Sødt barn & sød hest = det skal da på Facebook!

Sødt barn & sød hest = det skal da på Facebook!

Facebook og private fotos

Lige siden Facebook kom ind i familiens liv har jeg ikke kunnet modstå fristelsen til at uploade en masse billeder af børnene.

Både den ældste og yngste er begyndt at have en holdning til, hvad jeg må lægge på – og kan endda finde på at sige ”mor, det der skal ikke på Facebook, vel?”.

Nogle gange kan jeg næsten blive helt ærgerlig over det..hvis jeg selv synes det er et harmløst billede af en hyggelig situation i familien – men jeg respekterer selvfølgelig altid deres ønske.

Og bliver samtidig glad indeni over, at de åbenbart allerede har forstået forskellen på at vise et billede på telefonen til mormor, og at det bliver publiceret på Facebook. Men jeg tror stadig ikke at de – og måske heller ikke jeg – helt kan fatte omfanget af det informationsmateriale der allerede findes i cyberspace om lige præcis vores familie.

Tegnerne Wulff og Morgenthaler beskriver det meget fint i denne stribe fra Politiken, hvor de gør grin med alle de overflødige oplysninger vi nu deler med omverdenen via de sociale medier…

Alle ved alt om hinanden

Facebook, Google og andre samler info om dine børn, stort set fra du smider det første scanningsbillede ud. Og jeres computere er spækkede med cookies fra alle de websites du besøger. ”Jamen, vi har ikke noget at skjule”, siger du sikkert…

Nej – men det er nogle helt andre omstændigheder dine børn skal vokse op i, end den vi kender som forældre. Vi havde én kanal på fjernsynet (ja, jeg er fra starten af 70’erne!), og en drejeskivetelefon. Informationerne spredte sig langsomt, og kunne kontrolleres. Sådan er det ikke længere.

Den nuværende generation bruger medier uafbrudt, og hen over MANGE flere platforme end vi gør som voksne. Det føles helt naturligt at dele en masse informationer omkring sig selv, før man tænker over hvilke konsekvenser det har.

Især hvis de ser mor skrive en ny status på Facebook hver gang der er sket et eller andet i familien, fx første skoledag, sommerferie eller skiferie. Det bliver naturligt at inddrage andre i selv ret betydningsløse overvejelser.

Hvorfor fortæller vi dybt personlige ting om os selv på nettet?

Den psykologiske baggrund:

1) Mennesker oplever intens tilfredsstillelse ved at tale om sig selv (for voksne- endda mere end sex og god mad!)

2) At få likes og kommentarer udløser dopamin og velbehag i hjernen – det næste fix jages…

3) Lige siden menneskehedens oprindelse har dét at dele hemmeligheder været en måde at skabe nære relationer. ”Hvis jeg fortæller dig den hemmelighed jeg bærer på, og du fortæller mig din, hører vi sammen”. (Nu deles den bare med hundreder, eller ligefrem tusindvis, på én gang!)

4) Det giver tryghed at føle sig som del af et stort netværk

Det falske fællesskab?

Vi kender alle sammen klassikeren med en relation til tidligere kærester eller studiekammerater, der før Facebook-tiden var long gone – long forgotten. Nu kommer der pludselig fødselsdagshilsener fra mennesker du ikke har talt fysisk med de sidste 25 år, selvom de ikke bor ret langt væk. Hvilken form for relation er dét?

Grænserne bliver mere og mere flydende i forhold til hvad der er et venskab, et bekendtskab og hvem der bare hænger ude på sidelinien og er nysgerrige efter at følge med. Likes og kommentarer kan således komme fra mennesker der for længst er ude af dit fysiske liv, fordi der ikke var et gensidigt behov for at blive ved med at ses.

Hvornår er en kontakt “virkelig”?

Det sker også for børn og unge; når de tager på efterskole eller videre i gymnasiet er der pludselig tonsvis af Facebook- eller Twitter- relationer til dem i egen klasse eller parallelklassen, som man aldrig talte med i skolen. Næste gang de unge tilfældigt mødes i byen, ved både dit barn og den anden en masse om hinandens liv..men det vil føles grænseoverskridende at tale fortroligt sammen ”IRL” (In Real Life).

