Vi har hver vores plads i flokken...

Vi har hver vores plads i flokken…

Føler sig tilsidesat af forældre

En kvinde i 40’erne har henvendt sig til Psykologviden. Hun skriver om en problematik der fylder meget i hendes familieliv – og efterspørger gode råd til, hvordan hun kan komme videre.

Jeg er mellemste søster ud af en flok på 3. Der kun få år imellem os. De to andre, en yngre bror og en ældre søster, har altid klaret sig rigtig godt – både i skolen og senere med jobs, karriere og partnere. Da vi var små, lagde mine forældre aldrig skjul på at de var rigtig stolte af dem, og fortalte vidt og bredt om både min bror og søsters flotte præstationer.

Jeg, derimod, har altid haft rollen som familiens klumpedumpe. Lidt overvægtig, ikke superdygtig i skolen, eller særlig målrettet i min karriere. Da jeg blev voksen fandt jeg frem til mine kreative talenter, og har nu en begyndende succes som kunstner. Jeg har fundet en sød mand – som også har haft en lidt alternativ vej igennem livet – og vi har 4 børn sammen.

I det daglige har vi det rigtig fint, både som par og familie. Men børnene er begyndt at blive så store nu, at de undrer sig over hvorfor de aldrig skal på ferie med mormor og morfar, ligesom deres fætre/kusiner. De får heller ikke samme opmærksomhed ved familiebesøg eller når der er fødselsdage osv. Der hænger billeder i huset af de andres børn, ikke af mine. Det gør mig enormt ked af det, og vred på mine forældre. Hvad skal jeg gøre? Tale med mine forældre, eller fortælle mine børn hvorfor det er sådan?”

Altid lidt mindre fiks end de andre!

Kan du også nikke genkendende til nogle af de ting, som kvinden ovenfor har oplevet? Måske ikke helt så dramatisk, men selv de mest velfungerende søskendepar rummer også historier om at den ene har følt sig vurderet mindre højt end den/de andre på nogle områder. Mindre køn, ikke så slank, ikke med langt krøllet hår, dårligere til sport eller lavere karakterer. You name it..historierne er mange. Det der gør forskellen er, om du og dine søskende kan gøre det til en fælles historie, vel vidende at det ikke på nogen måde hænger sammen med jeres værdi som de mennesker I er nu.

Det forudsætter bare, at det sluttede da I blev voksne. Sådan går det desværre ikke altid. Meget tit fortsætter mønstrene ind i voksenlivet, som også i denne fortælling. For nogle er det en af de konflikter man som voksent barn skal have vendt med forældrene, og for andre bliver det en stille irritation der varer ved i mange år.

Du har fået børn – og hvad så?

Den slumrende vulkan (gemt under sammenbidt pænhed) udløses hvis dine forældre – bevidst eller ubevidst – gør det samme mod dine børn. Enten gør forskel på dem individuelt, eller som samlet gruppe nedprioriterer dem i forhold til andre børn i familien.

Du kommer, meget forståeligt, til at genopleve din egen følelse af at være sat til side: du ser det samme ske for dine egne børn. Men husk at der er en kæmpestor forskel; de har dig! Du var i det hele tiden. Men for dine børn er det kun korte glimt – i en virkelighed der frem for alt rummer den kærlighed DU viser dem. Det er faktisk betydeligt værre for dig, end for dem…

Følelser af afmagt, vrede, irritation og tristhed kan dukke op. Det der sker, er at du – ved at se den behandling dine børn får – hele tiden kommer til at huske den lille pige du selv var. Du står der igen, sammen med mor ude på vejen –  mens du glædesløst hører på at hun fortæller naboen om storesøsters nyeste pokal til ridestævnet.

Hvad er værst: at tænke på at dine forældre gjorde det med vilje, og stadig gør det – eller at de ikke er bevidste om deres forskellige måde at se på deres børn? Det kan være lettere at tilgive hvis det var ubevidst, da det ellers bevæger sig over i en helt anden boldgade: massiv psykisk omsorgssvigt, hvor ét barn verbalt nedgøres og terroriseres.

Hvis du har fulgt med her på bloggen tidligere, har du sikkert læst mit indlæg om god kommunikation i familien. Ellers klik her.

Det kan dog blive rigtig svært at komme videre med en snak, hvis:

  • dine forældre ikke vil acceptere dine følelser, og affejer dem som “pjat”
  • de ikke vil eller kan forandre sig
  • det bare ender med at du bliver endnu mere såret
  • du føler dig afvist, fordi det ikke er muligt at få en dialog mellem jævnbyrdige voksne

Hvad kan du så gøre:

  • Spørg andre i familien, om de har bemærket hvad der sker – både i forhold til dig selv, og i forhold til dine børn. Søskende, andre familiemedlemmer, din partner? Så kan du få bekræftet at du ser rigtigt, og tør stå ved dine følelser!
  • Tag din partner med til en snak med dine forældre, både for at støtte dig – og være dit vidne på hvad der egentlig sker. Ofte gør en udenforståendes tilstedeværelse også, at familier finder den mere “pæne” side frem i en diskussion.
  • Knyt dig tættere til dine svigerforældre, hvis de udgør et godt alternativ – og lad dem få lov til at give dig og dine børn det, som dine forældre ikke giver.
  • Tal med dine børn om situationen, hvis de har en alder hvor det er OK (ca. 10 år og opefter). Ikke fordi de skal tage parti, bare så de forstår dine reaktioner.
  • Tag hånd om dine egne følelser: skriv, løb en tur, snak, meditér…alt hvad der giver dig ro og overskud.
  • Brug din tid sammen med de mennesker der får dig til at føle dig værdifuld og afholdt; anden familie, venner, kolleger og mest af alt: din egen lille familie. Det er dine forældre, der er taberne her – ikke dig !

Dette er kun én vinkel på alle de følelser der fylder – på godt og ondt – mellem voksne søskende og deres forældre. Har du nogle ting, du synes bør tilføjes, så skriv endelig. Enten her på bloggen, i en kommentar på Facebook eller i en privat besked 😉

Fik du læst det foregående indlæg om det gode søskendeforhold ? Ellers klik her.

Shares

Pin It on Pinterest

Share This