle genkendelige detaljer er sløret)
Tove, som er mor til Nina på 32 år, fortæller at hun tænker meget over, hvordan hun kan finde frem til en måde at være sammen med Nina på nu. Hun har altid været vant til at det var Nina og hendes far der talte sammen- og at hun tøffede rundt i baggrunden og sørgede for at ingen led nogen praktisk nød.
Tove tror ikke rigtig selv på at hun har noget spændende at fortælle, og især nu hvor Nina har fået en uddannelse der er længere end hendes egen, bliver denne følelse forstærket.
Egentlig ville hun gerne se Nina, hendes mand og børnene noget oftere – men kan godt mærke at deres datter mest kommer på grund af dårlig samvittighed ift faderen.
Når Tove tænker tilbage på Ninas barndom, synes hun selv at hun har været der meget, fordi hun gik hjemme i mange år. Men måske var det ikke nok, bare at være til stede? Hun er usikker på, hvad det er Nina vil have af hende nu, og tør ikke spørge.
……….
Hvad kan Tove stille op? Bør hun spørge, eller skal hun bare håbe på at tingene på et tidspunkt bliver bedre af sig selv?
Sådan får du et bedre forhold til dine voksne børn:
Hvad kan DU gøre?
- Tag ansvar for dine fejltagelser, selv hvis de føles små.
- Anerkend forskellen på din og dine børns oplevelser, uden at diskutere dem.
- Undgå at skabe skyldfølelse: det virker ikke, og det skaber afstand.
- Lyt uden at gå i forsvarsposition, spørg åbent til deres oplevelser af det der skete før og nu.
- Opgiv ikke ved konflikter – bliv ved med at forsøge dialog.
- Giv ikke uønskede råd
- Afslag omkring praktisk hjælp, lån, arveforskud mv gives kærligt, uden vrede over anmodningen.
- Ingen kritik af dit voksne barns partner eller deres børneopdragelse.
- Brug din partner eller øvrige netværk til at snakke om det der er svært i dit eget liv, ikke de voksne børn.
Sådan kommer I videre
De ovenstående råd er en god begyndelse – men en virkelig forbedring af forholdet kræver at dit voksne barn også har lyst til at arbejde med de ting der er svære for jer.
Et tip kan her være at give eller udlåne vores bog “FamilieFred med dine Forældre”, som kan købes på nettet, hos udvalgte boghandlere eller lånes på biblioteket 🙂
Skriv også gerne kommentarer om dine erfaringer med bedre dialog herunder – eller læs nogle af de andre artikler om samme emne her på bloggen.
(Indlægget blev første gang udgivet i marts 2013, men er revideret og opdateret i august 2017)
Jeg har en svigerdatter, der virkelig har svært ved at komme op af stolen. F.eks. denne weekend var vi 11, vores datter og 2 børn bor tæt på os og var der. Vores søn og kone var deres 2 børn, var der også. De boede hos os, da de bor i København og så min mand og jeg og min far på 93 år.
Min mand og vores søn skulle have lavet noget regnskab sammen, så jeg var alene om at servicere. Min datter og kæresten hjalp lidt, men min søns kone sad med hendes tlf eller gik rundt med den en hel dag. Ikke engang rydde op efter sig selv, kunne hun. Jeg flippede helt ud på et tidspunkt og fik sagt nogle dumme ting. Jeg ved godt, at det ikke var rigtig tacklet af mig. Det er det samme hver gang, også når vi er ovre hos dem er det mig der skal tage initiativ til indkøb og madlavning ellers sker der intet. Min mand og søn skulle lave terrasse. Mønstret er sådan hver gang. Jeg bliver meget frustreret over, hun ikke tager mere initiativ. Hvad gør jeg fremover?
Hilsen Annette
Sendt fra Mail til Windows 10
Kære Anette. Det lyder som om I har fået sat jer fast i et mønster, som er svært for jer begge at komme ud af. Har du på noget tidspunkt talt med din svigerdatter (og søn!) om problemet på et tidspunkt hvor du ikke allerede er blevet irriteret? Det er ofte svært at få en særlig konstruktiv dialog på tidspunkter hvor man er træt, overanstrengt og har hobet surhed op igennem en lang dags samvær.
Du kan ikke tvinge din svigerdatter til at blive mere fyldt med krudt, men du kan gøre hende opmærksom på at der er nogle konkrete opgaver der skal løses. Jeg vil foreslå dig flere ting i den forbindelse:
1) Tag en snak med din søn – alene – om at du er ked af at du er blevet sur nogle gange når I har været sammen. Du kan herefter foreslå at I fremover laver konkrete aftaler om hvem der bidrager med hvad. Nu er han forberedt, så –
2) Nogle dage inden besøg hos dem eller jer sender du en SMS/mail: hvordan fordeler vi opgaverne denne gang? Jeg vil gerne lave en oksesteg, hvis I tager noget salat og frisk brød med..eller hvis det er hos dem “skal vi købe noget med på vejen, bare så vi har styr på hvad I allerede har sørget for, og hvad vi skal gøre”.
Så kan I forhåbentlig komme videre fra den fastlåste situation. Der er selvfølgelig en risiko for at hun/de reagerer med irritation, og mere eller mindre direkte udtrykker at du ikke skal kontrollere situationen. Her må du bide vreden i dig igen, og bare stille og roligt forklare at det også er for at forebygge at I får en dum oplevelse når I skal være sammen
Venlig hilsen
Camilla