Undersøgelser har vist, at unge der har et kæmpe netværk på diverse medier stadig giver udtryk for at have ganske få nære venner, hvor de tør være helt sig selv.

Hvordan snakker du med dine børn/teenagere om dét? Helt konkret: hvad er et ægte venskab, og hvad er formålet med at holde liv i en kæmpe onlinegruppe? Det kan være enormt tidskrævende, og endda stressende, at skulle følge med i udvekslingerne. De unge har brug for voksne der, uden at være fordømmende, kan spørge nysgerrigt til de ting der sker i deres onlinenetværk.

Reklamer og forbrug: dit barn er et let offer…

Twitter, Youtube, Facebook og Google tilbyder ikke deres gratis ydelser bare for at være søde ved folk. Hele den enorme mængde at viden, de forskellige platforme indsamler om din families søgevaner, interesser og økonomiske evner bliver brugt til at målrette markedsføring lige præcis mod jer.

Præ-teenageren herhjemme følger ivrigt en V-log med Gex-P Gaming på Youtube. Han har fulgt den i adskillige år, og ser meget op til den unge fyr der laver det. Hovedindholdet er videoer af spil, som Gex P spiller og kommenterer imens. Men på grund af Gex’s mere end 100.000 følgere på Youtube får han også en jævnlig strøm af sponsorgaver. De pakkes op og kommenteres for åben skærm, mens tusindvis af 10-15 årige drenge beundrende ser til derhjemme fra værelserne.

Hos os har det ført til helt specifikke ønsker om en (p…dyr) programmerbar mus, en gamercomputer fra et bestemt firma som Gex anbefaler – og nye spil. En påvirkning der ikke er til at overse.

De medier børn forholder sig til, kan således have betydning for både deres sociale liv og adfærd (= med vennerne og som forbruger) både i den fysiske og virtuelle verden. Jo mere vi som voksne ved om hvordan de bruger det, jo mere kan vi forstå hvilken rolle det spiller i deres liv!

Hvad bør du gøre?

Det er vigtigt at de voksne er tæt involveret, så det ikke (kun) er de sociale platforme der får lov til at styre vores børn og unges måde at se verden på.

Alle de regler der har været tidligere omkring børns adgang til medier (film og spil fx) er endnu ikke lavet om de nye medier, og noget så simpelt som ”hvor gammel skal man være for at få en Facebook-profil” er op til de enkelte forældres vurdering.

Du bør være:

  • informeret
  • involveret.
  • empatisk

Det vil sige: du skal tage en proaktiv rolle i dine børn og unges komplekse online-liv for at kunne forstå hvad der sker. Ikke bare sige ”sluk så NU” eller anbefale kedelige indlærings-apps. Der skal skabes en kultur derhjemme med indlevelse og en åben snak om hvad der foregår. Eventuelt se nogle af favorit-spillene eller Youtube-videoerne sammen. Eller kigge på samtalestrømmen på Twitter, og snakke om hvad der er rimeligt at skrive til hinanden.

Overvåg uden at spionere, og hjælp dine børn med at sortere i hele bundtet af målrettede reklamer. ”Hvordan kunne de lige præcis vide at jeg manglede en ny mus”.. Forklar om cookies, og at ALT hvad man foretager sig online registreres et sted. Måske bruges det ikke nu, men det bruges helt sikkert til at få dig til at købe flere varer en skønne dag.

Og snak om de relationer der skabes til andre, også helt konkret: er det bedst at bruge Snapchat til meget personlige ting, så det forsvinder igen..hvilke billeder sender du ud på sms, hvad kan andre bruge dem til, hvad lægges på nettet? Hvad vil dine venner tænke når du skriver det her…hvad vil du selv tænke, når du læser det om 5 år? Hvordan er det, når du skal søge dit første job som 25-årig?

Hvordan er jeres erfaringer derhjemme med at være net-forældre? Gode tips modtages gerne.

Læs evt mine andre indlæg om unge onlinebrugere: Er videospil virkelig så slemt? Og har du opgivet at forstå din teenagers digitale liv? 6 gode råd til en bedre kontakt her

Shares

Robotterne giver lyd om nye indlæg

BipBip - få en mail lige ned i indbakken, når der er postet nyt på bloggen.

robotfamilie_fritskrab_510px

You have Successfully Subscribed!

Pin It on Pinterest

Share This